Der er ikke grund til at frygte, at Bannon kan gøre, hvad ingen andre har kunnet før ham: forene Europas højrenationalister

Hvis ikke Steve Bannon eksisterede, blev medierne nødt til at opfinde ham. Måske er det lige netop, hvad de har gjort. Hans ry i den større offentlighed blev skabt under den amerikanske valgkamp og med Trumps chokvalgsejr, som mange kommentatorer har været tilbøjelige til at give Bannon æren for.

Nu har Bannon kastet sig over et nyt projekt, der har sendt chokbølger gennem det liberale kommentariat: at kapre Europa for den radikale højrefløj.

Forestillingen om Bannon som det onde geni er besnærende. Den sætter et ansigt på ’skumle højrekræfter’.

I stedet for at se i øjnene, at nationalistiske og populistiske ideer for længst er blevet en del af Vestens politiske mainstream, kan deres succes på denne måde udlægges som resultatet af et durkdrevent rænkespil udtænkt af en højreradikal superstrateg.

Ringe resultater

Men nej! – Bannon er hverken Trumps Rasputin eller noget politisk vidunderbarn. Om noget er han eminent til at sælge sig selv som en talentfuld iværksætter og behændig politisk spiller – over for investorer som over for journalister. Men lad os se på hans resultatliste: 

Bannon sluttede sig først til Trumps kampagne, efter at Trump havde sikret sig nomineringen.

Og vel var det i vidt omfang hans særlige aftryk på kampagnen at give den en populistisk drejning, men dette var kun en af flere faktorer, der bidrog til Trumps sejr – den maniske dækning af Hillarys e-mails og FBI-direktør Comeys brev i slutfasen om, at efterforskningen af hendes mails var genåbnet, var mere afgørende i forhold til at vinde de sidste marginaler.

Som chefstrateg i Det Hvide Hus blev Bannon fra første færd skildret som ’den egentlige præsident’, der regerede fra kulissen og forsynede den politisk tomme Trump med en klar højrefløjsagenda.

Men sandt at sige er de fleste af Trumps positioner blot radikaliserede udgaver af republikansk politik, og de, som ikke er, f.eks. hans økonomiske nationalisme, er lige så meget Trumps egen idé som Bannons – allerede i 1980’erne var Trump protektionist. 

Bannons beskedne rolle i USA giver næppe et grundlag for at frygte, at han skal få større succes i Europa.

Hvordan skal hans nye tænketank med det grandiose navn The Movement med sine blot ti fuldtidsmedarbejdere kunne påvirke Europaparlamentsvalget i 2019 i nævneværdig grad? Hvordan skulle den være noget match for den erklærede rival, George Soros’ Open Society Foundation med dens over 18 milliarder dollar i ryggen? Hvordan skal en udbrændt amerikaner kunne lykkes med, hvad øvede politikere og velorganiserede partier har været ude af stand til i årtier: at forene Europas radikale højrefløj?

Selv om Bannon hævder at stå partier som franske Rassemblement National (tidligere Front National) og Italiens Lega og højrepopulister som Ungarns Viktor Orbán nær, forbliver hans politiske visioner udpræget amerikanske.

F.eks. lader hans moralske syn på kapitalisme som bærer af jødisk-kristne værdier sig næppe forene med Rassemblement Nationals og Dansk Folkepartis forsvar for en stærk socialstat, ligesom hans Amerika-centrerede udenrigspolitiske visioner næppe vil kunne finde et publikum på Sydeuropas overvejende antiamerikanske yderste højrefløj.

Ej heller er der mange i Europa, der som Bannon vil mene, at ’vi er i krig med Kina’ – ja, faktisk peger Orbán, Bannons påståede allierede, på Kina som et forbillede for sin ’illiberale stat’.

Afvist kurmageri

Derfor er der da heller ikke noget overraskende i, at langt de fleste af Europas højreradikale partier har afvist Bannons kurtiseringer.

Selv om Bannon har kastet sin kærlighed på De Sande Finner og Sverigedemokraterna, er den ikke gengældt – en talsmand for førstnævnte har sagt, at partiet formentlig vil takke nej til hans bistand, og sidstnævnte parti har rent ud sagt, at Bannons initiativ »ikke har interesse for os«.

DF’s Morten Messerschmidt har udtalt, at »jeg synes, vi klarer os udmærket på egen hånd«, mens Alternative für Deutschland er splittet i spørgsmålet: Næstforkvinde Alice Weidel har ganske vist holdt møder med Bannon, mens partitalsmand Jörg Meuthen har afvist et samarbejde.

Helhjertet begejstring har Bannon kun mødt hos to marginale højrepartier, Belgisk Folkeparti og det spanske Vox.

Hvad angår rygterne om en mulig alliance mellem Bannon og Boris Johnson vil den i givet fald primært være til gavn for Bannon selv. Siden han sagde op som britisk udenrigsminister, har Johnson været bookmakernes klare favorit til at afløse Theresa May på premierministerposten.

Kort sagt: Når Bannon søger at læne sig op af succesrige europæiske højreledere, er motivet primært personligt: Det handler om et desperat forsøg på at genvinde en grad af politisk relevans.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen