Kommentar

Dybvad og Tesfaye tager fejl – frihed gennem tvang er aldrig frihed

Når staten med ghettoaftalen går ind og regulerer nogle, men ikke alle, borgeres adfærd gennem tvang, kan det aldrig nogensinde med god ret kaldes frihed og lighed
»Tager vi vores frihed alvorligt, må vi aldrig som retsstat tilsidesætte borgernes frihedsrettigheder, og da slet ikke med moralske holdninger eller politiske ideologier som påskud.«

»Tager vi vores frihed alvorligt, må vi aldrig som retsstat tilsidesætte borgernes frihedsrettigheder, og da slet ikke med moralske holdninger eller politiske ideologier som påskud.«

Astrid Dalum

8. august 2018

Vi er vidner til et afgørende skred i forståelsen af frihed i Danmark i disse år.

Fra at forstå frihed som en universel og ukrænkelig borgerret som gælder for alle borgere, bevæger vi os mod en langt mere moralsk og ideologisk defineret frihedsforståelse, hvor frihedsrettighederne for særlige grupper krænkes med henvisning til samfundets bedste.

Et klokkeklart eksempel på dette er den nyligt indgåede såkaldte ghettoaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og til dels SF.

Som et resultat af denne aftale tvinges forældre i udsatte boligområder til at sende deres børn i vuggestue, og borgere på kontanthjælp forbydes at flytte ind i boliger i udsatte boligområder.

Dette skred peger Cambridgeprofessoren David Runciman på i sin bog Sådan ender demokratiet.

Han beskriver, hvordan et demokrati, som er blevet træt, kan revitaliseres af kampen for at udvide borgernes demokratiske rettigheder. Hans eksempler er blandt andet slavernes frigørelse og kvindernes stemmeret.

Nu er det vestlige demokrati ifølge Runciman igen i krise, men der er ikke mange store kampe for universelle rettigheder tilbage at kæmpe, hvilket ifølge Runciman går ud over mindretallet. Mindretallet befinder sig nemlig i samfundets periferi, og kampen for deres rettigheder kan overhales af en fortælling om, at man knægter flertallet for et lille mindretals skyld.

Falsk frihed

Det bekymrende skred i den danske frihedsforståelse ser vi udtrykt i en kronik i Information den 26. juli, hvor socialdemokraterne Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye præsenterer en – for os at se falsk – modsætning mellem det, de definerer som socialdemokratisk velfærdspolitik: stærke institutioner og økonomisk lighed og det, de definerer som liberal identitetspolitik baseret på borgerlige frihedsrettigheder, som ifølge forfatterne har økonomisk ulighed og diskrimination af etniske minoriteter til følge.

Vi mener, at modsætningen baserer sig på en falsk præmis, for man kan godt være kritisk over for materialismen og den stigende økonomiske ulighed, samtidig med at man taler identitetspolitik og forsvarer frihedsrettighederne.

Og identitetspolitikken er både aktuel og nødvendig – ikke mindst fordi ’ghettoaftalen’ er udtryk for indirekte diskrimination af minoriteter.

Alle ved jo, at etniske minoriteter og kontanthjælpsmodtagere udgør store dele af befolkningen i de udsatte boligområder.

Tesfaye og Dybvad præsenterer den nye politiske aftale som god, socialdemokratisk velfærdspolitik, fordi det er godt for børn fra udsatte boligområder at gå i vuggestue. Problemet ligger imidlertid gemt i kronikørernes fortielse: Nemlig at det med den nye aftale ikke er et tilbud, men et krav, at forældre i udsatte boligområder skal sende deres børn i vuggestue.

Her berører vi det grundlæggende problem i frihedsdebatten: Når majoriteten indskrænker minoriteternes rettigheder med ideologi som argumentation, er det ikke befordrende for et frit og lige demokrati.

Når staten regulerer nogle, men ikke alle, borgeres adfærd gennem tvang, kan det aldrig nogensinde med god ret og bare en snert af historisk bevidsthed kaldes frihed og lighed.

Ideologiske påskud

Når staten tvinger forældre til at sende deres børn i vuggestue og forbyder borgere selv at bestemme, hvor de vil bo, hvis de er på kontanthjælp, så har det i vores øjne intet med klassisk socialdemokratisk velfærdspolitik at gøre.

Det er en trist og fejlslået antagelse, at tvang kan legitimeres med argumentet om, at staten ved, hvad der er bedst for borgerne. Staten skal ikke bestemme over borgernes liv under påskud af, at det er for deres eget bedste.

Staten skal sikre, at alle borgere har lige rettigheder og muligheder. For dét handler frihed om: den enkelte borgers mulighed for at nå den ultimative grad af frihed som er forenelig med, at andre sikres samme grad af frihed.

Tager vi vores frihed alvorligt, må vi aldrig som retsstat tilsidesætte borgernes frihedsrettigheder, og da slet ikke med moralske holdninger eller politiske ideologier som påskud.

For hvis vi tror, at prisen for det lige og retfærdige samfund er, at vi må give afkald på vores frihedsrettigheder, tager vi fejl. Tværtimod er de to hinandens forudsætninger, og vi kommer aldrig til at opnå et samfund, hvor borgerne føler sig lige, hvis de behandles forskelligt af staten.

Når man tager friheden fra nogle, tager man friheden fra os alle.

Og et samfund, hvor nogle grupper af borgere er mere frie end andre, er ikke et samfund, vi i Alternativet ønsker for Danmark.

Lad os i fællesskab – alle os, der ønsker et frit, lige og socialt retfærdigt samfund – kæmpe for at komme den voksende ulighed til livs samtidig med, at vi værner om vores frihedsrettigheder. For er det ikke netop det, at de gælder for alle, som gør dem så smukke?

Carolina Magdalene Maier er politisk ordfører for Alternativet

Stine Bardeleben Helles er spidskandidat på Fyn for Alternativet

’Jeg er født her, gået i skole og taget en uddannelse, og nu har jeg et arbejde, så jeg har Danmark under huden,’ siger Fatlum Imeri.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Trond Meiring
  • Espen Bøgh
  • Flemming Berger
  • Eva Schwanenflügel
  • Christel Gruner-Olesen
  • Viggo Okholm
  • Herdis Weins
  • Anker Nielsen
  • Kristen Carsten Munk
  • Steffen Gliese
  • Leo Nygaard
  • Bjarne Andersen
  • Ebbe Overbye
  • Ejvind Larsen
  • Anders Reinholdt
Vivi Rindom, Trond Meiring, Espen Bøgh, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm, Herdis Weins, Anker Nielsen, Kristen Carsten Munk, Steffen Gliese, Leo Nygaard, Bjarne Andersen, Ebbe Overbye, Ejvind Larsen og Anders Reinholdt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Så er det sagt - Alternativet er en samling borgerlige identitære egotrippere der ikke har forstået fællesskabet styrke.

Carsten Wienholtz, Malan Helge og Morten Clausen anbefalede denne kommentar

Tak for denne præcise kritik af den socialdemokratiske misforståelse.
Og tag bare folketingets flertal med i den betragtning.

Elisabeth Andersen, Bjarne Andersen, Anne Mette Jørgensen, Espen Bøgh, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Viggo Okholm, Erik Bavngård Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Friheden består i at nå til den erkendelse, at vi alle er medlemmer af mange minoritetsgrupper, hvoraf den mindste er vores egen individuelle person. Hvor vi mødes, er i det offentlige, politiske liv, på de fleste andre områder er der plads til, at folk kan udleve deres moral- og værdiforestillinger i alverdens subkulturer og parallelsamfund.

Steffen Gliese

Det står fantastisk godt formuleret i artiklen om det svenske velfærdssamfund, der ideologisk ligner det danske:
"»Sverige er et radikalt og ekstremt politisk eksperiment. Og forklaringen på det kan bl.a. findes i internationale værdiundersøgelser, der viser, at Sverige er blandt de mest individualistiske lande i verden. Den socialdemokratiske version af velfærdsstaten og dens succes består i, at Socialdemokraterna har forstået og bekræftet svenskernes dybtfølte behov for uafhængighed.

Der er altså ikke tale om en kollektiv konformisme, men i stedet en stærk individualisme og uafhængighedstrang, som betyder, at vi helst vil lade andre være i fred. Forudsætningen for uafhængigheden er ligestilling – en ligestillet behøver man nemlig ikke tage sig af,« siger Björn Wiman, der mener, at den radikale individualisme også er en af forklaringerne på det, mange danskere ofte nedgør som »politisk korrekthed«.

Svenskernes udtalte modvilje mod racisme, homofobi og sexisme, der ofte beskrives som ligestillingsekstremisme og forskræmt kulturradikalisme, er paradoksalt nok udslag af svenskernes grundlæggende ligegyldighed over for andre mennesker.

»Så længe de lader mig være i fred, lader jeg dem i fred. Det er svenskernes grundindstilling, og til det behøver man en stærk velfærdsstat,« siger Björn Wiman."

Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Lige den der omklamring af identitetspolitik forstår jeg ikke. Det virker selvmodsigende i forhold til artiklens konklusion.

Det virker som om de er for identitetspolitik, men ikke bifalder den drejning den tager i dette tilfælde. Jeg forstår det ikke. De afviser noget som de dybest set bifalder.

Morten P. Nielsen, Malan Helge og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Morten P. Nielsen

Jeg forstår ikke artiklen. Altså ligesom når staten tvinger de videregående uddannelser til alt andet lige at ansætte kvindelige forskere og undervisere? Eller hvordan?

Rolf Andersen

Kønskvotering - hvad enten det er til A/S-bestyrelser eller talerettighed i politiske partier - er naturligvis fuldstændig lige så uacceptabelt som den begrænsning i frihed til hvor man må bo etc. som debatørerne krititserer.

"Når man tager friheden fra nogle, tager man friheden fra alle"

Steffen Gliese

Nej, kønskvotering er noget ganske andet, og det er en nødvendighed - det er jo en farce, at vi har langt flere og bedre uddannede kvinder, der ikke kommer i betragtning til embeder, de er mere end kvalificerede til, fordi de ikke er kompetitive. Det var mændene heller ikke i gamle dage, hvor stillingerne var øremærkede til bestemte, der havde specialiseret sig til at kunne varetage området.

Rolf Andersen

Leo Nygaard - Der var en gang - jeg ved ikke om det stadig er tilfældet - at når der var møder i Å, så skulle taleretten på skift gå mellem en mand og en kvinde. Uanset hvad fordelingen i forsamlingen var. Det vil jeg kalde kønskvotering.

Iøvrigt har jeg stor sympati for Å's politiske projekt, men den der var lidt for langt ude.

Alle former for kvotering (etnisk, kønsligt, jydsk/københavnsk etc.) er noget skidt.

Rolf Andersen

Det er i øvrigt også derfor jeg er modstander af nedsættelse af arveafgiften .. hvorfor skal nogen have bedre fordele i livet, bare fordi, de har ladet sig føde af velhavende forældre ?

Nej - Begge dele er statsindgreb overfor den personlige frihed og decentral selvbestemmelse.
Ergo - foretrækker et selskab flest kvinder i bestyrelsen, bør det være deres afgørelse.

Tak - Så får maierdammen ikke min stemme.
Jeg håber min besked var tydelig - statsstyring eller selvbestemmelse.
Lige opstilling i et parti er fint. Den opfølges jo af valg ( forhåbentlig ikke med øremærket partidisciplin).
Citere mig selv : " Ergo - foretrækker et selskab flest kvinder i bestyrelsen, bør det være deres afgørelse."
Og hvad med de instanser i det offentlige, hvor kvinder er i stort flertal ??

Jørgen Wind-Willassen

Hvis det nu var således at tilflytterne til DK i de omtalte boligområder sørgede for egen husholdning og livets fornødenheder, ja så er der selvfølgelig frit valg på alle hylder.
Problemet er jo at de kun kan overleve hvis fællesskabet spytter i kassen.
Kig blot på beskæftigelsesfrekvensen - f.eks. for somaliske kvinder.
Deres børn skal meget gerne ikke blive som deres forældre.

Jørgen W W - Når vi har optaget disse mennesker som borgere i landet, må der ikke gøres forskel.
Overleve !! Mener du virkelig, at vi efter tilladelse til bosætning her, skal lade dem dø af sult ? Eller give dem bøder for ikke at lade 2-års børn indskrive i vuggestuen.
Så var det jo mere konsekvent at ha`afvist dem ved indrejsen. Men det gjorde vi ikke. Det var der ikke politisk flertal for. Og der kom et par konventioner i vejen.

Henrik Plaschke

Jørgen Wind-Willassen

Hvis nu du ulejligede dig med selv at kigge på statistikkerne fremfor blot at opfordre os andre til det, ville du kunne se, at der ikke er meget, der tyder på, at de somaliske børn og unge bliver lige som deres forældre mht. beskæftigelse. De unge klarer sig markant bedre end de ældre.

Det er velkendt, at somaliernes erhvervsdeltagelse er meget lav, og det gælder ikke mindst for kvindernes vedkommende. Det er ikke svært at forklare.

Det somaliske samfund har været igennem en lang og dyb krise og et sæt af krige og interne voldelige opgør, der startede allerede i sidste del af 1980erne, og som ikke er overstået. Konsekvensen af disse konflikter har bl.a. været, at skole- og uddannelsessystemerne faldt fra hinanden. Folk, der er født og opvokset i Somalia i sidste del af 1980erne og derefter, har i mange tilfælde haft en meget begrænset skolegang. Mange har hverken lært at læse eller at skrive i noget videre omfang. At de så også i mange tilfælde er præget af krigstraumer m.v. gør ikke situationen nemmere. Nogle af disse mennesker er formodentlig havnet i Danmark, hvor de sejler rundt og har svært ved at klare sig i det danske samfund. Andre somaliere, der er vokset op under tilsvarende vilkår, har på forbløffende vis været i stand til at klare sig alligevel og lære fremmedsprog m.m. Jeg mødte selv sådanne mennesker, da jeg boede i Somalia i slutningen af 1980erne – mennesker med en imponerende kampgejst og tilpasningsevne.

Men vi har også en gruppe af unge mennesker af somalisk oprindelse, der er kommet til Danmark som børn, eller som er født i Danmark. Her er situationen helt anderledes. Det kan man se i statistikkerne, hvis man ellers tager sig en smule sammen.

Kigger man således på Udlændinge- og Integrationsministeriets opgørelse af andelen af unge mellem 16 og 24 i 2014 (der findes måske nyere tal, men det er, hvad jeg fandt), der er under uddannelse eller i beskæftigelse, ser vi for somaliernes vedkommende, at de yngre klarer sig langt bedre end de lidt ældre. Endvidere er der en meget markant forskel mellem indvandrere (55 %) og efterkommere (77 %). For andre nationers vedkommende er der også forskelle, men ikke så store som for somaliernes vedkommende. Det illustrerer en vigtig pointe: de unge af somalisk oprindelse, der vokser op i det danske samfund og uddannelsessystem klarer sig markant bedre end de, der kommer til Danmark udefra. De er på vej fremad, og de er på vej ind på de danske arbejdsmarkeder. Dette forhold opdager man ikke, hvis man kun ser på gennemsnitstallene. Man kan naturligvis indvende, at 77 % ikke er nok (tallene for folk er dansk oprindelse er 86 %), ligesom man kan observere, at drengene klarer sig meget dårligere end pigerne (83 % og 72 % for somaliske piger og drenge mod 86% og 85 % for danske piger og drenge). Ikke desto mindre tyder disse tal på en virkelighed, hvor ganske mange unge mennesker faktisk bevæger i den rigtige retning (http://uim.dk/nyheder/integration-i-tal/integration-i-tal-nr-2-24-maj-20...).

Har man sin gang indenfor det danske uddannelsessystem, vil man på tilsvarende vis kunne iagttage dette forhold: der er mange unge med somalisk baggrund, der er på vej gennem systemet. Ikke alle klarer sig lige godt – ligesom det ikke er alle unge med dansk baggrund, der klarer sig godt, men der er også en del, der gør det. Men pointen er, at situationen er under forandring: de unge somaliere kæmper sig vej gennem systemet. I øvrigt med støtte fra de stærke mødre, der aldrig selv fik en chance, men som nu gør næsten alt for deres børns skyld – for at deres børn kan finde en plads i det danske samfund.

Vi ser en tilsvarende udvikling indenfor den sociale sektor og sundhedssektoren. De unge med somalisk baggrund er på vej.

En smuk illustration af denne udvikling findes på den nye facebookside somaliskberigelse. En lang række af unge med somalisk baggrund, der er trætte af at blive hængt ud som en byrde for det danske samfund, træder frem og præsenterer sig med deres baggrund, ønsker, arbejde/studier, engagement i civilsamfund og organisationer osv.

Tine Andersen, Elisabeth Andersen, Esben Lykke, Flemming Berger, Kristen Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Christel Gruner-Olesen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Jørgen Wind Willadsen.
Det var dog nogle nedvurderende betragtninger især om vores somaliske medborgere. Du burde faktisk læse Fyns Stiftstidende, som du vil kunne se på et bibliotek. Her er der to sider med Odense byrådsmedlemmet Abdi som fik Alternativets ene mandat og han er somalier. fra mandag d.6.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Christel Gruner-Olesen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Problemet er den dårlige spredning af indvandrere/flygtninge/migranter i Danmark, og som mange lokale politikere tog beslutninger om for mange år siden, ved at ændre på de lokale bestemmelser om indflytningsprocenter i de almennyttige boligområder.

Dengang besluttede politikerne i byrådene at ændre indflytningsretten for kommunen fra 25 % til 35 % hvilket ret hurtigt ændrede beboersammensætningen i boligområderne.

Imidlertid var det ikke alle lokale områder indenfor kommunerne hvor disse indvandrere/flygtning/migranter blev fordelt, og derfor er der stadig hvide pletter i kommunerne hvor der ingen indvandrere/flygtninge/migranter bor - f.eks. Østerbro, og Vesterbro der er blevet mondænt efter flere nedrivninger og åbninger for lys og luft til deres liv og børn.

Den blonde racisme kan man aflæse tydeligt i den fordeling af de fremmede, - de skal ikke bo i vores kvarterer, og vi vil ikke spilde vores tid på at integrere dem - det må andre gøre, for vi har nok i os selv, og i at holde dem væk fra vore områder.

Derfor løser det ingen problemer af den slags ved at rive gode boliger ned, når de fremmede ikke spredes, og den blonde racisme fortsat ikke vil deltage og tage medansvar for integrationen, men undslår sig.

Jørgen Mathiasen

The Guardian skrev i en leder den 8. Juli 2018 om statens regulering af udvalgte borgere , at DK er et xenofobisk og til tider racistisk samfund. Det kan ikke ende godt, konkluderede avisen.

Hvor længe denne udvikling har stået på, er et spørgsmål om historisk hukommelse. Den førte først til, at nogle af landets egne borgere mistede agtelsen for det land, de bor i, derefter at omverden begyndte at rynke panden. Begge dele har fundet sted over nogle årtier.

Ebbe Overbye, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Jørgen Mathiasen

Jeg er nødt til at korrigere dig mht. The Guardian. Bladet skriver ikke, at “at DK er et xenofobisk og til tider racistisk samfund”.

The Guardian skriver derimod, at ”Danish politics have been marked by a xenophobic and sometimes racist tendency for decades now.”

Der er forskel på en tendens og en tilstand. Desuden er samfund og “politics” ikke det samme, og i indeværende sammenhæng er forskellen vigtig. Hvor danske politikere og politiske partier kappes om at komme med stadig flere ”stramninger” i forhold til ikke-danske borgere og udnævner de såkaldte ikke-vestlige fremmede til landets største problem, er der en del, der tyder på, at forståelsen af ”de fremmede” er mere pragmatisk og åben i samfundet og blandt såkaldt almindelige mennesker. Vi har eksempelvis mange avisreportager, der beretter om, hvorledes mindre lokalsamfund modtager en gruppe af flygtninge og siger: ”det her skal vi nok klare!”. Det gælder til og med i områder, hvor Dansk Folkeparti i øvrigt står stærkt. De danske politikere er måske mere fremmedfjendske end borgerne, og jeg kender eksempelvis mange menige socialdemokrater, der mildt sagt ikke er begejstrede for partilinjen på dette punkt.

jens peter hansen

Efterkommere fra Sri Lanka, Vietnam og Bosnien klarer sig bedst. Libanon og Somalia dårligst. Iran ligger også pænt. De første tre lidt bedre end pæredanskere. Det kan næppe værr sproget, men mon ikke kulturen, herunder også religionen spiller en rolle?