Vi kan ikke tale om indvandring uden også at tale om klasse

Man kunne tælle 80 vrag efter en enkelt nat. Bilerne blev sat i brand samtidig i tre byer. Velorganiseret, synkroniseret og iskoldt. Allerede inden da var udenforskabsområderne – som de socioøkonomisk mest udsatte områder kaldes i Sverige – et centralt spørgsmål i den svenske valgkamp. Nu taler vi ikke om andet.

Der er mange anledninger til at tale om udenforskabsområderne. I Rosengård i Malmø er det kun halvdelen af beboerne, som har et job. Dertil kommer spørgsmålet om, hvor mange der egentlig bor i området. Et slag på tasken er, at bydelen har 3.000 uregistrerede beboere. Mange lejer en madras for 5.000 kroner, og flere lejligheder er fyldt til bristepunktet med papirløse mænd.

De fleste ernærer sig ved sort arbejde. De, der får afslag på asyl, ville aldrig blive her, hvis der ikke var et job til dem. De gør rent, vasker op, slæber, transporterer og serverer. Hvis de pludselig forsvandt, ville vi mærke det.

Det handler om klasse

Rosengård demonstrerer alle problemerne ved den svenske indvandring. Men løfter man blikket en smule, får man et mere nuanceret billede af integrationen. For i modsætning til folks fordomme, så er beskæftigelsen for udenlandskfødte mænd faktisk højere i Sverige end i de øvrige EU- og OECD-lande. 71 procent af dem er i arbejde. For kvinderne er tallet 67 procent.

På den ene side falder arbejdsløsheden i Sverige, men de, der er uden job, er stort set alle sammen indvandrere.

På den anden side er de nye job, der er opstået som erstatning for dem, der forsvandt efter finanskrisen i 2008, næsten udelukkende gået til indvandrere. De nye job har det tilfælles, at de er ekstremt lavtlønnede og ikke kræver nogen nævneværdig uddannelse.

Kløften mellem de superrige og de relativt fattige er vokset helt enormt i Sverige – mere end noget andet sted i Europa. Siden midten af 1990’erne er hele efterkrigstidens udligning forsvundet, viser sociologen Göran Therborn i sin nye bog Kapitalet.

De svenske milliardærers formue svarer til hele statens nettoformue og det statslige pensionssystem tilsammen. Samtidig er andelen af mennesker, der lever i relativ fattigdom, fordoblet. Mange af dem er indvandrere, som er i arbejde.

Vi kan ikke tale om indvandring uden også at tale om klasse. Men klasse er som bekendt uinteressant for dem, som selv lever på solsiden. I stedet taler vi om etnicitet og kultur. Det er bestemt også væsentligt, men sjældent afgørende. Alligevel forstærkes perspektivet af identitetspolitikernes besættelse af at definere mennesker ud fra deres formodede kulturelle baggrund.

Dominerende adfærd

Moderaterna går til valg på at forbyde »antisocial, dominerende adfærd«. Et begreb som er rettet mod unge indvandrermænd. Det er dem, som er truslen mod den sociale orden.

1800-tallets syn på arbejdsløshed og fattigdom som udtryk for den enkeltes moral er vendt tilbage, konstaterer Therborn. Det er ikke et forsvar for bilafbrændingerne. Heller ikke for ureguleret indvandring. Men i denne sammenhæng har Therborn en interessant figur i sin bog. Ifølge Moderaterna koster indvandring cirka 30 mia. kr. om året. Det svarer til 0,9 procent af Sveriges BNP. Det anslås, at den svenske overklasse har 360 mia. kr. gemt i udlandet. Altså ti procent af BNP.

Jeg vil ikke helt afvise begrebet »antisocial, dominerende adfærd«. Men hvis man med antisocial adfærd henviser til folk, der ikke bekymrer sig om deres medmennesker, og hvis man med dominerende adfærd henviser til folk, der handler med hensigten om at demonstrere deres magt over andre, så kan vendingen dække over ret mange ting.

For nogle nætter siden oplevede jeg, hvad enhver kan se er »antisocial, dominerende adfærd«. En gruppe rige fjolser på kokain drev rundt og råbte til enhver de mødte: »Vi vil sænke lønnen for dig og dig og dig.«

Det udspillede sig i det populære barområde i Östermalm i det indre Stockholm, som også er markedet for meget af den kokain, som kriminaliteten i forstæderne kredser om. 

Östermalm er i sig selv et problematisk område. Her har man vænnet sig til, at staten strøer om sig med skattereducerende tjenester. Gruppetænkningen er udtalt, og området er præget af ligegyldighed over for andre og en stærk modvilje mod at bidrage til fællesskabet – intet sted er koncentrationen af skatteflygtninge højere.

Okay, borgerne i Östermalm brænder ingen biler. Men taler vi om ét boligkvarter, må vi også tale om et andet. Både samfund og politik er trods alt dialektisk.

Læs også

Systematiske bilafbrændinger i Sverige er set før. Men ikke under en valgkamp