Kronik

Dansk Arbejdsgiverforening: Stressproblemer skal løses på den enkelte arbejdsplads

Stress er noget, arbejdsgiverne tager alvorligt – uanset hvad der er den udløsende faktor. For selv om arbejdet ikke altid er en del af problemet, så er det næsten altid en del af løsningen
At finde balancen mellem privat- og arbejdsliv er en af løsningerne på problemer med stress, mener dagens kronikør, Pernille Knudsen fra Dansk Arbejdsgiverforening.

At finde balancen mellem privat- og arbejdsliv er en af løsningerne på problemer med stress, mener dagens kronikør, Pernille Knudsen fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Sigrid Nygaard

21. august 2018

Når forventninger og krav bliver større end ressourcer og redskaber, kan stress få overtaget. Det rammer på tværs af både alder og samfundsgrupper, og de menneskelige omkostninger for de tusindvis af danskere, der hvert år bliver påvirket, kan være overordentlig store.

Det rammer også virksomhederne på deres vigtigste råstof: Medarbejderne. Hvor end følelsen af ikke at slå til i hverdagen, familielivet eller på jobbet kommer fra, følger den nemlig med os – og bølger fra familien og fritiden til arbejdspladsen og tilbage igen. Stress er ikke en overfrakke, vi kan tage af og hænge på knagen, når vi møder på arbejde, eller smide i entreen, når vi kommer hjem efter en lang dag.

Derfor er stress noget, som danske virksomheder tager meget alvorligt. Ledere er mennesker som alle andre og vil – ganske naturligt – gerne have glade og tilfredse kolleger og medarbejdere. Derudover er glade medarbejdere både sundere og mere produktive. Derfor betaler det sig at arbejde seriøst med at forebygge og håndtere stress på arbejdspladsen.

Virksomheder tager ansvar

Det er da også noget, som virksomhederne går meget op i. De nyeste tal fra den nationale sundhedsprofil viser, at personer i beskæftigelse er blandt de grupper i vores samfund, der er mindst stressede – mindre end både de studerende, de arbejdsløse og de pensionerede.

Derudover er der helt generelt et godt psykisk arbejdsmiljø på danske arbejdspladser, og det billede bekræftes, hvis vi sammenligner os med andre europæiske lande. Her ligger vi helt i top. De nyeste data fra Arbejdstilsynet peger i samme retning. Ud af de 22.000 arbejdspladser, som Arbejdstilsynet besøgte i 2017, var det blot to procent af virksomhederne, der fik et påbud om psykisk arbejdsmiljø.

Så vidt, så godt. Det ændrer ikke på, at stress fylder rigtig meget i dagens Danmark, og det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare kan læne os tilbage og slappe af. Nej, vi skal blive i arbejdstøjet. Samfundets stigende stresstendenser forsvinder ikke af sig selv.

Find balancen

På hjemmefronten skubber sociale medier til forestillingen om det perfekte liv. Det skaber en præstationskultur, hvor vi både skal nå at bage boller til børnefødselsdagen, nå i fitnesscenter tre gange om ugen, morgenbade i det friske hav, have det store hus, den lækre bil osv.

At finde balancen og forsøge at sortere i indtrykkene af de perfekte liv på de sociale medier er en udfordring, som de fleste af os kender. I alt var 3,2 mio. danskere på sociale medier i 2016 ifølge Danmarks Statistik. Det svarer til, at tre ud af fire, der bruger internettet, har mindst én profil på et socialt netværk. Oven i det er langt hovedparten af os til stede på to eller flere sociale platforme.

Arbejdspladserne er også en del af løsningen. For selvfølgelig kan det præstationsræs, vi kender fra privatlivet, nogle gange også findes på jobbet. Måske kunne man lige blive en halv time længere, og hvem har i øvrigt ansvaret for, at ambitionsniveauet ligger det rigtige sted? Hvordan med mobiltelefonen? Kan vi pakke den væk i weekenden, eller forventes det, at vi tager den, hvis den ringer? Hvad med arbejdsmailen når vi er på ferie? Og hvad hvis en kunde ringer midt i aftensmaden?

Det handler om work-life-balance. Om den er der – og om hvordan vi finder den, hvis den ikke er der. Jagten på en sund balance mellem privat- og arbejdsliv begynder med ovenstående spørgsmål. Stil dig selv dem. Tænk over dem. Hvis du ikke kender svarene, så stil din leder de samme spørgsmål. Sæt samtalen i gang og find løsningerne sammen.

Det gode arbejdsliv ligger der, hvor vi siger farvel til one size fits all-løsninger og goddag til de rammer, den lokale ledelse og medarbejderne selv finder frem til.

For nogen gælder det måske, at man har brug for at slukke mobilen og holde helt fri, når klokken er fem. For andre er det bedste måske at gå kl. 14, hente børnene, købe ind og spise aftensmad – og så arbejde et par timer, når børnene er lagt i seng.

Vi er godt på vej

På dette område kan vi faktisk tillade os at være en smule stolte. Flere undersøgelser viser nemlig, at vi klarer os ret godt i Danmark, når det kommer til work-life-balance. Danskere scorer for eksempel højt i kategorier for, hvor meget vi selv kan ændre arbejdstider, afspadsere samt holde fri med kort varsel i den store europæiske undersøgelse European Quality of Life Survey, og i tal fra EU-Kommissionen ligger vi også helt i top, når der bliver spurgt ind til balancen mellem familie- og arbejdsliv.

Men de gode resultater kommer ikke af sig selv. De er blandt andet opstået gennem tydelig og tilgængelig ledelse.

Det er vigtigt at huske på, at virksomhederne både har ret og pligt til at lede og fordele arbejdet. Det er ledelsens opgave at sørge for, at der i hverdagen er balance mellem kompetencer og ressourcer. Det skal der ikke herske tvivl om. For selvfølgelig findes der stresstilfælde, der er udløst af brodne kar i et ledelseslag eller et umenneskeligt stort arbejdspres. Den slags er ikke acceptabelt.

I praksis kræver det i hverdagen to parter at sikre ovenstående balance. Som medarbejder er det også vigtigt, at man er åben om sine styrker og begrænsninger over for ledelse og kolleger. Man skal sige til, hvis presset er for meget, og gabet mellem, hvad man kan, og hvad man føler, man skal, bliver for stort. Men ja, det er svært. Og ja, det er let at sige, at vi skal være åbne om de svære følelser. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at der er plads til det?

Hvis svaret lå ligefor, så havde vi allerede fundet det. Men et væsentligt skridt på vejen er i hvert fald at holde samtalen i gang. Det gælder i den offentlige debat, i avisspalterne og på de sociale medier.

Og det gælder eksempelvis også med regeringens nye stresspanel, der er et godt eksempel på, hvad der skal til: Fokus på de store linjer og bevidstheden om, hvad stress er, hvad det kommer af, og hvad den enkelte borger kan gøre for at være med til at stoppe udviklingen. Det fremmer samtalen. Og jo mere, vi taler om det, des lettere får de, der har det svært, ved at deltage i samtalen.

Arbejdsgiverne og fagbevægelsen arbejder sammen om de her temaer. Både via overenskomsterne – der på flere områder indeholder aftaler om psykisk arbejdsmiljø – men også i det daglige arbejde ude på fabriksgulvene, på kontorerne og hos kunderne. Der hvor danskernes arbejdsliv rent faktisk foregår.

I samarbejdsudvalg rundt omkring på virksomhederne arbejder ledelse og medarbejdere med tilrettelæggelsen og organiseringen af det daglige arbejde med særligt fokus på medarbejdernes trivsel og virksomhedens konkurrenceevne. Og i arbejdsmiljøudvalgene finder ledelse og medarbejdere i fællesskab de gode løsninger for netop deres arbejdsplads.

DA og LO er også i gang med et fælles projekt, der blandt andet sætter fokus på, hvordan samarbejdsudvalg fortsat kan understøtte trivsel og psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladserne.

På brancheniveau findes der arbejdsmiljøråd, hvor parterne knokler med at udvikle værktøjer til virksomhederne, så de både kan forebygge problemer med arbejdsmiljøet og reagere hurtigt og rigtigt, hvis de opstår.

Alt det arbejde fortsætter vi naturligvis med. Men det betyder ikke, at vi er i mål. Det betyder, at vi er på vej.

Pernille Knudsen er viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Serie

STRESS!

Hver fjerde dansker døjer med stress, med store konsekvenser for både den enkelte og samfundsøkonomien til følge.

I denne kronikserie undersøger Information folkesygdommen – og hvorfor vi ikke formår at bekæmpe den effektivt.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det er vigtigt at huske på, at virksomhederne både har ret og pligt til at lede og fordele arbejdet. (Jvf. Hovedaftalens § 4, min parentes). Det er ledelsens opgave at sørge for, at der i hverdagen er balance mellem kompetencer og ressourcer."
Det er helt rigtigt Pernille Knudsen. Det er også derfor, at virksomheden/ledelsen har et objektivt/juridisk ansvar - iflg. Arbejdsmiljøloven - for, om arbejderne bliver syge af at gå på arbejde. Og det er der hver dag mange, der bliver - fordi ledelsen ikke har vilje og/eller evne til at sørge for den optimale balance mellem krav og ressourcer i arbejdet, hvilket fører til stress.
At blande privatlivet ind i denne problematik har været en ansvarsforflygtigende strategi fra arbejdsgiverside så læge jeg kan huske - mindst fyrre år.

Henrik Peter Bentzen, Carsten Wienholtz, Ole Frank, Søren Andersen, Kim Folke Knudsen, Steen K Petersen, Søren Christensen, Flemming Berger, morten rosendahl larsen, Søren Bro, Jens J. Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Tue Romanow, Bettina Jensen, Torben K L Jensen, Kristen Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Jeg blev også noget provokeret af denne ansvarsforflygtigelse. Men arbejdsgiverne er desværre ikke de eneste der bruger det kneb.
Bare at bruge det hårdt nedskåret Arbejdstilsyn som sandhedsvidne for at folk ikke får stress af arbejdet viser hvor meget hold der er i påstanden om at arbejde ikke giver stress - hvorimod at det gør fritid og hjemmeliv. Hvis det er sandt så bør der lovgives for at arbejdsgiverne først og fremmest skal ansætte folk på på kanten af arbejdsmarkedet - når det er så sundt at gå på arbejde.

Henrik Peter Bentzen, Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Ole Frank, Steen K Petersen, Ib Christensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Steen Obel, Kristen Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg sidder og leder efter budskabet i teksten. Det er lidt svært at gennemskue.
Jeg tror, der står: "Det går nok. Vi danske arbejdsgivere er i det mindste ikke værre end i de lande, vi gerne vil sammenligne os med."

Henrik Peter Bentzen, Carsten Wienholtz, Søren Andersen, Vivi Rindom, Steen K Petersen, Søren Christensen, Flemming Berger, Philip B. Johnsen, Peter Tagesen, Tom Hansen, Søren Bro, Elisabeth Andersen, Tue Romanow, Bettina Jensen, Steen Obel, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Hans Larsen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar

"Man skal sige til, hvis presset er for meget, og gabet mellem, hvad man kan, og hvad man føler, man skal, bliver for stort."
Kan blive i tvivl om forskellen på; at sige til og sige fra. Kronikøren vælger at "sige til", det virker som om det er vigtigt at bevare ja-hatten på, selvom man i virkeligheden mener nej.

Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Skal samfundet af med den stærkt accelererende stressepidemi, er der en række virksomheder som skal sadle totalt om, men det bliver en hård kamp at slås mod virksomhedsejerne. Grådigheden i erhvervslivet og det stærkt øgede arbejdstempo, sammen med at den politiske magt i høj grad er flyttet over i arbejdsgivernes hænder, efterlader ikke meget håb om stressnedsættelse.

DA har været en af de drivende kræfter bag den stigende ulighed i samfundet, og udviklingen er gået ud over sammenhængskraften i samfundet. Gennem en ideologisk omstrukturering af samfundet i en lang årrække, har DA forsøgt at overføre en forfejlet markedslogik fra det danske arbejdsmarked til det offentlige.

New Public Management af de offentlige institutioner har ødelagt liv og helbred for hundrede tusinde mennesker. NPM er ikke noget politikerne har fundet på; den ledelsesform ligger dybt i DA's blod, i deres ideologi, og erhvervslivet har, gennem såkaldt legaliseret korruption, betalt sig til at politikerne lovgiver, og derved skaber ødelæggende strukturer, som stresser hele landet ihjel.

DA og den maniske ulighedsskabelse

Tilbage i april 2015 fremlagde DA med Neergaard som førstemand et notat med 28 forslag til markant lavere ydelser end de sociale overførselsindkomster. Blandt andet ville arbejdsgiverne have sygedagpengene og førtidspensionen nedsat med mere end 4.000 kroner om måneden.

Erhvervslivet sørgede for at den forrige DA-direktør Jørn Neergaard Larsen blev beskæftigelsesminister. Nogle år før fik erhvervslivet også lagt socialvæsenet ind under beskæftigelsesministeriet. Alt i alt var der lagt op til den største skandale i nyere tid: På arbejde med sygeseng.

Penge lugter ikke. Sociopatien og egoismen sejrer ad helvede til.

Kornfede selvglade neoliberale virksomhedsejere, hvis bankbøger og opsparing bugner, forsøger at vaske tavlen ren, for at undgå at tage stilling til skyldsmål. DA er opsat på at uligheden skal øges. DA er konstant ude i medierne og propaganderer for at skære i fattigdomsydelserne.

Artiklen indeholder ikke et ord om fattigdomsskabelsen, ikke et ord om dem som nedskæringerne går ud over. Artiklen er vel nok en af de største sager om hvidvask i nyere tid, kun overgået af Danske Banks svinestreg.

Henrik Peter Bentzen, Carsten Wienholtz, Ole Frank, Vivi Rindom, Kim Folke Knudsen, Christina Balslev, Steen K Petersen, Jørgen Kærbro Jensen, Flemming Berger, morten rosendahl larsen, John S. Hansen, Dorte Sørensen, Michael Waterstradt, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Martin Lund, Bettina Jensen, Steen Obel, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Lise Lotte Rahbek
21. august, 2018 - 07:53 :

Lise Lotte, jeg tror at 'budskabet' kan skæres ned til dette :

"Derudover er glade medarbejdere både sundere og mere produktive. Derfor betaler det sig at arbejde seriøst med at forebygge og håndtere stress på arbejdspladsen."

Det skal kunne betale sig for arbejdsgiveren at vi arbejder.
Det kan ikke nytte noget, at vi tror, vi bliver syge af arbejdet.
Derfor skal vi arbejde med vores mentale og fysiske robusthed - jævnført en tidligere annonce fra "Center for mental robusthed" bragt her i avisen i forgårs.

Om et par dage får vi muligvis en bandbulle fra vores allesammens beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, der omhandler hvor positivt det bliver, når han med et pennestrøg gør 20.000 såkaldt 'aktivitetsparate' kontanthjælpsmodtagere jobparate.
Det vil nemlig gøre, at de ikke længere har krav på, nej undskyld BRUG FOR hjælp på grund af deres komplekse problemer, og bevirke at de med et snuptag vil komme under kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, så de får VIRKELIGE INCITAMENTER for at komme i arbejde hos alle de virksomheder, der har brug for ulønnede virksomhedspraktikanter.

Henrik Peter Bentzen, Carsten Wienholtz, Ole Frank, Søren Andersen, Brian W. Andersen, Kim Folke Knudsen, Christina Balslev, Steen K Petersen, Flemming Berger, Anne Schøtt, Dorte Sørensen, Michael Waterstradt, Heidi Larsen, Hans Larsen, Elisabeth Andersen, Bettina Jensen, Kristen Carsten Munk, Steen Obel, Torben K L Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Eva S
Jeg har en dyb mistillid til DA. Så længe de ikke taler rent ud, men bare fortsætter med ordflom og statistik-tal, "det skal kunne betale sig at arbejde" samtidig med at der antages stakkevis af lønløse praktikanter i virksomhederne, opfordringer til at importere andre landes specialist-arbejdskraft, lønfester i direktørkontorerne OG at DA ikke påtager sig en skid ansvar for de mennesker i medlemmernes virksomheders lavtlønsgrupper, de slider op, er det svært at tro på nogetsomhelst fra den kant.

Henrik Peter Bentzen, Søren Andersen, Christina Balslev, Steen K Petersen, Flemming Berger, Ib Christensen, Anne Schøtt, Michael Waterstradt, Bjarne Bisgaard Jensen, Heidi Larsen, Hans Larsen, Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvis der kommer globale stress-regler bliver vi glade og motiverede til at gøre noget ved det - indtil da er det den enkeltes ansvar at opretholde en sund sjæl i et sundt legeme og her kan vi varmt anbefale at konsultere "Center for mental robusthed" Siger altså Arbejdsgiverforeningen - som de plejer.

Henrik Peter Bentzen, Kim Folke Knudsen, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

DA og LO i hvad der ligner en konkurrencestatsorienteret konsensus om at vi er på rette vej og der forestår et samarbejde om at individualisere indsatsen for at danskerne kan køre længere på literen uden at alt for mange ryger i svinget.

Kristen Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

At "det skal kunne betale sig at arbejde" har runget over arbejderne i alle år fra kapitalejerne.
Selv i de største kriser, hvor folk bogstaveligt talt døde af sult, har dette mantra lydt.
Giver man arbejderne en lillefinger, lægger de sig med det samme ned og dovner tilværelsen væk, synes logikken at være. Det er jo deres natur, disse mentale undermålere uden aner i adelen eller pengeeliten.

At overklassen i århundreder har været mere eller mindre indolente, og sågar har foragtet alt arbejde, især fysisk arbejde, tales der ikke så højt om.
Men foragten afspejles i lønnen - eller nu, manglen på løn i nyttejobs og virksomhedspraktik, vore dages nyopfundne slaveri for kuli-klassen, de syge og arbejdsløse.

Arbejderbevægelsens motto, kræv din ret og gør din pligt, skulle oprindeligt forstås som at arbejderen skulle kræve ordentlige arbejdsvilkår, og forpligtede sig til at gøre en indsats for det i fagbevægelsen.
Men højreorienterede socialdemokrater forvanskede dette budskab til at handle om, at man skulle gøre sin pligt overfor arbejdsmarkedet og i bytte få ret til en trangsbestemt ydelse, hvis man 'stod til rådighed'. Denne ydelse er blevet mere og mere beskåret, samtidigt med at perioden man har forsikret sig imod ledighed er blevet så indsnævret, at mange vælger at stå helt udenfor A-kasse og fagforening. Det kan nemlig ikke betale sig længere.

Der er mange ting man har pligt til uden at have ret til, og omvendt.
Man har ret til at stemme, men ikke pligt.
Man har - med socialpolitikkens afskaffelse - fået pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men man har ikke ret til at få et arbejde på almindelige løn- og arbejdsmarkedsvilkår.

Vi er nu kommet cirklen rundt, og er tilbage til udgangspunktet.
Idag hedder det igen værdigt og uværdigt trængende.

Og det har DA arbejdet for med ildhu.
Målet er nået.
Nu skal de bare overbevise arbejderne om, at det også er deres egen skyld at de bliver syge af stress og mistrivsel på arbejdspladsen.

Henrik Peter Bentzen, Egon Stich, Ole Frank, Vivi Rindom, Kim Folke Knudsen, Christina Balslev, Jørgen Kærbro Jensen, Flemming Berger, Ib Christensen, Bettina Jensen, Philip B. Johnsen, John S. Hansen, Kristen Carsten Munk, Jens J. Pedersen, Michael Waterstradt, Anette Bjørnstrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Hans Larsen, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Ved at underskrive en ansættelseskontrakt går man mere eller mindre frivilligt ind i et slavelignende forhold, så man kan give sit arbejde til videresalg, hvorved den ansættende part kan tjene på det.

Ib Christensen, Eva Schwanenflügel og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Dansk Arbejdsgiverforening: Stressproblemer skal løses på den enkelte arbejdsplads!

Så enkelt er det ikke.
Der bør en være rigtig god mening med tilværelsen ikke sandt?

Skaber det utryghed, at der ingen mening er med ræset?
Hvad gøres der for, at få mening i tilværelsen?

Kort fortalt handler det om politisk ansvarsfornægtelse.
Bortforklaringer og manglende vilje til at tage ansvar, flugt fra regningen og ulyst til at forholde sig til egen gøren og laden.

Politikere generelt har svigtet befolkningen, ved at sprede løgne om det positive for befolkningen i at politikere og deres økonomer, skaber ikke bæredygtig meningsløs økonomisk forbrugsdrevet vækst på olie, gas og kul afbrænding

Der burde tages klart afstand fra kortsigtede økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.

De mange sidder fast i gældsætningsfælden, tvunget til fortsat deltagelse i politikernes og lykkeriddernes meningsløse dødsspiral, for at afbetale af på deres optaget gæld, prisen for forestillingen om det perfekte liv på en løgn.

Forbrugerisme på olie, gas og kul afbrænding, er en forsimplet løsning på en kompliceret udfordring, oprydningen efter forsimplet løsninger, på kompliceret udfordringer, bliver ekstremt omfattende og kostbare.

Det handler ‘ikke’ om, at placere skyld, det handlet om, at få stadfæstet årsag og konsekvens, for at kunne handle på den akut handlingskrævende opgave, en akut bæredygtig omstilling er nu idag.

Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Bettina Jensen, John S. Hansen og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Hah! "Stress er noget, arbejdsgiverne tager alvorligt "
Hvor har han dog det fra?
Da jeg sagde til Direktøren og ejeren, hvor jeg arbejder, at "der er mange der har stress her" var hans reaktion "Det er da meget muligt".

Han går også og jamre over, at førtidspensionister skal have nogle tusinde mere om måneden end folkepensionister, uden at vide samfundets udgifter til arbejdsrelateret stress er 100% mere end udgifterne til landets samlede antal førtidspensionister.

Mens en ung mand med indlærings og andre problemer er på hans virksomhed i arbejdsprøvning, er hans holdning "han er jo gratis" uden at fatte, at udgifterne til hans offentlig ansatte hjælperer og tids administratorer er langt dyrere end at lade ham få en førtidspension.

Der er virkelig folk der lever i deres egen verden!

Ole Frank, John S. Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Intet nyt. Jeg kommenterede første gang her på avisen på : "Stress er da noget man vælger fra ", 08.11.14.
Undersøgelser bekræfter, at stress hovedsagelig registres i det offentlige i forskellige fag. (en tråd forleden).
Jeg kan gentage fra dengang : Lær at sige pyt.
Stress kommer fra oven og ned. Sig nej, drop ambitionerne fra flinkeskolen. Bed din chef sige nej, opad. Det hele ender på Christiansborg.
Toppen vil styre. Derfor vil de ikke høre tale om den frihedsskabende og stressdæmpende Basisindkomst.

Bettina Jensen

Fagbevægelsens samtykke til denne individualisering af et åbenlyst kollektivt problem afdækker endnu en gang at b-sidens interesser ikke er sammenfaldende med fagbevægelsens top; sidstnævntes strategisk/taktisk-personlige interesser, som bl.a.består i at være 'forhandlingsduelige og skaffe resultater' - og bevare fagbevægelsens integration med arbejdsgiversiden (ofte benævnt den danske model?), har sammen med centraliseringen af fagbevægelsen for længst eroderet den nære sammenhæng mellem arbejdstagere og fagbevægelsen. Der er intet, som i i-n-t-e-t, til hinder for at fagbevægelsen f.eks. kalder til civil ulydighed og/eller generalstrejker landet over, i protest mod ikke blot at presset på ansatte i mange brancher af de samme årsager er uforsvarligt voldsomt, men også mod at regningen for dette pres landes på de pressede (ikke at der er noget nyt i dette, men sagen er vel efterhånden åbenlys). Intet til hinder, bortset fra fagbevægelsens (tragikomisk forudsigelige) korrumpering.

Egon Stich, Carsten Wienholtz, John S. Hansen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Der er en række velidentificerede årsager til stress, som dels er universelle og dels rammer/udarter individuelt - så naturligvis er en indsats for at reducere stress både en individuelt orienteret proces, som skal afstemmes med den enkeltes arbejdssituation, og en generel iagttagelse af forhold på arbejdspladser, som a priori vil være mere eller mindre stressinducerende. Blandt disse forhold er primært når krav/ressource balancen; altså at arbejdsopgaverne står i et rimeligt forhold til hvad den ansatte kan løse; er i ubalance. Og så er der trivslen på arbejdspladsen, som har mangeartede rødder (Arbejdstilsynet har bl.a. udarbejdet en oversigt over 'guldkorn' i så henseende) der skal iagttages. Manglende trivsels sammenhæng med stressudvikling varierer en del, men f.eks. er et fænomen som fagetisk slitage (groft sagt det forhold at en ansat kontinuerligt ikke kan løse sine opgaver på fagligt forsvarlige og meningsgivende måder) hyppigt stressinducerende i samspil med andre trivselsproblemer.

Det er jo sådan at problemer kan blive til udfordringer i alle vore hoveder, hvis vi er stædige nok i retorikken. På samme vis kan problemer, som er socialt universelle og knytter an til givne faktorer i vore arbejdsliv, omdøbes til udelukkende subjektive, individuelle udfordringer, som den enkelte i måske ikke første, men dog i sidste, instans, selv må håndtere (dvs. de bliver ikke løst). Ulykken, eller det meget lidt fremsynede, i en sådan nysproglig, Orwell'sk udvikling, er bl.a. at de kollektive løsninger ikke værdisættes og tilvejebringes, at danskerne i stigende grad disciplineres som individualister og at de mange stressede, offentlige virksomheder (dvs. dét, vi før endnu et Orwell'sk tidevand rakte frem, kalde organisationer/forvaltninger) kan se frem til mere af det samme.

Philip B. Johnsen, Kim Folke Knudsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Nej stressproblemer skal ikke alene løses af den enkelte arbejdsplads, for så var der ikke stress nu.

Arbejdstilsynet skal opnormeres og styrkes og der skal udformes en politik for psykisk arbejdsmiljø, som opprioriterer hele dette område. Der er alt for mange tragiske og triste skæbner på arbejdsomme og flittige danskere, som er udnyttet ud over kanten og der på gået ned med flaget. Det er et vanvittigt spild af gode ressourcer, som virksomheder der mangler arbejdskraft ikke kan tillade sig.

De offentlige organisationer KL og Danske Regioner bør arbejde systematisk med det psykiske arbejdsmiljø og med initiativer, som fjerner eller minimerer stress og nedslidning. Det må gerne ske i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets organisationer og ved at lytte aktivt til den fagbevægelse, som kender det her problem med stress ud og ind.

På med vanten her er et spørgsmål, som angår næsten os alle.

Peter Tagesen

Der bliver skrevet meget om work-life balance og bollebagning til fødselsdagen. Og Pernille Knudsen skriver i sit forrige læserbrev i februar 2018 at man skulle kunne tale om tingene. Det kan næsten ikke blive mere ideelt og LEAN-agtigt (som iøvrigt er et værktøj, der meget meget nemt kan misbruges af de forkerte folk på de forkerte poster).

Med hvad med de ledere, der kører en ledelsesstil baseret på frygt, nag og personligt fnidder? Ledere, der tørrer egne fejl af på sine ansatte. Ledere, hvor empati er en by i Rusland. Ledere, der omtales som psykopater af ansatte selv om begrebet ikke længere eksisterer i sundhedsordbogen. De fleste har vist mødt dem...

Den slags ledere skaber også stress når de kommer ind på ellers velfungerende arbejdspladser og folk mister troen på det produkt, de ellers er ansat til at udføre. Har Pernille Knudsen og DA en løsning på disse?

Viggo Okholm, John S. Hansen, Eva Schwanenflügel, Heidi Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Et eksempel på stressårsager.

1. fase : En kommune reducerer fejlagtigt mange borgeres dagpenge. Fejlen opdages og pengene efterbetales.
2. fase : Hov, der er en forældelsesfrist. Mange får ikke deres penge.
3. fase : Retten afgør, at at sagen er foregået korrekt.
4. fase ? : 3F overvejer et sagsanlæg ved højesteret.

En af ofrene, som ikke er jurist udi sociallovgivning, siger : Den store kommune tryner den lille mand.

Man kan så lede efter stressårsagerne fra top til bund - fra lovgiver gennem chef og sagsbehandler til politiker og borger.
Man bryder da ikke loven, vel ?

Bettina Jensen

På sæt og vis i forlængelse af din kommentar lige ovenfor, Leo Nygaard; måske skal vi tale om samfundets stressudvikling - kulturel stress? I og med at uligheden i vort samfund med drastiske skridt øges - og civilsamfundenes afmægtighed øges, mens konkurrence og præstation skubbes i forgrunden af vore kulturelle magtbud, vil hovedparten af danskerne orientere sig mere mod egen umiddelbar positionering/overlevelse, og mindre mod at dele magt, goder og eksistens med hin anden. Denne fortsatte bestræbelse på at sikre sig selv vil være stressinducerende - og i mange tilfælde (latent) stressakkumulerende, hvilket vil have/få en afsmittende virkning på den sociale omverden, specielt hvis denne tilsvarende rummer et højt antal individer, som er i (latent) stressakkumulation. Disse forhold vil præge vore offentlige/mellemfolkelige, politiske debatter, altså vore fælles platforme for demokratisk udveksling og udvikling - hvor vi f.eks. ser at færre og færre tager del i politisk arbejde, færre og færre orker politiske debatter, færre og færre tror på at de kan gøre noget for de store fællesskaber - og flere og flere mener at de faktisk er i deres gode ret til at vende fællesskaberne ryggen ... også fordi den, så at sige, neoliberale livsform fordrer at man først og fremmest plejer sine netværk, bl.a. fordi de nødvendige sociale fællesskaber for mange er blevet en forskudt forestilling/diskurs, mens netværket som socialt sameksistensideal er blevet stærkt nærværende.

Peter Tagesen, Philip B. Johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Bettina Jensen
22. august, 2018 - 14:21

Bettina, du skriver altid gode og interessante indlæg.
Men det sædvanligvis med ret højt lix-tal, og med brug af teori og fremmedord på et ret højt plan.
Min lille bøn er, at du tænker over at inddele dine kommentarer i afsnit, så de bliver mere overskuelige ? :-)

Måske vender man ryggen til i afmagt og konkluderer - det nytter jo ikke alligevel.
Lærer Bonde sagde i utilfredshed med arbejdstidsreglernes kollaps dengang, at så måtte de jo udvise civil ulydighed. Det gjorde de ikke ! (BJ 20.33)

Brian W. Andersen

@ Lise Lotte Rahbek

DA taler da rent ud af posen, når de taler til deres foretrukne Christiansborg-politikere. Her er f.eks. deres "ønskeseddel" fra dengang Venstre lavede deres Jobreform2015: https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/her-er-das-28-forslag-til-...

Pernille Knudsens udgydelser herover er nærmest lidt morsomme, fordi vinklingen er så åbenlys og gennemskuelig. Kritikken af de sociale mediers betydning for tilgangen til arbejdslivet er komisk i forhold til hvor mange arbejdsgivere, der i praksis kræver sine ansatte støtte til virksomhedens Facebook-side eller som sender fælles arbejdsrelaterede beskeder via Facebook-grupper. Det hele får lige en tand mere opad, når hun derefter stiller spørgsmål til mobiltelefonen og arbejdsmailen, eftersom at det mere og mere er blevet kravet på mange arbejdspladser at den ansatte skal kunne kontaktes via telefon og/eller mail udenfor arbejdstid. Sidstnævnte vil jo som regel være privatmailen som de fleste i dag har konstant aktiv i deres smartphone. Jeg var allerede ved at falde ned af stolen af grin da hun nåede til denne vending:

"Det ændrer ikke på, at stress fylder rigtig meget i dagens Danmark, og det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare kan læne os tilbage og slappe af. Nej, vi skal blive i arbejdstøjet."

Lad den lige simre lidt i tænketanken. Den er helt oplagt guld-materiale for enhver stand-up komiker.

Efter endnu en omgang selvros og pegen på forhold som arbejdsgiverne helt bestemt mener sig uskyldige i, men som de som moralske og anstændige mennesker tager ansvar for at forbedre, så når hun endelig frem til det, som det nok i virkeligheden handler om; ros til siddende regering.
DA har aldrig haft så gode forhold som under Lars Løkkes regering, hvor de reelt kunne starte ud med at få deres egen direktør ind på posten som beskæftigelsesminister og siden da har fået adgang til at fylde regeringens råd og nævn med egne medlemmer. Det er jo den våde drøm, der er gået i opfyldelse, for hvad der jo ret beset er en lobby-organisation.

Der er nu mindre end et år til næste valg og DA har helt sikkert ikke lyst til at tabe deres stærke position ved regeringen til danskernes lunefulde adfærd ved stemmeurnerne. De mange artikler vi på det seneste har set fra personer med tilknytning til DA, DI, Cepos og siddende regeringspartier er kun begyndelsen. Vi kommer til at blive tæppebombet med blåt spin i alle medier i de kommende måneder som vi aldrig er blevet det før.

John S. Hansen, Lise Lotte Rahbek, Philip B. Johnsen, Bettina Jensen, Anders Reinholdt, Peter Tagesen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

I disse dage ser vi hvordan erhvervslivet rager magten til sig, idet de sidder i råd og udvalg på Christiansborg, og udvider deres egen magt; erhvervslivet sidder med i 39 ud de i alt 47 arbejdsgrupper.

"I 24 af arbejdsgrupperne sidder erhvervslivet endda helt alene, eller kun sammen med embedsfolk fra ministerierne og eksperter. I alt har regeringens ministre udpeget ikke mindre end 298 repræsentanter fra virksomhederne, men kun 36 repræsentanter fra fagbevægelsen, grønne organisationer og andre ngo’er. Erhvervslivet dominerer i udvalg og råd".
https://arbejderen.dk/indland/regeringen-sp%C3%B8rger-vennerne-til-r%C3%...

Magten er overladt til erhvervslivet, som dikterer de love de socialt udsatte er underlagt, og resultatet har vi alle hørt om; På arbejde med sygeseng, samt at hundrede tusinde ikke har en indtægt overhovedet, og mange er afhængige af at sove på sofaen hos familie eller venner.

Den sociale sikkerhed og retfærdighed er væk. De højreorienterede sammen med magteliten ødelægger socialvæsenet og forhindrer integrationen. De formuende samarbejder også med højrefløjen og knægter friheden og menneskerettigheder.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Peter Tagesen, John S. Hansen, Bettina Jensen og Brian W. Andersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

I dagens Altinget skriver forfatter Lisbeth Riisager Henriksen i artiklen
"Forfatter : Beskæftigelsespolitikken er en slags moderne "Arbeit macht frei":

"Man vil simpelthen ikke ændre systemet, idet den aktuelle politiske hensigt med systemet ikke er at hjælpe mennesker i job. Den er derimod at signalere over for den raske, i forvejen arbejdende, befolkning, hvilke ydmygelser og lidelser samfundet pålægger den, der ikke kan leve op til det herskende ideal om, at "det skal kunne betale sig at arbejde".

Der er tale om en moderne form for "Arbeit macht frei", hvor ideologi dominerer uden interesse for evidens.

Uanset hvor megen evidens og hvor mange syge mennesker i eksempelvis ressourceforløb eller nyttejob, der beskriver disse aktiviteter som meningsløse, så vil der ikke blive lyttet til det fra de partier, som tegner konsensuspolitikken. For beskæftigelsespolitikken er et bevidst ideologisk valg."

En kommentator, Jane Pihlmann, der blot beskriver sig selv som 'Uarbejdsdygtig, supplerer med følgende om kommunernes incitamenter for at bibevare kontanthjælpsmodtagere i aktiveringsforløb :

"Der er også en anden virkelig forfærdelig side af den førte beskæftigelses politik, som jeg tror, de færreste kan gennemskue.
Det er det nye refusionsystem, som straffer kommuner økonomisk for at afklare varigt syge og handicappede til fleksjob eller førtidspension hurtigst muligt.
Refusionssystemet belønner kommuner, der pisker deres varigt syge og handicappede rundt i aktiveringsringen i årevis, da kommunerne hjemtager 50 % af udgifterne til aktiveringer i statsrefusion.
Kommuner bliver også belønnet med et særligt statstilskud på mellem 37.000-67.000 kr. pr. år for hver gang de sørger for ikke at tilkende en førtidspension.
Sidst, men ikke mindst, så har den førte beskæftigelses politik medført, at der er startet ekstremt mange private virksomheder, som alene tjener deres penge på at hjælpe kommunerne med at holde hele dette forfærdelige "aibeit macht frei" cirkus i gang, og som udstøder flere og flere både af arbejdsmarkedet i fleksjob og skånejob og af samfundets fællesskaber generelt".

Det er den forfærdelige konklusion, at SSFR og VLAK partierne støtter op om denne ideologi, der handler om at marginalisere og stigmatisere syge, nedslidte og udsatte mennesker for at optimere konkurrenceevnen og det hellige arbejdsudbud ved torturlignende foranstaltninger, hvis formål er skræk og advarsel til de 'heldige', der formår at fastholde sig selv på et stadig mere prekært arbejdsmarked.
Fagforeningerne ligger i ske med Beskæftigelsesministeriet, og står også i vejen for et opgør med homo economicus og "Arbeit macht frei"- ideologien.
EU har opmuntret til den socialpolitiske deroute, og fremmer aktivt velfærdsnedbruddet med regler og forordninger.
Pressen er også i høj grad sovset ind i denne menneskefjendske agenda, og puster ofte selv til ilden med halvbagte 'undersøgelser' og fremsiger altid Claus Hjort Frederiksens mantra "Hvor skal pengene komme fra", somom man spurgte til den Hellige Gral.

Frygten er flyttet permanent til Danmark, og har uden videre fået statsborgerskab uden håndslag med befolkningen.
Kun de sociale modstandsbevægelser og de to partier Alternativet og Enhedslisten kæmper for de systemramte.

Husk det nu til det kommende folketingsvalg !!

Trond Meiring, Peter Tagesen, Lars Bo Jensen, John S. Hansen, Bettina Jensen, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Karsten Olesen

Hensigten er - desværre - ensidigt at flytte grænserne for den tilladte udnyttelse af arbejdskraften - selv om dette har været kontraktligt reguleret siden 1899.

Tillægsordninger som understøttelse, sociallov, sygesikring o.l. er etableret ved folketingsflertal, og det tilkommer ikke et parti med 1/6 af valgerne at ændre disse ensidigt.

Ordningerne er heller ikke tilsigtet at udgøre en "pisk" eller "incitamentsstruktur", der fjerner livsgrundlaget for de arbejdende.

Fattigdomsrisiko ved lavkonjunkturer, sundhedsfare ved stress er gammelkendte fænomener, hvorom V kan soge omplysnger i debatten

Se bare på SKAT og de mia. der er fosset ud af landet.
Mon ikke der er skattefolk der er stresset af ikke at kunne udføre deres job ordentligt.
Når skaden er sket, nytter det ikkemeget at fyre alle direktørerne, hr Lauritzen.

Dette fører frem til, at enhver lov skal vurderes efter den chance for at blive en succes - eller risiko for under stort halløj at mislykkes med udbredt stress til følge.
Altså - hvad er denne lovs stressfaktor !!

Og bagud - hvilke love og styringsregler skal fjernes for at lette stresstrykket. Bare begynd. Der er muligheder nok.

Peter Tagesen

Leo Nygaard

Nu er SKAT omorganiseret til 7 styrelser. Men jeg tør godt stille en stor fadøl på højkant på at der kommer en ny omorganisering af SKAT senest 2 år efter næste valg.
Det kaldes disruption, og jeg tror ikke vores politikere endnu har fundet ud af at det begreb allerede er på vej i skammekrogen mange steder.