Kronik

Jacob Mark: Vi skal sige nej til at løbe hurtigere og stå sammen om at sænke tempoet

De sidste mange års reformer har øget hastigheden i samfundet. Nu er det tid til at trække i den modsatte retning og få mere ro på, så folk ikke bukker under for stress
Rigtig mange lønarbejdere nyder godt af ny teknologi – men mulighederne bliver ofte omsat til nye krav: flere mails, der skal besvares, flere skemaer, hvor der skal dokumenteres

Rigtig mange lønarbejdere nyder godt af ny teknologi – men mulighederne bliver ofte omsat til nye krav: flere mails, der skal besvares, flere skemaer, hvor der skal dokumenteres

Claus Bech

24. august 2018

Nedslidte mennesker, der spiser smertestillende piller for at komme på arbejde. Børn, der allerede i de små klasser viser symptomer på angst. Sygeplejersker, der græder, når de går hjem, fordi de ikke har tid til at hjælpe borgerne.

Historierne fylder i medierne og i de flestes hverdag, og jeg tror, at mistrivslen er den vigtigste indikator på, at vi som samfund har så meget fart på, at man nærmest skal løbe bare for at blive stående på stedet.

Vi må spørge os selv: Har vi i iveren efter et konkurrencedygtigt samfund strammet skruen for meget, når flere og flere falder udenfor eller knækker sammen?

Hvis problemet er den stigende hastighed og de øgede krav til præstationer og resultater, hvad er så løsningen? Den tyske sociolog Hartmut Rosa, der netop beskæftiger sig med de menneskelige konsekvenser af den stigende acceleration i samfundet, har det måske mest enkle svar.

Et svar som er lige så enkelt, som det er svært at føre ud i livet i det nuværende politiske klima: At sætte farten ned. Det lyder måske banalt. Men det handler hverken om yoga, meditation eller et liv i askese langt ude i en skov – det handler om en mere bæredygtig samfundsmodel.

Opgør med tempoet

De sidste mange års reformer har gjort det modsatte. De har øget hastigheden i samfundet og i borgernes liv. Markedets krav om konstant omstilling, effektivisering og produktivitet har sneget sig ind i alle aspekter af vores liv.

Fremdriftsreformen, dagpengereformen, efterlønsreformen, folkeskolereformen, velfærdsreformen og diverse skattereformer har stort set alle sammen handlet om at få flere til at arbejde mere. Hurtigere. Længere. Videre. Mere effektivitet. Tempo, tempo, tempo.

Det må være tid til at trække i den modsatte retning. Tid til en ro på-reform af samfundet. Hvis vi skal skabe et mere bæredygtigt samfund, hvor mennesker ikke bukker under for stress, og hvor vi ikke driver rovdrift på planeten og naturen, så bør et politisk krav om ro finde vej helt ind i hjertet af den politiske debat. Ellers frygter jeg, at vi ender med endnu flere angste unge, udbrændte voksne og nedslidte ældre.

I juni nedsatte regeringen et stresspanel. Det kunne jo tyde på, at også regeringen tænker i, hvordan vi får et samfund med mere ro og mindre stress. Det er der også god grund til. Hver fjerde dansker er ifølge Den Nationale Sundhedsprofil stresset, og op mod hver fjerde sygemelding skyldes stress.

Regeringens stressindsats ender sikkert ud med ti anbefalinger. Flere handler sikkert om, hvad man selv kan gøre. Andre vil være gode råd til virksomhederne. Intet greb om nældens rod. For det er jo dyrt. Men sandheden er, at det er dyrt at lade være.

Det er ikke fysiske, men derimod psykiske problemer, hvoraf nogle kommer efter lange perioder med stress, der sender flest voksne mennesker på førtidspension. Derfor er mere ro på arbejdsmarkedet ikke bagstræberisk eller dyrt. Det er det eneste, der kan betale sig.

Arbejdet gør os syge

For når kravene på arbejdsmarkedet bliver øget, når vi forventes at være tilgængelige på mobiltelefonen selv i vores pauser og efter fyraften, og når frygten for at blive fyret stiger, fordi det sociale sikkerhedsnet bliver udhulet, så er det klart, at vi har en stor opgave foran os.

Rigtig mange lønarbejdere nyder godt af ny teknologi – men mulighederne bliver ofte omsat til nye krav: flere mails, der skal besvares, flere skemaer, hvor der skal dokumenteres. Jeg mener, at en ro på-reform bliver nødt til at adressere et arbejdsmarked, der gør os syge.

Nogle af løsningerne kunne være nedsat arbejdstid, når børnene er små. At styrke Arbejdstilsynets kontrol med det psykiske arbejdsmiljø og sikre en tidlig tilbagetrækning for nedslidte. Ja, jeg mener, at vi kunne få rigtig meget ud af at se på, om alle skal arbejde lige meget gennem hele livet – eller om det giver mening, at man i nogle perioder af sit liv har mulighed for at arbejde lidt mindre.

Det kan være mens børnene er små, eller mens man passer en syg ægtefælle. Det kunne også være, at vi skulle give bedre muligheder for at være der for en mor eller en far i deres sidste tid.

Vi bliver også nødt til at se på de mindstes ’arbejdsmiljø’. Vi har haft alt for meget fokus på at gøre børn og unge konkurrencedygtige, og er gået væk fra ideen om, at barndommen og ungdommen har en værdi i sig selv. Nogle gange bevidst – andre gange som led i en sparepolitik i den offentlige sektor. Der skal tages fat om det, der stresser børn og unge: blandt andet nationale tests og daginstitutioner med for meget støj og for få voksne.

Grænser for effektivitet

I sin omdiskuterede bog om konkurrencestaten beskriver Ove K. Pedersen udviklingen fra et velfærdssamfund til en velfærdsstat, der bliver til en konkurrencestat. Hvis vi for alvor vil gøre op med konkurrencestaten, må vi også have et bud på, hvor vi gerne vil have vores velfærdsstat skal hen. Her må 'ro på' være et kernebudskab. Tid og plads til de ting, der hverken kan måles eller vejes.

For nylig kunne TV2 afsløre, at jordemødre tisser i bukserne, fordi de ikke har tid til at gå på toilettet. Fødselslæge Morten Hedegaard sagde for et par år siden op i protest mod forholdene. Han ville ikke tage ansvar for nedskæringerne på fødegangene. Han ville ikke vente, til der kom lig på bordet.

Rigtig mange danskere har den samme bekymring. Bevares, vi har stadig fantastiske hospitaler, gode skoler og et socialt sikkerhedsnet – men jeg tror, at rigtig mange har mærket på deres egen krop, hvordan velfærdsstaten er blevet ramt i solar plexus af et borgerligt økonomisk regime og en styringsform, der egner sig mere til en fabrik med robotter end et sted, hvor man arbejder med mennesker.

Sygeplejersker løber hurtigere, ældre må se på nye ansigter hver eneste dag, fordi faste plejere er afskaffet – de ansatte skulle jo nødigt knytte sig til de ældre og gud forbyde det – sætte sig og tale med dem!

Effektiviseringsvanviddet har taget overhånd, for der er grænser for, hvor meget man kan effektivisere velfærd, når det bare sker ved at skrue tempoet op. Og man kan ikke oversætte standarder og metoder i industrien til omsorg, sygepleje, undervisning eller hjemmepleje.

Den offentlige sektor har i den grad brug for en ro-på-reform. Og jo, det handler om flere penge, om at vi igen lader kvalitet komme før bevidstløs omkostningsminimering og får fjernet Anders Foghs skattestop, men det handler også om nye måder at gøre tingene på.

Et opgør med styringsregimet new public management, som dræber al frihed og glæde blandt velfærdsarbejderne. Et opgør med finansministeriets regnemodeller, så forebyggelse, uddannelse og en god socialpolitik ikke bliver underkendt af blå regnemodeller.

Ro på, det haster

Som modvægt til hastighedsreformerne har vi brug for at gå den modsatte vej. Det handler ikke om at sætte samfundet i stå eller om at længes efter fortiden. Det handler om det, der altid har været venstrefløjens ærinde, nemlig at mægtiggøre borgerne over for virksomhedernes og statsmagtens krav. Når overmagten kræver, at vi hele tiden skal løbe hurtigere, så må vi stå sammen om at sætte tempoet ned.

Jeg så gerne, at vi igen fik de ting, der ikke skaber kortsigtet økonomisk gevinst, ind i hjertet af den politiske debat. Naturen. Kærlighed. Værdighed. Omsorg. Kvalitet. I en tid med krav om hele tiden at have mere fart på, er Hartmut Rosas opfordring måske det mest revolutionære budskab. Ro på!

Jacob Mark er gruppeformand for SF.

Serie

STRESS!

Hver fjerde dansker døjer med stress, med store konsekvenser for både den enkelte og samfundsøkonomien til følge.

I denne kronikserie undersøger Information folkesygdommen – og hvorfor vi ikke formår at bekæmpe den effektivt.

Seneste artikler

  • Alt for mange børn er på overarbejde i daginstitutionerne

    16. oktober 2018
    Stress er et samfundsproblem, der årligt koster 27 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Det er en enorm udgift. Vi ved, at voksne, der har haft stress før, er mere disponeret for at få det igen. Når en femtedel af vores børn i dag er stressede allerede i børnehaven, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det ser ud, når de bliver voksne
  • Studerende: »Jeg får ondt i maven, når jeg går ind i studieboghandlen«

    26. september 2018
    Presset fra karakterer, CV-ræs og politikere vejer tungt på vores skuldre som studerende, og det er efterhånden så udbredt med stress, at det er blevet den nye normaltilstand
  • Har du talt med dit barn om karrieremuligheder i dag?

    6. september 2018
    Hvis vi ikke tager et opgør med de stigende krav om personlig udvikling og præstationer, så har vi et ansvar for at klæde vores børn ordentligt på til voksenlivet tidligst muligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • odd bjertnes
  • Torben K L Jensen
  • Anne Eriksen
  • Ruth Gjesing
David Zennaro, odd bjertnes, Torben K L Jensen, Anne Eriksen og Ruth Gjesing anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Godt forslag - hvornår kommer SF med et forslag så "vi" kan få genskabt værdigheden i alle folks liv.

PS: kan ikke undlade at kommenterer regeringens ny forslag til det deres såkaldte Getto-reform. Her vil regeringen give 460 pædagog til de 450 udpegede institutioner. Jamen dog - sikken en hjælp når der i forvejen er for lidt pædagoger. Det er vist også mere ment som valgflæsk og så endda fremsat i en daginstitution på Amager.

David Zennaro, Steen K Petersen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

’Ro på’. Et rigtig godt tema for den politiske debat. Et tema, der for de fleste betyder meget mere i dagligdagen end det fnidder Christiansborg er optaget af omkring udlændinge, højere straffe og hvad debatten ellers handler om. Men vi bliver jo nok nødt til at finde nogle flere forslag til hvordan vi kan skabe ’ro på’ end det du foreslår i artiklen. Det kan være fint at styrke Arbejdstilsynet, men de kan jo ikke være ude på alle arbejdspladser, og de kan heller ikke diktere hvordan arbejdet tilrettelægges. Det vil også være fint med flere ressourcer i den offentlige sektor, men der skal rigtig meget til hvis det skal ændre noget, og der er en fare for, at de flere ressourcer bare bliver brugt til at sætte unyttige aktiviteter i gang – mere kontrol, mere IT, mere HR, og mere meningsløst arbejde - og mere travlhed.
Hvis vi skal skabe ’ro på’ på arbejdspladserne, bliver vi nødt til at gøre noget ved ledelsessystemerne, både i den offentlige og i det private. Måling og kontrol skal erstattes af sund fornuft. Fokus på det der har værdi for brugere og kunder. Arbejdspladsvurderinger, der undersøger arbejdets langsigtede holdbarhed af arbejdsforholdene. Demokratisering af arbejdslivet, med indflydelse både til medarbejdere og brugere.
Held og lykke med ’ro på’.
Helge Hvid

Steen K Petersen, morten rosendahl larsen, Anne Eriksen, Jens Østergaard Petersen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Jeg tror også, det er vigtigt at være kritiske overfor mediernes præsentation af samfundsmæssige problemstillinger.

Bare fordi Ilse på Odense akutafdeling har nogle stress symptomer (og det er ikke for at underkende Ilse), er det måske ikke ensbetydende med, at hele den arbejdende befolkning lider af samme. Pas på med massehysteriet, som jo i sig selv har en stressende effekt, og fokuser så på at få Ilse på banen igen.

Og så er der også et andet vigtigt aspekt i det her, det er hvordan vi som mennesker slapper af, når vi har fri. Med sociale medier en masse og fri tilgang til online streaming tjenester, er vores fritid under pres. Tid som tidligere ville have været brugt på at slappe af, bliver nu brugt på at belaste vores hjerner med input således, at vi ikke får sovet nok og vores hjerner ikke når at rekreere.

Vi kan ikke give "samfundet" skylden for alt - engang imellem skal vi også se på os selv, og selv ændre adfærd.

Effektiviseringsvanviddet har taget overhånd - og det fortsætter...
Det her er ikke ude på overdrevet, det er langt værre end medierne kan få sig selv til at kommentere.
Stop for reformer - dem, der initierer dem, fatter ikke selv alvoren. Det er nemlig ikke dem, det går ud over. Så sparer vi x antal kroner der, og så giver vi millioner til - især nu med udsigt til valg ses det meget tydeligt.
Og for at få det hele kringlet rundt, så skal det styres og regnes efter, kontrolleres - hvad mon der spares der? Folk går ned med stress, bliver syge og ledige - jobcentrene jager videre - alle skal arbejde.
Plejehjemmet skal lige prøve disse robotter af (så kan de eksporteres) til velfærd for de gamle - robotter? Er de nemmere end mennesker? De går vel også i stykker.

"Udenrigsministeriet har brudt reglerne ved at have taget 47,1 millioner kroner ekstra fra udviklingsbistanden og brugt dem på løn til medarbejderne i Udenrigsministeriet" - Smart - eller også tager vi dem fra Satspuljen - vi er så gode til at styre landet.

Det er næppe "samfundet", der styrer New public management og div. styrelser, det er "folkestyret"!

Steen K Petersen, morten rosendahl larsen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jacob Mark :
"Fremdriftsreformen, dagpengereformen, efterlønsreformen, folkeskolereformen, velfærdsreformen og diverse skattereformer har stort set alle sammen handlet om at få flere til at arbejde mere. Hurtigere. Længere. Videre. Mere effektivitet. Tempo, tempo, tempo."

Hvorfor nævner Jacob Mark ikke reformen af førtidspension og fleksjob? For ej at tale om kontanthjælpsreformen der indførte kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen?

Kunne det monstro have noget at gøre med, at SF selv var med til at vedtage førtidspensionsreformen da de var en del af Thorning-regeringen?
Kunne det i tilgift tænkes at være fordi Socialdemokratiet og Mette Frederiksen som daværende beskæftigelsesminister stod i spidsen for reformen, og nægter at indrømme hvilken kolossal fejltagelse det var at implementere den?
Og er det fordi Socialdemokratiet overhovedet ikke har tænkt sig at rulle de to reformer tilbage, men istedet nedsætte en "ydelseskommission" der formodentlig skal arbejde i årevis (til tonerne af millioner af kroner) med at finde ud af om syge, nedslidte, udsatte, enlige forældre med deres børn og langvarigt parkerede kontanthjælpsmodtagere vitterligt er blevet så fattige og stressede at det gør noget?
Kan det ikke klares med tilskud til flyverdragter og fodboldstøvler, måske ?!?

Nej, sålænge SF ukritisk klistrer sig op ad det Store Moderparti S, kan de skrive nok så mange visionsfyldte artikler og bøger. Det vil ikke give dem en plads i en kommende S-ledet regering, ministerposter eller nævneværdig indflydelse. For S regner med at regere i en S-ledet regering alene, med støtte fra DF og V.

Intet oprør medfører status quo.

Nis Jørgensen, Bianca Johannson, Martin Rønnow Klarlund, Steen K Petersen, morten rosendahl larsen, ingemaje lange, Jan Skovgaard Jensen, Flemming Berger, Anne Eriksen, Jens Østergaard Petersen, Steen Obel, Ebbe Overbye og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Et vigtigt emne at tage op, og tak til Jakob Mark for dette indlæg - som desværre også bør indeholde et opgør med væksttanken og managementvidenskabens dygtige overtagelse af det personlige/private liv som en del af erhvervslivet.
Det er også nødvendigt at inddrage den store gruppe af tyske arbejdsmiljøforskere, der påpeger, at en af de skadelige virkninger ved wifi, mobiltelefoni og den slags netop er at udvikle en stresstilstand.

Torben K L Jensen

Det tyske stress-syndrom stammer overvejende fra deres erfaringer med nazi/stasi tiden.
Her i Danmark har vi et noget mere afslappet og sundt skeptisk forhold til wifi og mobilos.

Lad Staten eje alt jorden. Så lejer vi jorden af staten(Os selv) En af grundene til at vi skal løbe så hurtigt er at alle pengene går op til de rigeste og kommer ikke videre. Vi skal så fastsætte prisen på leje af boliger i Danmark. En lavere pris skal resultere i vi makant kan nedsætte vores arbejdstid.

Eva Schwanenflügel

@ Henrik Olsen
27. august, 2018 - 14:36

Henrik, bankerne ejer 95% af samfundet gennem gæld og luftpenge.
Vi er med i et globaliseret pyramidespil.
EU har implementeret dette.
Vi kan kun stemme Enhedslisten for at forhindre dette magtkonglomereat.