Kommentar

Der er ikke grund til at frygte, at Bannon kan gøre, hvad ingen andre har kunnet før ham: forene Europas højrenationalister

Det er det rene blålys at tro, at ’superstrategen’ Steve Bannon kan samle Europas radikale højrefløj og påvirke Europaparlamentsvalget gennem sin nye tænketank med det grandiose navn The Movement
Det er det rene blålys at tro, at ’superstrategen’ Steve Bannon kan samle Europas radikale højrefløj og påvirke Europaparlamentsvalget gennem sin nye tænketank med det grandiose navn The Movement

Natan Dvir / Polaris / Ritzau Scanpix

7. august 2018

Hvis ikke Steve Bannon eksisterede, blev medierne nødt til at opfinde ham. Måske er det lige netop, hvad de har gjort. Hans ry i den større offentlighed blev skabt under den amerikanske valgkamp og med Trumps chokvalgsejr, som mange kommentatorer har været tilbøjelige til at give Bannon æren for.

Nu har Bannon kastet sig over et nyt projekt, der har sendt chokbølger gennem det liberale kommentariat: at kapre Europa for den radikale højrefløj.

Forestillingen om Bannon som det onde geni er besnærende. Den sætter et ansigt på ’skumle højrekræfter’.

I stedet for at se i øjnene, at nationalistiske og populistiske ideer for længst er blevet en del af Vestens politiske mainstream, kan deres succes på denne måde udlægges som resultatet af et durkdrevent rænkespil udtænkt af en højreradikal superstrateg.

Ringe resultater

Men nej! – Bannon er hverken Trumps Rasputin eller noget politisk vidunderbarn. Om noget er han eminent til at sælge sig selv som en talentfuld iværksætter og behændig politisk spiller – over for investorer som over for journalister. Men lad os se på hans resultatliste: 

Bannon sluttede sig først til Trumps kampagne, efter at Trump havde sikret sig nomineringen.

Og vel var det i vidt omfang hans særlige aftryk på kampagnen at give den en populistisk drejning, men dette var kun en af flere faktorer, der bidrog til Trumps sejr – den maniske dækning af Hillarys e-mails og FBI-direktør Comeys brev i slutfasen om, at efterforskningen af hendes mails var genåbnet, var mere afgørende i forhold til at vinde de sidste marginaler.

Som chefstrateg i Det Hvide Hus blev Bannon fra første færd skildret som ’den egentlige præsident’, der regerede fra kulissen og forsynede den politisk tomme Trump med en klar højrefløjsagenda.

Men sandt at sige er de fleste af Trumps positioner blot radikaliserede udgaver af republikansk politik, og de, som ikke er, f.eks. hans økonomiske nationalisme, er lige så meget Trumps egen idé som Bannons – allerede i 1980’erne var Trump protektionist

Bannons beskedne rolle i USA giver næppe et grundlag for at frygte, at han skal få større succes i Europa.

Hvordan skal hans nye tænketank med det grandiose navn The Movement med sine blot ti fuldtidsmedarbejdere kunne påvirke Europaparlamentsvalget i 2019 i nævneværdig grad? Hvordan skulle den være noget match for den erklærede rival, George Soros’ Open Society Foundation med dens over 18 milliarder dollar i ryggen? Hvordan skal en udbrændt amerikaner kunne lykkes med, hvad øvede politikere og velorganiserede partier har været ude af stand til i årtier: at forene Europas radikale højrefløj?

Selv om Bannon hævder at stå partier som franske Rassemblement National (tidligere Front National) og Italiens Lega og højrepopulister som Ungarns Viktor Orbán nær, forbliver hans politiske visioner udpræget amerikanske.

F.eks. lader hans moralske syn på kapitalisme som bærer af jødisk-kristne værdier sig næppe forene med Rassemblement Nationals og Dansk Folkepartis forsvar for en stærk socialstat, ligesom hans Amerika-centrerede udenrigspolitiske visioner næppe vil kunne finde et publikum på Sydeuropas overvejende antiamerikanske yderste højrefløj.

Ej heller er der mange i Europa, der som Bannon vil mene, at ’vi er i krig med Kina’ – ja, faktisk peger Orbán, Bannons påståede allierede, på Kina som et forbillede for sin ’illiberale stat’.

Afvist kurmageri

Derfor er der da heller ikke noget overraskende i, at langt de fleste af Europas højreradikale partier har afvist Bannons kurtiseringer.

Selv om Bannon har kastet sin kærlighed på De Sande Finner og Sverigedemokraterna, er den ikke gengældt – en talsmand for førstnævnte har sagt, at partiet formentlig vil takke nej til hans bistand, og sidstnævnte parti har rent ud sagt, at Bannons initiativ »ikke har interesse for os«.

DF’s Morten Messerschmidt har udtalt, at »jeg synes, vi klarer os udmærket på egen hånd«, mens Alternative für Deutschland er splittet i spørgsmålet: Næstforkvinde Alice Weidel har ganske vist holdt møder med Bannon, mens partitalsmand Jörg Meuthen har afvist et samarbejde.

Helhjertet begejstring har Bannon kun mødt hos to marginale højrepartier, Belgisk Folkeparti og det spanske Vox.

Hvad angår rygterne om en mulig alliance mellem Bannon og Boris Johnson vil den i givet fald primært være til gavn for Bannon selv. Siden han sagde op som britisk udenrigsminister, har Johnson været bookmakernes klare favorit til at afløse Theresa May på premierministerposten.

Kort sagt: Når Bannon søger at læne sig op af succesrige europæiske højreledere, er motivet primært personligt: Det handler om et desperat forsøg på at genvinde en grad af politisk relevans.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Steve Bannon sammen med Marine Le Pen under  Rassemblement Nationals (det tidligere Front National) partikongres tidligere på året. Bannon vil gerne føre de højreorienterede partier i Europa sammen – men spørgsmålet er, hvor meget den amerikanske ideolog kan tilbyde de europæiske partier, der allerede er begyndt at samarbejde i mere udpræget grad end tidligere.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Samme snobbede attitude gik igen, den gang Hitler levede. Samme snobbede attitude gik igen i forbindelse med Brexit ... osv osv osv

Jf. Wikileaks hypede demokraterne og mainstream medierne Trump (og Bannon) fordi de så dem som de bedst mulige konkurenter for Hillary Clinton. Så tabte Clinton. ØvØvØv. Nu ser The Guardians skrivekarl Bannon som en ligegyldig person med dumme idëer, var aldrig relevant osv.

Desværre tror jeg at Bannons iver, som man kan få et indblik i på youtube, kan få mange med, som er sat af af eliten i Europa. Det er i øvrigt kommet frem at det tyske AfD fik hjælp af amerikanere til at målrette politiske reklamer på facebook. En stor succes.

Bannon flytter måske ikke så meget, og i virkeligheden behøver han ikke flytte noget, - det klarer vore egne politikere selv så ganske glimrende, ved at fortsætte med at distancere sig fra deres befolkninger i hele EU.

Modstanden i de gamle Østeuropæiske lande er klar og tydelig, -her vælger man bestemte klare holdninger hos politikerne, og "de må gerne være højreorienteret magtpersoner, der kan slå igennem og sætte tingene på plads", hvis man syntes om det.

Polen og Ungarn og vist også Østrig har højre magt politikere der har meninger, som folket tiljubler.

I det gamle EU har politikerne valgt samarbejdet i EU - kaldet "fredens projekt", men har tilsidesat befolkningens indflydelse ganske betragteligt, og lytter mere til lobbyister osv., osv., fra for selv at sætte en dagsorden der politisk inddrager og omfatter vælgerne.

Tilsidesættelsen heraf har ført til en identitetsløshed blandt borgerne i deres forhold til politikerne såvel lokal i landene som i hele EU, - og det giver muligheder og grobund for andre og fremmede kræfter end de kendte politiske, og med mål der ligger langt væk fra dem de kendte politikere står for.

- Det er ikke kun mål om de fremmede, selv om de også er et af målene, - men hele den sociale orden som er gået fløjten, - og vi har set udviklingen tidligere, - der kommer en "frelsende messias", hvilket vi også har set i Amerika her for et par år siden.

Det gamle Europa har også haft sine "messiasser" i såvel Italien som i Tyskland, "messiasser" der vil handle og dermed samler befolkningerne omkring sig i håbet om andre og bedre tider, - men ak, vi kender jo resten fra historien.

Disse skrålende "messiasser" skråler gerne "Fake News", og siger lige hvad fanden der passer dem og er helt immune overfor kritik, og truer gerne sine kritikere med fængsel og andet fra den fascistiske lærebog.

I England valgte man BREXIT - de gamle politikere fra, og næsten det samme gjorde man i Frankrig, dog med den forskel at man valgte Marine Le Penn, men også de gamle politikere, - og så endte tilvalget med en "ny messias" på løfter om noget nyt og fremgang, - og jo, der er da sket lidt, men alligevel også et identitetstab for mange af de nyfrelste i Macrons Frankrig, - så i længden holder det nok alligevel ikke.

Politikerne i EU og de lokale landesparlamenter står overfor den opgave at samle folk ved en politisk identitet, de kan finde sig selv i og forstå som en del af dem selv, og som samtidig giver dem et tilhørsforhold til de værdier som skabte de enkelte lande efter 2. VK. og som forfædrene lagde ryg til opbygningen af, og det helt samme gælder for EU's politikere.

Mere EU af den samme slags som igennem årtier er udsprunget fra EU, har ikke ført til nogen identitet som vælgerne forstår, når der er sat udenfor, som tilfældet er.

Fejlene står i kø for at blive rettet, - og spørgsmålet er hvilken vej EU's politikere vælger, for vælger de "mere EU" så går de undergangen i møde for "fredens projekt", og lader andre selvvalgte "messiasser" komme til, - og det bliver sgu uhyggeligt du!