Kronik

Vi kan forebygge stress ved at styrke vores robusthed

Der er ingen tvivl om, at vi har indrettet samfundet, så alt for mange mennesker bukker under af stress. Men vi kan selv være med til at knække stresskurven ved at træne vores robusthed
Forskning viser, at vi kan styrke vores evne til selvregulering ved at meditere blot to gange fem minutter om dagen. Hvis vores mentale sundhed er vigtig, bør det være muligt at finde tid til dette.

Forskning viser, at vi kan styrke vores evne til selvregulering ved at meditere blot to gange fem minutter om dagen. Hvis vores mentale sundhed er vigtig, bør det være muligt at finde tid til dette.

Mikhail Pochuyev

18. august 2018

Flere og flere danskere får stress, og der er ingen quickfixes, der kan løse de komplekse forhold i samfundet og i individet, som fører til dette. Spørgsmålet om, hvordan vi knækker den negative udvikling i danskernes mentale helbred, kalder på nuancerede svar.

Mens strukturelle forhold på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet rummer en del af såvel årsagen som løsningen på stressproblemerne, bør vi samtidig også interessere os for vores mentale robusthed som en nødvendig livskompetence, vi kan styrke.

Robusthed er livsduelighed

Vi skal interessere os for vores mentale robusthed, fordi de seneste opgørelser fra Sundhedsstyrelsen viser, at andelen af danskere med et højt stressniveau er steget fra 20,8 procent i 2010 til 25,1 procent i 2017. Og fordi 96 procent af de sygemeldte med stress angiver arbejdslivet som den væsentligste årsag, mens kun seks procent angiver, at de udløsende faktorer er arbejdsmæssige såvel som private. Derfor er viden om robusthed og robusthedsfremmende programmer i arbejdslivet centralt, hvis vi skal knække stresskurven.

Hvad er så mental robusthed? Robusthed er blevet et begreb, som mange har en mening om. Det er blevet ’hverdagsficeret’ på samme måde som stressbegrebet, og jobannoncer har for længst erstattet plusordet forandringsparat med robust.

Inden for psykologien har vi en lang forskningstradition for at kunne sige noget om menneskers robusthed – hvordan man måler det og hvilke strategier, der styrker vores robusthed. Psykologien har igennem de seneste 60 år fokuseret på, hvorfor nogle mennesker, trods alvorlig modgang, klarer sig bedre end forventet, mens andre populært sagt knækker og debuterer med psykisk lidelse i form af stress, angst, depression eller PTSD.

Robusthed handler ikke om, at man kan tåle hvad som helst uden at reagere, men om hvordan og hvor godt man håndterer alvorlig modgang. Robusthed, modstandskraft, livsduelighed og resiliens er termer, der anvendes synonymt, og som dækker over, at modgang for nogle mennesker fører til en steeling effect (What doesn’t kill you makes you stronger), mens andre reagerer på modgang med en nedadgående spiral af tiltagende dårligt mentalt helbred.

Vi kan ikke gå gennem livet uden at opleve svære hændelser. Men det er ikke selve hændelsen eller alvoren heri, der fører til en negativ påvirkning af vores mentale helbred – derimod er det vores tolkning af hændelsen og de strategier, vi bringer i spil for at finde melodien igen, der har betydning for, hvor godt vi kommer videre.

Robusthed skal trænes

Den amerikanske psykolog Norman Garmezy viste allerede i begyndelsen af 1960’erne, at nogle konkrete færdigheder – eksempelvis i form af måden, vi tolker det, der sker for os på – kunne forklare, hvorfor nogle klarede sig godt trods svære hændelser. Siden da er der sket en stor udvikling inden for robusthedsforskningen, og vi ved nu, at både genetik, biologi, personlighed og opvækstforhold spiller en rolle i forhold til vores robusthed. Men, måske vigtigst i denne kontekst: Op imod 50 procent af vores robusthed er en psykologisk færdighed, som vi kan opbygge eller styrke.

Det er meget almindeligt at være robust, men mange mennesker er ikke bevidste om de strategier, der har hjulpet dem igennem svære livssituationer som eksempelvis en skilsmisse, arbejdsløshed eller syge børn.

Min egen forskning har vist, at man ved at give kampsoldater et 40-timers robusthedstræningsprogram inden de blev udsendt på mission i Afghanistan, kunne forebygge stress og mistrivsel efter hjemkomst. Samme program er gennemført af flere tusinde danskere på civile arbejdspladser, hvis arbejdsliv på sin vis godt kan sammenlignes med kampsoldaters, hvad angår oplevelsen af at være under pres – om end civile ofte ikke er udsat for direkte livsfare i jobbet.

Det er altså muligt ved systematisk træning af robusthed at forebygge stress, og derfor skal vi ikke smide barnet ud med badevandet og kategorisere robusthed som et forbigående modefænomen. Tværtimod bør vi indføre systematiske robusthedsstyrkende programmer i skoler, på uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladser for at knække stresskurven.

Født negative

Kognitive færdigheder, der gør os i stand til at analysere og forstå omverdenen retvisende, og vores evne til at perspektivere udfordringer frem for at falde i tankefælder som katastrofetænkning (»det her går aldrig godt«), har betydning for vores robusthed og kan trænes. Det forebygger stress såvel i privatlivet som på arbejdspladsen, hvor vi let kan falde i kollektive tankefælder, når vi bliver enige om en fælles fejlfortolkning af en given situation.

Vi har et medfødt negativitetsbias, der medfører, at negative følelser og oplevelser vejer tungere og huskes bedre end alt det gode, vi oplever. Det tager længere tid for hjernen at lagre positive oplevelser og indtryk, end de negative. En overvægt af negative følelser giver os tunnelsyn.

Det er robusthedsfremmende at træne evnen til at fastholde positive følelser, fordi en overvægt af positive følelser modvirker stress og gør os bedre i stand til at samarbejde, finde nye løsninger på problemer og se det brede perspektiv.

Positive sociale relationer er en afgørende faktor for at udvikle og fastholde robusthed – hvad enten vi taler om relationer i arbejdslivet eller privat. Men vi organiserer os i stigende grad væk fra fællesskabet, idet flere og flere bor alene, og hyppige, store organisatoriske forandringer på arbejdspladserne medfører opbrud i nære relationer.

Ensomhed og manglende oplevelse af støtte er samlet set de største risikofaktorer i forhold til vores mentale og fysiske helbred. Derfor skal vi bruge mere tid på hinanden – både mens vi er på arbejde og i øvrigt, for det fremmer oplevelsen af positivitetsresonans, der opbygger såvel fysiske som psykiske ressourcer og styrker vores robusthed.

Mediter ti minutter

At kende sine egne grænser, kunne sige fra og at have et fokus på sund levevis (nattesøvn, kost, motion m.v.) er også robusthedsfaktorer. Forskning viser, at vi kan styrke vores evne til selvregulering ved at meditere blot to gange fem minutter om dagen. Hvis vores mentale sundhed er vigtig, bør det være muligt at finde tid til dette.

At have indsigt i egne psykologiske styrker og have muligheden for at bringe dem i spil, såvel i et arbejds- og uddannelsesperspektiv som i et bredere livsperspektiv, er tillige en væsentlig robusthedsfremmende faktor. Når vi bruger vores styrker, kommer vi lettere ind i en flowtilstand, der blandt andet er karakteriseret ved øget udskillelse af signalstofferne dopamin og serotonin, som er den perfekte modgift til stress.

Frem for primært at behandle mennesker, når de reagerer med et stresskollaps og dårligt mentalt helbred, skal vi satse på forebyggelse af stress gennem et øget fokus på at styrke og opbygge vores mentale robusthed i fællesskab. Det er en langt mere holdbar vej, som vi med forskningen i ryggen trygt kan begive os ud ad. Med systematisk træning af en række psykologiske færdigheder inden for hver af de nævnte robusthedsfaktorer, kan vi knække stresskurven.

At arbejde med vores egen mentale robusthed er en del af løsningen – en livskompetence, der skal understøtte vores evne til at navigere i et liv med større og større kompleksitet, som følge af den teknologiske udvikling, effektivisering og opgaveglidning i alle dele af samfundet samt forventninger til det enkelte menneske om at være selvledende – helt fra børnehaveklassen.

Eva Hertz er psykolog, ph.d., forfatter og stifter af Center for Mental Robusthed

Serie

STRESS!

Hver fjerde dansker døjer med stress, med store konsekvenser for både den enkelte og samfundsøkonomien til følge.

I denne kronikserie undersøger Information folkesygdommen – og hvorfor vi ikke formår at bekæmpe den effektivt.

Seneste artikler

  • Alt for mange børn er på overarbejde i daginstitutionerne

    16. oktober 2018
    Stress er et samfundsproblem, der årligt koster 27 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Det er en enorm udgift. Vi ved, at voksne, der har haft stress før, er mere disponeret for at få det igen. Når en femtedel af vores børn i dag er stressede allerede i børnehaven, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det ser ud, når de bliver voksne
  • Studerende: »Jeg får ondt i maven, når jeg går ind i studieboghandlen«

    26. september 2018
    Presset fra karakterer, CV-ræs og politikere vejer tungt på vores skuldre som studerende, og det er efterhånden så udbredt med stress, at det er blevet den nye normaltilstand
  • Har du talt med dit barn om karrieremuligheder i dag?

    6. september 2018
    Hvis vi ikke tager et opgør med de stigende krav om personlig udvikling og præstationer, så har vi et ansvar for at klæde vores børn ordentligt på til voksenlivet tidligst muligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Den snak om "resillience" var oppe på dagsordnen for et par år siden og blev affærdiget som et neo-liberalt nudging-program der skulle gøre mennesker robuste og resistente overfor dårlig samvittighed hvis de i deres arbejde blev tvunget til beslutninger de overordnet var imod. Som feks. sagsbehandlere i et jobcenter. Dem der foreslår dette er i bund og grund syge i hovedet - måske fordi de selv har været igennem forløbet og glemt hvordan det er at være et menneske.

Lillian Larsen, Randi Christiansen, Søren Bro, Anne Schøtt, Peter Tagesen, Karsten Aaen, Morten Hjerl-Hansen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Randi Overgård, Jens Kofoed, Torben Skov, Heidi Larsen, Egon Stich, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Tue Romanow, Hans Larsen, Steen Obel og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Endnu engang gøres stress til den enkeltes problem. 'Kan du ikke klare mosten er det dig der er problemet' . Nej det er et samfundskabt problem der ikke skal løses ned individuel terapi men i fællesskab.

Anders Reinholdt, Søren Andersen, Randi Christiansen, Claus Poulsen, Søren Bro, Flemming Berger, Anne Schøtt, Sonja Rosdahl, Peter Tagesen, Karsten Aaen, Morten Hjerl-Hansen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Dorte Sørensen, Connie brask, Torben Skov, Heidi Larsen, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Præmissen lyder som noget fra »The Psychopath Factory: How Capitalism Organizes Empathy« – som bogen selvfølgelig forholder sig kritisk til.

Torben K L Jensen, Randi Christiansen, Peter Tagesen, Eva Schwanenflügel og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Er der andre end mig, der undrer sig over at flere og flere autoriteter - de være politiske eller andet - egentlig bare opfordrer folk til at acceptere at ingen - ikke engang autoriteterne selv- kan gøre noget for at ændre verden, forandre verden, gøre den bedre? Nogle få videnskabsmænd gør måske ift. klimaet, men vores politikere og kræmmerpsykologen i ovenstående artikel, opfordrer jo egentlig bare folk til at accepterer at samfundet bliver mere og mere skrøbeligt og livet hårdere. Og fordi verden idag er globaliseret, bestemmer kun "markedet", som intet hoved, ingen stemme har, hvilken retning "fremskridtet" er. Hvilke forandringer der i det hele taget er "fremskridt". Det var simpelthen min første tanke da jeg læste denne... reklame, som Steen Obel nok har ret i.

Er det godt at være robust? Ja. At det er godt være "robust", på den måde Eva Hertz tjener sine penge på? Nej. Hun tjener sine penge på at bedrage folk og opfordre dem til selvhad hvis de ikke virker "positive" nok overfor omverdenen. At "negativt" er noget man skal skamme sig over, fordi ingen har jo lyst til at se dig hænge med hovedet. Og hendes artikel er selvfølgelig en reklame rettet direkte med Christiansborg så de kan betale for en billig pakke-"løsning" på de stressproblemer, Christiansborg selv - bevidstløst - er med til at skabe.

Robusthed ER godt. Men det har sgudda intet med "positiv tænkning" at gøre, og skal heller ikke have det. Ingen skylder samfundet falske smil og dårlig samvittighed over at du faktisk har det... (ÅH NEJ!) "negativt". Hvis samfundet ikke kan klare at du ikke stråler positiv stemning ud af din evigtglade, skinnende anus, må samfundet vel bare blive lære at blive lidt mere robust.

Lillian Larsen, Anders Reinholdt, morten bech kristensen, Tue Romanow, Caspar Christiansen, Mike Statene, Flemming Berger, Hans Aagaard, Maria Jensen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Steen Obel, Torben Skov, Heidi Larsen, Torben K L Jensen, Egon Stich og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

"Min egen forskning har vist, at man ved at give kampsoldater et 40-timers robusthedstræningsprogram inden de blev udsendt på mission i Afghanistan, kunne forebygge stress og mistrivsel efter hjemkomst. Samme program er gennemført af flere tusinde danskere på civile arbejdspladser, hvis arbejdsliv på sin vis godt kan sammenlignes med kampsoldaters, hvad angår oplevelsen af at være under pres – om end civile ofte ikke er udsat for direkte livsfare i jobbet."
Forfatteren mener åbenbart, det er i orden, at helt almindelige civile menneskers arbejdsliv skal kunne sammenlignes med kampsoldaters!
Den lette løsning er jo altid at blame den enkelte for manglende robusthed i stedet for som psykolog at arbejde for ikke-stressende arbejdsvilkår.
Enig i at dette mest af alt ligner en annonce for skribentens virksomhed.

Søren Andersen, Minna Conradsen, Tue Romanow, Mike Statene, Kim Houmøller, Maria Jensen, Karsten Aaen, Morten Hjerl-Hansen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Dorte Sørensen, Connie brask, Torben Skov, Torben K L Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det ville da være så skønt hvis de 10 minutter var nok. Min personlige erfaringer i dette er , at man snarere må investere en time om dagen, selvom man er trænet i meditation, desværre, nu da tid er kostbar og måske skal tages fra sociale medier eller fra nyhedsorienteringen...

Robusthed?! Hvor herre bevares. Der er nu engang grænser for HVOR meget man som menneske man kan holde til og det kan nok så meget robusthed altså ikke lave om på. Som en der selv er gået ned med stress og her mange år efter stadig kæmper med de psykiske problemer det medførte (angst og depressioner), finder jeg ovenstående reklame, undskyld ‘debatindlæg’, direkte fornærmende.

Søren Andersen, Torben K L Jensen, Tue Romanow, Kim Houmøller, Peter Tagesen, Sonja Rosdahl, Karsten Aaen, Morten Hjerl-Hansen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Connie brask, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Det handler om at få skilt de duelige og uduelige med alle til rådighed stående midler

Torben K L Jensen

Sådan er det når oprigtig hjælp til psykisk syge mennesker - bliver til manipulation - som i anti-depressive midler i stedet for psykologhjælp. Det her er bare negationen af den vej.

Søren Andersen, Peter Tagesen, Maria Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

31 gange har psykologen skrevet ordet ROBUST.
Og det i en kort artikel, reklame - som flere her har skrevet.
Minder mig nærmest kun om Manipulation, - grænsende til enstrenget storhedsvanvid, som usikre og følsomme mennesker, - som alle har deres særdeles gode grunde til at være netop det, - helst skal holde sig helt vildt langt væk fra.

Og vi lever netop ikke i en kampzone.

Kim Houmøller, Peter Tagesen, Heidi Larsen, Maria Jensen, Karsten Aaen, Morten Hjerl-Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

I al beskedenhed må jeg pege på at min sondring mellem frustrationsmennesker og sorgmennesker faktisk kan åbne op for at robusthed i nogle situationer kan tolkes som værende et onde. Vi kunne til en begyndelse pege på Hr. Frisk, som han hedder på dansk, en figur tegnet af Tove Janssons otte år yngre lillebror, Lars Jansson, i et af de gamle Mumihæfter, som et eksempel på en fyr der er så fysisk aktiv at han simpelthen overser nogle træk ved den menneskelige situation, herunder, sit eget hjerte. Hr. Frisk smelter da det bliver forår, selvom han egentlig var ret glad for Mymlens datter.

Jeg forestiller mig at der, ligesom der findes evidens for ”negativt bias”, som skribenten hævder at der gør, og så må vi tro hende på hendes ord, tilsvarende findes evidens for at der går noget realitetsforankring og nogle af de enkle følelser tabt når vi stryger rundt på bjergtoppene og er robuste ligesom Hr. Frisk.

Man kunne spørge, som et barn: Er det frustrationerne vi skal rumme når vi er robuste eller er det sorgerne?

Mit svar til mit barn: Det er sorgerne.

Mit barn kunne klogt bladre om på den sidste side af Den Lille Prins og sige: Hvorfor dør den lille prins?

Så ville jeg ikke vide hvad jeg skulle sige, selvom enhver ved, at det er for at være sammen med sin rose.

Det jeg peger på er at man ikke kan hverken ”mærke efter” eller ”mærke sig selv” via frustrationerne og det synes jeg man skal for at få og leve et godt liv.

Læg mærke til, at hvis du føler du ikke rigtig ved hvad frustrationer er, så er du helt ”normal”. Den Danske Ordbog viser at ordet er dobbelttydigt, eller i hvert fald helt anderledes i ”virkeligheden” end i psykologien:

1. følelse af utilfredshed, rådvildhed og skuffelse over at noget ikke er forløbet eller blevet sådan som man havde ønsket eller ventet

1a. PSYKOLOGI tilstand der er sammensat af angst, depression, aggression, kedsomhed og anspændthed, og som opstår når fx en forventet belønning udebliver, eller når behov og drifter ikke tilfredsstilles også om en situation der fremkalder en sådan tilstand

Jeg tror ikke rigtig jeg bryder mig så meget om mennesker der føler at frustrationerne er det der skal rummes, frem for grundfølelserne, når vi er robuste.

Jeg tror det helt rigtige at gøre i denne situation er ikke at vrisse helt vildt, men tænde et glædesblus. Vær kreativ. Skriv, mal, lav musik.

Eva Schwanenflügel

Ordet "robusthed" kommer fra landbruget, hvor man fandt ud af, at det ikke nyttede at køerne havde så lange patter, at de trådte i dem - selvom de skulle give max liter mælk om dagen og tåle enorme mængder kraftfoder. Derfor fremavlede man de "robuste" køer.

Det er det samme med denne annonce, nå nej, artikel.
Vi skal alle være nyttige, sunde malkekøer, der først dratter om når vi er helt udtjente ved den efterhånden uopnåelige pensionsalder.

Torben Skov, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Vibeke Andersen, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Heidi Larsen, Karsten Aaen, Steen Obel og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Peter Tagesen

Det er altså muligt ved systematisk træning af robusthed at forebygge stress, og derfor skal vi ikke smide barnet ud med badevandet og kategorisere robusthed som et forbigående modefænomen. Tværtimod bør vi indføre systematiske robusthedsstyrkende programmer i skoler, på uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladser for at knække stresskurven.

En alternativ, men bedre løsning er at behandle hinanden ordentligt og følge både de uskrevne sociale regler samt de nedskrevne regler for arbejdsmiljøet. Og det er vel klart langt mere at foretrække fremfor at dissekere og samle mennesker igen med et robusthedskursus.

Men det er nok for meget at forlange.

Anne Schøtt, Maria Jensen, Morten Hjerl-Hansen, Eva Schwanenflügel, Heidi Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

"Der er ingen quick fixes, man skal bare meditere 10 minutter om dagen og supplere med slangeolie af prima kvalitet, som mit firma tilfældigvis kan levere til en meget rimelig pris!"

Der skal nok være mange arbejdspladser, offentlige som private, der gerne smider store summer efter Eva og hendes konsulenter, så de kan pine den sidste livskraft ud af deres medarbejdere under dække af at drage omsorg for deres robusthed. Men etisk er det ikke.

Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

2×5 minutters daglig meditation lyder ellers som et quick fix.

Det er udmærket, at mennesker bliver psykologisk robuste, selvtænkende og kritiske overfor manipulerende systemer, der understøtter det miljø-og socioøkonomiske misbrug, som nu foregår.

morten bech kristensen og Peter Tagesen anbefalede denne kommentar
morten bech kristensen

Jeg troede først teksten var en parodi.
Jeg er selv psykolog nu, og har en fortid på 23 år i store kendte danske virksomheder, som funktionæransat i en anden branche end psykologi. Mine erfaringer fra den tid konflikter i den grad med den megen mekaniserede psykiske dressering og disciplinering, som jeg ser mange af mine kolleger desværre promoverer til Statens og det private erhvervslivs store tilfredsstillelse.

Her er en lille fortælling om empatikonstruktion via leg og robusthed på en stor virksomhed:

Virksomhedens styring af de voksne medarbejdere i alderen 30-60 år involverede et nuttet tøjdyr. Det blev brugt til at implementere den gode kollegaadfærd. Det blev introduceret af en ung wanna-be manager, der var hyret på kontrakt til at emotionalisere (positivere) arbejdsrelationerne for at optimere de psykiske ressourcer. Han var empatikonstruktør og rollemodel i robusthed (~mental sundhed). Han besad den usædvanlige evne at opvise et udtryksløst ansigt uanset, hvor anspændt en situation var, hvilket medførte, at man kunne føle det som om man talte til en mur, hvis man ytrede sig negativt om et sagsforhold, en arbejdsbyrde eller lignende på arbejdet.

Tøjdyret var ledelsens måde at skjule den reelle mængde arbejde ved at etablere regrediering mod barnagtighed på arbejdspladsen. Tøjdyret var et instrument til få ansatte til at arbejde mere under dække af at det var udtryk for empati, kollegialitet og medmenneskelighed. Prisen var de voksnes skamfuldhed over at opleve en arbejdskontekst rammesat som en børnehave, hvor der skulle ”produceres noget”. Man fik afdelingens tøjdyr, hvis man man havde gjort noget særligt. Som at hjælpe en kollega. Så lå den et par dage på ens bord, og man afgav den til wanna-be manageren efter nogle dage. Eller også blev den taget fra en, fordi en anden kollega havde gjort noget særligt, og nu skulle have den. Så nød vedkommende at være Ugens Medarbejder i et par dage. Den reelle mængde af arbejde skulle camoufleres. Medarbejderne blev presset til at hjælpe. De udnyttedes hele tiden lidt mere af ledelsen, men beklagede de sig, var de "negative" og måtte lære at robustgøre sig selv. Fordi det er dyrt for virksomheder, hvis deres ansatte går ned med stress.

Ved at forskyde opfattelsen af arbejdet fra at være en Leder-Medarbejderrelation til en Medarbejder-Tøjdyr-Medarbejderrelation ændres forståelsen af arbejdspladsen fra at være et sted, hvor man får løn for at udføre opgaver, og kan sige fra, hvis der for meget, til at være som en glad leg mellem børn, hvor man belønnes med et tøjdyr, hvis man ”leger rigtigt”. Men man *skal* lege, der her betyder at arbejde mere. Problemet er, at man arbejder jo ikke for hinanden, men for en arbejdsgiver ud fra, hvad arbejdsgiveren har bedt en om at udføre. Det gælder uanset om det er ens egne opgaver, eller en kollegas opgaver. Begge typer tager jo tid, og det er arbejdsgiveren, der bestemmer, hvad tiden skal bruges til. Den form for opgave, der bestod i at yde hjælp til andre, blev gjort til et normativ og en moralsk medarbejderadfærd, der skjulte, hvad tiden reelt blev brugt til. Det indebar at det ikke at yde hjælp var umoralsk adfærd. Tøjdyret var en mediator for udnyttelse af arbejdstiden og tjente til at moralisere arbejdsadfærd. Men selv leg tager tid. Tøjdyret blev til det alle stræbte efter. Det føltes som at være på Blå Stue. Alle ville have det nuttede dyr, som gav prestige i storrumslokalet.

Samme wanna-be manager besad den særlige egenskab, at hvis dominerende kolleger (alle virksomheder har sådanne "bøller") ville have deres ting igennem med brug af andre kollegers tid, og optrådte grænseoverskridende verbalt set på fællesmøder, så så wanna-be manageren igennem deres adfærd, men pointerede blot - helt udtryksløst - det rationelle i kravet, om hvad der nu blev krævet af de pågældende kolleger. Emotioner skulle modelleres, så de passede. Blev der vagt en negativ følelse, så var den "forkert". Det blev barnligt at gøre modstand og sige fra!

Ansattes emotioner blev modelleret til at passe til ledelsens og bøllernes interesser. Emotioner, som blev vakt i samarbejdsrelationer, kunne fremstå som fremmede for en selv og moralsk set upassende. Man måtte robustgøres. Det medførte en mentalt split mellem arbejdsstedet og tilværelsen udenfor, hvor man følte sig skamfuld i sidstnævnte blandt andre voksne, der ikke var underlagt samme dressur og disciplinering. Så måtte man måtte lære at undertrykke sin skamfølelse over arbejdsstedets normer. Når man igen var på arbejdsstedet var det på en måde lettere, fordi der konfronteredes man ikke med (kontrasten) til normaliteten. Der er ingen tvivl om at wanna-be manageren var oplært i at robustgøre sin mentale sundhed og formentlig havde et diplom, måske fra Center for Mental Sundhed. Jeg kom bagefter til at tænke på de japanske soldater, der under anden verdenskrig var oplært i Zen-buddhisme, så de intet følte ved at stikke bajonetten ind i civile kinesere under massakren i Nanjing i 1937. Det tjente også der en højere sag.

Torben Skov, Peter Tagesen, Eva Schwanenflügel, Maria Jensen, Steen Obel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvilken grotesk historie morten. De pågældende medarbejdere må have været i en slem klemme eller have været meget umodne mennesker for at finde sig i den slags.

morten bech kristensen

Både og. Min pointe er, at lønarbejdslivet i organisationer, ofte synonymt med de strengt udbyttestyrede og KPI-overkontrollerede ditto, også ses at fungere som væksthuse for social patologi. Her tilbyder Staten og det private psy-erhvervsliv så nu redskaber til at "fikse og forme" centreret omkring begrebet fra WHO om Mental Sundhed, der synes noget endimensionelt, og åbenbart ikke gøres til genstand for kritik. Men der er jo også skabt et marked, hvor det psykiske domæne, der fremstår dysfunktionelt, skal gøres til genstand for helbredelse, genopretning og tilpasning til "betingelserne". Men derved risikeres at miste, hvad stress og frustrationen fortæller os om tabet af det meningsfulde og værdige ved arbejdet. Diskurs om stress "overfysiologiseres" og de ramte skal lære at op/nedregulere, så de kan sendes tilbage i møllen. Neoliberalisme, psykologi, interessevaretagelse går op i en højere enhed.

En lidt arrogant kommentar ville være, at det næppe ville blive ved med at være sådan, hvis danskerne holdt op med at tro de stadig er i en storfamilie ude i det idylliske danske landskab. Det er svært, når den tilsyneladende homogene danske kultur synes at hvile på det, der udgør en form for bondekultur, hvor "betingelserne jo er sådan, og det må vi lære at finde os i og tilpasse os. Det skal vi ikke blande os i, men passe vores arbejde bedst muligt. Og der er sgu ingen akademikere, der skal belære os!". Måske det engang var udtryk for modenhed at sige og handle sådan, men i dag er det udtryk for en form for social kontrol (også), hvor objektet nu er sindet, mens målet er den fortsatte reproduktion af det, der kaldes "Konkurrencestaten", der ikke rummer noget håb om forandring. Det vi gør peger ikke længere på noget derude i horisonten, der er bedre. Der er ingen utopi. Det er historisk set bemærkelsesværdigt men temmelig tragisk. Det er som Den Røde Dronning i Carrols "Alice i Eventyrland". Vi må løbe dobbelt så hurtigt for at blive stående samme sted. Alice var dumpet ned i en verden, hvor det ulogiske var logisk. En tankevækkende metafor.

Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Peter Tagesen anbefalede denne kommentar
Johnny Hedegaard

Så fik vi dagen, hvor Information åbnede dørene, og gav adgang for gratis annoncering for egen private, kapitalistisk og liberal orienterede virksomhed.

Randi Christiansen

Med udgangspnkt i peter sterlings spørgsmål i en anden tråd : "Vi burde spørge, hvilken slags samfundssystem er det, der gør det muligt for fattigdom at brede sig som den gør."

bør man foretage en samfundsanalyse som afdækker de underliggende årsager til mistrivsel og spørge, hvorfra tilslutningen til den neoliberalistiske økonomi, dvs måden vore fælles ressourcer administreres, kommer. Jeg tror, I kender svaret. Magt og penge samles i stigende grad hos den ene procent. Det er et indiskutabelt faktum. Altså er det deres ansvar, hvorledes de befolkninger, hvis ressourcer de administrerer, trives.

Udgår vi fra, at demokratiet fungerer, må vi derfor også spørge, hvorledes det har været muligt for den ene procent således at erobre magten. Mit bud er, at det er sket med frygt og forførelse. Den ene procent og deres lakajer hersker med frygt og bestikkelse. En dumhed, som magten historisk har haft for vane at excellere i.

Befolkningerne reagerer forskelligt på fattiggørelsen af mennesker og miljø i en ubehagelig cocktail af højre-og venstrepopulisme, svækkelse af offentlige institutioner, kriminalitet, sygdom, tidlig død og et stærkt stigende forbrug af psykofarmaka og selvmedicinering. Overlevelsesstrategier antager forskellige mere eller mindre hensigtsmæssige former. At træne psykisk robusthed er udmærket, men hvis det medfører blindhed for de faktiske forhold, fortsætter bedraget.

Samfundets vigtigste bærepiller, miljø-og socioøkonomien, degenerer på grund af magtens inkompetence, selviskhed og grove svigt af det lederansvar, som dens grå eminencer selv har påtaget sig. Man burde i magtens korridorer vågne op til, hvilken farlig kurs også for een selv man lægger.

Alternativet er tidens bedste bud på at imødegå disse problemer