Kommentar

De ældre efterlyser et ungdomsoprør, men de burde selv tage affære

Mange ældre efterlyser et ungdomsoprør, men de burde hellere selv hjælpe til end kræve, at ungdommen skal løse de problemer, som de selv har været med til at skabe
Fortællingen om 68’erne som modige og handlekraftige unge, der gjorde oprør mod et undertrykkende og konservativt samfund, ignorerer, at der faktisk var en række samfundsstrukturer, der hjalp ungdomsoprøret på vej, skriver Jesper Lundsby Skov.

Fortællingen om 68’erne som modige og handlekraftige unge, der gjorde oprør mod et undertrykkende og konservativt samfund, ignorerer, at der faktisk var en række samfundsstrukturer, der hjalp ungdomsoprøret på vej, skriver Jesper Lundsby Skov.

Peer Pedersen

23. august 2018

Ungdomsgenerationerne efter 1968 har levet i skyggen af det såkaldte ungdomsoprør, og det har været et tilbagevendende tema, om et nyt ungdomsoprør er på vej. Ikke mindst her i Information den seneste tid. Det er imidlertid på tide at droppe denne oprørsromantik.

Verden har forandret sig enormt siden 1968, og det giver ikke længere mening fortsat at tale om muligheden for et nyt ungdomsoprør. I stedet bør man kræve, at de ældre hjælper mere til med at løse de kæmpe problemer, som vores samfund står over for.

Nemt at gøre oprør i 68

Fortællingen om 68’erne som modige og handlekraftige unge, der gjorde oprør mod et undertrykkende og konservativt samfund, ignorerer, at der faktisk var en række samfundsstrukturer, der hjalp ungdomsoprøret på vej.

1960’erne var en tid, der var præget af overskud og fremtidstro, og der var derfor også en større villighed til at lytte til de mange unge, der skulle beherske fremtiden. Det var 1940’ernes store babyboom, der trådte ind i de voksnes rækker. 1960’erne var også velfærdsstatens guldalder. Der var råd til at udbygge den offentlige velfærd, for den økonomiske vækst var rekordhøj og arbejdsløsheden rekordlav. Bruttofaktorindkomsten pr. indbygger blev mere end fordoblet i perioden 1953-1972.

Efter Cubakrisen i 1962 virkede Den Kolde Krig i en lang årrække også mindre truende. Både samfundsøkonomisk og sikkerhedspolitisk var 60’erne en opløftende tid. Uddannelsesmulighederne stod også meget åbne dengang, da der var frit optag på universiteterne frem til midten af 1970’erne. Fravalgte man universitetsuddannelsen, som langt de fleste gjorde, var der stadig mange faglærte og ufaglærte arbejdspladser at søge i industrien.

Var man ung i 1960’erne, var fremtiden fuld af muligheder, og oplevede begrænsninger og uretfærdigheder måtte der gøres oprør imod. Det er imidlertid lettere at gøre oprør i en tid, der er præget af overskud og fremtidstro.

Unge i mindretal

I dag ser det anderledes ud. Materielt set har ungdommen det bedre end i 1960’erne. Til gengæld er presset for succes formentlig langt større. De mange reformer siden 1990’erne indenfor uddannelse og dagpenge viser en klar linje: De unge skal uddannes hurtigere, så de kan komme tidligere ud på arbejdsmarkedet, hvor de helst skal blive så længe som muligt.

Det er også værd at lægge mærke til, hvor hurtigt reformerne på uddannelsesområdet blev gennemført og uden det helt store brok. Da Nyrup fik gennemført sin efterlønsreform i 1998, vakte det så megen vrede og forargelse, at det var med til at koste ham statsministerposten ved valget i 2001. Velfærdsforliget i 2006 og tilbagetrækningsreformen i 2011 udskød også kun gradvis pensionsalderen. Rimeligt? Ja, men samme rimelighed er ikke tilkommet de unge. Forskellen afspejler, at der er blevet langt flere ældre i dag, og det er slået igennem politisk.

Denne udvikling vil fortsætte i fremtiden. Danmarks Statistik forventer således, at gruppen af over 80-årige vil stige med 58 procent over de næste ti år, og samtidig er det de ældres formuer, der vil vokse mest i fremtiden.

En anden vigtig forandring er, at de høje vækstrater fra 1960’erne ikke kommer tilbage. Vi befinder os i en tid, hvor den teknologiske udvikling kun skaber mindre produktivitetsstigninger, og hvor lav vækst på en-to procent vil være det normale. Samlebåndet kan som bekendt forbedres, men ikke opfindes to gange. Vi bliver stadig rigere, men i et markant lavere tempo end for 50-60 år siden, og det er et problem, når der bliver færre til at producere velstanden, og samtidig flere modtagere af den.

Hjælp dog til

Sammenlignet med de unge i 1960’erne er Millennial-generationen – dem mellem 18 og 35 år – langt bedre uddannet og markant mindre kriminelle. De unge opfører sig generelt ansvarligt og modent, og de forstår at leve efter devisen frihed under ansvar.

Alligevel skal de høre fra de ældre, at de skal gøre oprør. Men hvorfor skal de det? Når den demografiske udvikling betyder færre unge og flere ældre, og når de ældre tillige bliver både rigere og sundere, så burde man snarere kræve, at de ældre hjalp mere til med at løse samfundets store problemer.

De er enorme i dag. Fremtidshorisonten er dyster. Der er den globale opvarmning, migrationsspørgsmålet, udpiningen af jordens ressourcer, uddøen af vilde dyr og den stigende økonomiske ulighed.

De unge står i dag overfor langt mere alvorlige problemer, end de unge gjorde i 1968. Det drejer sig ikke bare om større ’frisind’, men om selve vores økologiske, politiske og kulturelle eksistens.

Sunde og raske ældre burde hellere selv hjælpe til end kræve, at ungdommen skal løse de problemer, som de ældre selv har været med til at skabe. I stedet for at lede efter det næste ungdomsoprør, burde man snarere undersøge, om det vil være muligt, at generationerne kunne indgå en generationskontrakt og hjælpe hinanden.

Jesper Lundsby Skov er ph.d.-stipendiat ved Institut for Historie, Syddansk Universitet

De unge har indset, at festen – som de foregående generationer har nydt i fulde drag – er forbi, og nu er det blevet tid til oprydning. Men som ved andre fester skynder de fleste sig at smutte, mens kun de færreste bliver tilbage for at hjælpe med det.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Poul Erik Riis
  • Anne Schøtt
  • Trond Meiring
  • Ejvind Larsen
Christian Skoubye, Poul Erik Riis, Anne Schøtt, Trond Meiring og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Der skal en diagnose til oprøret. 68 var en åbenhed Inde i samfundet men også ude i verden, 68 var for samarbejde med andre folkeslag , være solidarisk med i deres kamp om bedre fremtid. der var for bedre forståelse for imperialisme og racisme og ikke mindst apartheid systemer.

'I dag ser man det modsatte af 68. mere lukkethed i indre sfære og og lukkethed mod alt der kommer udefra. Der er mindre interesse og viden om verden og mere ligyldighed med fremmed. I 68 og efter kunne besøge hinandens hjem og mødes på barer og snakke på arbejde. I dag intet af delene. Udvandrer man ser på som om for første gang, som om de har aldrig set før.

Man kan spørge hvordan kan dette ske. Jeg har ikke hørt en overbevisende forklaring endnu.

Personlig mener jeg de unge har bare fulgt Frankrig og andre i oprøret, det var ikke noget originalt dansk. Jeg har oplevet i halvfjerdserne tilfælde af det samme man oplever i dag, isoleret tilfælde men meget solide tilfælde og chokerende.

Jeg er meget pessimist og tror måske at Vesten vil snart tage den tredieverdens plads og blive selv et u-land. Der er også for meget spin og hykleri. Tillid er en by i sibirien tror jeg. Heldivis folk i de nye lande gør en indsats for forbedring hele tide
Ibn khaldoun( arabidsk filosof fra 1400 århundert siger: civilisationer er som et menneske : "de opstår, og hersker og til sidst dør". En anden moderne filosof ( fra singapour) siger det samme i en bog der hedder "Vestens forfald." Det giver noget at tænke. Også det at tro at "Vesterlændig styrer verden som i de 200-300 år der er gået er barnligt, og er tegn for forfald.

Carsten Nørgaard, Britta Hansen, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Klummeskribenten har selvfølgelig nogle pointer i fremhævelsen 60'erne, som opgangstid, generationen, der satte sig på flæsket og satte forbrugerisme og materialisme i højsædet, og at vi - jeg er årgang 1946 - havde en masse muligheder dengang, de fleste af os. Men jeg synes jo nok, at bolden placeres lidt for ensidigt på de gamles banehalvdel. Der er faktisk rigtig mange +60'ere, +70'ere etc., der laver et stykke arbejde i klima- og miljøkampen. Her i dag, kl. 16.30 mødes fx Rådet for Bæredygtig Trafik, en samling garvede transportpolitiske græsrødder, en uformel tænketank, der har opsamlet en masse alternativ ekspertise inden for transportformer og grøn omstilling af transporten, for at samle op, gøre status, brainstorme og udfolde og søsætte nye initiativer (mod klimaskadelig flyvning fx). Og alle vi aktive er stort set +60. Og også i fx Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomitéer, i utallige andre uformelle organisatoriske sammenhænge og i mange forskellige afkroge af civilsamfundet er efterlønnere og pensionister (hyper)aktive, men hvad med de unge, hvor er de henne - jo i fx klimamarchen og i forskellige andre initiativer er der nogle, som er engagerede og bruger kræfter og energier på de store samfundsmæssige udfordringer - men ellers synes jo nok, at flere unge burde gøre en indsats. Det kan ikke bare overlades til de gamle. Bare lidt af energien fra fredagsbaren, ølstafetten, distortion og festivalerne kunne kanaliseres over i noget mere samfundskritik og græsrodsarbejde. Dixi!

Mogens Holme, jens peter hansen, Britta Hansen, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Kurt Loftkjær anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Lad os bare gøre det til en generationskamp. Det tager miljø, ulighed og globalisering ingen skade af.

jens peter hansen

De mange reformer siden 1990’erne indenfor uddannelse og dagpenge viser en klar linje: De unge skal uddannes hurtigere, så de kan komme tidligere ud på arbejdsmarkedet, hvor de helst skal blive så længe som muligt.

Langt den største del af de unge i 70'erne og 80'erne gik ud af skolen efter 9 eller 10 år. Så fik de en lærlinge- eller elevuddannelse. De begyndte deres arbejdsliv langt tidligere end nu. Gnst. alderen på erhvervsuddannelsen er meget høj. Ugebrevet A4 skriver: Når Jens og Ida for første gang sætter deres ben på erhvervsskolen for at uddanne sig til pladesmed eller konditor, er de i gennemsnit fyldt 24,1 år. Da deres egne forældre tilbage i 1980’erne forfulgte drømmen om et svendebrev, var de kun 19 år.
Tyder det på et enormt pres eller er det ikke bare det evige ævl om at det er så hårdt i dag, mens det i gamle dage var én lang ferie? En af personerne på billedet ved jeg endte som tjenestemand, altså postbud, i P&T, som det hed sig i hine tider. Om det var fedt, tja.

Kurt Loftkjær

Ikke-ældres bidrag til samfundsproblemer -et eksempel

Blot et eksempel fra min hverdag som 66 årig formand for DN Gladsaxe, hvor jeg havde en dialog med en person, som egentlig var interesseret, men alligevel ikke nok (min konklusion). Man kan ikke bruge ét eksempel på at bevise sådanne ting som disse. Uden bevis vil jeg dog påstå, at vejen uden om et medansvar er brolagt med undskyldninger og nogen gange uvidenhed.

Undskyldningerne kan manglende tid, vil ikke blottes i forhold til andre (arbejdsplads), andre er bedre til det osv.

Her er min dialog med en person, som jeg mente måtte have interesse.:
_________________________________________________________________________
Hej xx
Jeg prøver bare at få dig til at tage konsekvensen af din holdning. Nemlig at arbejde aktivt. Verden er fuld af mennesker som har en holdning, som de ikke vil støtte gennem handling. De vil have andre til at gøre det for sig. Desværre sker det ikke.
Gennem tiderne har vi haft kontakt med personer, som er trådt ind i arbejdet og som har forventet ændringer i løbet af kort tid. Det positive var, at de havde holdninger. Desværre ville de ikke bruge tid på deres holdninger.
DN er som så mange andre holdningsforeninger i krise. Alle foreningers fremtid ligger hos de unge. Desværre fokuserer de unge for kort tid på emmer, som de føler noget for. Derefter er de undervejs i anden retning.
Konsekvensen er at levebrødspolitikere og lobbyister vinder i næsten alle sammenhænge.
Man vinder kun respekt, hvis man arbejder aktivt for sine holdninger.
Mvh. Kurt Loftkjær
______________________________________________________________________________________
> Den 26/10/2014 kl. 21.03 skrev xx

Hej Kurt
Det var da en pudsig besked. Jeg mener det samme som jeg hele tiden har gjort, og vil gerne gøre hvad jeg kan. For mig er det ikke realistisk at gå med i foreningen som mit liv ser ud nu. Det er for mig ikke det samme som at være passiv ifht rostadionprojektet.
Vi høres ved.
Venlig hilsen
xx
__________________________________________________________________________
Hej xxx
Det er da ærgerligt. Ingen kan gøre noget 100 %. Det er derfor man forenes i foreninger.
Vi holder i øvrigt kun 6 møder om året. Vi finder ikke en anden. Men du har måske affundet dig med søens skæbne, som alle andre i søkvarteret?

Mvh. Kurt Loftkjær
___________________________________________________________________________
Hej Kurt
Mange tak for tanken. Det lyder rigtig spændende, men jeg må nok erkende, at det bliver en lidt for stor mundfuld nu her med to så små børn - og snarlig jobopstart. Jeg er ikke så god til at gå ind i noget for så at gøre det halvt.
Jeg håber meget at I kan finde en ildsjæl :) Venlig hilsen xx
_______________________________________________________________________________
Hej xx
Har du ikke lyst til at deltage i DN's lokalkomité? Vi har netop fået en ledig plads efter Arne Hermanns død- en plads som skal besættes ved den kommende generalforsamling d. 4. november. Vi har brug for mennesker holdning til vores fælles natur- og kulturarv og du lyder bestemt, som en der kunne bidrage og som behersker de sociale medier.
Du vil være meget velkommen.
Mvh.
Kurt Loftkjær