Kronik

Det er en fejl at gøre embedsmanden til syndebuk – og i værste fald farligt

De fleste kan indse, at det er skadeligt, når Trump angriber de statslige institutioner, fordi det undergraver demokratiet. Men kritikken af bureaukratiet er også så heftig i Danmark, at der er brug for at mane til besindelse
I lyset af Trumps excesser begynder vi at ane konturerne af, hvad det indebærer, hvis man for alvor sætter bureaukratiet ud af kraft, og derfor skal vi besinde os i kritikken af bureaukratiet, mener dagens kronikør.

I lyset af Trumps excesser begynder vi at ane konturerne af, hvad det indebærer, hvis man for alvor sætter bureaukratiet ud af kraft, og derfor skal vi besinde os i kritikken af bureaukratiet, mener dagens kronikør.

Ritzau Scanpix

22. august 2018

Mens vi spændt afventer udfaldet af advokat Robert Muellers undersøgelse af den russiske indblanding i valget i USA i 2016, er det værd at hæfte sig ved en række forhold, vi allerede ved noget om: Nemlig præsident Trumps mangel på respekt for statslige institutioner samt hans generelle disrespekt for retningslinjer og normer for god embedsførelse.

Med sine angreb på statslige institutioner og embeder accelererer Trump en allerede vidt udbredt skepsis og mistillid blandt mange amerikanere. Mistilliden til statslige institutioner og embeder bør imidlertid også mane til eftertanke i en dansk kontekst. Som en række målinger har indikeret, har tilliden til det danske embedsværk nemlig over en årrække været i frit fald.

Denne nedslående tendens kunne senest konstateres i en Norstat-undersøgelse fra februar 2018, der dokumenterede, at 56 procent af danskerne har begrænset eller ingen tillid til de danske embedsmænd – et ganske overraskende resultat i lyset af Danmarks ellers vante duksestatus i internationale målinger, såsom eksempelvis Transparancy Internationals.

Selv om årsagerne til og omfanget af mistilliden ikke er ens, er resultatet i Danmark og USA det samme: staten og dens embeder mister agtelse.

Det medfører ikke blot et øget pres på embedsmændene og en usikkerhed i deres opgavevaretagelse. Det medfører også, at staten som sådan mister legitimitet og får vanskeligere ved at løse centrale opgaver. Resultatet heraf er mindre velfungerende og mere skrøbelige samfund. I takt med at tilliden til statsadministrationens embeder udhules, svækkes én af demokratiets væsentligste grundpiller: det statslige bureaukrati.

Påmindelse om pligter

Med henblik på at imødegå denne mistillid udsendte Finansministeriet allerede i 2015 en lille håndbog til centraladministrationens 10.000 embedsmænd. Dette kodeks, som det kaldes, anskueliggør på pædagogisk vis syv centrale pligter, der gælder for embedsmænd.

Spørgsmålet er imidlertid, om et sådant kodeks er tilstrækkeligt til at modvirke den mistillid, der desværre stadig gør sig gældende nu tre år efter dette initiativ så dagens lys? Man kan nemlig sætte spørgsmålstegn ved, om kodekset griber fat om problemets rod.

For det første: Hvis de seneste års skandalesager skyldes en række dynamikker i toppen af systemet, så er den implicitte ansvarsplacering hos samtlige embedsmænd (der nu alle skal læse op på deres embedsmandspligter) måske ikke tilstrækkelig?

Kunne det eksempelvis være, at en række af de implicerede departementschefer og ministre kunne have gavn af at reflektere over, om de mon lever op til de rettesnore og pligter, der særligt knytter sig til deres embeder?

For det andet kan man indvende, at et embedsmandskodeks ikke forslår sig, hvis problemet snarere består i, at det danske system trænger til en række mere omfattende ændringer. Mens blandt andre de tidligere departementschefer Peter Loft og Jørgen Rosted har gjort sig til talsmænd herfor, har det af DJØF nedsatte Bo Smith-udvalg i store træk afvist, at sådanne ændringer skulle være påkrævet.

50 års kritik

Hvad ingen af disse tiltag imidlertid har responderet på, er den mere generelle devaluering af statslige embeder, der tog fart fra begyndelsen af 1970’erne. Denne devaluering har sine rødder i den nyere tids bureaukrati- og administrationskritik. Her har en række forskellige aktører – med ganske forskellige dagsordener – anfægtet legitimiteten af særligt den statslige administration.

I kølvandet på ungdomsoprørets generaliserede autoritetskritik så man i perioden fra 1970’erne og frem en række frontalangreb på den statslige organisations relevans og betydning. Frontalangreb, der blev fremsat på tværs af politiske tilhørsforhold.

Fra Jørgen S. Dichs marxistisk inspirerede kritik af ’den herskende klasse’ i den offentlige sektor, over Bertel Haarders Institutionernes tyranni og videre til Glistrups populistiske kritik af ’skrankepaver’ og ’papirnussere’ blev den offentlige forvaltning nedvurderet og problematiseret i et hidtil uset omfang.

Denne bredspektrede kritik tegnede et billede af statslige organisationer, og dem der bestrider embederne heri, som om de tjener særinteresser, som om de undertrykker og ødelægger den spontane og frie interaktion mellem borgerne – og grundlæggende er værdiløse.

Op gennem 1990’erne og 00’erne blev denne bureaukratikritik yderligere suppleret af mere kalkulerende sprogdragter, hvor ’brugeren’ kom i centrum, og hvor målet for den statslige organisation i tiltagende grad kom til at dreje sig om resultater snarere end processer. Ideen var i vid udstrækning at få den offentlige sektor til at ligne og ’performe’ som den private sektor.

På tværs af skiftende blå og røde regeringer mobiliseredes økonomiske forståelsesrammer, der dannede baggrundstæppe for reorganiseringer, hvis værdimæssige indhold lå ganske langt fra de klassiske bureaukratiske dyder. De dyder, som det nyudsendte kodeks nu søger at puste liv i igen.

For langt fra dyderne

Der er derfor en vis ironi i, at det mål- og performanceregime, der fulgte i kølvandet på 90’ernes og 00’ernes reorganiseringer, i dag anfægtes på tværs af politiske skel under samlebetegnelsen bureaukrati. De overdrevne dokumentationskrav, som New Public Management-bølgen førte med sig, var jo netop et anslag mod det klassiske bureaukratis organisationsmåde og de værdier, der knyttede sig hertil.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om det udsendte kodeks adresserer den tiltagende mistillid til centraladministrationen og dens embedsmænd på fyldestgørende og funktionel vis. Spørgsmålet er også, om de klassiske embedsmandsdyder, man nu søger at revitalisere, overhovedet kan gøre sig gældende med den fornødne vægt i en kontekst, der gennem de seneste 30 år både sprogligt og institutionelt synes at have bevæget sig stadig længere bort fra det grundlag, der understøttede de klassiske embedsmandsdyder?

I en samtid hvor disruption, innovation, kreativitet og samskabelse er blevet de nye honnørord på tværs af sektorer og institutioner, er det – mildest talt – vanskeligt at tale klassiske embedsmandsdyder op. Alle disse honnørord synes nemlig at indebære og påkalde præcist det modsatte af det, som bureaukratiet leverer.

Men måske den generaliserede mistillid til bureaukratiet nu begynder at vise sine skyggesider?

Måske vi i lyset af Trumps excesser begynder at ane konturerne af, hvad det indebærer, hvis man for alvor sætter bureaukratiet ud af kraft?

Måske de bureaukratiske dyder (regelfølge, saglighed, upartiskhed osv.) tjener en vigtig og samfundsstabiliserende funktion? Måske er det dyder, som vi er kommet til at underkende og nedprioritere som følge af en vidt udbredt bureaukratikritik, som tiden nu er ved at løbe fra?

Det er i hvert fald den konklusion, som nogle drager på den anden side af Atlanten for tiden. Som den politiske teoretiker Bernardo Zacka udtrykker det: Siden Donald Trumps tiltræden som præsident i USA har opfattelsen af bureaukratiet ændret sig markant. Fra at blive set som et horn i siden på demokratiet bliver det nu opfattet som demokratiets redningsplanke.

Og selv om vi stadig er langt fra amerikanske tilstande her til lands, så kunne en tilsvarende besindelse blandt politikere, interesseorganisationer, medier og befolkning givetvis også være hensigtsmæssig i Danmark. En sådan besindelse ville formentlig ikke medføre mindre tillid til embedsmændene i centraladministrationen – nok snarere det modsatte.

Thomas Lopdrup-Hjorth, Adjunkt, Institut for Organisation, CBS.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • David Zennaro
  • Erik Nissen
Anne-Marie Krogsbøll, Mikael Velschow-Rasmussen, David Zennaro og Erik Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Bo Jensen

Kunne man ikke forestille sig at embedsmænd, der tog deres kodeks alvorligt og lod være med at medvirke til ulovligheder og ikke leverede beregninger, der er tilpasset ministerens ønsker, mere end de er retmæssigt beskrivende, kunne medvirke til en øget tillid til embedsværket.

Arne Lund, Anne-Marie Krogsbøll, Peter Wulff, Sven Elming, Claus Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Bo Carlsen, Mogens Holme og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Kronikøren har tilsyneladende ikke læst Jesper Tynell's Mørkelygten - ligesom han heller ikke synes bekendt med de talrige mere eller mindre kriminelle sager, som især div. venstre-politikere har beriget vores folkestyre med: Klaus Riskær, Thor Pedersen, Troels Lund-Poulsen, Lars Løkke. Hertil kommer de sager, hvor enten rigsrevisionen eller ombudsmanden har udtalt alvorlig kritik af de pågældendes embedsførelse. Det gælder Hans Chr. Schmidt, Claus Hjorth Frederiksen, Anders Fogh Rasmussen, og senest den meget alvorlige kritik fra rigsrevisionen vedr. indkøb af 27 F35-kampfly, beregninger fremlagt af daværende forsvarsminister Peter Christensen. De var useriøse og bygger på usandsynlige forudsætninger. Det er usædvanlig hårde ord fra denne myndighed. Af chef for Luftoperationer ved Forsvarsakademiet, Karsten Marrup karakteriseret som "...forudsætter, at man kan slå en sekser med en terning hver gang."

Ikke underligt, at mistilliden til embedsværket vokser.

Arne Lund, David Zennaro, Peter Wulff, Claus Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Espen Bøgh, Flemming Berger, Harald Strømberg, Eva Schwanenflügel, Bo Carlsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Glemte at tilføje den største af de tvivlsomme sager i dette århundrede, som en venstreregering står bag: Beslutningsgrundlaget for Danmarks deltagelse i USAs folkeretsstridige angrebskrige i Irak og Afghanistan, udfærdiget på Anders Foghs vegne af udenrigsministeriets folkeretsekspert, Peter Taksøe-Jensen - vel at mærke på det tyndest mulige juridiske grundlag og derfor ikke overraskende anfægtet af andre eksperter.
Havde der været noget, der ligner lighed for loven i det internationale samfund, havde Anders Fogh, Bush, Cheney og Rumsfeld for længst siddet på anklagebænken ved krigsforbryderdomstolen i Haag.

Frode Sørensen, Claus Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Harald Strømberg, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Skal vi dag i stedet gøre dem fredhellige i demokratiet, - noget der ikke må kritiseres eller debatteres?

Det går vist ikke særlig godt i hånd med den demokratiske grundtanke, - og vi har jo set hvad det har ført til, og hvis man ikke kan huske det skal man blot kigge mod vort broderland Sverige, hvor debatten om fremmede har været undertrykt politisk og af medieeliten i årevis, som en folkesygdom hos en lille del af borgerne, der skulle bekæmpes, eller som udtrykt herhjemme politisk; "stueren bliver i sgu aldrig"!

Skiftet er sket over mange så som nævnt, - men mistilliden til embedsværket har vel nok i begyndelsen mere rod i mistilliden til politikerne, der for at beskytte sig mod vælgerne, valgte at tage af statskassen til såkaldte spinddoktorer, der i første omgang skulle hjælpe politikerne med deres medie fremtræden, - men siden også blev involveret i det mediepolitiske, som buffer for politikerne overfor medierne.

Undervejs udviklede det sig også til de blev "slagskonsulenter" for politikerne, og skulle sørge for "den retoriske smukke indpakning i gavepapir" til vælgerne for de love og reformer som politikerne ville gennemføre.

Her skulle embedsstanden ikke alene vejlede og råde politikerne indenfor lovens rammer, som tidligere, men lå også i konkurrence med spinddoktorerne og deres politiske dagsordener som politikerne ville have gennemført, og man kan sige næsten for enhver pris!

Med AFR i 00erne fik skruen en ekstra tand, ikke mindst i forbindelse med Irakkrigen, som AFR stod fadder til med løgnen om "masseødelæggelsesvåben"(som i øvrigt ikke fandtes), men blev afsløret af en efterretningsofficer(Frank Grevill), hvorefter AFR skiftede forklaring til, at Irak ikke efterlevede en FN resolution, - men som heller ikke gav frit spil til en invasion af Irak.

FNs egen undersøgelse af spørgsmålet om "masseødelæggelsesvåben" viste også, der intet grundlag for en invasion eksisterede.

Ovennævnte på tråden - Olav Bo Hessellund, peger på adskillige ting i samme anledning, der har medvirket til mistiliden til embedsværket - som også kan tillægges politikerne som deres ansvar, hvis man altså efterhånden kan tale om noget politisk ansvar selv om man har ministerposten.

Skatteministeren fra omkring 2000 til 2011 var Kristian Jensen, der kørte Skat helt i sænk, hvilket det så stadig er, og som i den periode fik gælden til det offentlige til at stige til omkring 50 mia. grundet manglende kontrol, grundet dårligt lederskab fra ministeren side.

Bedre er det ikke blevet set i lyset af dagens kritik af rigsrevisionen, - og gælden til det offentlige er steget yderligere til omkring 100 mia. i manglende skatter og inddrivelse af forskellige restancer.

Tanken om demokrati kommer ikke styrtende og overvælder én, efter udsagnet fra en topembedsmand, der belærer statens medarbejdere om arbejdsgangen i fremtiden; "arbejdet må tilrettelægges så der ikke bliver offentlighed omkring det"!

Det stemmer ganske udmærket med embedsværket, der har taget "mørkelygten" til sig som politisk arbejdsredskab, men samlet set viser det en despekt overfor den demokratiske model som vi hidtil har arbejdet med som et sundt og godt grundlag, og erstattet det med en kortslutning af politisk åbenhad overfor borgerne - altså er embedsværket og politikerne i en krig med borgerne om at kapre demokratiets åbenhed, som er en af grundpillerne i et sundt demokrati.

Et lille pip om vort indkøb af amerikanske F-35 fly, som Peter Christensen udrettede, ved sit indkøb af elektroniske reservedele, som ikke længere ville blive produceret, og det indkøb ville koste os 280 mio., - men ærligt talt, hvem køber reservedele til en bil man ikke har stående i garagen?

Til den tid - i 2024 når flyene leveres, er reservedelen forældede, så hvis de sættes i flyene, er det en forringelse af flyene taktske kampevne og flyveevne.

- Man skulle have fortalt amerikanerne, at havde de noget gammelt skrammel skulle de i stedet køre det på lossepladsen.

Finansministeriet regnemaskiner og modeller trænger rigtignok også til et eftersyn, ikke mindst det programmæssige indhold - med mindre "DREAM-modelle" netop har sit navn fordi, men kan indstille den til de drømmescenarier som skal sælges til borgerne.

Så er der luftkuglerammen - den med "de dynamiske effekter", - noget yderst svævende som kan tillægges samme regnemetode som når en virksomhed benytter baglæns beregning af dens værdier, så det passer med et stort og fint overskud.

- Der er altså rigeligt at tage fat på, og der er ingen grund til tilbageholdenhed!

Det politiske opbrud med og i demokratierne vi ser - næsten overalt, er ikke borgernes skyld, men skyldtes alene de siddende politikere, og BREXIT var kun en begyndelse, og så det ses i flere af de gamle østeuropæiske lande vælges der stærke politikere, der sælger nationalisme, - ganske på linje med Trump i Amerika,

EU er ingen undtagelse for det politiske splittelse vi finder i Europas lande i dag, - "blyantspenge" månedligt kr. 32.000,- uden kvittering - og lige ned i lommen, samt andre unoder af enhver slags.

Den tidligere Ukip leder Nigel Farages, sagde det råt og brutalt i EU-parlamentet, at de er at sammenligne med en mafia bande, der stjæler af kassen, - jeg husker det ikke ordret, men meningen var der ingen tvivl om.

Så må borgerne i EU ikke forvalte penge - fra EU, - siger de fine i EU, - eller I må gøre som os, I skal komme med regnskab for hver en øre i indtægt.

- Det giver ingen tillid eller troværdighed til politikerne!

Mon ikke kronikken ved en fejltagelse er sendt til Inf. Den rette modtager er Politiken, der stadig opretholder myten om det neutrale embedsværk, ud fra en formodning om, at den limpind hopper avisens læsere på..

Erik Pedersen

Hm, jeg synes kommentarerne gør hvad de kan for at vende tilbage til den trygge base, hvor de onde er "the usual suspects", altså Venstre-ministre, EU og sådan nogen. Man forholder sig slet ikke til kronikkens efterlysning af de gode, traditionelle embedsmandsdyder - altså f.eks. at skattefolk (incl. deres ledere) gør hvad de kan for at opkræve den rigtige skat hos alle borgere og virksomheder.
Længe leve bureaukratiet.