Karen Syberg: Sommeren har næsten været mere, end vi kunne overkomme

I aftes fandt jeg ud af, hvorfor pindsvinet tidligere på sommeren holdt mig vågen i tre stive klokketimer, mens det splittede visne blade i småstumper. Forklaringen kom trippende og gnuflende i skumringen: to fuldt færdige pindsvin i lidt under halv størrelse, unger, der grangiveligt lignede deres mor.

Hun havde været i færd med at bygge rede, som enhver gris med respekt for sig selv gør, hvis den ikke forhindres af en farebøjle, det instrument, som en farende so fikseres med i nutidens svinestalde.

Nu kan afkommet klare sig uden for reden, jeg kan iagttage dem, mens de roder og regerer. Den ene ser ud til at have fundet en bille, den anden virker stærkt optaget af, hvad der befinder sig inde i margueritterne. Lad den bare rode. De er alligevel afblomstrede.

Usikre svaler

Også svaleungerne har forladt deres reder. To kuld på fem unger hver, i to forskellige reder, 20 unger i alt. En enkelt klarede den ikke. Vi fandt den død på trappestenen. Men de tilbageværende 19 har fyldt hele gårdspladsen med et kvidrende leben, mens de øvede sig i flyvningens kunst, og de voksne svaler udstødte skingre advarselsskrig, så snart vi viste os. Som om vi nogensinde har gjort dem noget.

De slap heller ikke for os, det er alt for sjovt at stå og kigge på slingrende småsvaler, der ikke er helt sikre på, at de virkelig kan flyve. Små jordstrygere, der flagrer rundt og rundt i den lukkede gårdspladsmanege, så man kan stå og kigge ned på dem, når man stiller sig op på trappestenen. Ligesom man kan kigge ned på måger fra en færge.

Efterhånden stiger de opad, snart er de i højde med tagrenderne, og vips forlader de gårdspladsen og stiger til vejrs.

Svalerne har dog ikke været eneherskere på gårdspladsen. Der er solsortene, som altid er der, og et lille beigefarvet sangerpar har haft rede i værkstedshjørnet. En hel flok små beigefarvede fugle, jeg ikke kan identificere, har hoppet, pippet, sunget og vippet med grene i figentræet, der står midt i det hele og leverer ly og insekter. På det seneste også figner, og de er så rigelige i år, at vi tilgiver næbhak i skallen hist og her.

Fuglen er fløjet

Det meste af sommeren har det været den tidlige morgens underholdning at ligge i sengen ved det åbne vindue og lytte til fugle på gårdspladsen.

Så kom morgenen, hvor der pludselig var helt stille derude. Ikke en svale, ikke et kvidder, ikke det mindste lille fløjt. Stilhed!

»Jeg tror, svalerne er fløjet,« sagde jeg til min mand, da han vågnede. Han mente, det var for tidligt. Det mente jeg også, men hvorfor var de så væk? Vi kunne ikke huske, at vi havde oplevet det før.

Der gik et par dage. Så lød der en morgen lidt svalekvidder over gårdspladsen. Dagen efter: svalekvidder i portrummet. Lidt efter lidt dukkede de op igen, i går morges var luften over os fyldt med kvidrende svaler, i morges havde de atter indtaget gårdspladsen og tagrygningen. Hvorfor de var væk, ved de kun selv. Måske skulle de ud og fejre, at ungerne var fra hånden og kunne fange deres egne insekter?

Svalerne er ikke det eneste tegn på, at sommeren går på hæld. Lyset er skiftet, der er kommet messing i farverne, Guldborg- og Gravenstenæblerne er modne, de gule Reine Clauder er slut, de blå også snart.

Fignerne, der i tidligere år er blevet modne i september, en fire, fem stykker om dagen, modnes i år i et tempo, så vi kan forære væk af dem. Vi kan simpelthen ikke overkomme at spise dem alle.

På en måde kan det gælde for hele sommeren: Den har næsten været mere, end vi kunne overkomme. Det har tit været for varmt at spise ude, det har været for varmt til andet end det allermest nødvendige havearbejde.

Og under den småflove følelse af at være et utaknemmeligt skarn lurer tanken på klimaforandringerne. Regn har vi i det mindste ikke haft grund til at være taknemmelige for. Ét kortvarigt tordenvejr, et par kortvarige byger og ellers: sol, sol, sol.

Underlig fornemmelse ikke bare at nyde den.