Kommentar

Afdøde har også ret til privatliv

Umiddelbart lyder det sympatisk at give pårørende aktindsigt i afdøde familiemedlemmers socialsager, men hvad hvis afdøde ikke ønsker at dele oplysningerne med sin familie?
11. august 2018

Jeg har som jurist i Københavns Kommune fulgt Informations artikler om adgangen til aktindsigt for pårørende, både fra den 18. december 2017 og den 21. juli 2018, ligesom jeg har fulgt diverse andre avisers artikler om samme emne.

Et noget entydigt mediebillede tegner sig, hvor både det kommunale råderum og hensynet til afdøde synes fraværende.

Det kommunale råderum

I de to artikler i Information sættes der spørgsmålstegn ved, om en afdød datter nu fik den hjælp, som hun havde krav på, og det kræves, at Ombudsmanden igen går ind i sagen, da moren (og andre) stadig ikke er tilfreds med kommunens afgørelse om aktindsigt.

Jeg kan naturligvis ikke forholde mig mere til den konkrete sag, end hvad der fremgår af artiklerne og i øvrigt er inden for grænserne af min tavshedspligt. Men jeg kan fortælle, at jeg som ansat i Københavns Kommune ofte har et umiddelbart inderligt, personligt ønske om at give aktindsigt, så de efterladte i al fald i forhold til den kommunale sagsbehandling kan få fred i sjælen.

Desuden ligger der også en interesse for den offentlige myndighed i at kaste lys over sagen, således at det kan vises, at myndigheden har handlet i overensstemmelse med lovgivningen og leveret den eller de ydelser, man som borger har krav på.

At jeg eller mine kollegaer har forståelse for behovet for udlevering fra de pårørendes side, og har al verdens sympati med de efterladte, giver os dog på ingen måde retten til at udlevere sagsakter, hvis det er i strid med lovgivningen. Vi kan ikke – og skal ikke – som embedsmænd navigere efter vores egen empati, retsfølelse eller øvrige meninger om, hvordan lovgivningen burde være i de konkrete sager, som vi tager under behandling. Hvis vi gjorde det, ville retssikkerheden i det danske samfund være en saga blot.

I denne sag, såvel som tidligere sager, er det både fra kommunernes og Ankestyrelsens side blevet slået fast, at der ikke kan udleveres akter til pårørende. Det følger af forvaltningslovens regler.

Både sundhedsloven og offentlighedsloven stiller sig ligeledes i vejen for, at en kommune kan udlevere flere akter til de pårørende end den snævre undtagelse, som er at finde i sundhedsloven.

Tavshedspligten gælder både, når man er i live, og altså også efter man er død. Hvis kommunernes eksterne kontrolorganer på disse områder kommer frem til, at akterne ikke kan udleveres, så ville vi have et fundamentalt retssikkerhedsmæssigt problem, hvis kommunerne forvaltede anderledes.

Hensynet til afdøde

Det bringer mig videre til spørgsmålet om hensynet til afdøde. Det er eksempelvis ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt, hvis kommunen skal udlevere akter til pårørende, hvor de pårørende og afdøde har haft alvorlige konflikter.

Og hvad hvis kommunen ligger inde med oplysninger om seksuelt misbrug, vold i familien, svigt og andre alvorlige problemer?

Er der ikke også et hensyn til, at afdøde ikke får disse oplysninger ud i landets medier eller blot ud i den nære familie, måske til efterladte børn?

Og endelig kan man spørge sig selv, om det ikke er tilstrækkeligt, at der kan søges aktindsigt, så længe pågældende er i live?

Hvis afdøde ønskede at dele oplysningerne med pårørende, stod det dem frit for, mens de var i live.

Man har under et behandlingsforløb ret til at klage, ret til bisidder, ret til partsrepræsentant, ret til afgørelse, begrundelse, vejledning, rådgivning og alle andre af forvaltningsrettens rettigheder.

Du kan ikke, som læser af Information eller nogen som helst af landets øvrige aviser, vide, om disse rettigheder allerede er gjort gældende, da de offentlige myndigheder aldrig kan forklare sig i medierne i forhold til de konkrete sager, fordi de offentlige myndigheder er underlagt tavshedspligt.

Problemstillingerne skal selvfølgelig bringes og diskuteres i medierne, da det måske kan anspore til, at politikerne tager reglerne op til overvejelse. Men det forudsætter, at regelændringen er ønskværdig, hvilket igen forudsætter, at medierne er i stand til at præsentere problemstillingerne både korrekt og nuanceret.

Ellers ender vi med regler, som ingen er interesserede i. Og så forsvinder tilliden til mig og mine kollegaer, til den offentlige forvaltning, til vores velfærdssamfund og til demokratiet.

Thor Olesen er jurist i Københavns Kommune. Indlægget er udtryk for skribentens personlige holdninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Jungfalk
  • Lars Bo Jensen
  • Trond Meiring
  • David Zennaro
  • Henning Kjær
Michael Jungfalk, Lars Bo Jensen, Trond Meiring, David Zennaro og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

bitten jensen

Som partsrepræsentant ved jeg, at retssikkerheden for syge og sårbare mennesker er en saga blot og har været det i årevis.
Beskæftigelseslovgivningen rangerer for det meste højere end forvaltnings- og retssikkerhedsloven.
Det er helt relevant og vigtigt, at pårørende til afdøde kan få aktindsigt i og mulighed for at gå videre med kommunens sags- mishandling, hvilket er mere reglen end undtagelsen i dagens Danmark, hvor kommunens ulovligheder generelt ingen konsekvenser har.
Dette bekræftes af såvel Advokatrådet som professor i socialret Kirsten Ketscher.
Klager du til Centralforvaltningen over sagsbehandlingen partshøres kun den ene part, og det er ikke borgeren.
Klager du over dette undersøger kommunens jurist sig selv og plæderer, det er god forvaltningsskik.
Jurister og ansatte - men også lægekonsulenter og sundhedskoordinator fordrejer og udtaler sig ofte uforstandigt og tvetydigt om den sundhedsfaglige dokumentation til stor skade for alvorligt syge borgerne,
Magtfordrejning er dagens orden.
Det er ikke ualmindeligt, at der manipuleres med oplysningerne, som tages ud af en sammenhæng. Borgere fremstilles betydeligt mere raske end sandt er, hvilket medfører, at borgere kan blive på den lave ydelse i stedet for at få den førtidspension, de er berettiget til.
Thor Olesen skriver, han ofte har et umiddelbart inderligt, personligt ønske om at give aktindsigt.
Ofte?
Ankestyrelsen er ikke længere borgerens vagthund, men kommunens forlængede arm.
Armslængdeprincippet og magtens 3 deling er ophævet.
Der er brug for åbenhed og en forvaltningsdomstol, som bl.a.ville kunne være medvirkende til at give de pårørende oprejsning og fred i sindet.
Jeg synes Thor Olesen skal læse borgerrådgiver Johan Busses årsrapport og øvrige artikler om den manglende retssikkerhed og store fejlmargin inden for alle områder, hvis han ønsker at blive klogere på dette betændte område.

Steen K Petersen, Tue Romanow, Eva Schwanenflügel, Søren Andersen, Maria Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Hvis der skal gøres noget ved kommunernes dårlige arbejde, så skal det ikke gå igennem en personlig aktinsigt til efterladte. Det skal vi gøre noget ved, mens folk stadig er i live. Og måske skal vi have en uvildig instans, som kan se på det, når folk dør i utide. Men Thor Olesen har ret i, at man som menneske må kunne regne med, at ens efterladte ikke kan få den slags oplysninger udleveret.

Flemming Berger, Lars Bo Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Er det mere krænkende at ens pårørende ser ens sagsakter efter at man er død, end at diverse kommunale medarbejdere kan se dem mens man stadigvæk er i live?

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Søren Andersen, Jacob Fisker og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Når folk er døde, er det op til familien at varetage boet. Selvfølgelig har de ikke bare adgang, men ejerskab til alt, hvad den døde efterlader sig, minus 15% af alle værdier over en vis grænse, herunder selvfølgelig alle papirer m.m., medmindre et testamente dikterer en anden forvaltning udover tvangsarven.

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Søren Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er meget ubehageligt, at vi har fået en offentlig sektor, der fører krig imod folks ret til privatliv, herunder det, der skulle være en ubetinget ret til familieliv.
Men det har stået på i mange år, og skilsmisseprocentens himmelflugt fortæller jo, at det er en kamp, der i høj grad er lykkedes.

Jo - det kan være sin sag, at udlevere sagsakter også om afdøde. Seksuelt misbrug eller tidligere konflikter kunne jo være i spil. Så der kan være tilfælde hvor man kan stille spørgsmål ved pårørende ret til, at se akter og i den forbindelse også den offentlige forvaltnings håndtering af sagen

Men at man kan blive bevilget aktindsigt i sager kan jo have både personlig betydning for pårørende, ligesom det i et eller andet punkt også kan være af betydning for pårørende, at kunne kontrollere forvaltningen af en sag - eller få indsigt i sagsakter.

Nu har jeg set sagen omtalt et par gange på dette medie, og som læser så kan man jo ikke rigtigt have en mening om den konkrete sag, al den stund, at man ikke kender begrundelsen for afslag af sagsindsigten. Men klart nok at, at det offentliges - eller den enkelte sagsbehandlers tavshedspligt også et eller andet sted er til for beskyttelse af den enkelte borger. Og derfor kan sagsakter jo også være omfattet af regler om tilgængelighed længe efter indtrådt død.

Og hvordan en kommune forvalter lovgivningen er jo et juridisk spørgsmål, som kræver en eller anden form for forvaltningsfaglig vurdering