Læsetid: 3 min.

Det illiberale demokrati findes ikke

Det giver ikke mening at tale om det ’illiberale demokrati’. Et samfund er ikke demokratisk uden stærke, uafhængige institutioner, der kan fungere som værn mod flertallets suveræne vilje
4. august 2018

Vendingen ’illiberalt demokrati’ har vundet stor udbredelse, siden den ungarske premierminister, Viktor Orbán, holdt en tale i 2014.

Her slog han fast, at »et demokrati ikke nødvendigvis behøver at være liberalt«, og at hans parti var i gang med »at opbygge en illiberal stat i Ungarn.«

Også Information har taget vendingen til sig. I forrige weekend (21.07) kunne man læse en leder under overskriften »Israel er blevet et illiberalt demokrati,« og inde i avisen kunne man læse, at Polen er ved at tage endnu »et skridt mod et ’illiberalt demokrati’«.

I begge artikler drejer det sig om, at de to lande er i gang med at demontere bærende liberale principper i retssamfundet. Men – må man spørge – giver det overhovedet mening at tale om et demokrati uden en liberal retsstat?

I weekendens Information er svaret ja – og ikke kun, hvis man skæver til ordvalget i de to artikler. Læseren får også en teoretisk begrundelse, der leveres af chefredaktør Rune Lykkeberg i en klumme om Trump. Her skriver Lykkeberg, at »demokrati som styreform historisk har været kombineret med noget, som ikke var demokratisk«, og han nævner derpå »forvaltningsdomstole« og »liberal kontrol af magtudøvelsen.«

Sat på spidsen står vi altså med en konflikt mellem demokrati på den ene side og liberale institutioner, som står uden for og vågent overvåger demokratiet, på den anden.

Dilemma

Konflikten bunder i, at ’demokrati’ forstås som en styreform kendetegnet ved folkesuverænitet. Det vil sige, at statsmagten tilkommer hele folket i et land, og det indebærer, at hvis folket ønsker, at der skal indføres dødsstraf, så må dødsstraffen (gen)indføres.

Over for folkesuveræniteten står en række ideologiske, liberale principper, som vi ligeledes hylder og forbinder med demokrati: frihed, lighed og menneskerettigheder. Og for at stå vagt om disse principper har vi indrettet domstole og andre værn mod folkesuverænitetens frie udfoldelse.

Demokratiet kan altså ikke handle uhæmmet. Vi kan ikke med et snuptag indføre dødsstraf, selv om et flertal af den danske befolkning skulle ønske det. Danmark har nemlig tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der forbyder det, men som til gengæld sikrer, at vi værner om den enkeltes rettigheder.

Umiddelbart geråder vi altså i lidt af en penibel situation. Vi hylder og hævder, at det er folket, der bestemmer. Men vi har samtidig skabt og tilsluttet os nogle magtfulde institutioner, der forhindrer folkeflertallet i at beslutte, hvad det vil. Af den grund har flere politiske tænkere peget på, at vores vestlige demokratier er i modstrid med sig selv.

Konsekvensen af den tankegang er, at vi godt kan have en størrelse som et ’illiberalt demokrati’. Demokrati bliver slet og ret lig med folkeflertallets vilje. Og så handler det blot om at skrælle de liberale værn, som ikke er demokratiske, væk.

Borgernes frihed

Som politologen Stefan Rummens har gjort opmærksom på, kan vi ganske vist godt tale om både en liberal og en folkesuverænitetsdimension i vores nuværende demokratiske styreformer. Men de to dimensioner bør ikke ses som to uafhængige størrelser, man uden videre kan adskille og isolere.

De er i stedet stærkt forbundne og sikrer, at et politisk fællesskab kan forblive åbent og samtidig realisere borgernes frihed.

Det er således svært at forestille sig, at man kan opretholde et egentligt flertalsstyre uden også at have nogle liberale kontrolinstanser, som kan sætte foden ned. Hvad skulle eksempelvis afholde det gældende flertal fra at forhindre nye flertal i at komme til magten eller til orde?

Det synes oplagt, at dette flertal blot vil vedtage love, som favoriserer det selv i fremtiden. Og kigger vi ud i verden, er det netop det, vi er vidner til med forfatningsændringerne i Ungarn, Polen og Israel. De siddende flertal søger at sikre sig selv.

Læren er, som også den tyske filosof Jürgen Habermas har peget på, at liberale institutioner og rettigheder ikke bør ses som adskilte fra demokratiet eller pr. definition som en spændetrøje for folkets suveræne magt.

Langt snarere burde de ses som mulighedsbetingelserne for overhovedet at kunne have et demokratisk styre. Ved at værne om vores frihedsrettigheder sikrer de, at befolkningens stemmer reelt kan udtrykkes, og at intet siddende flertal kan udhule den demokratiske proces og tømme den for mening.

Det illiberale demokrati findes kort sagt ikke.

Og den lære er vigtig. For hvis vi forstår, hvorfor liberale institutioner er klart forbundet med demokratiet, bliver vi også langt bedre til at forsvare os mod de heftige angreb, som de vestlige demokratier udsættes for i disse tider.

Philip Larsen er kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Valg i flere lande viser gang på gang, hvor splittede vælgerbefolkninger er blevet, og hvor svært det derfor er blevet at finde et fælles grundlag. Sidste års tyske valg er endnu et eksempel på et land, der ikke ser ud til at vide, hvilken vej det vil.
Læs også
At det liberale demokrati, som vi kender det her i Vesten, ikke står til at redde, er det klare billede man får, når man kigger på en række af de bøger, der er udkommet det seneste år. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Sano Højdal
  • Werner Gass
  • Jørgen Wassmann
  • Bjarne Andersen
  • Anders Reinholdt
  • Jes Kiil
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
  • Jørgen Dragsdahl
  • Torben Lindegaard
Jesper Sano Højdal, Werner Gass, Jørgen Wassmann, Bjarne Andersen, Anders Reinholdt, Jes Kiil, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Riis, Jørgen Dragsdahl og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Fuldstændig enig. Det er blevet almindeligt at se demokratiet og retsstaten som to adskilte størrelser, der i en eller anden grad er i konflikt med hinanden, men man skal ikke tænke særligt dybt eller længe over det for at indse, at det ene ikke giver mening uden det andet. Især blandt jurister kan man høre det synspunkt, at retsstaten er det vigtigste, men en retsstat er vel kun en retsstat, hvis de love, den baserer sig på, er demokratisk vedtaget?

Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Andersen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Den stærkes ret, er på fremmarch i verden.

Det sker, hvor demokratisk ledelse ikke har taget hånd om befolkningens behov for solidaritet og i stedt for politisk benytter en syndebuk politik, frem for handling på de handlingskrævende opgaver, som de menneskeskabte klimaforandringer og stigende ulighed.

Werner Gass, Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Et ordentligt demokrati er selvfølgelig liberalt, og et ordentligt liberalt system er selvfølgelig demokratisk. Desværre findes der systemer, der kalder sig ”demokratiske” uden at være særlig liberale, og systemer, der kalder sig ”liberale” uden at være særlig demokratiske. Vi bliver nødt til at forholde os til den virkelige verden – bl.a. ved at hævde idealerne, som Philip Larsen gør.

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

Virker det ikke bare en smule selvretfærdigt at tale om at demokrati skal ha nogle liberale institutioner for at holde øje med det?

Kikke vi til Syd- og Mellemamerika er demokratierne under vældig pres fra andre større demokratier og ja, mangel på stærke institutioner.

Kikker vi på en del af de internationale institutioner og organisationer vi har opbygget, er de liberale ved alle vores skåltaler, men er vel oftest bygget op på, at ressourcer i denne verden nemt og billigt skal kommer op til os i Vesteuropa og USA, ja, det tilhører vel os. Samtidigt vil et vil lån til et fattigt land, som en slags kviklån på nettet, skulle bære utrolige renter og tilbagebetaling skal altid foregå som et eksembel, så andre lande bliver overbevist om at er nødt til at tilbagebetale deres gæld. F.eks. gæld fra de militære isenkram, diktatoren man lige har væltet, opkøbte i USA og Tyskland.

Bl.a. de liberale EU, WTO, IMF, og alle handelsaftaler bygger på disse udbyttende principper.

Markus Lund, Torben Skov og Christina Petterson anbefalede denne kommentar

Der mangler bare en dansk vinkel i den ellers udmærkede artikel. Hvad med regler der beslutter at et mindretal (folk der bor i ghettoer) ikke er lige for loven, og skal have strengere straffe mm. Hvad med de-facto racisme (burka loven) der er indført af et flertal af befolkningen, hvor er mindretals beskyttelse her?. Hvor er Danmark på vej hen?

Vås. En underlødig konklusion fra en verdensfjern og studentikos fremtidig verdenshersker. Demokrati er folkestyre, og intet andet. Så konklusionen er, at demokratiet ikke findes nogen steder i verden på nuværende tidspunkt. Samtlige implementationer af folkestyret er korrumperet af såkaldt folkeledelse, så folket ikke længere bestemmer selv og direkte over egne anliggender.

kjeld hougaard

Er der lidt Erasmus Montanus over teksten? ”en sten kan ikke flyve, lillemor kan ikke flyve – altså er lillemor en sten”. Begrebet demokrati eksisterer kun i menneskets forestillingsverden ( i modsætning til stenen og lillemor). I menneskets forestillingsverden har begrebet praktiseret som styreform i et utal af varianter. For den interesserede:” The people vs democracy” Yascha Mounk