Kommentar

Identitetspolitiske kampe står i vejen for et fælles fokus på grøn omstilling

Både højre- og venstrefløjen er uforholdsmæssigt optaget af spørgsmål om identitet. Det bringer ikke andet med sig end et usundt fokus på alt det, der adskiller os
I dag er Sverigedemokraterna langt fra det eneste parti, som beskæftiger sig med identitetspolitik.

I dag er Sverigedemokraterna langt fra det eneste parti, som beskæftiger sig med identitetspolitik.

Peter Hove Olesen

28. august 2018

En af den svenske Rigsdags næstformænd, sverigedemokraten Björn Söder, fik for nylig muligheden for at uddybe, hvad han mente, da han sagde, at samere og jøder ikke var svenskere.

Så vidt jeg kunne forstå, mente han, at svensk er en etnisk-national kategori.

Samere og jøder er derfor ikke svenskere – og tilhører ikke den svenske nation – fordi de hører under en anden etnisk-national kategori. For Björn Söder er det at være svensk medborger ikke ensbetydende med at være svensker, og det har åbenbart været vigtigt for ham at betone den sondring.

Forskelle betones

Man kan også sige det på den måde, at han tydeligt har formuleret sit partis identitetspolitik. For cirka ti år siden fremgik det af Sverigedemokraternas program, at identiteten svensk var en overvejende etnisk kategori, og at svensk medborgerskab var et privilegium, der hovedsageligt burde tilfalde etniske svenskere.

Selv om Sverigedemokraterna har valgt at nedtone etnicitetens betydning for svenskhed og medborgerskab for i stedet at fremhæve det kulturelle sammen- og tilhørsforhold, er det åbenlyst, at identitet – eller mere præcist det, der adskiller en identitet fra en anden – fortsat er et centralt spørgsmål for partiet.

Det er derfor, det er så magtpåliggende for dem at understrege, hvem der bør regnes som svenskere, og hvem der ikke bør. Hvem som passer ind i det svenske samfund, og hvem der ikke gør.

I dag er Sverigedemokraterna langt fra det eneste parti, som beskæftiger sig med identitetspolitik.

Faktisk er identitetspolitikken trængt igennem til politiske miljøer, hvor det ellers blev betragtet som selvindlysende, at det, som forenede mennesker uanset identitet, var vigtigere end det, som adskilte dem. Men nu tilskrives kategorier som eksempelvis køn, hudfarve og oprindelse en stadig større rolle for vores identitet – og det, der adskiller en identitet fra en anden, bliver vigtigere end det, der forener dem.

Svarene slår ikke til

Det er nu en udbredt forestilling, at mennesker med forskellige identiteter er ude af stand til at leve sig helt ind i hinandens erfaringer og forstå hinandens syn på forskellige emner. At oplevelsen af at tilhøre et bestemt køn eller være født med en bestemt hudfarve kun kan forstås til fulde af dem, som selv har erfaret det.

Kort sagt har vores evne til at identificere os med andre mennesker visse identitetspolitiske begrænsninger.

Når identitetspolitikken får større gennemslagskraft både på højre- og venstrefløjen, kommer betoningen af forskelle mellem mennesker også til at spille en mere central rolle – min identitet er ikke din.

Der er ikke nogen tvivl om, at vi mennesker er forskellige. Og sådan vil det blive ved med at være. Kulturel og etnisk mangfoldighed er et menneskeligt anliggende – og den måde, vi håndterer det på, er en menneskelig udfordring. Forskellighed kan skabe konflikter og krig, og forskellighed kan føre til kreativitet og højkultur. Det er i høj grad os selv, der afgør, hvordan det udvikler sig.

I og for sig er det ikke så svært at forstå, at diskussioner om identitet fylder så meget. Når de gamle svar på spørgsmål om, hvem vi er, og hvor vores plads i tilværelsen er, ikke længere slår til, bliver vi nødt til at lede efter nogle nye.

Det er langt sværere at forstå, hvorfor så mange giver efter for fristelsen til at lede efter svarene i de identitetskategorier, der betoner de ting, som adskiller os fra andre mennesker, i stedet for de identiteter, der lægger vægt på de ting, der forener os – i kraft af at vi er mennesker.

Sådan som verden ser ud i dag, svarer det til at gøre et stort nummer ud af farven på det skib, vi alle sammen risikerer at synke med, når man gør identitetssplittelse til en mærkesag. 

De stigende vandstande i verdenshavene kommer ikke til at stille os nogen spørgsmål om nationalitet eller hudfarve.

Identiteten ’menneske’ kan naturligvis ikke være vores eneste identitet. Og det er nok heller ikke den, der betyder mest for, hvem vi er, og hvor vi hører til. Men en identitetspolitik, der fokuserer på, hvem der har lov til at kalde sig svensk, har i mine øjne ikke forstået, hvad det indebærer at være mennesker.

© Göran Rosenberg og Information

Oversat af Mathias Sindberg

Sibghataullha Amini er en af de unge afghanske flygtninge, der har fået afslag på asyl og nu som tusindvis af andre uregistrerede lever i en gråzone i det svenske samfund. Politikerne har imidlertid besluttet at give en betinget amnesti til 9.000 uledsagede flygtningebørn- og unge. Men om det bliver Aminis mulighed for at blive i Sverige er dog langtfra sikkert.
Læs også
Serie

Valg i Sverige

Sverige er et radikalt politisk eksperiment, hvor multikultur, statsfeminisme og hyperindividualisme er et ideal for nogle, men et skræmmebillede for andre. Sverige er også et land, hvor en polariserende kulturkamp er på sit højeste, og Riksdagsvalget den 9. september bliver en afgørende test på, hvilket land Sverige vil være i fremtiden. Information undersøger eksperimentet og de idealistiske svenskere i en ny serie op til valgdagen.

Seneste artikler

  • På den svenske valgdag flyttede vi til byen, hvor hele Sverige bor

    15. september 2018
    Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser
  • Sverigedemokraterna gled i deres egen jordskredssejr

    13. september 2018
    At den forventede og meget omtalte jordskredssejr til Sverigedemokraterna udeblev, har også en mindre omtalt årsag. Meningsmålingerne overvurderede partiet voldsomt, og var med til at gøre det, der er en klar sejr, til en lunken fornøjelse
  • Svensk historiker: Valget kræver, at de svenske politikere viser mod og tænker nyt

    11. september 2018
    Flygtningekrisen, bilafbrændinger og en valgkamp, der mest handlede om indvandring, sikrede ikke Sverigedemokraterna den jordskredssejr, mange havde spået. Grunden er, at kun få svenskere ønsker sig en så stram indvandringspolitik, at Sverige ikke kan konkurrere i den åbne, globale økonomi, vurderer den svenske historiker Lars Trägårdh
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Morten Lind
  • Magnus Bravo
  • Maria Francisca Torrezão
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
Maj-Britt Kent Hansen, Morten Lind, Magnus Bravo, Maria Francisca Torrezão, David Zennaro og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Dansk(fx) menneske / menneske / medmenneske / modmenneske... alle oplever vel sig selv som "menneske"?
Er problemet ikke menneskers forskellige horisont: snævert smal / favnende bred?
Samt at nogle trænger mere end andre til at fjerne bindet for øjnene og propperne i ørerne så de kan se og høre deres omverdens slående ligheder med dem selv (jf. McCain om Obama!) At udvirke det må være tidens største opgave! Lykkes den, vil de øvrige presserende opgaver lettere lade sig løse, håber og tror jeg. Ellers er verden ikke ung længere, men ved at passere udløbsdatoen - i det mindste for homo "sapiens" og dens gerninger.

Ete Forchhammer

David Zennaro: Nej, ikke nødvendigvis, så vidt jeg ved. Lige som Gudenåen ikke er lig Kattegat.
Lighed mellem fænomenet "medborger" og det konkrete "statsborger" forudsætter nogle gældende definitioner af begge ord - som der måske, i disse ekspertofobiske tider, ikke er konsensus om? Bortset fra at de betegner forskellige kategorier, jf. min sammenligning ovenfor.

Steffen Gliese

Det er meget simpelt, man kan ikke leve sig ind i noget, man ikke ved noget om. Derfor er fokus på identitet og gruppedannelse vigtig for dels at opleve anerkendelse og fællesskab blandt 'sine egne' i særlig grad, dels for at kunne gøre sig gældende som ikke ringere end andre i samfundet.
Ud fra den simple forståelse af sig selv og andre kan man opbygge et fællesskab om fælles interesser på et politisk niveau.

jan henrik wegener

Hvad kunne da være bedre at diskutere end "identitet"? Historie måske? Ligner de hinanden? Hvad er lighederne, forskellene og eventuelt modsætningen mellem "identitet" og historie? Er der i tankerne om "identitet" tit underforstået et ønske om at ophæve tidens gang, at "vende tilbage til" en udefinerbar tid der er tænkt før al "ond" forandring? "Identitet" ser for mig ud som noget der ikke egentlig kan diskuteres ud fra forskellige udgangspunkter hvor man prøver i det mindste at forstå hvad det andet synspunkt indebærer, efterprøve det og derfra enten komme det i møde eller modsige det ud fra en indsigt. Vil det ikke derimod ende i påstand mod påstand?