Kronik

Hæv dit præstationsniveau og undgå stress – tag en pause

Vi gjorde det. Tog langt væk fra den stressede hverdag for at finde tid til refleksion. Nu forstår jeg, hvor vigtige pauser er for, at vi kan præstere
Dagens kronikør opfordrer til, at man holder pauser og gør noget unyttigt.

Dagens kronikør opfordrer til, at man holder pauser og gør noget unyttigt.

Christian Lindgren

31. august 2018

Vi er blevet dygtige til kontinuerligt at presse os selv i jagten på det gode liv, men sandheden er, at vi faktisk er ineffektive og stressede, når vi arbejder på den måde. Hver eneste dag oplever 430.000 danskere, ifølge Stressforeningen, alvorlige symptomer på stress, og kurven er opadgående.

Men hvad er det gode liv? Findes der en opskrift på det som i en anden kogebog? En opskrift, der kan følges med følelsen af lykke som resultat? Det betvivler jeg stærkt, men én ting er sikkert, og det er, at det gode liv ikke findes i en hverdag ramt af alvorlige symptomer på stress.

Jeg har selv oplevet det. Både på egen krop og med adskillige personer tæt på mig: stress. Symptomer som at vågne midt om natten badet i sved, tanker, der flyver rundt uden kontrol, lige inden man skal sove, eller følelsen af, at miste overblikket over de mange opgaver, der hober sig op. Jeg har selv oplevet det, og jeg har selv negligeret det. Slået det hen med fraser som ’hvad der kommer af sig selv, forsvinder af sig selv’, og arbejdet videre i samme hæsblæsende tempo som tidligere.

Tiltrængt pause

Heldigvis gik det i tide op for mig, inden stressen tog over, at tiden var inde til en pause. En pause fra en hektisk hverdag, hvor jeg dyrkede karrieren med det gode job og de gode uddannelser. Sammen med min forlovede besluttede jeg at sige jobbet som direktør op, sælge bil og hus for at rejse væk med vores lille datter. Vi rejste langt væk, til azurblåt vand og palmer, med det ene formål at reflektere.

Stille os selv de spørgsmål, vi begge havde glemt at stille, mens hverdagen buldrede af sted med karriere, barn og andre gøremål. Spørgsmål som: Er vi på rette vej? Er vi glade for det, vi laver? Vi tog det aktive valg om at tage en pause for at finde tid til refleksion.

For mit vedkommende var det nødvendigt at stoppe helt op for at få besvaret disse spørgsmål. Jeg følte ikke, at jeg var i stand til at besvare spørgsmålene, mens der var fuld fart på med karriere og uddannelse. Derfor valgte jeg helt at trække stikket.

Er jeg privilegeret sådan at kunne trække stikket helt? Ja, vil de fleste mene. Og jeg vil give dem ret i, at formatet, hvor man tager et halvt år væk fra det hele, er privilegeret. Men alle kan tage en pause. Formatet behøver ikke at være et halvt år væk, men kan sagtens være en tur i sommerhus eller en weekend i en af de mange shelters i den danske natur. Det vigtige er, at vi aktivt prioriterer tid til refleksion og finder pausen, så pausen ikke finder os.

Pauser styrker præstation

Hvad har pausen så egentlig at gøre med øget præstation? Det lyder kontraintuitivt sådan at tale om pauser og præstation som to ting, der styrker hinanden. Den naturlige tanke vil være, at pauser er noget, der svækker præstation, for hvis man holder en pause, præsterer man jo ikke, eller hvad?

Samfundet synes at have fundet en konsensus om, at travlhed og succes hænger sammen. Hvis vi har travlt, så har vi også succes. Men har vi travlt med det rigtige, og er vi i stand til at balancere vores præstation, så vi ikke brænder ud?

Jeg siger ikke, at vi skal stoppe med at præstere, jeg siger, at vi skal gøre præstationen bæredygtig. Bæredygtig i den forstand, at vi undgår middelmådighed og udbrændthed. At vi tillader os selv at stoppe op og restituere i en fortravlet hverdag for at mærke efter. Mærke efter, om vi har det godt, om vi har styr på vores prioriteter. Om vi er glade.

Idrætsudøvere bruger restitution til at lade kroppen op for at gøre den stærkere og klar til endnu en toppræstation. For sportsudøvere er pausen en selvfølgelighed for at restituere og dermed genopbygge kroppen. Restitution bliver set som værende lige så vigtig som selve træningen. Netop derfor er restitutionens længde og generelle karakter også lagt i faste rammer, så sportsudøveren ved, hvor længe der skal restitueres for igen at kunne levere en toppræstation.

For de fleste lyder det naturligt, at man skal restituere efter en sportspræstation. Det virker indlysende. Men de færreste tænker det samme, når det gælder vores præstation på arbejdsmarkedet. Det er nok de færreste, der planlægger, hvor meget hvile de skal have efter en hård arbejdsuge.

Er det to timers hvile, en dags hvile eller måske ingen hvile, fordi weekenden går med private arrangementer, der også kræver præstation?

Der er ingen forskel på, om det er sportsligt eller på arbejdet, vi skal præstere. Ligesom vi ikke kan løbe i en evighed, kan vi heller ikke præstere konstant på vores arbejde. Når vi præsterer, nedbrydes vores fysiske og psykiske kunnen, og jo længere tid vores præstation varer, jo sværere vil kroppen have ved at følge med. Netop derfor er restitution fra vores erhvervsmæssige præstation vigtig.

Stresskurven knækkes med pauser

De, der kender mig, vil vide, at jeg om nogen er fortaler for et højt præstationsniveau. For at arbejde hårdt og presse flest muligt aktiviteter ind i døgnets 24 timer. I en lang årrække havde jeg ikke tv af den simple årsag, at tv’et optog alt for meget tid. Hvis jeg ville følge med i nyhederne, skete det derfor gennem telefon eller avis og var dermed et aktivt valg om at søge relevant viden.

Efter selv at have taget et aktivt valg om en længere pause til refleksion er vigtigheden af pauser gået op for mig. Jeg har talt med eksperter på området og læst utallige artikler og undersøgelser, der belyser kroppens præstation i stressede miljøer.

Jeg har dedikeret mig fuld tid i et halvt år til at undersøge, hvordan man som individ, leder, virksomhed og samfund kan skabe en bæredygtig præstation. En præstation, der bliver ved. En præstation, der sikrer, at vi ikke brænder ud.

Nogle vil mene, at videnskabsmænd må finde en vaccine, der kan kurere os, før vi kan knække den eksponentielt stigende kurve af stress. Måske opfinde en pille, vi kan sluge. Men sandheden ligger ligefor.

Stresskurven bliver ikke knækket gennem af piller eller vacciner, stresskurven knækkes ved at tage pauser. Pauser, der styrker vores præstation ved at være nøje planlagt i forhold til vores præstationskurve.

Det kan lyde simpelt, for i Danmark, hvor vi har seks ugers ferie og et utal af helligdage, burde der da være pauser nok. Og ja, det er der også, hvis vi brugte pauserne rigtigt. Men det gør vi ikke. For hvem tjekker ikke mails i ferien, når telefonen brummer i lommen. Og hvem tjekker ikke ind på facebook i frokostpausen. Svaret er, at det gør alt for mange.

Men det er OK at holde en pause. Pauser er så vigtige, at dronning Margrethe i sin nytårstale valgte at opfordre til at »gøre noget unyttigt«. At gøre noget unyttigt for at finde motivation og inspiration i en ellers travl hverdag med mange gøremål.

Vigtigheden bliver også betonet på tværs af politiske ståsteder. Fra en apolitisk dronning til en liberal levemand som Søren Pind, der for nylig aktivt valgte en pause fra politik, og til Alternativets formand Uffe Elbæk, der foreslår alle at tage et »nysgerrighedsår«.

Et aktivt valg om at tage en pause og for en stund hellige sig selvrealiseringen kan for mange synes usolidarisk, egoistisk, ja, måske endda forkælet, men der er ingen tvivl om, at bevægelsen er i gang. En bevægelse, der primært drives af den yngre generation, som strømmer ud i karrieresporet.

Det er en bevægelse, man som samfund, som leder og som individ er tvunget til at forholde sig til og omfavne. Ikke kun for at bifalde ønsket om fleksibilitet, men simpelthen for at bryde kurven af livsstilssygdomme som stress og depression. Vi skal alle være med til at løfte opgaven med at gøre vores præstationer bæredygtige.

Jeppe Lund Groth er forhenværende direktør og forfatter til bogen ’Bæredygtig Præstation’.

Serie

STRESS!

Hver fjerde dansker døjer med stress, med store konsekvenser for både den enkelte og samfundsøkonomien til følge.

I denne kronikserie undersøger Information folkesygdommen – og hvorfor vi ikke formår at bekæmpe den effektivt.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

U-tak for et ligegyldigt lirum-larum causeri, hvor bæredygtighedsbegrebet igen bliver fladtrådt. Jeg synes, at vi Informations-læsere har fortjent, at der bliver publiceret indlæg, som hæver sig over 'damebladsniveauet'. Der findes rent faktisk mennesker her i landet, som har kvalificeret viden om stress-problematikken.

Tommy Mortensen, Jens Falkenberg, Allan Stampe Kristiansen, Johnny Winther Ronnenberg, Bo Carlsen, jørgen djørup, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Bjørn Pedersen, Jens Kofoed, Katrine Damm, Tine Andersen, Lars N. Jensen, Bettina Jensen, Peter Tagesen, Torben K L Jensen, Jan Weber Fritsbøger, John S. Hansen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

PS. Undskyld, jeg glemte at anføre, at Jeppe Lund Groth har skrevet en bog om 'Bæredygtig præstation', som han formentlig gerne vil have, at vi køber.

Jens Falkenberg, Allan Stampe Kristiansen, Bo Carlsen, Torben Skov, Jens Kofoed, Peter Tagesen, Bettina Jensen, Jan Weber Fritsbøger, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring, Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Bare man skriver "bæredygtig" foran tilfældige ord, er det åbenbart at man har noget meget essentielt på hjerte. Ikke ?!?

Allan Stampe Kristiansen, Bo Carlsen, Kim Houmøller, Torben Skov, Tine Andersen, Tue Romanow, Torben K L Jensen, John Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jeg har tilladt mig at rette lidt i din tekst, Jeppe Lund Groth. Jeg håber, at DU kan genkende den :).

Jeg håber samtidig, at du indsér hvor ligegyldig, selvsmagende, selvfremmende, og på alle måder idiotisk en tekst, du har begået. Hvorfor i alverden Dagbladet Information har valgt at trykke denne reklame for din uden tvivl ligegyldige bog, må guderne vide. Måske kender du de rette?
---

"Jeg er blevet dygtig til kontinuerligt at presse mig selv i jagten på det gode liv, men sandheden er, at jeg faktisk er ineffektiv og stresset, når jeg arbejder på den måde. Hver eneste dag oplever 430.000 danskere, ifølge Stressforeningen, alvorlige symptomer på stress, og kurven er opadgående.

Men hvad er det gode liv? Findes der en opskrift på det, som i en anden kogebog? En opskrift, der kan følges med følelsen af lykke som resultat? Det betvivler jeg stærkt, men én ting er sikkert, og det er, at det gode liv ikke findes i en hverdag ramt af alvorlige symptomer på stress.

Jeg har selv oplevet det. Både på egen krop og med adskillige personer tæt på mig: stress. Symptomer som at vågne midt om natten badet i sved, tanker, der flyver rundt uden kontrol, lige inden man skal sove, eller følelsen af, at miste overblikket over de mange opgaver, der hober sig op. Jeg har selv oplevet det, og jeg har selv negligeret det. Slået det hen med fraser som ’hvad der kommer af sig selv, forsvinder af sig selv’, og arbejdet videre i samme hæsblæsende tempo som tidligere.

Heldigvis gik det i tide op for mig, inden stressen tog over, at tiden var inde til en pause. En pause fra en hektisk hverdag, hvor jeg dyrkede karrieren med det gode job og de gode uddannelser. Sammen med min forlovede besluttede jeg at sige jobbet som direktør op, sælge bil og hus for at rejse væk med vores lille datter. Vi rejste langt væk, til azurblåt vand og palmer, med det ene formål at reflektere.

Stille os selv de spørgsmål, vi begge havde glemt at stille, mens hverdagen buldrede af sted med karriere, barn og andre gøremål. Spørgsmål som: Er vi på rette vej? Er vi glade for det, vi laver? Vi tog det aktive valg om at tage en pause for at finde tid til refleksion.

For mit vedkommende var det nødvendigt at stoppe helt op for at få besvaret disse spørgsmål. Jeg følte ikke, at jeg var i stand til at besvare spørgsmålene, mens der var fuld fart på med karriere og uddannelse. Derfor valgte jeg helt at trække stikket.

Er jeg privilegeret sådan at kunne trække stikket helt? Ja, vil jeg mene. Og jeg vil give mig selv ret i, at formatet, hvor man tager et halvt år væk fra det hele, er privilegeret. Men jeg kan tage en pause. Formatet behøver ikke at være et halvt år væk, men kan sagtens være en tur i sommerhus eller en weekend i en af de mange shelters i den danske natur. Det vigtige er, at jeg aktivt prioriterer tid til refleksion og finder pausen, så pausen ikke finder mig selv.

Hvad har pausen så egentlig at gøre med øget præstation? Det lyder kontraintuitivt sådan at tale om pauser og præstation som to ting, der styrker hinanden. Den naturlige tanke vil være, at pauser er noget, der svækker præstation, for hvis jeg holder en pause, præsterer jeg jo ikke, eller hvad?

Samfundet synes at have fundet en konsensus om, at travlhed og succes hænger sammen. Hvis jeg har travlt, så har jeg også succes. Men har jeg travlt med det rigtige, og er jeg i stand til at balancere min præstation, så jeg ikke brænder ud?

Jeg siger ikke, at jeg skal stoppe med at præstere, jeg siger, at jeg skal gøre præstationen bæredygtig. Bæredygtig i den forstand, at jeg undgår middelmådighed og udbrændthed. At jeg tillader mig selv at stoppe op og restituere i en fortravlet hverdag for at mærke efter. Mærke efter, om jeg har det godt, om jeg har styr på mine prioriteter. Om jeg er glad.

Idrætsudøvere bruger restitution til at lade kroppen op for at gøre den stærkere og klar til endnu en toppræstation. For sportsudøvere er pausen en selvfølgelighed for at restituere og dermed genopbygge kroppen. Restitution bliver set som værende lige så vigtig som selve træningen. Netop derfor er restitutionens længde og generelle karakter også lagt i faste rammer, så sportsudøveren ved, hvor længe der skal restitueres for igen at kunne levere en toppræstation.

For mig lyder det naturligt, at man skal restituere efter en sportspræstation. Det virker indlysende. Men de færreste tænker det samme, når det gælder min præstation på arbejdsmarkedet. Det er nok de færreste, der planlægger, hvor meget hvile jeg skal have efter en hård arbejdsuge.

Er det to timers hvile, en dags hvile eller måske ingen hvile, fordi weekenden går med private arrangementer, der også kræver præstation?

Der er ingen forskel på, om det er sportsligt eller på arbejdet, jeg skal præstere. Ligesom jeg ikke kan løbe i en evighed, kan jeg heller ikke præstere konstant på mit arbejde. Når jeg præsterer, nedbrydes mit/min fysiske og psykiske kunnen, og jo længere tid min præstation varer, jo sværere vil kroppen have ved at følge med. Netop derfor er restitution fra min erhvervsmæssige præstation vigtig.

De, der kender mig, vil vide, at jeg om nogen er fortaler for et højt præstationsniveau. For at arbejde hårdt og presse flest muligt aktiviteter ind i døgnets 24 timer. I en lang årrække havde jeg ikke tv af den simple årsag, at tv’et optog alt for meget tid. Hvis jeg ville følge med i nyhederne, skete det derfor gennem telefon eller avis og var dermed et aktivt valg om at søge relevant viden.

Efter selv at have taget et aktivt valg om en længere pause til refleksion er vigtigheden af pauser gået op for mig. Jeg har talt med eksperter på området og læst utallige artikler og undersøgelser, der belyser kroppens præstation i stressede miljøer.

Jeg har dedikeret mig fuld tid i et halvt år til at undersøge, hvordan jeg som individ og leder kan skabe en bæredygtig præstation. En præstation, der bliver ved. En præstation, der sikrer, at jeg ikke brænder ud.

Jeg vil mene, at videnskabsmænd må finde en vaccine, der kan kurere mig, før jeg kan knække den eksponentielt stigende kurve af stress. Måske opfinde en pille, jeg kan sluge. Men sandheden ligger ligefor.

Stresskurven bliver ikke knækket gennem af piller eller vacciner [sic!], stresskurven knækkes ved at tage pauser. Pauser, der styrker min præstation ved at være nøje planlagt i forhold til min præstationskurve.

Det kan lyde simpelt, for i Danmark, hvor jeg har seks ugers ferie og et utal af helligdage, burde der da være pauser nok. Og ja, det er der også, hvis jeg brugte pauserne rigtigt. Men det gør jeg ikke. For jeg tjekker mails i ferien, når telefonen brummer i lommen. Og jeg tjekker ind på facebook i frokostpausen. .

Men det er OK at holde en pause. Pauser er så vigtige, at dronning Margrethe i sin nytårstale valgte at opfordre til at »gøre noget unyttigt«. At gøre noget unyttigt for at finde motivation og inspiration i en ellers travl hverdag med mange gøremål.

Vigtigheden bliver også betonet på tværs af politiske ståsteder. Fra en apolitisk dronning til en liberal levemand som Søren Pind, der for nylig aktivt valgte en pause fra politik, og til Alternativets formand Uffe Elbæk, der foreslår alle at tage et »nysgerrighedsår«.

Et aktivt valg om at tage en pause og for en stund hellige sig selvrealiseringen kan for mig synes usolidarisk, egoistisk, ja, måske endda forkælet, men der er ingen tvivl om, at bevægelsen er i gang. En bevægelse, der primært drives af den yngre generation, som strømmer ud i karrieresporet.

Det er en bevægelse, man som samfund, som leder og som individ er tvunget til at forholde sig til og omfavne. Ikke kun for at bifalde ønsket om fleksibilitet, men simpelthen for at bryde kurven af livsstilssygdomme som stress og depression. jeg skal være med til at løfte opgaven med at gøre min præstation bæredygtig."

Katrine Damm, Tine Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Måske kan sådanne historier bruges til at få de stadige krav om større og større hurtighed på arbejdet sat rigtigt på dagsordnen.
Tænk om det fx. ikke længere var hvor mange behandlinger der talt - MEN hvor gode disse behandlinger havde være , der talte. Hvis økonomien også her skal ind - så kunne det meget vel ske at samfundet kunne "tjene" penge ved denne omlægning - dels ved at færre medarbejdere gik ned med stress, dels ved at færre patienter skulle genindlægges/behandles osv.......

Allan Stampe Kristiansen, Torben Bruhn Andersen, Randi Christiansen, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Præstér en bog, præstér en artikel om bogen, præstér en rejse til azurblåt vand og tid til pause.
Måske er stress et symptom på alvorlige præstations-ambitioner.

Allan Stampe Kristiansen, Bo Carlsen, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Tine Andersen, Tue Romanow, Bettina Jensen, Steen Obel, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

Jeg må sige, som en der har ganske massive erfaringer med stress, og dens konsekvenser for tilværelsen, at jeg er ikke imponeret på nogen måde - så er den ude!

Allan Stampe Kristiansen, jørgen djørup, Torben Skov, Tue Romanow, Bettina Jensen, David Engelby, Heidi Larsen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

når man er ung og går i skole skal man på et tidspunkt vælge hvilken slags liv man ønsker sig, dette valg kommer så på godt og ondt til at bestemme hvilket liv man får,
og fænomenet social arv er tæt på at bestemme dette valg på forhånd, eller snarere bestemme hvor frit valget er, er man født ind i den overpriviligerede klasse er der ingen begrænsninger og man opfordres til at stræbe højt, ja det forventes egentlig at man stræber lidt højere end man har evner til, og så vokser med opgaven, men man får også rigelig opbakning,
i den decideret underpriviligerede klasse er devisen snarere at man ikke skal forvente for meget, og ofte bliver faderens profession den forventede levevej, eller andet på samme niveau, og man får at vide at højere uddannelser er for de særligt dygtige,
og der er typisk ikke megen hjælp at hente,
men tilbage til valget så består en del af dette valg også i valg af livsstil, her kan man vælge imellem at leve livet fuldt drevet af sine behov og følelser, eller at være max ambitiøs og vælge at gøre karrierre ud fra en ide om at når man når toppen er livet fantastisk,
desværre vil mange som vælger karrieren opdage at de ikke trives, ikke slår til, ikke har den forventede succes, og de spilder måske hele livet på at stræbe uden nogensinde tillade sig selv at leve,
deres værdier vil handle om status, og de vil typisk have en facade som skal få omgivelserne til at se dem som en succes,
men bag facaden er der kun stress, frustrationer, og følelsesmæssig tomhed, og selvfølgelig den nødvendige grådighed,
hvis man ser på dem som holder deres ambitioner på et lavt niveau, så er billedet lidt anderledes, de vil typisk nå at opfylde deres moderate ambitioner, og sandsynligvis nå længere end de regnede med, og de har givet sig selv tid og plads til bare at leve undervejs, og de vil typisk være stolte af det de opnår, og har derfor intet behov for facade,
nu er spørgsmålet så, er de mindst ambitiøse så mindre nyttige for samfundet, end de virkelig ambitiøse, jeg tror det ikke, men jeg tror så heller ikke at økonomisk vækst giver mening når alle behov er rigeligt opfyldt,
og vækst er direkte skadelig når der er overflod, desværre er økonomi sådan indrettet at har man først opnået overflod er vækst meget nemmere at opnå, hvilket medfører at stort set hele væksten går til dem som ikke burde have nogen, og dem som virkelig har brug for vækst får ingen del i den, med andre ord er vækst skadelig for verdenssamfundet og bør stoppe helt, og erstattes af fordeling hvor overfloden reduceres og mangel dermed elimineres, og det er jo ikke vores penge, reelt er de riges penge tyveri fra de fattige, som er foregået ved hjælp af en verdensorden som klart favoriserer de rige og lader de fattige betale, et tyveri som stadig foregår.

Lars Brok, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Johnny Hedegaard

Første halvdel af artiklen er jo lige til at spise.
Men så knækker filmen helt og aldeles.

Sammenligningen mellem en arbejdstager og en idrætsudøver er helt ude i hampen. Det er den evige og umættelige jagt på rekorder. Men for en idrætsudøver er det kun en midlertidig periode i et helt livsforløb.
Det er det ikke for en arbejdstager. Det giver en særdeles stor forskel i måden at planlægge ”træningen” og hele forløbet.
Og ydermere er det en kendt sag, at toptunede eliteidrætsfolk er markant mere sårbare overfor diverse sygdomme. Bl.a. på grund af et svagt immunforsvar.
Pauser eller ej.

Og igen bekræfter artiklens forfatter sammen med alt for mange andre, at pausen, åndedrætsøvelserne, yoga, tai chi osv. kun betragtes som et middel til at øge præstationerne.
Teknikkerne betragtes ikke som det de oprindelig var/er: Enestående værdier i sig selv.

Pausen og teknikkerne betragtes udelukkende som mental doping.
Mental doping i den evige jagt efter et Paradis som hele tiden flytter sig for hver gang, man tror man endelig er LIGE ved at være der. Akkurat som æslet der har fået bundet en kæp med en gulerod foran på hovedet.

Når alt dette er sagt, er ingen arbejdstager ansvarsfri. Der skal altid mindst to til en konflikt. Deraf følger, at man altid selv er en del af løsningen.
Derfor kan første halvdel af artiklen sagtens bruges af os alle: Tag en pause. En weekend. En uge eller to. I et lejet sommerhus, i telt eller i en gratis shelter ved Vestkysten. Reflekter over hvad DINE værdier dybest handler om. Og planlæg efter det.

Kim Houmøller, ingemaje lange, Bettina Jensen, Peter Tagesen, Randi Christiansen, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Alle de her adfærdsideologiske artikler der kommer i en lind strøm her i Information er en fornærmelse af min og de fleste andres intelligens og intellektuelle integritet . STOP det Bull-Shit.
For fanden.

Kim Houmøller, Jens Falkenberg, Allan Stampe Kristiansen, Bo Carlsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, olivier goulin, Katrine Damm, Henrik Leffers, Tine Andersen, Tue Romanow, Eva Schwanenflügel, Bettina Jensen og Peter Tagesen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Den neoliberalistiske økonomis vækst-og konkurrencestats bedrag har lokket mennesker i uføre. Den ene procents slavepisk falder ubønhørligt over lønslavernes rygge. Ved hjælp af den ene procents lakajer, psykofarmaka og frygt for udkommet holdes slavehærens frontsvin på plads, og når de bryder sammen, får de at vide, det er deres egen skyld, skal tage sig sammen og beordres til at tage sin seng med på arbejde.

Men dette system er ikke jesus kristus, det er en trykkoger, hvis miljø-og socioøkonomi er i færd med at bryde sammen, og det er kun civil ulydighed mod disse overgreb og meget gerne også fra de priviligerede, som giver os en chance.

Derfor er det godt, at jeppe lund groth er vågnet til dåd og forhåbentlig har indset, at dette bedrag og selvbedrag må omstilles til permakulturel bæredygtighed. Vi skal ikke håne hans og familiens forsøg på at realisere en mere værdig tilværelse men lade os inspirere til selv at sige nej til misbrug af liv.

Peter Tagesen

Hvor er det fedt med alle de overskudsmennesker, der skriver om stress i Information.

Allan Stampe Kristiansen, Lars Brok, ingemaje lange, jørgen djørup, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Gurli Bjerring, Bjørn Pedersen, Katrine Damm, Tine Andersen, Randi Christiansen, Tommy Gundestrup Schou, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det er da fedt, at der i det mindste er overskud til systemkritik. Opgaven er at fastholde og og udvide den til et retvisende billede. Kan man forvente, at en nyomvendt klarer, hvad det har taget andre årevis +÷ at indse?

Eva Schwanenflügel

@ Randi Christiansen
31. august, 2018 - 14:08 :
"Det er da fedt, at der i det mindste er overskud til systemkritik".

Randi, undskyld mig, men jeg ser overhovedet ikke systemkritik noget sted i Jeppe Lund Groths kronik, snarere tværtimod.
Det er et indlæg, der til forveksling ligner enhver anden management-performance manifest vi er blevet præsenteret for siden New Public Management blev allemandseje.

Hele tiraden handler om mig selv nok, og at få lidt tid med familien efter årtiers forsømmelser.
Intet ondt ord om konkurrence-mentaliteten, der faktisk medfører stressen.
Det handler i det hele taget om at lade op, somom manden var et batteri til en computer - eller en præstations sportsudøver.

Det er jo præcis det, der er galt med hele konceptet 'konkurrence-samfund', og det er der ikke den mindste bæredygtighed ved.

Allan Stampe Kristiansen, Lars Brok, Bo Carlsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Steen Obel, John S. Hansen, Henrik Leffers, Tine Andersen, Peter Tagesen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Måske er denne kronik en joke?
Manden kan vel for f*nden da ikke tro, at der er nogen, der tager dette 'skriv' seriøst - eller hva'?

Allan Stampe Kristiansen, Lars Brok, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeppe Lund Groth er forhenværende direktør og forfatter til den nye bog ’Bæredygtig Præstation’.
Bedøm selv om han har en lille aktie i promoveringen af sin 'bestseller'..?

Allan Stampe Kristiansen, Lars Brok, Katrine Damm og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Åh nej, sig ikke at den eventuelt udgives på Informations forlag, ganske ligesom Ove Kaj Pedersens nye apologet-konkurrencestatsbog..?!?

Lars Brok, Peter Tagesen, Katrine Damm og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

For slet ikke at tale om Emmanuel Macron og hans misvisende bog "Revolution" der uden videre kan sidestilles med bæredygtigt landbrug.

Jens Falkenberg, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Jep, måske alligevel venligt med skribleriet, nu ved jeg da i hvert fald, hvilken bog jeg IKKE ønsker mig i julegave ;)

Lars Brok, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Katrine, ked af at høre du var nødt til at aflive din kat pga blindhed.
Jeg har selv haft det svært med at komme mig over aflivninger af nogle af mine bedste dyrevenner, og har faktisk efterfølgende følt mig som den rene morder.

Tak, Eva!
Nej, det er sgu ikke nemt, på den måde at gøre at gøre sig til 'Gud' over liv og død.
Ingengang, selvom det åbenlyst er den rigtige beslutning :(

Eva Schwanenflügel

Katrine, jeg havde en meget dårlig oplevelse med en dyrlæge der aflivede min hund, 14 år gammel og i nyresvigt.
Han gav hende en dødsindsprøjtning UDEN at bedøve hende først, hun sad mellem mine ben og gispede mens hendes sidste anke var "jeg dør nu, hvorfor stopper du det ikke?
Hun kiggede mig direkte ind i øjnene med den største dødsangst.

Det var frygteligt, og jeg er aldrig kommet mig over det blik.

Jeg ved at han tog fejl af insprøjtningerne, men det var forfærdeligt. Hun sov ikke stille ind, hun døde i smerte og forvildelse.

Når debatten går på om at det er okay at spise kød eller ej, tænker jeg altid på den oplevelse.

Selvfølgelig var min hund ikke et menneske, men jeg ville da aldrig spise hende alligevel..
For mig var hun en bedste kammerat, en fortrolig, en som elskede mig uanset mine fejl.

Allan Stampe Kristiansen, Lars Brok, Torben K L Jensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Eva, Det må have været forfærdeligt, for både dig og hund!!! :(
Og dyret forstår jo ingengang, hvorfor gør mit menneske det her onde mod mig? :(
Min kat fik heldigvis et opioid, som beroligede, så han havde nogle minutter, hvor han havde det godt, ovenpå et døgn fyldt med angst og forvirring. Inden den endelige sprøjte, så måtte komme :(
Men traumatisk bare at skulle ind i kattetransporten og taxatur: hvorfor gør du her mod mig, jeg vil meget hellere ud gennem kattelemmen og gå forvildet rundt..
Det er så der mennesket tager beslutningen, nej det vil du ikke, du vil hellere til dyrlægen og rejse videre :(
Ikke nemt.
Jeg ville selvfølgelig aldrig kunne spise katten, men ment i forhold til, at vil man spise kød, så er der dyr, der skal dø.

Vi er kommet væk fra skribleriet, men han har vel også fået rigelig opmærksomhed for det [sæt selv ind]...;)

Allan Stampe Kristiansen, Lars Brok, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

[Vi skal huske at holde pauser i vores totalt åndsvagt sindssyge pressede liv]

Ja, mon ikke vi skal.

Hvis vi husker at kigge hinanden ind i sjælens øjne, så er vi nået langt.

Der er så mange mennesker, der aldrig har oplevet kærlighed fra deres forældre eller kærester.
Fordi det aldrig har været en prioritering i livet.

Tværtimod har det handlet om at præstere til jukemærkerne sætter sig op på køleskabet af sig selv. Fordi man er vel i top-kategorien over seriøse forældre, der bager og forsager til den ene uendelighed efter den anden?

Mens når man har et dyr i husholdningen, det være sig hund eller kat, hest eller hamster, ja, så sker der noget med os mennesker.
Vi bliver bedre til at håndtere livets genvordigheder. Det, nogle kalder at "cope".
Så dyr, ja tak.
Mord, nej.

Allan Stampe Kristiansen, Lars Brok, Torben Bruhn Andersen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Er også ked af at høre om din kats sidste tid, ligesom det uvægerligt må have påvirket dig :-(

Jo mig og tilbageværende kat er noget ved siden af os selv i dag :(

Med vores kronik-skriver-gut mente jeg snarere, meget uvenligt [pisse-privilegerede lort]

Sig du bare det til mennesker, der er underlagt jobcenter-helvde-cirkusset, mennesker der har dårligt betalte hårde og også stressende jobs, vi kan ikke bare holde fri et halvt halvt år på palmestrand med azurblåt vand.
Og så vupti komme tilbage og blive endnu bedre og hurtigere til at gøre rent og tørre røv.

Nå- nej, hvordan var det lige, det var, vi kan sgu da tage i shelter og sidde der i regnvejr og drømme om palmer og tyrkis-blåt vand.
Og eventuelt skrive en bog om det.
Super, af hjertet tak.

Lars Brok, Eva Schwanenflügel og Peter Tagesen anbefalede denne kommentar
Nikolaj Lykke Nielsen

Jeg kan se, jeg bare hyler med i koret her, men alligevel: Det der præstationsræs kan I sgu stikke skråt op i jeres bruttonationalproduktregnskab.

Allan Stampe Kristiansen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, olivier goulin og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvor lidt kan man klare sig for, og er det muligt at erhverve sig her i landet? Først da har man et reelt valg ifht at kunne holde de pauser, man har brug for. Og jeg går da ud fra som en selvfølge, at hr direktøren med sin nyvundne indsigt ikke mener, at et sådant privilegium bør være forbeholdt de få.

Allan Stampe Kristiansen, Lars Brok, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Men vi hører jo nu næsten dagligt om den tsunami af feedback mekanismer, som anders fogh rasmussen i sin tid frisatte, da han dekonstruerede, læs ødelagde, skat, således at samfundets indtægtsgrundlag nu er yderst løst og mht f.eks. ejendomsvurderinger komplet ude i tågerne.

Det ser ud til, at det tager sin tid at få sat de korrupte tåber - trolex o.a. - fra bestillingen og indsat ærlige mennesker, som kan finde ud af at fordele fællesejet på en retfærdig og hensigtsmæssig måde.

SÅ kan der måske blive tid til, at almindelige lønslaver og andre uformuende og miljø-og socioøkonomisk ikke-priviligerede kan få lejlighed til at holde de pauser, som ex? direktøren taler så rigtigt og varmt for.

Kim Houmøller, Allan Stampe Kristiansen, Lars Brok og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Jamen det må være skønt at kunne rive et halvt år ud af kalenderen og lege forlængede bryllupsdage. på en strand i syden.

Fortæl mig hvordan en førtidspensionist med skånehensyn kan gøre det, for det kunne jeg rigtig godt tænke mig ;-)

John S. Hansen, Kim Houmøller, Heidi Larsen, Allan Stampe Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar