Kommentar

Fristende flyrejser er en civilisationsselvaflivende absurditet

Mådehold er ikke menneskeartens stærke side. For mens vi flyver kloden sort for at dulme vores eksistentielle uro, krydser vi blot fingrene og håber, at teknologien redder os. Det gør den ikke
»Når ikke engang forældre, som de tilsyneladende er flest, anser det for nødvendigt at samle sig sammen til fordel for deres afkoms fremtid ved, som det mindste, at afstå fra at flyve årligt eller ofte, ja, så ser det i mine øjne sort ud,« sådan skriver John Fredsted.

»Når ikke engang forældre, som de tilsyneladende er flest, anser det for nødvendigt at samle sig sammen til fordel for deres afkoms fremtid ved, som det mindste, at afstå fra at flyve årligt eller ofte, ja, så ser det i mine øjne sort ud,« sådan skriver John Fredsted.

Thomas Vilhelm

9. august 2018

Det er sommerferietid, og den årlige folkevandring pr. fly til fremmede himmelstrøg er fortsat i fuld gang. Af de forældre, som jeg har kendskab til, er det kun ganske få, der har en bevidst formuleret holdning om at afstå fra denne mest CO2-intensive og dermed mest klimaarrogante transportadfærd, nu og på andre tidspunkter af året.

Baseret dels på tv-sendefladen og dels på, hvad jeg ellers opsnapper, vil jeg tillade mig at antage, at dette forhold er nogenlunde repræsentativt for befolkningen som helhed.

Jeg har svært ved at mønstre nogen nævneværdig respekt for adfærden. Ikke desto mindre ønsker jeg altid »god ferie« uden yderligere tilføjelser for at undgå en direkte konfrontation. Men undvigelsen skurer i mit hoved. Derfor dette åbne brev til alle forældre, der bedriver adfærden.

Brevet vil givetvis gøre nogle af jer godt vrede, og for dem, der kender mig personligt, måske endda direkte skuffede. I givet fald kan jeg kun sige: Tilgiv mig venligst, men det er altså her, jeg står.

Teknologioptimisme

Langt hen ad vejen kan jeg kun gisne om, hvad der præcis foregår i jeres hoveder – og så meget mere fordi jeg selv er barnløs. Men én bestemt idé synes at gå igen: forestillingen om, at teknologien nok skal redde os.

Jeg kategoriserer det som sci-fi-masturbation.

Hvor ordinær masturbation kan skabe en rar fornemmelse i de nedre regioner, så kan denne form for masturbation skabe en rar fornemmelse i den øverste region – i hjernekassen. Som et afskærmende tæppe lægger forestillingen sig nemlig beroligende ned over den dårlige samvittighed.

Når jeg kalder det for science fiction, så er det, fordi det givetvis bare ikke kommer til at ske, og det af flere årsager.

Den første hindring er materielle flaskehalse. Når man forestiller sig, at teknologien nok skal redde os, ser man tilsyneladende bort fra sådanne begrænsninger.

Et konkret eksempel er de sjældne jordarter, diverse metaller, der anvendes i eksempelvis batterier. Findes der tilstrækkelige mængder til, at en grøn omstilling af anseelige dele af den gigantiske transportsektor er mulig?

Uden mådehold

En afgørende hindring er den menneskelige faktor selv. Som med ethvert andet råderum, vil det råderum, som klimateknologier måtte skabe, blive først indtaget og dernæst udtømt – drevet af to kræfter: konkurrencen og mageligheden.

Uden en samtidig ændring af vores arts sindelag, er det min opfattelse, at enhver teknologi før eller siden vil vise sig utilstrækkelig.

En sådan ændring er dog usandsynlig: Mådehold er ikke en af vores arts stærke sider, for dels er det tilsyneladende ikke sexet, dels skaber det ikke ro i hjernekassen, når man ikke via materielt forbrug kan dulme sin eksistentielle uro samt forsøge at imponere sine medmennesker, og dels harmonerer det dårligt med det moderne menneskes tilsyneladende insisteren på ikke at ville gå glip af noget.

Bemærk venligst, hvorledes de seksuelle kræfter – dem, der netop vil skabe liv – langt hen ad vejen, ikke mindst via det berømte ’sug i maven’, selekterer netop de menneskelige egenskaber, der er hovedansvarlige for den nu tiltagende trussel imod grundlaget for livet. Mage til planløshed skal man lede længe efter.

En sidste hindring, jeg vil nævne, er naturlovene selv. Måske som følge af en beruselse over vores teknologiske landvindinger, nærer vores art tilsyneladende forestillingen om, at vores teknologi med tiden kan blive almægtig og dermed trumfe endda naturlovene.

Det er en illusion.

Teknologi, uanset hvor fancy og potent, vil altid være underlagt naturlovene – ikke omvendt. Og lad mig tilføje følgende advarsel: Naturvidenskabeligt er der intet, der tyder på, at naturlovene er andet end bedøvende indifferente over for os.

Arvelig forbrugeradfærd

Som det fremgår, så nærer jeg ikke den store optimisme, hvad angår vores arts evne til at undgå ødelæggelse af grundlaget for livet – via klimatisk destabilisering samt overforbrug.

Når ikke engang forældre, som de tilsyneladende er flest, anser det for nødvendigt at samle sig sammen til fordel for deres afkoms fremtid ved – i det mindste – at afstå fra at flyve årligt eller ofte, ja, så ser det i mine øjne sort ud.

Men ekstra svært er det måske også at lade være, når det er muligt at flyve til for eksempel London for nogle få hundrede kroner. Den blotte eksistens af en sådan mulighed udgør i mine øjne en civilisationsselvaflivende absurditet.

Måske børn om føje år vil klandre deres forældre for deres valg.

Og så måske alligevel ikke. For hvis børnene viderefører forældrenes forbrugsadfærd, hvilket der er noget, der tyder på – og hvordan skulle de også have lært andet? – så vil de måske ikke have det store at lade deres forældre høre.

Eller vil de? Når forældre nu engang burde agere moralske forbilleder. Fremtiden må vise, hvilke af mulighederne det bliver.

John Fredsted er teoretisk fysiker

Det at flyve udstiller paradokset mellem på den ene side at ville være et moderne menneske, der har været i New York, Nigeria og Norge samme år og på den anden side at skulle begrænse timerne i den forurenende maskine, fordi man er bange for at vise skødesløshed over for klimaproblemet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Markus Lund
  • Flemming Berger
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Erik Nissen
  • Birte Dahl
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ejvind Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Trond Meiring
Markus Lund, Flemming Berger, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Erik Nissen, Birte Dahl, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen, Torsten Jacobsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

John Fredsted,

Du har ikke selv børn, så tillad mig at belære dig lidt ;) :

De fleste forældre vil deres børn det bedste. Dette tør jeg uden videre dokumentation fremsætte som et aksiom, altså en grundlæggende sandhed. Lad os kalde det Første aksiom.

Som andet aksiom vil jeg sætte, at de fleste forældre ved begrebet 'det bedste' forstår: "De skal have et bedre liv end jeg selv."

Her er tale om to universelle aksiomer, vil jeg hævde. Som for nemheds skyld kan sammenskrives til ét universelt aksiom: "De fleste forældre ønsker, at deres børn skal få et bedre liv, end de selv har haft".

Så hvad du end forestiller dig, at der udspiller sig i hovederne på danske forældre, som uden videre tøven flyver verden tynd - ofte med de små poder fastspændt ved siden af på vinduespladsen med udsigt til alperne eller den kinesiske mur, så kan jeg altså hermed aksiomatisk forsikre dig for, at de alle har deres børns bedste øverst på dagsordenen.

(At mange forældre så ikke har skyggen af idé om hvad børns bedste er, ændrer ikke på deres i grunden ganske noble intentioner).

Men hvori består så dette 'bedste' her i den vesteuropæiske kulturkreds? Mon ikke i følgende lille parole: "Bedre uddannelse, bedre arbejde, større økonomisk råderum, større mulighedsrum.

Større Mulighedsrum!

Hvis du som forælder har sikret dit barn et større mulighedsrum end du selv var i besiddelse af, så er du lykkedes som forælder i den vestlige kulturkreds. Lad dette være en mere præcis omskrivning af det universelle aksiom: Sikringen af et større mulighedsrum til de følgende generationer.

I et demokratisk og liberalt samfund - som det danske - udmåles mulighedsrum i møntfoden 'social status'. Social status har to primære markører: 'Anseelse' og 'økonomisk råderum'.

Anseelsen kan du købe dig til, ligesom du gennem anseelse kan opnå et ikke ubetydeligt økonomisk råderum. To sider af samme mønt.

Lad os kort opsummere:

Universelt ønsker de fleste forældre at skabe et større mulighedsrum for deres børn, end de selv har haft. I den vestlige kulturkreds (og sikkert også mange andre steder) betyder dette, at et vellykket forældreskab resulterer i en maksimering af afkommets anseelse og økonomiske råderum. En maksimering af afkommets mulighedsrum.

Og her kommer du så, John Fredsted, og skoser de stakkels forældre midt i deres mest noble forsøg på at maksimere podernes mulighedsrum? Du tillader dig ligefrem at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i disse anstrengelser? Hvor vover du?

Forstår du dog ikke, at de fleste danske forældre rent faktisk knokler 40+ timer/ugen (mens børnene passes i minimalt normerede institutioner og nedslidte folkeskolelokaler), ene og alene for at sikre børnenes fremtidige mulighedsrum?

Forstår du dog ikke, at mulighedsrum og (over)forbrug er synonymer i en dagligdag, hvor tid er en mangelvare? Og tiden, kammerat, som i parentes bemærket evindeligt stjæles ud af hænderne på vi hårdtarbejdende af flygtninge, indvandrere, kontanthjælpsmodtagere og andre misædende tidsrøvere, den er ganske rigtigt knap. Men ikke helt i den forstand, som du måske lægger op til...

Der lægges tid og kræfter i mulighedsrummene for de fremtidige danske generationer. Det skal du slet ikke tage fejl af. Vi skal bare lige have spillet de indenlandske samfundsnassere af banen, og så endegyldigt have gjort noget ved det eksotiske udlands dyriske hang til unødig parring - gerne en endelig løsning - så skal det hele nok gå.. Jorden er af en passende størrelse til at huse ca. 1 milliard mennesker af solid støbning.

Solide, danske forældre, som så nobelt ønsker alt det bedste for deres børn...

Flemming Berger, Herdis Weins, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Torsten: Tak for den 'belæring'. Jeg føler mig dog ikke hverken forsikret- eller overbevist om, at det med mulighedsrum er en udtømmende forklaring. For jeg er af den overbevisning, at forældres (og mere generelt det typisk vestlige menneskes) behov for at realisere sig selv, herunder det at forplante sig og i det hele taget ikke at gå glip af noget (fordi det udløser angst), er mindst lige så afgørende en drivkraft.

Flemming Berger, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

'Mulighedsrum' og selvrealisering, mulighed for forplantning og det ikke 'at gå glip af noget' , læser, forstår, tolker jeg som stort set det samme ?

Trond Meiring, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Katrine Damm: Jeg skulle have formuleret mig mere præcist i min kommentar ovenfor. Torsten taler, såvidt jeg kan se, om mulighedsrummet for den kommende generation, mens jeg taler om (kritiserer) mulighedsrummet for den nuværende (forældre-)generation. Som det kører nu er de to ting svært forenelige i en materielt endelig verden som vores, men de forsøges netop i hovederne gjort forenelige ved at nære teknologiske illusioner.

John Fredsted

@Thomas Nielsen: Tak for dit indlæg, der så nydeligt illustrerer min pointe: det moderne menneskes i mine øjne naive tro på, at teknologi nok skal redde os uden en samtidig ændring af vores sindelag. Ingen grund til feasibility-studier, bare blind tillid og ekstrapolation af det kendte uden overvejelser om- eller hensyntagen til mulige flaskehalse eller begrænsninger sat af naturlovene selv.

Eva Carstensen

Fornyende for samfundsdebatten at læse John Fredsteds kommentar, der utvetydigt addresserer klimaproblemet og dets løsning til også og især at handle om ændring af menneskelig adfærd. Jeg er helt enig. Nu håber jeg at flere mennesker med naturvidenskabelig baggrund vil stå frem og erklære sig enige. For jeg savner i den grad fokus på, hvordan vi mennesker i fællesskab må og selvsagt kan ændre vores værdier, så vi lever mere bæredygtigt. Mennesket er fleksibelt og tilpasningsdygtigt. Grådighed og egoisme kan sagtens erstattes af andre værdier uden tab af lykke, glæde og skønhed.

Mennesket er faktisk et meget socialt væsen. Vores adfærd er i høj grad styret af hvad der vores social omgangskreds og videre i samfundet bliver anset som prisværdigt. I det nuværende konkurrenceprægede samfund er individualistisk og grænseoverskridende adfærd noget der givet anerkendelse, så længe den ikke direkte skader andre.
Hvis vi skal ændre fristelsen til at handle egoistisk kortsynet, må vi ændre samfundsmoralen mod at værdsætte hensynet til det sociale og til fællesskabet frem for det selvhævdende. Lykkes det vil det sociale dyr mennesket indpasse sig efter den nye moral.

John Fredsted

@Eva Carstensen: Dejligt at høre. Med hensyn til folk/forældre med naturvidenskabelig baggrund forholder det sig dog desværre sådan, at flere af dem ligeledes abonnerer på forestillingen om, at teknologi vil løse problemerne. Jeg kender personligt nogle. Jeg finder det ret så bekymrende.

Lise Lotte Rahbek, Eva Carstensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Den livsfylde og lykke mennesker før i tiden, før den industrielle revolution, fandt i tilhørsforholdet til et fællesskab til en social gruppe blev splintret i atomer i den nye verden, der opstod med industrialismen og forbrugssamfundet. De snærende social bånd blev løsnet og 'enhver er sin egen lykkes smed' blev mantraet Det lød befriende for den tids menneske, men individualismen er blevet en blindgyde, hvor socialt sammenhold og sammenværd er erstattet af individuel konkurrence og grådighed, som aldrig synes at nå et mætningspunkt (Hvornår har nogen sagt at de ikke ønsker at tjene mere, bo bedre, rejse mere ejer en dyrere bil?)
Hvornår opdager vi, at den sande lykke, finder vi kun sammen med andre, og at materiel rigdom ikke er nogen erstatning?
Sociale problemer i vores samfund, handler ikke primært om materielt fattigdom, men om at mennesker er udstødt, eller føler at de er udstødt, af fællesskabet. For mennesket er et socialt dyr og uden et socialt tilhørsforhold dør det - hurtigt eller langsomt - men det dør.

John Fredsted

@Ole: Jeg føler mig ikke overbevist om, at din tese (i dit første afsnit) holder. For jeg kender personligt flere, der har overordentligt velfungerende sociale netværk, men stadig overkonsumerer planeten - og dette i blind tillid til, at teknologien nok skal rydde op efter festen.

Jeg tror, det moderne menneske er rædselsslagen for at gå glip af noget. Det er givetvis døden, der spøger i baghovedet. Og det at være religiøs gør tilsyneladende ingen forskel - jeg kender flere, der er det, og stadig overkonsumerer - selvom man jo skulle forestille sig, at de via deres tro, ikke mindst den kristne, måtte/kunne forholde sig lidt mere afslappet til døden.

Men du har naturligvis ret i, at den ensomhed, som individualismen uundgåeligt medfører, er et stort problem i sig selv. Frygten for social eksklusion, for ikke at høre til i gruppen, for ikke at være god nok, er en enorm negativ drivkraft bagved forbrugssamfundet.

Lise Lotte Rahbek, Birte Dahl og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Carstensen

@John: Måske man kan vende sagen lidt på hovedet. Forbruget sker netop fordi det giver social anerkendelse. Forbruget sender "signaler" om overskud. Hver især agerer vi i symbolkrig og konkurrence med hinanden om at sende de signaler, der giver mest prestige og anerkendelse.

John Fredsted

@Eva: Ja, det sender givetvis signaler om overskud indenfor det kulturelle paradigme, vi befinder os i. Personligt synes jeg dog, at den rastløse fysiske foretagsomhed, vores kultur emmer af, er udtryk for noget nær det modsatte - et underskud bestående ikke mindst af et manglende mod til at være beskeden og til med åbne øjne at gå glip af noget. I mine øjne er der alt for meget ekstrovert foretagsomhed og alt for lidt introvert foretagsomhed i denne vores såkaldte kultur; alt for meget utilitarisme og alt for lidt filosofi; alt for meget fænomenernes verden og alt for lidt ideernes verden.