Kronik

Lad os bygge boliger, hvor man kan dyrke fællesskabet uden for kernefamilien

Selv om mange ikke længere lever i en kernefamilie, bliver boligerne bygget som om, alle gør. Nye boformer, hvor folk kan dyrke et andet fællesskab, kan give bedre betingelser for trivsel
Der bør være flere bofællesskaber, hvor der både er mulighed for at deltage i fællesskabet og for at kunne trække sig tilbage til en privat bolig, mener dagens kronikør. Som i Andedammen i Birkerød, der er et aldersblandet Bofællesskab, hvor beboerne har egne boliger, men kan mødes på fællesarealer til forskellige aktiviteter, når de ønsker det.

Der bør være flere bofællesskaber, hvor der både er mulighed for at deltage i fællesskabet og for at kunne trække sig tilbage til en privat bolig, mener dagens kronikør. Som i Andedammen i Birkerød, der er et aldersblandet Bofællesskab, hvor beboerne har egne boliger, men kan mødes på fællesarealer til forskellige aktiviteter, når de ønsker det.

Finn Frandsen

30. august 2018

Selv om vi hver især kan føle et tilhørsforhold med vores mange venner på Facebook og et antal følgere på andre sociale medier, taler statistikkerne deres tydelige sprog. En ud af fem danskere oplever, at de står uden for fællesskabet. 35.000 danskere er dagligt sygemeldt med stress. 260.000 over 16 år føler sig ensomme. Og så er det endda kun toppen af isbjerget.

Det er noget i vores samfund, som vi i fællesskab må tage os af. Det er nogle tal og tendenser, som vi må tage alvorligt og ikke må forvente blot kan løses af det enkelte individ. Derimod er det noget, vi må tage os af på et højere niveau, frem for at lade det være op til hver enkelt af os at fikse os selv og skabe vores egen lykke. Vi må tage et samfundsmæssigt ansvar for, at få skabt bedre rammer for trivsel og mental sundhed.

Gentænk boligformen

En af de måder, vi kan hjælpe hinanden på, er ved at skabe bedre rammer og muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen og tage del i hinandens liv. For at være der for hinanden både i arbejds- og privatlivet. I den forbindelse er det blandt andet værd at se nærmere på vores boligformer. Der er brug for, at vi gentænker boligen og undersøger, om vi kan indrette os anderledes.

Der er i dag 37 forskellige familiekonstellationer i Danmark ifølge Danmarks Statistik, men den mest udbredte boligtype er stadig enfamiliehuse beregnet til den klassiske kernefamilie.

I de senere år er eksempelvis et stigende antal singleforældre begyndt at udtrykke behov for at bo sammen med andre ligesindede, men det kan være vanskeligt at finde en bolig, der kan rumme dette ønske.

Det udbud af boliger, der er i dag, passer simpelthen ikke til vores familietyper og dertilhørende behov længere. Det betyder, at eksempelvis den enkelte singlefar og singlemor må tage til takke med det, de kan få på det eksisterende boligmarked, hvorfor de efterlades med et uindfriet ønske om tilhør og fællesskab.

Både fælles og privat

En ny type af boliger efterspørges af flere og flere: det moderne bofællesskab. Et bofællesskab, hvor vi både kan være sammen i fællesskab og trække os tilbage og være privat. Det er altså ønsket om et alternativ til 1970’ernes kollektiver, hvor stort set alt var fælles, og samtidig et alternativ til det 21. århundredes individuelle boligformer, hvor stort set intet er fælles.

Men når vi kigger os omkring på boligmarkedet, findes der kun ganske få boliger af en type, der kan indfri dette paradoks: at være fælles om hverdagen og livet, men på samme tid give plads til at være privat.

Jeg har været med til at undersøge, hvorfor folk gerne vil bo i bofælleskaber. I undersøgelsen træder en entydig førsteplads frem på listen over forklaringer fra de over 500 respondenter: det sociale aspekt – fællesskabet.

I de uddybende svar beskrives dette som det at dele hverdagen med andre, at være der for andre og gøre noget sammen. Men her opstår paradokset. For samtidig med at vi længes efter fællesskabet, er vi også nervøse for det. Bange for at blive opslugt af det og bange for, at det fælles betyder, at vi må gå på kompromis med egen autonomi og det private.

Fællesskaber kan noget særligt i og med, at det netop handler om noget andet end én selv, og at man kan blive helt opslugt heraf. Men vi må ikke negligere, at det samtidig også kan være hårdt at være i et fællesskab, og at der er øget risiko for konflikter og begrænsninger af ens autonomi, som den enkelte gerne ville være foruden.

Flere respondenter i undersøgelsen svarer:

»Det vigtigste er, at der foruden det sociale fællesskab skal være mulighed for privatliv«.

Det iboende fællesskabsparadoks rejser sig: der skal på én gang være plads til individualitet, at være sig selv og at være fælles. Hvis vi skal lykkes med at skabe nye boformer til de mange nye leveformer, må vi have dette paradoks for øje.

Boformer kan skabe trivsel

Hvordan er vores boligform relateret til vores trivsel?

Der er et alment menneskeligt behov for tilhør, som vi gennem længere tid har negligeret ved at vægte det individuelle aspekt i tilværelsen. At være vores egen lykkes smed er et mantra, der har medvirket til, at vi har vendt ryggen til det fælles, det at smede sammen, for at blive i metaforen. Derved har vi også vendt ryggen til den afledte behovstilfredsstillelse ved at lykkes sammen.

Det er i mødet med hinanden og fællesskabet, at vi mærker os selv, finder ud af, hvad vi kan bidrage med som mennesker, og hvilken betydning vi har for andre.

Studier viser, at det har indflydelse på din levetid, om du får talt med de mennesker, du møder på din vej, og får givet en hjælpende hånd til din nabo. Faktisk viser det sig, at den sociale integration som enkeltstående faktor slår mere anerkendte faktorer som frisk luft og træning i indflydelse på, hvor længe vi lever.

Men hvorfor er den sociale integration så blevet underprioriteret? Mangler vi i dag traditioner og rammer for at mødes og bruge hinanden, som vi tidligere havde naturligt indlejret i vores kultur?

I og med at familiestrukturen er blevet svagere, og brugen af diverse sociale medier samtidig er blevet stærkere, virker det som om, vi har glemt betydningen af de konkrete, virkelige møder og relationer.

Slående er det, når undersøgelser viser, at en tredjedel af den danske befolkning peger på, at de kun har to eller færre personer at støtte sig til. Tidligere var denne støtte blandt andet indlejret i vores familiestruktur, men i en undersøgelse fra 2013 foretaget af analyseinstituttet YouGov, svarer mere end hver fjerde dansker, at de ingen kontakt har med ét eller flere nære familiemedlemmer.

Desuden har individet i en årrække været genstand for megen granskning i form af fokus på personlig udvikling, selvrealisering og selvudfoldelse, hvor den enkelte har kigget indad for at finde vej – frem for udad i fællesskabet. Det subjektivt skabte er blevet vægtet i så høj grad, at det er sket på bekostning af det objektivt givne, de samfundsmæssige normer og de værdier, vi står på som samfund og som mennesker.

Vi må tage et ansvar som samfund, hvis ikke vi vil tabe hundredetusindvis af mennesker til stress, depression og ensomhed. Vi må huske hinanden på, at vi stadig skal lykkes i fællesskab. Og sammen finde tilbage til Danmarks fælles ståsteder – den stolte tradition for fællesskab, hvad angår såvel andelsbevægelsen, foreningslivet, folkehøjskoler og verdens første bofællesskaber.

Det er normer og kultur, der skal ændres på et samfundsmæssigt plan, for, at vi kan skabe bedre trivsel og mental sundhed. En ny type boformer med plads til både individet og fællesskabet, der passer til danskernes liv anno 2018, kan være én af vejene hertil.

Mette Thingstrup er erhvervspsykolog og fællesskabskonsulent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Arne Albatros Olsen
  • ingemaje lange
  • Trond Meiring
Arne Albatros Olsen, ingemaje lange og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

I Danmark har man på Regeringsplan, for længe siden besluttet at Kernefamilien er i vejen for Samfunds- og Velfærdsudviklingen. Externe Pasningsordninger til børn og gamle, samt det at alle voksne skal ind på Arbejdsmarkedet, så meget at den hjemmegående husmor nærmest er blevet en kriminel anakronisme.

I det miljø er fællesskabs boligordninger selvfølgeligt det eneste rigtige, og det burde by- og boligudviklere for længst have reageret på.

Torben K L Jensen

Jeg er sgu træt af alle de identitære neo-liberale nudging-profeter der oversvømmer Information´s sider for tiden. En henvisning til alternativer fra redaktionens side ville være på sin plads.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvem er målgruppen for dette boligprojekt?
Jeg har boet i lejlighed i mange år. Der er ikke nogen som har udtrykt ønske om at lære naboerne at kende. Vi kan jo nogenlunde høre gennem væggene, hvordan de har det.
Og på landet, hvor jeg bor nu, der er sørme andet at lave end at socialisere.
Så - hvem er det, der gerne vil bo i fællesskaber?

- De rige gider ikke bo sammen med hverken middelklassen eller fattigrøve De vil have parklignende omgivelser, som de alligevel ikke opholder sig i, fordi de har boliger i andre byer og lande.
- Fattigrøvene er forlængst socialt skammet ud i en grad, så de helst bor for sig selv eller sammen med ligestillede. I øvrigt har de ikke råd til fællesskabs-mad og denslags.
- Børnefamilierne har ikke tid, for de skal passe deres job, bilkøerne til og fra job, børneinstitutionspladsåbningstiderne og diverse facebook-opdateringer med sine perfekte liv
- De gamle.. tjah.. nah, så skal der da laves plads til at ambulancerne kan vende lige udenfor fælleshuset.

Jeg må ha' en målgruppe.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Henrik Olsen, Verner Nielsen, Torben Skov og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

Passer det, at vi ikke længere lever i kernefamilier i samme grad som før? Og hvad er i så fald årsagen? Er det fordi vi ikke har lyst, eller er der noget andet galt?

Skal vi ikke lige finde ud af det først, inden vi begynder at bygge døgninstitutioner for voksne.

"Lad os bygge boliger, hvor man kan dyrke fællesskabet uden for kernefamilien", står der i overskriften.

Jamen, det står da enhver frit for at gå i gang med at bygge. Realiteten er imidlertid, at mange TALER om interessen for bofællesskaber, men når det komme til stykket, er den reelle interesse temmelig beskeden. Og når det bliver klart, at der naturligvis skal betales for de fælles faciliteter, så daler interessen yderligere.

Udviklerne og byggebranchen ville for længst have opført boligfællesskaber, hvis den reelle efterspørgsel var der.

Jens Winther

Udviklerne og byggebranchen ville for længst have opført boligfællesskaber, hvis den reelle efterspørgsel var der.

Nej de er blevet forstokkede som alle os andre. Der er en reel efterspørgsel og den vil stige mærkbart. Et nyt fællesskab kan spire der hvor du bor nu. Begynd og dyrk fællesgård i storbyerne med grøntsager og frugttræer. Tøm køleskabet og spis sammen - prøv bare at mødes så vil i finde ud af hvor mange der gerne vil være med og bidrage.

@Henrik Olsen, du kender ikke udviklere og byggebranchen!

Men du kan jo selv gå i gang. God fornøjelse!

(Skrevet af en udvikler, der har forsøgt sig med at bygge til bofællesskaber).

Benjamin Bach

Det er fuldstændig korrekt, at DKs større byer har en boligmasse, der på et helt lavpraktisk niveau er lavet til singler og par.

Problemet forværres af, at udlejere af store lejligheder og andelsforeninger helt eksplicit ofte forbyder bofællesskaber/kollektiver. Og her er tale om fordomme.

Samtidig udbyder realkreditforeninger og banker næsten udelukkende kredit til par og singler. "Den konstruktion er vi ikke interesseret i" er svaret på, om 5-10 voksne mennesker kan hæfte solidarisk for selv beskedne lån i fast ejendom. Det er hul i hovedet. Her er måske ikke tale om kulturelle fordomme, men snarere om en finanssektor, der er fastlåst i regneark. Det er ikke mindre risikabelt at låne penge ud til heteroseksuelle par, faktisk tværtimod: De går statistisk set fra hinanden.

Man kan sagtens argumentere som Mette Thingstrup gør, fordi mange af problemerne handler om, hvordan opfattelsen af bofællesskaber og kollektiver. Ved at fortælle om fordelene på en måde, så alle kan forstå det, kan man måske flytte opfattelsen og sympatien på en måde, så både entreprenører, lovgivere, finansfolk og private udlejere tilgodeser det næste bofællesskab/kollektiv, der henvender sig.

Jens Winther -- du snakker om at andre folk bare "TALER" -- men har du prøvet at stifte et bofællesskab eller kollektiv? Så vidste du nok, at det er op ad bakke og at udbud ikke bare magisk opstår ud af det blå ;)

Allan Filtenborg

Kors sjældent har jeg set så negative kommentarer til et ganske godt forslag. Jeg så gerne den mulighed for bolig, og især til ældre.

Michael Friis

Er boligen det vigtigst? Jeg tror det ikke. For mange - men ikke alle - er ens liv bygget om omkring mange mindre cirkler: Familie, venner, job, naboer og interesser - i uprioriteret rækkefølge. Interesser er vigtigt og man kan sagtens hygge sig med en hobby (strikke/skak/vandreture/badminton/bogklub osv) uden at have samme politiske ståsted, samme alder, samme seksualitet, samme race, samme religion, samme køn, fra samme egn, samme interesse osv. Det vigtigst er tolerance og at give andre plads til at have deres meninger. Som ung ideallist er det let at få den - kedelige - tro, at man har ret i alle sine anskuelser. Med mere erfaring finder mange ud af, at livet er mest spændende med forskellighed. Og hvorfor egentlig pådutte eller belære andre om emner, der er holdninger mere end facts?

Claus Bødtcher-Hansen

30/aug/2018

At kunne fungere trygt, som en del af et fællesskab,
forudsætter, at man har sig selv, og især sin personlige
integritet, på plads.

Og det med den personlige integritet kan læres og trænes.

Venlig hilsen
Claus

Morten Hjerl-Hansen

For mig er det vigtigt, som de skarpere af jer vil have hihi gennemskuet, at pointere at folk stadig vil være rigtig kede af det, selvom de bor sammen i nye boformer. Det kan være at der sidder en 68er som er grænseoverskridende på en hyggelig måde, som ikke kan lade være med at undre sig over, at hun ikke kender sorgvægtningen over dem alle: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest.

Så vil det unge par i de uudlejede rum begynde at låne penge af Pedro, der har dem fra en serie af kviklån der bringer hans egen økonomi faretruende tæt på rigtig dårlig. Nærheden imellem disse fire danskere vil føles kvalm, så klæg og til sidst kvælende. Derfor duer den foreslåede boform ikke. Den vil ende med at alle sidder på dørtrinnet og er blevet tryllet om til frustrationsmennesker. De vil være: 1. Lænkede til stedet, 2. Politisk inaktive, 3. Drys, 4. Fuppere, 5. Fiskere, 6. Fremmede for hinanden, 7. Fremmede for postbuddet.

Spøjse aftenhils'ner!

Morten

Mads Christensen

Michael Friis.
Jamen det kan du da have så ret i. Hvorfor overhoved skrive hvad du skriver?
Jeg kan sige får mit eget vedkommende at jeg gerne vil pådutte andre min overbevisning fordi:
1. Jeg synes det er den rette
2. Alt hvad jeg har læst og tænkt for mig til at føle det er den rette
3. Jeg synes det andet er forkert.
Du må have noget af det samme i dig ellers ville du ikke have skrevet i første omgang.

For at snakke om selve artiklen.
Jeg er 32 og kan godt følge hende. Jeg har ikke lyst til at få børn. Så det at beholde et meningsfuldt netværk kan være svært(tvivler på det bliver nemmere med alderen) samtidig har jeg heller ikke den store lyst til at skulle være påtvunget et nært fællesskab. Så at få en boligform hvor der var noget fælles man kunne være en del af eller ej ville bestemt ikke gøre mig noget.

@Benjamin Bech, følgende årsager:

1. Mange af dem, der havde erklæret interesse og vilje for at deltage, meldte fra, når det nærmede sig at folk skulle forpligte sig til at være med.

2. Manglende vilje til at betale for fælles faciliteter. Folk sammenligner prisen direkte med individuelle bo-muligheder, uden fælles faciliteter. Alle vil gerne have store og gode fællesfaciliteter, men villigheden til at betale for dem er i praksis lille.

3. Vanskeligt at nå til enighed om standard og størrelse (og dermed prisniveau), både på de enkelte andele og på fællesfaciliteterne.

4. Folk er nervøse for, at der bliver problemer når enkelte vil flytte. Hvordan sikrer den enkelte sig at kunne komme ud (sælge) på rimelige vilkår, og hvordan sikrer fællesskabet, at nye beboere "passer" ind i miljøet. På den ene side vil deltagerne gerne have vetoret mod nye beboere (hvilket hæmmer omsætteligheden), på den anden side vil de gerne sikre sig, at de selv uhindret kan flytte (sælge og melde sig ud).

Jo mere, man arbejder med fællesskabsbaserede bo-løsninger, jo mere bliver man klar over, at det er vanskeligt at realisere de luftigt formulerede visioner og idealer.

Markus Hornum-Stenz og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Mads Christensen. Fint skriv. Min pointe er jeg kan sagtens spille f.eks. skak med en, der benægter månelandningerne, har en anden hudfarve, er ryger, er ordblind, er lesbisk, er rig, er marxist, er kødspisende, er veganer, hedder Pernille Rosenkrantz-Theil, er moraliserende eller mangler et ben. Eventuelt en kombination af flere. Denne cirkel er skak.
Tilsvarende nyder jeg ofte at læse indlæg i dette forum trods jeg er uenig. Det ville være ligegyldig, uinspirende og uinteressant for mig hvis der var enighed.
Mere rummelighed. Mindre belæring. Tak.
Du er OK. Jeg er OK. Vi er OK. Men vi er ikke / bliver sikkert ikke / skal ikke være enige. God weekend.

Benjamin Bach

@Jens Winther

Tak! Jeg tror, at man finder den slags udfordringer især i "top-down" modeller? En slags merkantil tanke om fællesskaber vil have nogle udfordringer/modsætninger, som følger med købe/forbrugerkultur: Man kan brokke sig uforpligtende, man kan ændre mening, man vil have garanti.

Jeg har hørt fra en anden arkitekt, at disse konstellationer af udflyttere oftere mislykkedes end lykkedes, og at der faktisk er brug for en prof. rådgiver. Jeg forestiller mig, at det kan være nødvendigt og muligt, hvis folk aldrig har boet i større fællesskaber men til gengæld har en masse penge eller fast ejendom, som de kan investere. Så skal man da bare hyre en rådgiver ind til de sociale aspekter og til at facilitere processen.

Men det lyder i særlig grad underligt, at du møder folk, der laver direkte sammenligninger mellem prisen på fælles faciliteter og individuelle. Det kan man jo kun sammenligne, hvis man medtager det fulde, komplekse billede: Hverdagsøkonomi, fælles husholdning, besparelse af kvadratmeter osv. Så kan det da godt være, at en industrivaskemaskine er dyrere -- men den vasker til gengæld hurtigere, billigere og kan deles af mange mennesker.

Det er bedre, hvis fællesskaberne finder hinanden og tager udgangspunkt deri. Derfra burde initiativet komme. Så kan man også bedre formulere sine krav og ønsker, hvis man samarbejder med f.eks. en arkitekt om nybyggeri.

@Benjamin Bech, i et konkret tilfælde, hvor jeg forgæves investerede temmelig meget i at hjælpe et bofællesskab, var jeg blevet kontaktet af en arkitekt, som var kommet i kontakt med en "bofællesskabsinteressegruppe", som var etableret med udgangspunkt i nogle vennepar, der så havde bygget en kreds af interesserede op som ringe i vandet. Det var i den grad "bottom-up" i din terminologi. De kom så til mig for at få hjælp med at finde en passende grund og få lokalplan, byggetilladelse, opførelse ordnet.

Jeg siger ikke, at det er umuligt. Jeg siger, at det er sindssygt tungt og besværligt - og at antallet af ægte interesserede er en brøkdel af dem, der synes, at det er sjovt at lege med tanken.

Og jeg siger, at det lille antal bofællesskaber ikke skyldes at udviklere eller entreprenører er forstokkede og fantasiløse!

Annika Tiin Nielsen

Jens Winther: Lad aldrig et bofællesskab opstå på basis af vennepar! Bofællesskaber bør først og fremmest være identificeret ved fysiske rammer, der giver plads til at et fællesskab kan opstå i den form, de givne beboere nu ønsker det. F.eks gennem et fælleshus. Eller i mindre skala: Ved at bygge boligblokke, der har indbydende fællesarealer til f.eks køkkenhaver eller udekøkkener. Det er her, arkitekterne og politikerne skal turde være modige.

Og målgruppen, Lise Lotte Rahbek? Hvordan kan du sige, at børnefamilier har for travlt til at bo i bofællesskab? Jeg kender masser af familier, der bor i bofællesskab netop fordi kan være sammen med deres børn om eftermiddagen, uden at skulle tænke på aftensmad. Og fordi de faktisk oplever et mere givende samvær med deres børn i fællesskabet med andre.

De unge ældre ligger sgu da heller ikke og venter på en ambulance. Det er dem, der trækker det største læs i mange bofællesskaber, både med udvalg, møder, referater og som reservebedster.

Jeg er i det hele taget ret forundret over fordommene over for nye bofællesskaber her på tråden. Har I overhovedet besøgt et moderat bofællesskab?

Lise Lotte Rahbek

Annika Tiin Nielsen
Nej, jeg har aldrig besøgt et moderne bofællesskab. Og ja, jeg er fyldt med fordomme på alle mulige og umulige områder. Og nogle gange kan jeg finde på at tegne nogle rammer i meget grove streger .. og fnise lidt af billedet, også.

Fortæl, fortæl om dit kendskab til moderne bofællesskaber istedet for at skælde ud.