Kronik

Det kræver mere end skåltaler at skabe livsbetingelser, vi ikke bliver stressede af

Det er dybt frustrerende at se Christiansborgs manglende handlekraft over for den stressepidemi, som rammer mange mennesker hvert år
Sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil viser, at ca. 40 procent af de unge kvinder i alderen 16-24 år har et højt stressniveau, men stress kan ramme alle.

Sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil viser, at ca. 40 procent af de unge kvinder i alderen 16-24 år har et højt stressniveau, men stress kan ramme alle.

Peter Clausen

13. august 2018

Forestil dig, at en virus rammer Danmark. Den rammer både mennesker i arbejde, de arbejdsløse og vores unge mennesker under uddannelse.

De fleste bliver raske igen, men det tager flere uger – i nogle tilfælde år. Andre bliver kun mere syge. For denne virus gør dig sårbar over for andre sygdomme. Enkelte dør ligefrem.

Mit bedste bud er, at hvis vi blev ramt af en sådan virus, så ville politikerne på Christiansborg stå på nakken af hinanden og kræve vacciner, behandlingsplaner og beskyttelsesplaner. Ja, jeg ville faktisk tro, at næste folketingsvalg ville blive afgjort af, hvem der udviste størst lederansvar og beskyttede befolkningen bedst.

Forestillingen her opsummerer min frustration over Christiansborgs manglende handlekraft over for den stressbelastning, som mange mennesker i store dele af vores samfund er udsat for i disse år.

Politikerne svigter

Sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil viser, at ca. 40 procent af de unge kvinder i alderen 16-24 år har et højt stressniveau. Ifølge FTF-undersøgelser melder 17.000 mennesker sig syge hver dag på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Nogle faggrupper i samfundet er mere belastede end andre. Offentligt ansatte er desværre tungt repræsenteret i stressstatistikken. Min egen faggruppe, socialrådgiverne, ligger ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i top tre over de mest stressede faggrupper i Danmark.

Tallene og udviklingen burde få alle alarmklokker til at ringe og alle mand m/k til pumperne.

Som fagforeningsformand, socialrådgiver, mor – men også som en, der selv har været sygemeldt med stress – har jeg derfor i lang tid været frustreret over politikernes tilsyneladende mangel på målrettet indsats mod den store stressudfordring, der viser sit ansigt i alt for mange dele af samfundet.

Ganske vist bliver stress indimellem nævnt som en udfordring i taler, debatindlæg og på samråd. Og beskæftigelsesministeren har da også arbejdet for at ligestille fysisk og psykisk arbejdsmiljø, i hvert fald på papiret.

Men det er dybt frustrerende at opleve politikernes manglende anerkendelse af, at stress udgør et omfattende samfundsproblem, som kræver, at vi tager et samfundsmæssigt ansvar for at komme det til livs.

Tilfældig behandling

Stress er naturligvis først og fremmest et problem for mennesker, der lider under det i så lang tid, at det ender med en sygemelding – og måske så voldsomt, at det udvikler sig til depression, angst, fysisk sygdom og ofte afskedigelse fra deres arbejde på grund af sygefravær. Men det er også alvorligt for dem, der oplever kolleger eller familiemedlemmer, som bevæger sig på kanten eller er på vej ud over den.

Hvad betyder det for vores grundlæggende tryghed som mennesker og som samfund? Jeg er bekymret for, at konsekvenserne af stress kommer til at påvirke noget meget fundamentalt i os som mennesker og dermed også vores evne til at skabe et samfund, der hænger sammen.

Dertil kommer, at stress og følgesygdomme koster samfundet dyrt i sygedagpenge, førtidspensioner, behandlinger og tabt produktivitet.

Og mens vi fortsat mangler en plan, der kan bevæge os i en mere sund og bæredygtig retning som samfund, så kæmper den enkelte stressramte hver dag. Kæmper for at komme ud af den sump af smerte, tankekaos, handlingslammelse, rystelser og psykisk ustabilitet, man befinder sig i.

Kæmper, som jeg selv gjorde, med overhovedet at erkende, at stress kan ramme ’sådan en som mig’ og med at forstå årsagerne til, at man er havnet der. Og kæmper, ikke mindst, for at finde hoved og hale i den behandling man – måske – tilbydes, som ikke altid virker gennemtænkt eller logisk.

For der er uendelig stor forskel på, hvordan stress mødes og håndteres af arbejdsgivere og sundhedssystemet. Nogle gange får man tilbudt psykologbehandling og tilpasning af arbejdsvilkår, når man vender tilbage. Andre steder er det et mantra, at man ikke må sumpe i sofaen og i stedet skal hurtigst muligt tilbage til arbejdet.

Det er helt forskelligt, om man som borger tilbydes regulær behandling eller bare får besked på at tage den med ro eller løbe en tur.

Stress påvirker den enkelte forskelligt og skal derfor også behandles med udgangspunkt i den enkeltes symptomer. Men som det er nu, virker både arbejdsgiveres og sundhedssystemets tilbud – eller mangel på samme – helt vilkårlig.

Utilstrækkeligt stresspanel

Det forbandede ved det hele er, at selv om stress føles enormt personligt – nærmest ensomt – mens man er i det, så kan det kun håndteres og forebygges ved kollektiv hjælp.

Det kræver, at vi som samfund har et vidensgrundlag og indretter lovgivningen og økonomien på en måde, så det bliver muligt for arbejdspladser, ledere og medarbejdere reelt at arbejde forebyggende samt sikre, at de stresssyge får en ordentlig behandling i sundhedssystemet.

Så hvor bliver den samlede handleplan af? I et døgns tid i slutningen af juni var jeg moderat optimistisk. Regeringen meddelte, at den dagen efter ville præsentere et stresspanel, der skal give sit bud på løsninger på stressproblematikken. Men min optimisme blev kortvarig, selv om der er dygtige folk i panelet.

Først og fremmest lader det til, at panelet ikke skal se på strukturelle forhold som arbejdsmarkedets og uddannelsessystemets indretning og styringen af den offentlige sektor samt kulturelle tvangsmekanismer som krav om ubegrænset fleksibilitet, udvikling og konstant selvoptimering.

Derimod fokuserer man i præsentationen af panelet meget på individet – panelet skal engagere danskerne, så »den enkelte borger kan tage medansvar for at stoppe udviklingen«. De forhold, vi kun kan ændre på sammen som samfund, træder i baggrunden til fordel for individets ansvar.

Samtidig er hverken forskere i stress og arbejdsmiljø – dem, der ved mest om emnet – eller arbejdsmarkedets parter – som skal håndtere det i hverdagen – inviteret til at deltage i panelet.

Sidst, men ikke mindst, skal panelet afholde fire temamøder, som hver skal munde ud i tre løsningsforslag. Jeg er sikker på, at alle forslagene vil blive leveret med indsigt og kløgt. Det er dygtige folk. Men jeg sidder tilbage med en bekymring for, om panelet overhovedet vil være i stand til at komme med de løsningsforslag, som kan få skovlen under stresskurven.

Man kan frygte, at resultatet vil blive endnu en omgang ’10 gode råd om stress’. For så ender vi endnu engang med, at stress er den enkeltes ansvar.

Interessemodsætninger på spil

Hvorfor, kan man spørge sig selv, er det så svært at finde de fælles løsninger?

Jeg mener, at der i løsningen af stressproblemet er indbyggede interessemodsætninger, og det er en stor del af svaret. Konkurrencestat og præstationssamfund er jo ikke opstået af ingenting – de har en årsag.

Det er ikke en naturlov, at vi skal jagte øget velstand gennem øget produktion og konstant effektivisering af hele samfundet, selv om globaliseringen stiller os over for store udfordringer. Det er valg, som både den enkelte borger, erhvervslivet og ikke mindst politikerne har ansvar for.

Kunsten er at finde balancen.

Derfor vil jeg opfordre til, at det engagement, som panelet forhåbentlig lykkes med at indgyde, munder ud i krav om en konkret handleplan med fælles løsninger, som også tager fat på de samfundsskabte årsager til stress, balancerer interessemodsætningerne og på den baggrund giver visionære bud på, hvordan vi på én gang kan sikre en høj levestandard samt ordentlige og bæredygtige livs- og arbejdsvilkår.

Det bliver hårdt og besværligt – og på kort sigt muligvis også dyrt – at knække stresskurven og skabe livs- og arbejdsbetingelser, vi ikke bliver syge af. Men vi har ikke noget valg.

For nøjagtig som hvis der var tale om en virus, kan vi som samfund ikke acceptere de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af stressepidemien. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal tage fat om de strukturelle problemer, men hvornår vi gør det.

Majbrit Berlau er formand for Dansk Socialrådgiverforening

I sommer sygemeldte socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, sig med stress og taler nu for 
første gang åbent om det. For selv om stress ikke smitter, er det noget, samfundet bliver nødt til at forholde sig til. På samme måde som var det en epidemi, mener hun
Læs også

 

Serie

STRESS!

Hver fjerde dansker døjer med stress, med store konsekvenser for både den enkelte og samfundsøkonomien til følge.

I denne kronikserie undersøger Information folkesygdommen – og hvorfor vi ikke formår at bekæmpe den effektivt.

Seneste artikler

  • Alt for mange børn er på overarbejde i daginstitutionerne

    16. oktober 2018
    Stress er et samfundsproblem, der årligt koster 27 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Det er en enorm udgift. Vi ved, at voksne, der har haft stress før, er mere disponeret for at få det igen. Når en femtedel af vores børn i dag er stressede allerede i børnehaven, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det ser ud, når de bliver voksne
  • Studerende: »Jeg får ondt i maven, når jeg går ind i studieboghandlen«

    26. september 2018
    Presset fra karakterer, CV-ræs og politikere vejer tungt på vores skuldre som studerende, og det er efterhånden så udbredt med stress, at det er blevet den nye normaltilstand
  • Har du talt med dit barn om karrieremuligheder i dag?

    6. september 2018
    Hvis vi ikke tager et opgør med de stigende krav om personlig udvikling og præstationer, så har vi et ansvar for at klæde vores børn ordentligt på til voksenlivet tidligst muligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Hansen
  • Dorte Sørensen
  • Roselille Pedersen
  • Poul Anker Sørensen
  • Torben K L Jensen
  • Peter Tagesen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Jørn Andersen
  • Ib Christensen
  • Frede Jørgensen
  • Bettina Jensen
  • Kristen Carsten Munk
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ervin Lazar
  • Steen Bahnsen
  • Knud Anker Iversen
  • Trond Meiring
  • Grethe Preisler
  • Herdis Weins
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Per Hansen, Dorte Sørensen, Roselille Pedersen, Poul Anker Sørensen, Torben K L Jensen, Peter Tagesen, Morten Hjerl-Hansen, Jørn Andersen, Ib Christensen, Frede Jørgensen, Bettina Jensen, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Ervin Lazar, Steen Bahnsen, Knud Anker Iversen, Trond Meiring, Grethe Preisler, Herdis Weins, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

@ Maibritt Berlau

Hovedet på sømmet :
"Det er ikke en naturlov, at vi skal jagte øget velstand gennem øget produktion og konstant effektivisering af hele samfundet, selv om globaliseringen stiller os over for store udfordringer. Det er valg, som både den enkelte borger, erhvervslivet og ikke mindst politikerne har ansvar for."

Tusind tak for en fremragende kronik :-)

Per Hansen, Claus Bødtcher-Hansen, Dorte Sørensen, Roselille Pedersen, Torben K L Jensen, Morten Hjerl-Hansen, Anne Mette Jørgensen, Jørn Andersen, Steen K Petersen, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Tue Romanow, Ervin Lazar, Steen Bahnsen og Trine Schmidt Nielsen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

En nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til 30 timer ugentligt vil reducere en række af de umiddelbare stressorer markant, og der vil være muligheder for at positive spredningseffekter breder sig, således at kortere arbejdsdage ikke blot virker produktivitets- og trivselsfremmende på arbejdet - men også giver muligheder for bedre social kontakt mellem mennesker, i familier - samt en reduktion af den omfattende institutionalisering af børn i vort samfund.

En 30 timers arbejdsuge har været foreslået af både Enhedslisten og Alternativet, men er blevet skudt i sænk af Socialdemokratiet og hovedparten af de øvrige partier på tinge. Hovedargumentet har været at vort samfund ville lide et uoverskueligt produktions- og produktivitetstab, mens tal på +100 mia i tab for det danske samfund har været bragt i æteren. Overfor dette scenario står de historiske fakta, som viser at arbejdstiden for danskerne siden 1966 er blevet sænket fra 44 timer ugentligt til 37, og imens er produktiviteten øget med næsten 300%; tilsvarende er produktionen gået op og velstanden er steget. Så selv hvis man er stærk tilhænger af øget produktivitet, øget produktion og øget velstand, er det altså svært at argumentere konsistent for at nedsat arbejdstid vil være en katastrofe for vor økonomi, og hvis man er nådig nok til at erkende at en lang række andre livsforhold er af stor betydning og værdi for danskernes tilværelser, vil der være så store goder forbundet med en mærkbart reduceret arbejdstid, at det bare er med at komme igang. Sagen er jo også den at vi muligvis blot har set toppen af isbjerget, fordi stress ikke blot er en sygdomsprovokativ tilstand hos den enkelte, men også en faktor som har stor betydning for vores kultur. Og dermed også vores evner og muligheder for at agere oplyste og demokratiske.

Per Hansen, Jens Kofoed, Roselille Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Hjerl-Hansen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg forestiller mig, at når Majbrit Berlau i sin udmærkede kronik taler om 'interessemodsætninger', så refererer det til modsætningen mellem købere og sælgere af arbejdskraft i den kapitalistiske markedsøkonomi. Og her har køberne en interesse i at 'presse citronen' så meget som muligt. Hvis det problematiseres pga. de helbredsmæssige konsekvenser, henviser de til Hovedaftalen §4 - dvs. deres ret til at lede og fordele arbejdet. Men iflg. Arbejdsmiljøloven må arbejdskraftsælgere ikke blive syge af at gå på arbejde - og det bliver de jo i stor udstrækning. Derfor har køberne ('arbejdsgiverne') altid så travlt med at individualisere og privatisere problemerne med stress - for at rette opmærksomheden væk fra fra det område (arbejdspladsen), hvor deres objektive ansvar kan gøres gældende.
Og store dele af offentligheden hopper med på den opfattelse, således at der tilbydes og aksepteres individuelle løsninger (mindfulness mv.) på kollektive problemer.
Det er så skæbnens ironi, at også i fagbevægelsen (herunder Socialrådgiverforeningen og Majbrit Berlau) bliver de ansatte syge af stress, selvom ledelsesretten ligger hos dem selv. Så det var da et sted at starte - tænk hvis fagbevægelsen blev et udstillingsvindue for virkeliggørelsen af et godt psykisk arbejdsmiljø.

PS. Med hensyn til stressproblemerne på uddannelsesområdet undrer det mig til stadighed, at man aldrig hører fra 'Dansk center for undervisningsmiljø'.

Bo Klindt Poulsen , Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Mette Jørgensen, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar

Levestandarden er højere end nogensinde før.
Man har flere penge mellem hænderne end nogensinde før-
Arbejdstiden er kortere end nogensinde før.
Vi er sundere end nogensinde før.
Man har længere ferie end nogensinde før.
Vi lever længere end nogensinde før.

Hvad er det så, der gør så mange meget mere stressede end nogensinde før ? Det er ret underligt ?

Hvem bliver stresset ?
Berlov repræsentere socialrådgiverne, som arbejder med mennesker, herunder de ledige.
Andre faggrupper er i samme båd, personalesygehuse
Det finder sted den offentlige sektor, som topstyres fra Christiansborg på to måder :
- Selve arbejdets tilrettelægning, styring, rapportering, statistik, effektivitetskrav - regnedrengenes domæne. Pres fra oven forplanter sig ned gennem rækkerne, helt ned til "klienterne" - Virus !
- Det omfangsrige regelsæt som skal kværne de ledige uanset årsagen til ledigheden. Alle kender de forfærdelige historier om, hvordan borgerne behandles.

Disse to hovedårsager takles :
- Decentralisering, nærdemokrati, ansvarspålæggelse derude på arbejdepladserne og i kommunerne.
- Basisindkomst med de kendte virkninger - burde efterhånden være velkendte. Adskillelse af arbejdsmarked, sundhedsvæsen og socialvæsen.

Jeg har ikke hørt om stress i det private erhvervsliv, hvor hver passer sit og står til ansvar herfor.
Ingen politiske partier kan gå ind for denne revolutionerende velfærdspakke !!
Eller hvad ?

Ib Christensen

Hvordan har tallene udviklet sig siden arbejdsmarkeds reformerne?
Nogen der har hørt om elefanten i rummet?

Jeg vil vove den påstand, at der er en stigning i udgifterne til arbejdsrelateret stress der er sammenfaldende med reformerne.

Per Hansen, Bettina Jensen, Roselille Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Ib Christensen

Det tror jeg du har fuldstændig ret i.
Men det får vi nok først undersøgt om en dekade eller så !!

Bettina Jensen, Ib Christensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

Til Leo Nygaard - vedr. stress i ( bl.a.) det private erhvervsliv. At du ikke har hørt om det, ka' jo skyldes mange forskellige ting. Til almindelig oplysning kan jeg anbefale 'Det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø' - her kan man få konfronteret sine holdninger med regulær viden på området.

Bettina Jensen, Anders Reinholdt, Leo Nygaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Hør formanden for B mennesker i dag på radio 24/syv fortælle om B menneskers udfordringer i et samfund, hvor man stadig indretter samfundet efter landbrugets behov. Der er undersøgelser, som viser at vores indre ur ikke kan trænes og B mennesker betaler prisen i form af flere sygdomme herunder stress.
Der er netop stillet et borger forslag til fordel for et mere nuanceret skoleliv og arbejdsliv.
Man er morgenfrisk, men ikke aftenfrisk. Ordsproget, morgenstund har guld i mund en hel del andre.

Eva Schwanenflügel

Anne Mette, hvad tid kommer udsendelsen? :-)
Det er nemlig helt rigtigt, at vi stadig indretter os efter gammeldawse samfundsmønstre !!

"Det kræver mere end skåltaler at skabe livsbetingelser, vi ikke bliver stressede af "

Selvfølgelig. Det kræver det personlige ansvar og integritet at sige "Jeg vil leve som jeg har lyst til. Andre behøver ikke at leve som mig, men dette er min vej"

Lars N. Jensen

Sitat: Sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil viser, at ca. 40 procent af de unge kvinder i alderen 16-24 år har et højt stressniveau.
En meget stor del af svaret må kædes sammen med dette faktum. De yngre kvinders perfektionisme-kultur, 12-tals pigerne og kropspres er en sentral del af forklaringen. Og før ‘damerne’ selv tager et opgør med den kultur, så vil epedimien fortsætte.

Steen Obel, 18.35 - I fortsættelse af mit indlæg 17.01.

I din henvisning fandt jeg ikke noget. Men i "Videncenter for Arbejdsmiljø" derimod :
Mest stressede : Hotel, restauration, hospitaler, døgninstitutioner, hjemmepleje, læger kasseassistenter, socialrådgivere.
Mindst stressede : Jord-beton arb., lastvognschauffører, brandmænd, elektrikere.

Mon ikke billedet er : Stort problem i det offentlige - Mindre i det private.
Typisk stressårsag : Krav contra muligheder.

Jeg tror, at det i høj grad er folks sindsyge jagt på materielle goder og deres indbyrdes konkurrence i at kunne fremvise flest tåbelige symboler på, at de klarer sig bedre end andre, som gør dem stressede. Hvis man som udgangspunkt har, at man ikke vil acceptere at kunne presses til noget, man ikke kan holde til, eller som man bare ikke kan se meningen med og indretter sit liv efter det, så kan det godt lade sig gøre i et samfund som vores.
Hvis jeg - hårdt presset af debatvinklingen - skal inddrage folks køn, så forekommer det mig, at langt færre kvinder end mænd har udviklet evnen til at hvile i sig selv, så de ikke kan drives rundt i manegen. Selv antallet af yogaøvelser skal opregnes på sociale medier til almen beundring. Det må da være et enormt stressende arbejde i sig selv at opretholde disse forlorne, spejlblanke facader.

Eva Schwanenflügel

Nu vi er ved den altid interessante kvindelige forfængelighed, så har jeg endnu tilgode at høre om kvinder, der selv sprøjter kokosolie ind i deres muskler for at gøre dem større af udseende..
Men de findes sikkert derude, hvis man kigger nøje efter ;-)

Ok, Eva, godt ord igen, men jeg har nu aldrig hørt de gutter jamre sig over stress. Er det ikke det, de søger og tænder på? :)

Eva Schwanenflügel

Poul, synes du selv det tyder på at man 'hviler i sig selv', når man går så outreret til værks som de gode bodybuildere på sprøjten?
Og hvad med at skulle leve op til maskulinitetskravene uden at føle sig bare en lille smule stresset indimellem?
Faktisk tror jeg bare kvinder er bedre til at være åbne om deres følelser end mænd, derfor ser det også ud som om de er mere stressede.
Men det kunne være bias, selvfølgelig ;-)

Det offentlige :
Husk at der en, der bliver behandle og en behandler - på hver sin side af bordet.
De er placeret i en situation, der kan stresse begge parter. Det skyldes sikkert ikke de to.
Det skyldes systemet - det meget omfattende regelsæt eller rettere de mange tilsammen.

Efterhånden bilder alle sig ind, at de har stress. De, der har travlt, synes at så må de da være stressede - og dem, der ikke har noget at tage sig til, hævder at være stressede over det.

Ved alle de mennesker overhovedet hvad stress er - eller er det ren indbildning?

Bettina Jensen

"Hvis man som udgangspunkt har, at man ikke vil acceptere at kunne presses til noget, man ikke kan holde til, eller som man bare ikke kan se meningen med og indretter sit liv efter det, så kan det godt lade sig gøre i et samfund som vores."

Som ovenstående implicerer, og som andre kommentatorer er inde på, spiller integritetsudvikling en stor rolle for om man lader sig forføre, forcere og manuducere af materialistiske og/eller kønskonforme, kulturelle magtbud, og vi for at mennesker kan udvikle integritet og indre ro, har de brug for en relativt tryg tilværelse, hvor de oplever sig elskede og næres af bl.a. socialt sunde og intellektuelt oplyste stimuli, hvorfor det er af afgørende betydning af flest muligt oplever en sådan opvækst/tilværelse, navnligt når de er børn/unge. Dette kalder på at et stærkt, voksent fællesskab sammen investerer de fornødne ressoucer i at skabe sådanne betingelser, så absolut færrest muligt individer, familier og lokalsamfund/grupper oplever alvorlige afsavn når det kommer til tilknytning/tilhørsforhold og udviklingsfremmende interaktion med både den nære og fjerne omverden.

Stress var nødvendig for at jage og nedlægge sit bytte eller sin fjende - dengang.
Nu er det ........ det samme, hvis man opfatter sig selv som værende i en tilsvarende situation.
Ganske naturligt ;-)

Anne Mette Jørgensen

Hej Eva S.
Jeg hørte programmet, men om det var en genudsendelse ved jeg ikke. Det var yderst interessant og oplysende.
Jeg har selv været B menneske hele mit liv til stor gene. Min datter ligeså, og den ene af mine børnebørn ligeså.
Har forgæves forsøgt at finde det på deres hjemmeside, og nu har jeg skrevet til dem.
Jeg vender tilbage, så snart jeg har fået svar. P.s det er et overset problem og oveni er der en meget stresset hverdag for mange. Søvn er yderst vigtigt for vores helbred og B mennesker får for lidt søvn.

Eva Schwanenflügel

Anne Mette, tak for svaret :-)
Ja, jeg har også altid lidt under at være udpræget B-menneske.
Glæder mig til at høre mere om det, for det er et meget overset problem at så mange er i konstant søvnunderskud, og derfor oplever at blive mere stressede end A-mennesker.