Kommentar

Lad os bekæmpe klimaforandringer med tid til et meningsfuldt liv

Klimaforandringernes realiteter har ramt os denne sommer. Alligevel bliver det gentaget, at vi ikke kommer til at skære ned på det forbrug, som er med til at presse temperaturerne i vejret. Men hvad nu hvis den grønne omstilling ikke var afsavn, men vejen til et bedre samfund?
15. august 2018

Den gule græsplæne uden for mit vindue, de modne æbler, den for længst høstede høst. Sommerens store samtaleemne har været de klimaforandringer, vi tidligere teoretisk har talt om, og som nu viser sig i deres uhyggeligt konkrete form.

Hvis vi skal tro den nyeste forskning, har vi meget værre i vente. Allerede ved to graders temperaturstigninger vil vores forudsætninger for det liv, vi kender, grundlæggende kunne forandre sig.

De menneskeskabte klimaforandringer næres ved vores år for år stigende forbrug af elektronik fra Kina, flyrejser til Bali, importerede bøffer fra Brasilien og alt det andet, vi oftere skal have mere af.

Alligevel hører vi igen og igen fra politikere, lederskribenter og virksomhedsdirektører, at vi danskere aldrig vil skrue ned for vores forbrug. Som løsning sværger de i stedet til teknologiske fremtidsscenarier, som kun de mest fantasifulde science fiction-forfattere kan konkurrere med.

Men hvad nu hvis den grønne omstilling kan blive en gylden mulighed for at skabe et bedre liv? Hvis alternativet til masseforbrug af plastikdimser og en årligt voksende økonomi er lige så godt eller endda bedre? Vi vil ikke gå ned i levestandard, bliver det gentaget.

Men det er vel et fattigt samfund, der kun bedømmer sin levestandard ud fra et enkelt parameter – det materielle. Levestandard er også livskvalitet, lykke og glæde. Derfor tror jeg, nøglen til en livsstilsændring ligger i en simpel byttehandel.

Lige nu bytter vi kostbar tid med et forbrug, der undergraver fremtidige generationers muligheder for et godt liv her på jorden. Lad os begynde den omvendte byttehandel: en del af vores arbejde og forbrug til gengæld for mere tid. Det behøver ikke være en trist affære, hvor det ene afsavn afløser det næste.

Selv har jeg svært ved at opgive drømmen om at rejse til eksotiske steder. Så lad os i stedet bytte to ugers flyferie til Thailand med ti ugers togferie til Kina.

Lad os bytte importerede sydhavsfrugter med tid til at dyrke egen køkkenhave eller købe ind hos lokale bønder.

Lad os bytte nogle af de mange daglige børnetimer i institution med en kortere arbejdsuge og mere familietid.

Meningsløst

Et kortere arbejdsuge og mere ferie handler ikke kun om at frigøre tid til bedre formål. Det kan i sig selv øge vores livskvalitet. Konkret fordi det giver mulighed for at luge ud i de svimlende mængder af meningsløst, kedsommeligt arbejde, som ingen har glæde af, og som vi i dag bruger oceaner af tid på.

Fænomenet beskrives glimrende i filosof Anders Fogh Jensen og antropolog Dennis Nørmarks læseværdige bog Pseudoarbejde:

»I stedet for at lave noget meningsfuldt og være sammen med dem vi holder af, så sidder vi i de oplyste kontorer og venter på at dø.«

Vi køber vores stigende forbrug med mere arbejde. For nogle i form af flere opgaver og færre ressourcer, for andre med lange aftener og weekender foran computerskærmen.

Den personlige pris er stress og afsavn fra mennesker, der betyder noget for os. Men vi får jo ikke børn for at opbevare dem dagen lang i overfyldte, underbemandede institutioner. Og ingen vil betale for den nyeste iPhone med en stressdiagnose.

Så lad os stoppe med at nedbryde os selv og vores omgivelser. Vi har andre muligheder, og de kan endda vise sig at være langt bedre.

Pil Christensen er sociolog og debattør

Fremtiden ligner et klimahelvede, hvor civilisationen er brudt sammen, men det er stadig ikke for sent at afværge mareridtet: Det er ikke en teknisk udfordring – men et spørgsmål om politisk vilje
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Mette Eskelund
  • Kristen Carsten Munk
  • Esben Lykke
  • Frederik Rytzel
  • Tommy Andreasen
  • Ejvind Larsen
  • Christian Skoubye
  • Lise Lotte Rahbek
  • Christian Estrup
  • Poul Anker Sørensen
Palle Yndal-Olsen, Mette Eskelund, Kristen Carsten Munk, Esben Lykke, Frederik Rytzel, Tommy Andreasen, Ejvind Larsen, Christian Skoubye, Lise Lotte Rahbek, Christian Estrup og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Politikere der siger
Kollegaer rundt om i verden, befolkningen elsker deres børn.
Politikere der siger
Befolkningen siger, tag ikke børnenes fremtid.

Philip B. Johnsen

Politikere der siger
Gældsætningproblematikker kan ikke diktere politik.
Politikere der siger
Det skal naturligvis ikke i den nuværende eksistentielle kritiske situation, være økonomien der diktere politik, men politik der diktere økonomien.

Den største udfordring er ikke de tekniske tiltag, men at vi er nød til at omorganiserer hele samfundet, fordi selve den måde vi har indrettet os på, er en hindring for udviklingen mod et CO2 neutralt samfund

Torben Skov, Britta Hansen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Philip B. Johnsen, Ejvind Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Og al denne snak, mens det mest nærliggende tiltag - at stoppe kulkraftværkernes konstante og kolossale CO2-forurening af atmosfæren - end ikke diskuteres.
Dét her er jo ikke underholdning - det er dødelig alvor!

Nils Lauritzen

Jeg er næsten grænsende til lykkeligt enig i pointen i Pil's opfordring til at veksle højindkomst kontordød til meningsfuldt liv med tid til ro, fordybelse og samvær, men jeg mener, at der mangler en pointe.
Når Pil beskriver "...svimlende mængder af meningsløst, kedsommeligt arbejde, som ingen har glæde af, og som vi i dag bruger oceaner af tid på.", så overser hun den stadigt betydelige del af arbejdsstyrken, som ikke sidder på kontor for at få gode ideer, lave kreative løsninger, holde møder om interessante delelementer i udviklingsprojekter eller lignende.
Mange tusinde mennesker arbejder jo dagligt med fysisk arbejde, hvor en tidlig frokost og øget opmærksomhed på den hjemlige køkkenhave næppe vil gå synderligt godt i spænd med opgavens løsning. Lastbilchauffører, bygningsarbejdere, portører, sygeplejersker osv kan ikke fravælge det kedsommelige arbejde til fordel for et mere udviklende familieliv uden at gå markant ned i indkomst eller i værste fald at blive pålagt et liv udenfor arbejdsmarkedet.
Der er derfor, hvis visionen om et anderledes indrettet samfund og menneskeliv skal gøres til virkelighed, brug for mindst to store reformer, som ikke vil blive gennemført med den aktuelle stemmefordeling uanset hvilken side af det politiske spektrum, der har serveretten fra statsministeriet.
Dels skal der gøres op med arbejdstiden og arbejdseffektiviteten på en måde, så flere får en plads på arbejdsmarkedet og flere dermed kan deles om løsningen af opgaverne. Og dette vel at mærke uden at det betyder en markant nedgang i realindkomsten - jeg går ud fra, at de 10 ugers eventyr med tog i Kina ikke skal være forbeholdt den velstillede kreative klasse.
Hvilket leder frem til reform, nogle ville kalde det revolution, nr. 2.
Vi bliver nødt til at beslutte en mere rimelig fordeling af den rigdom, der er vores samfund. Ja, i virkeligheden en ganske voldsom udligning i den økonomiske ulighed globalt.
Fattigdom avler fattigdom ligesom rigdom har en udpræget tendens til at gå i arv. Ikke først og fremmest pga. den håndgribelige overførsel af økonomisk rigdom eller mangel på samme, selvom den er urimelig i sig selv, men pga. den overlevering, der sker som følge af de markante forskelle i kulturelt betinget rigdom. Måske klarest udtrykt i uddannelsessystemet og i det efterfølgende karriereforløb, hvor opvæksten og personlige forbindelser er afgørende for placeringen i samfundshierarkiet. Rige mennesker får rige børn med mange muligheder, Fattige mennesker...not so much !
Og de velstillede kan købe fri af at medvirke til løsning af eksempelvis klimaproblemet. Pålægges flybilletten en afgift, kan denne betales uden at det mærkes. Stigende priser på fødevarer eller råstoffer får heller ikke umiddelbart betydning for dette segment og de behøver derfor ikke indrette sig i overensstemmelse med konsekvenserne af miljømæssig ubalance eller finitte ressourcer.
De fattigste vil ofte mangle både den uddannelsesmæssige baggrund for og den økonomiske styrke til at ændre afgørende på samfundets retning gennem personlige valg.
Vi har altså som økologisk system ikke råd til hverken overklassen eller underklassen og alle tiders største hit fra det socialdemokratiske bagkatalog "hvor få har for meget og færre for lidt" skal for alvor realiseres, hvis fremtidens samfund skal have en chance for at udvikles blot tilnærmelsesvis bæredygtigt.

Brian W. Andersen, Flemming Berger, Robert Mortensen, Mette Eskelund og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Nå man ser historien og hvad manglede til mennesker. Vi ved tidliger mennesker har ikke opfundet Det rigtige tøj, de rigtige huse, ikke teknisk men mængde, det rigtige transport, det rigtige køkken og det rigtige skole etc.. Men de døde ikke af den mangel men af medecin mangel, de døde nogle gange som fluer og grusomt for mangel af medecin ( af kolera og pest) men der er nu medecin på skinner; det er altså nemt at lave om på mange ting. "undtagen læge videnskab" og forskning i medecin.( og ikke at glemme livets længde), ( jeg har nær glemt penge) kan man også glemme penge? That is the question.

Peter Sterling

Lad os bekæmpe de forurenende rige, og give alle andre et stressfrit meningsfuldt liv, og lad os samtidigt disrupte folkestyret og skabe en social etisk politik. I øjeblikket lytter politikerne ikke til NGO'er, miljøorganisationer og sociale bevægelser, fordi erhvervslivet ønsker en anden samfundstype end den som er sund for borgerne.

Alle kan nu mærke at der er nye tider på vej. Vi skal skabe en mere horisontal organisation, via et stort online netværk, gennem åben deltagelse, gennemsigtighed og selvstyre. Denne form for samarbejde kan ændre måden landet udvikler sig på, og helbrede vores sociale og politiske liv.

Danmark bruger milliarder på konsulentvirksomheder, når vi i virkeligheden kan gøre det arbejde selv væsentligt billigere, og med et resultat som passer bedre med den samfundstype hvor menneskets trivsel er i centrum.

Hvis vi sørger for en ordentlig omfordeling her i samfundet, og kommer hinanden ved, har vi ikke brug for alle de unødvendigt distraherende ting. Bare spørg de fattige, som er gået foran imod en mere jordnær livsstil, om de har brug for en iPhone til 10.000 kr, nej vel.

Lad os starte med at fjerne al gæld. Finansvæsenet har nu akkumuleret så megen rigdom i skattely, at al verdens bankbokse er fyldt op. Befolkningen i Danmark vil derved føle sig en halv meter højere, når de smider det åg som banker og kreditforeninger har på deres skuldre.

De fattige sættes fri fra gæld og de arbejdsløse fri for ydmygende kontrol, det bringer en gylden mulighed for et bedre liv. Ingen penge, ingen flyrejser, ingen forurening; Sandelig siger jeg eder: De fattige skal arve jorden.

Det bliver sværere for de rige at komme i himlen, end at komme igennem en kamels nåleøje. De rige får ikke er meningsfyldt efterliv, men må arbejde til evig tid i et brændende hedt klippelandskab uden grønne græsplæner.

Konsulenterne, lobbyisterne, farisæerne og politikerne derimod, kan fortsætte med at spise bøffer til dommedag. Men deres tid er kommet.

Husejerne kunne lære noget af de retfærdige fattige. En tredjedel af CO2-udslippet kommer fra bygninger. Der er dobbelt op, og derved en forøget chance for frelse, hvis husejerne dropper flyrejserne og isolerer deres huse i stedet for.

Veganerne sættes til at producere føde lokalt til alle andre. Derved undgår vi den massive udledning af CO2 ved transport af mad fra hele verden. Nordisk kvalitetsmad er bedre og mere ernæringsrig end amerikanske færdigretter.

Dem udenfor arbejdsmarkedet sidder ikke i lange køer på motorvejene og forurener planeten. Samfundet skal annerkende dem for deres CO2-neutrale indsats, og belønne dem med en rimelig indtægt, og anerkende deres livslange indsats for at redde planeten.

Derimod bør alle dem som forurener, farer rundt og stresser alle andre ihjel, straffes med en skatteprocent på 75 % i stedet for som nu, at give dem fradrag for al biltransport. Men hvordan lægger vi straf på de mennesker som stresser? Sætter vi dem i fængsel til de slapper af?

Er det overhovedet etisk eller politisk korrekt at tvinge et menneske til et mere fredfyldt meningsfuldt liv? Jeg mener, mennesket har da ret til at ødelægge sit eget liv, men har det også ret til at ødelægge alle andres liv, eller hele planeten?