Læserbrev

Drop jokes om veganere og tag klimakampen seriøst

Hvorfor ikke få kødfrie dage derhjemme, på arbejdspladsen og i offentlige institutioner? Det er ikke kun feel good i maven. Det er grønt og sundt
10. august 2018

Jeg havde nær fået plantefarsen galt i halsen, da jeg læste Chris Bjerknæs’ indlæg »Det er hverken sundt eller naturligt at være veganer« den 3. august i Information. Men hatten af for, at Bjerknæs har spist vegansk i en måned.

Der er ikke nogen, der har sagt, at det er nemt at ændre sine kostvaner. Men når vi ved, at ét kilo oksekød svarer til 155 kilometers forurenende bilkørsel, er det uansvarligt at sætte kikkerten for det blinde øje. Det blinde øje, der resulterede i, at vi allerede den 1. august opbrugte hele årets forbrug af naturressourcer.

Mine livretter har været stegt flæsk og farmors frikadeller. Alligevel fjernede jeg kødet fra min tallerken for nogle år siden, om end jeg gør undtagelser, når jeg er på restaurant eller er på besøg hos andre – eksempelvis min farmor. Alle behøver heller ikke lave deres egen mandelmælk, som jeg gjorde det i morges. Mit mål er ikke at være verdensfjern eller besværlig. Det mål har ingen, uanset hvad de spiser.

Det er blevet moderne at sige eksperterne imod uden belæg, ligesom i USA. Det kan være sjovt at fortælle joken: ’Hvordan ved du, om en person spiser vegansk og løber maraton? Vedkommende skal nok fortælle dig det som det første’.

Der er sjovt nok ikke jokes om konsekvensen af stort kødforbrug. For det er ganske alvorligt.

Det er fejlagtigt, når Bjerknæs problematiserer, at veganere i særlig høj grad indtager E-numre, proteinshakes og flyver i fly. Jo, der er veganske produkter med E-numre, veganere, som drikker proteinshakes, og veganere, som tager meget på ferie. Ligesom mennesker, der spiser kød, gør det. For eksempel er ikkeøkologisk kødpålæg proppet med konserveringsmidler som nitrit og andet skidt.

Det er selvfølgelig ikke sundt i sig selv at spise vegansk, hvis man kun spiser vegansk slik eller veganske E-numre. Ligesom Irmas økogrovchips ikke er helsefremmende, uanset hvad man i øvrigt spiser.

Men skulle vi ikke gøre det nemmere at få flere grøntsager? De grøntsager, som Bjerknæs erkender, er sunde. Det er ingen i tvivl om. Hvorfor ikke få kødfrie dage derhjemme, på arbejdspladsen og i offentlige institutioner? Det er ikke kun feel good i maven. Det er grønt og sundt.

Så kom ind i klimakampen og ud af klicheerne, Chris Bjerknæs.

Kristian Hegaard, folketingskandidat, De Radikale

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Trond Meiring
Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer