I Danmark og resten af den vestlige verden er mænd og kvinder ligestillede.
Alligevel har feministerne, som ellers hævder at fremme ligestillingen, i årevis fået ukritisk medieadgang. Med deres evige klynk over, hvad de mener, er et mandsdomineret samfund, har de fået lov til at trampe på mænd, fordi mænd og kvinder ikke har opnået resultatlighed, hvad angår karriere og lønninger.
Tager vi eksempelvis den gennemsnitlige lønforskel mellem og kvinder, som ligger på omkring 12 procent, æder alt for mange argumentet om, at forskellen skyldes, at kvinder ikke har de samme forudsætninger for at forhandle en højere løn.
Det er simpelthen unuanceret, for man tilbageholder andre væsentligere faktorer, såsom at mænd og kvinder har forskellige jobfunktioner. Hvor mændene er overrepræsenteret i den private sektor, er kvinderne det i den offentlige, hvor lønningerne typisk er lavere.
I det offentlige nyder kvinderne godt af arbejdsvilkår som eksempelvis et højt antal omsorgs- og sygedage og betalt frokostpause. Derudover er der langt flere kvinder, der arbejder på deltid, hvilket udgør den største faktor i lønforskellen.
Det private bestræber sig altid på at opnå de bedste resultater for at skabe overskud. Det kan logisk nok kun lade sig gøre, hvis man ansætter den dygtigste, hvorfor kvindekvoter selvfølgelig aldrig må blive en realitet.
I det offentlige derimod diskriminerer man netop og udvælger ofte på baggrund af køn, religion eller etnicitet, fordi man ønsker en bred sammensætning af medarbejdere frem for kvalifikationer – og her er mænd alligevel underrepræsenteret. Men udløser det et ramaskrig hos feministerne?
Og gør vi det til et ligestillingsproblem, når vi ved, at 75 procent af de hjemløse er mænd? Eller når langt flere mænd trækkes i kontanthjælpen end kvinder, fordi socialrådgiverne har en anden tilgang til mænd end kvinder?
Når vi er bekendte med, at det er mændene, der ligger i toppen af samfundet, men samtidig også i bunden, må vi spørge os selv om, hvorfor feministerne alligevel ønsker resultatlighed gennem love, der favoriserer dem selv?
Anahita Yazdani er medlem af Liberal Alliances Ungdom i Aarhus
"Alligevel har feministerne, som ellers hævder at fremme ligestillingen, i årevis fået ukritisk medieadgang. Med deres evige klynk over, hvad de mener, er et mandsdomineret samfund, har de fået lov til at trampe på mænd, fordi mænd og kvinder ikke har opnået resultatlighed, hvad angår karriere og lønninger."
Kan vi ikke blive enige om at nægte børn adgang til de voksnes aviser, i det mindste indtil de har lært at argumentere lødigt for deres sag? Er der ikke en nådig debatredaktør ansat på Dagbladet Information, som evt. kunne hjælpe sådanne umodne skribenter med lidt venlig skrivevejledning og konstruktive forslag til rettelser, inden så lav tale sættes på tryk?
Det runger ret hult når én fra LA Ungdom beklager at feminister ikke bekymrer sig nok om socialt udsatte.
Grunden til at kvinder i mindre grad er hjemlæse, skyldes at de er mere udsatte på gaden og derfor ofte forbliver sammen med en voldelig partner frem for at leve i uvished. I begge tilfælde bliver de udsat for overgreb. Lad for himlens skyld være med at glamourisere hjemløse for æstetikkens skyld. Det er langt fra dem alle, der er gode mennesker. Men et socialt problem, at det overhovedet findes, det er det helt sikkert. Og her kan du ikke ligefrem bruge din egen kapitalisme til at udligne forekomsten. Så lad venligst venstrefløjen om det, tak.
Det er som om at det nærmest er en slags overgangsritual for ungliberale at skrive en eller anden uigennemtænkt provokation et eller andet sted i medierne. Det plejer at være noget med lavere skatter eller fri hash, men denne gang er det mindsandten en variation over det uudtømmelige tema 'hvor var feministerne?'.
Mit svar er det samme, som det altid er: Så bliv dog selv feminist, og vis os andre, hvordan det skal gøres.
https://www.youtube.com/watch?v=-61Gip8EOgc
Velfærdssamfundet er bygget på mangfoldighed, men lighed, og muligheden for i sin kaleidoskopiske brogethed at kunne leve godt og trygt i et af verdens rigeste samfund, selvom man ikke bidrager på arbejdsmarkedet, men så med så mange andre værdifulde bidrag. Det vidste vi, indtil vanviddet gik amok i jagten på arbejdskraft til en stadig mere ligegyldig ophobning af abstrakte værdier, der er uden reel værdi, men farlig for samfundet, fordi den reelt kan forårsage inflation, sådan som det ses på det absurde boligmarked.