Klumme

Hellere frit flydende falske nyheder end statslige sandhedskommissioner

I Sverige er flere store mainstreammedier gået sammen med en statsfinansieret faktatjekker i håbet om at bekæmpe alternative fakta og falske nyheder – det er en strategi, som risikerer at give bagslag
3. august 2018

Tidens opskruede toneleje omkring fake news og alternative fakta bliver også drevet frem af noget, vi taler for lidt om: Panikken over, at det liberale hegemoni udfordres. Establishment-kommentariatet kan ikke længere monopolisere sandheden – det udfordres af kræfter udefra. Af aktører i andre lande eller af grupper og individer i vores samfund, som tænker i andre baner.

I Sverige har man håndteret denne udfordring på typisk svensk manér: I rationalitetens navn er fire store medieselskaber gået sammen i en ’sandhedskommission’ kaldet faktiskt.se. Det er et statsfinansieret fakta-tjek-site, der som en public service har gjort fælles front med to store privatejede mediehuse, Svenska Dagbladet og Dagens Nyheter. Målet er at redde Sverige fra fake news-suppedasen.

Det lyder sympatisk. Men virkeligheden bag projektet er, at de fire mediehuse har tiltaget sig en autoritær overmagt med en enorm prætention om at kunne dømme imellem, hvad som er sandt, og hvad som er falsk. At faktatjek-tjenesten får økonomisk støtte fra staten må desuden få blikket til at sortne for den, der vil insistere på vandtætte skotter mellem stat og medier.

Ideologiske spørgsmål

For tiden er de fakta, man gransker, de mest brandvarme valgtemaer som sygehussektorens lange ventelister, arbejdsmarkedsspørgsmål, integrationsproblemer og politiets vanskeligheder ved at få has på voldskriminalitet. Med andre ord: spørgsmål, som uvægerligt er ideologisk ladede og derfor ikke altid uden videre kan udredes med sandheds- eller falskhedsstempler.

Faktiskt.se verificerer også alment anerkendte fakta, som ekstremister har betvivlet. For et par uger siden kunne sitet således fastslå, Zyklon-B vitterligt var blevet anvendt under Anden Verdenskrig. En indrømmelse til en meningsløs tvivl, hvis aktuelle samfundsmæssige relevans er svær at få øje på.

Journalistikkens opgave er naturligvis at søge sandheden om alt og alle. Desværre må man frygte for, at sådanne autoriseringsinitiativer giver bagslag og gør det desto lettere for ’alternative medier’ at sætte tommelskruerne på ’mainstreammedierne‘. I forrige uge undersøgte Dagens Nyheter med største alvor sandhedsværdien i en nyhedshistorie, som siden viste sig at være satirisk ment. 

De metoder, hvormed de etablerede medier forsøger at banke sandheden ind i knolden på folk, er mildt sagt håbløse.

Stødende materiale

Dagens Nyheter og Expressen – begge uafhængige socialliberale aviser – har ransaget Google og konstateret, at lister med navne på svenske jøder skvulper rundt på nettet. Den slags etniske registreringer er selvsagt dybt betænkelige, men sagen ansporede aviserne til i fulde alvor at stille krav om, at Google fjerner søgereferencer til ulovligt eller stødende materiale, og så er vi ovre i et frontalangreb på ytringsfriheden.

Expressen forsøgte at vende opinionen imod det forhold, at YouTubes arkiver også rummer en jødehadende tale af Adolf Hitler. En stødende tale, helt sikkert, men verdenshistorien er fuld af stødende og uhyggelige ting. Det unikke ved 1900-tallet er, at så meget af dette er dokumenteret i lyd og billeder. Det er en fantastisk informationsrigdom, hvis tilgængelighed vi bør hylde og værne om.

Den svenske kampagne mod Google er provinsiel. I internetoffentligheden nytter det ikke noget at forbyde et eller andet i ét land, hvis andre lande tillader det. Tag Mein Kampf. I Holland og Kina er den forbudt, men i Frankrig og Tyskland er den tilladt i kommenteret ’værkkritisk’ udgave. I Israel er den også tilladt og sågar oversat til hebræisk, fordi man ønsker at udbrede kendskabet til nazismens uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden ved at tilgængeliggøre en af dens centrale kilder. I Sverige var det førhen umådeligt vanskeligt at opdrive et eksemplar – nu kan den downloades på internettet.

Kampagnen mod Google som formidler af anstødeligt indhold er tidstypisk antidemokratisk. De selvbestaltede ’oplyste moralvogtere’ bilder sig ind at besidde en højere ret til at afgøre, hvilke informationer der må udbredes, og hvordan vi må ytre os offentligt.

Men demokratiet må nødvendigvis bygge på tillid til menneskers evne til at tænke kritisk, påpeger den engelske journalist Mick Hume i sin essaybog Revolting! Hvad demokratiet så afgjort ikke behøver, skriver han, er »en intervention fra et faktapoliti, som skal fortælles os, hvad der er sandt, og hvad der falsk«. Demokratiet forudsætter ideernes maksimale frihed. Og dette er trods alt, hvad internettet, som vi kender det, endnu stiller til rådighed.

© Åsa Linderborg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Forestillingen om, at man kan forbyde "fake news" er fuldstændig absurd alene af den grund, at man ikke kan definere, hvad "fake news" præcis er for noget. Det er jo ikke gjort med at tjekke fakta. Man kan lyve uden nogensinde at sige noget, der ikke er sandt. Sandheden kan beskæres, doseres og vinkles, indtil den bliver misvisende. Og hvorfor skulle man forbyde folk at påstå noget, de selv tror på, uanset om det strider mod fakta eller ej? Hvis man ikke mener, at Holocaust fandt sted, eller mener, at Månen er lavet af grøn ost, skal man så forbydes at sige det offentligt? Det kan få nogle interessante konsekvenser for forskellige trossamfund.
Hvad der er sandt, og hvad der er falsk lader sig ikke altid afgøre objektivt, derfor er det fuldstændig håbløst naivt at tro, at man kan lovgive om det sådan i al almindelighed.

Eva Schwanenflügel og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar