Kommentar

Kunst er ikke en konkurrence

Statens Kunstfond efterlyser unge »elitekunstnere« med potentiale til at vinde »fodfæste på det internationale arbejdsmarked«. Det får en til at tænke på, dengang poesi og billedkunst var olympiske discipliner. Det er de heldigvis ikke længere. For kunst er ikke en sport, der handler om at være bedst. Og det er netop Statens Kunstfonds opgave at sikre, at det forbliver sådan
2. august 2018

Mens størstedelen af landets kulturinstitutioner lider under VLAK-regeringens ekstremt omfattende spareplan, lancerer Statens Kunstfond og kulturminister, Mette Bock (LA), en kunststøtteordning, hvis navn ’Karriereprogram for den unge kunstneriske elite’ lugter mere af politiske interesser end kunstneriske ambitioner.

Det var opsigtsvækkende, da der først i juli dukkede en ny kunststøtteordning op på Statens Kunstfonds hjemmeside. Ikke kun fordi fonden, på lige fod med landets øvrige kulturinstitutioner er underlagt årlige besparelser på to procent, og altså dermed sjældent graver nye støttemidler frem. Man skal også leve op til nogle bemærkelsesværdige krav for at få del i pengene.

På hjemmesiden kan man læse, at »Karriereprogram for den unge kunstneriske elite er en støtteordning til de absolut mest talentfulde unge kunstnere,« hvis formål er »at give talenterne mulighed for at udvikle kompetencer med henblik på at opnå fodfæste på det nationale og internationale arbejdsmarked«.

For at ansøge skal man være nyuddannet fra en statslig anerkendt kunstinstitution, eller som autodidakt »have vist højt kunstnerisk niveau og internationalt potentiale« ved for eksempel at have opnået »en god placering i en international konkurrence«.

Når en offentlig kunstfond anvender en så konnotationstung vending som »elite«, sender det tankerne tilbage til tidligere tiders Olympiske Lege, hvor billedkunstnere, skulptører, digtere, arkitekter og musikere kæmpede om at blive olympiske mestre i de kunstneriske discipliner.

Et dommerpanel kritiserede værkerne ud fra pointsystemer. Kunsten var sport, og kunstnerne var eliteudøvere. Da kunstdisciplinerne blev taget af OL-programmet i 50’erne, var det vel netop ud fra en erkendelse af, at kunst og sport fungerer ud fra helt modstridende præmisser.

Hvem er eliten?

Kunstkritik må nødvendigvis være mere nuanceret end et målebånd i sandet. Man kan argumentere for eller imod et værks værdi eller en kunstners formåen, men man kan aldrig sætte to streger under et facit.

Beskrivelsen af det nye eliteprogram minder på mange måder om det olympiske fortidslevn.

Kulturministeriet ønsker at bedømme kunsten på baggrund af den mest konkurrencedygtige præstation. De vil have unge eliteudøvere til at kæmpe om fondsmidlernes podieplaceringer.

Hvordan? Ved at have klaret sig godt i internationale sammenhænge. Men hvordan, man som ansøger skal vurdere det, fremstår uklart. Er det antal soloudstillinger? Er det auktionshusenes værdisætning af ens værker? Antal tildelte arbejdslegater?

Som ung skrivende undrer jeg mig over, hvordan jeg skal godtgøre, at jeg tilhører en ung, kunstnerisk elite. Skal jeg virkelig, som fonden mundret foreslår, basere det på, hvorvidt jeg har »indgået aftale eller samarbejde med en kunst- og kulturinstitution/-producent/-agent nationalt og internationalt«?

Eller skal jeg basere det på, om jeg helt oprigtigt tror, at dét, jeg skaber, kan betyde noget for samfundet og andre mennesker?

Værner om frirum

Hvis vi, på den forfatterskole, jeg netop er dimitteret fra, havde taget udgangspunkt i fondens målestok for succes og vurderet tekster ud fra, hvilke der var mest ’konkurrencedygtige’ eller på baggrund af, hvilke forfattere der var mest ’etablerede’, havde det næppe frigjort os til at kaste os ud i det eksperimentelle, det genrebrydende og det smalle. Vi havde nok søgt mere mod at skrive i forlængelse af populære, litterære tendenser end mod at skabe noget enestående.

Og er Kulturministeriets fremmeste opgave ikke netop at skabe rum for det, der ikke nødvendigvis er populært? Er fondsmidlerne ikke sat i verden for at sikre kvalitet og diversitet i kulturlivet og skærme kunsten fra markedets logik?

Selve eliteforløbet tager »udgangspunkt i en karriereplan, som skal udvikles i samarbejde med en professionel konsulent«, der gennem »forretningsplaner, masterclasses og markedsføringstiltag« vil sikre, at kunstneren opnår fodfæste på et internationalt kunstmarked.

Hvilket incitament er denne konsultation funderet på? Hvis staten står for finansiering og vurdering af disse (uspecificerede) konsulenter, er man vel i reel fare for at blive rådgivet på baggrund af alt mulig andet end kunstneriske ambitioner.

Skal samtidskunsten være en statslig valuta, hvor kapitalistiske kræfter leder en ung, elitær kunstarmé gennem de internationale kunsthaller – eller skal kunsten netop stå i opposition til den profitmaksimerende konkurrencementalitet, som samfundet ellers i så høj grad er funderet på?

Lad os håbe, at Karriereprogram for den unge kunstneriske elite er et reelt forsøg på at forbedre leve- og arbejdsvilkår for landets kunstnere. At fondsmidlerne ikke har til formål at diktere en gunstig kunstproduktion – men derimod at værne om et frirum, kunsten kan udvikle sig i.

Nanna Lund dimitterede for nylig fra Skrivekunstakademiet i Norge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Arne Albatros Olsen
Arne Albatros Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Kulturministeriet ønsker at bedømme kunsten på baggrund af den mest konkurrencedygtige præstation. De vil have unge eliteudøvere til at kæmpe om fondsmidlernes podieplaceringer".

En kortfattet og generaliserende fremstilling:
Det er i praksis ikke nyt, men det der sker i dag. Der er begrænsede midler, så derfor skal de kunstkyndige i statens kunstfonds udvalg sørge for, at kunststøtten går til kunst af høj kvalitet. Nogle får støtte til deres arbejde på baggrund af ansøgning, og andre gør ikke.

Hvis man alene vurderer kunst ud fra et romantisk kvalitetsbegreb, ligger kvaliteten i det nyskabende i værket, uanset om kunstinstitutionens repræsentanter og køberne mener, at værket har kvalitet. Kunstneren kan dø og værket blive destrueret, uden at nogen har opdaget, hvilke kvaliteter der gik tabt. Kunstneren fik ikke sin fortjente anerkendelse.

Hvis man vurderer kunst ud fra et pragmatisk kvalitetsbegreb, ligger kvaliteten både i det nyskabende i værket og i værkets værdi, forstået i betydningen, at kunstinstitutionens repræsentanter og/eller køberne anerkender, at værket har kvalitet og dermed værdi.

Man kan sige, at Statens Kunstfond fungerer på den baggrund, som anerkendelse hos institutionens repræsentanter giver. Kunstneren får lettere ved at skabe og at leve af sin kunst, uanset om markedet anerkender værdien af kunsten. Institutionens anerkendelse giver mulighed for, at kunstneren til dels kan leve af sin kunst, selv om der kun er ringe interesse for den på markedet.

Det nye i "karriereprogrammet for den unge kunstneriske elite" er støtte til udvikling af unge kunstneres kompetencer i retning af OGSÅ at skabe interesse for deres kunst på markedet og at indgå i samarbejder med købere af kunstnerens ikke kun kreative, men også innovative ydelser.

Man kan se noget, der minder om det i dag, når billedkunstnere får støtte af legatudvalget til kunstnerisk udsmykning ved f.eks. nybyggeri, og kunstneren i samarbejde med bygherre, arkitekt og legatudvalget bliver enige om præciseringen af et projekt, som alle parter kan være tilfredse med.

Ansøgningsproceduren til karriereprogrammet er ret kompleks, og hvis man som ung kunstner ikke har viden om og erfaringer med iværksætteri og mulighederne på markedet, kunne jeg godt frygte, at mange finder det for uoverskueligt og derfor vælger det fra på forhånd.
https://www.kunst.dk/kunststoette/puljestamside/tilskud/karriereprogram-...