Læserbrev

Vi kristne vil gerne tage ansvar for klima- og naturkampen

I KFUM og KFUK arbejder vi i stigende grad med klimaspørgsmål og FN’s Verdensmål. Det sker med baggrund i en kristen skabelsesforståelse og som et forsøg på at adressere børn og unges nutidige og ikke mindst fremtidige livsvilkår
31. august 2018

Jens-André P. Herbener leverede den 25. august en interessant kronik i Information. Hans synspunkt er, at vi i dag driver rovdrift på naturen, og at det i høj grad er kristendommens skyld. Det første er jeg enig i, det andet har flere nuancer. Men det vigtigste er, hvad der kan og skal gøres nu, og hvordan kristendom (og andre religioner) kan bidrage til den klima-, forbrugs- og naturkamp, der er så stærkt brug for.

Så vidt jeg kan se, er det menneskets ustyrlige trang til stadig stigende velstand, der er den grundlæggende trussel mod både den vilde natur i Danmark og det globale klima. En sådan antropocentrisme synes at være et grundlæggende træk ved alle klodens mennesker og ikke kun de kristne af slagsen.

Meget store dele af dansk kirkeliv vil i dag have to store replikker til Herbener:

For det første læser Herbener 1. Mosebog, som om mennesket indsættes som tyrannisk hersker over de øvrige skabninger. En anden måde at oversætte og forstå teksten på er at betragte mennesket som den ansvarlige forvalter over for den øvrige skabelse. Det ansvar har hverken kirken eller andre hidtil levet godt nok op til.

For det andet ligger der i den kristne (og jødiske) skabelsesforståelse en fundamental accept af og solidaritet med den verden, vi lever i. Verden er villet og skabt af Gud. Det er ikke et sted, mennesket skal flygte fra eller se ned på.

Ud fra disse grundlæggende forståelser vil jeg nævne to eksempler fra min lille verden:

I KFUM og KFUK arbejder vi i stigende grad med klimaspørgsmål og FN’s Verdensmål. Det sker med baggrund i en kristen skabelsesforståelse og som et forsøg på at adressere børn og unges nutidige og ikke mindst fremtidige livsvilkår.

Verdensmålene vil fylde en del på Himmelske Dage i Herning næste år.

»Hvordan vil kristne organisationer mon betragte en større tilbagekomst af vild natur hinsides menneskelig herskeglæde og produktion,« spørger Herbener. Fra min pind vil svaret være glasklart: Det bliver en festdag.

Må Gud fortsat velsigne både mennesker, frøer, insekter, ulve og alt det andet vilde.

Jørgen Kvist, generalsekretær for KFUM og KFUK i Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Modigt Jørgen Kvist, at du vil deltage i denne slags debatter.

Havde du levet med den slags holdning for 100-150 og tidligere, havde herremanden fået dig ekskommunikeret.

Nuvel, jeg tror vi er nogle stykker der vil plædere for at Kristenheden har fostret grådige menneskelige djævle, der har høstet uhæmmet blandt både almue og det øvrige Skaberværk. Og det er få af verdens øvrige religioner der ikke har opført sig ligedan.

Og Kristendommen ? Tjae, hvor meget er der egentligt tilbage af den ? Den udvandede version vi lever ved siden af idag, har intet med den Kristne Gruppe Kristus oprettede i det første århundrede og som allerede få århundrede senere var på vej til total splittelse. Og selvom Bibelen er et samlet værk fra også de Kristnes Gud, så var denne Gud nu temmelig grusom før Han satte Kristus på jorden. Så det giver ingen reel mening at blande Gl. Testamente ind i hvad kristne kan og skal foretage sig, men self har Gl. Testamente en historisk værdi for de nysgerrige.

Men for at fastholde temaet. Jeg tror som dig, at nogle Kristne idag praktiserer fornuftig adfærd.

Philip B. Johnsen

@Jørgen Kvist
Tak for dit skriv.

“Vi kristne vil gerne tage ansvar for klima- og naturkampen”

Jeg vil opfordre til varsomhed ved brug af generalisering, næstekærlighed er en vanskelig øvelse.