Læserbrev

Kvindelig chef: Lige barsel er et populistisk forslag, der intet løser

Jeg efterlyser en mere nuanceret tilgang til ligestillingsproblematikken. En tilgang, der også inkluderer arbejdsmarkedets parter og familierne og en hel del normkritisk kiggen indad. Så slipper vi for dumsmarte strukturændringer, der ikke løser den grundlæggende problematik
3. september 2018

70 procent af de offentligt ansatte er kvinder, men 70 procent af de offentlige ledere er mænd. Det er et problem. Et ligestillingsproblem.

Men det var beskæmmende at høre ligestillingsminister Eva Kjer Hansen udtale i mandagens P1 Morgen-radioavis, at den primære løsning på ligestillingsproblemet er at ligestille barslen mellem mænd og kvinder.

90 procent af barslen tages af kvinder, men 50 procent af forældrene er mænd. Det er måske et problem. Men at sammenkoble disse to udfordringer minder mest om den gode gamle skraldespands-problemløsningsmodel, hvor tilfældige løsninger møder tilfældige problemer, og alle er glade. Bortset fra dem, der gerne vil nå ind til kernen af disse komplekse problemstillinger.

Den slags snuptagsløsninger er letforståelig populisme. Det løser intet. I stedet må vi holde op med at tro, at 1,7 års fravær fra et arbejdsliv på op mod 50 år skal være et varigt problem – 1,7 år, fordi hver kvinde får gennemsnitligt 1,7 børn, og barslen er et år.

Skriver stolt det hele på cv'et

Forestil jer en mand, der tager et års orlov for at rejse jorden rundt med familien. Han berømmes og interviewes, for den slags kvalitetstid gør ham til et bedre menneske. Sandsynligvis endda en bedre kollega og leder. Og han skriver det stolt på CV’et.

Forestil jer sådan en som mig. Jeg har fire børn, masser af barsel og en karriere, hvor jeg nu er HR director. Og jeg skriver stolt det hele på CV’et.

Eller forestil jer den unge generation, der forventes at ville arbejde langt mere fleksibelt med sabbatår og karriereskift undervejs. Hvis 3,4 procent fravær – 1,7 år ud af 50 år – er diskvalificerende, så ville den slags falde helt anderledes ud. Barsel er blot et sving på (arbejds-)livets vej. Med stor symbolværdi.

Hvis der var en-til-en sammenhæng mellem barsel og ligestilling, så ville vi i øvrigt have haft helt fantastiske vilkår for ligestillingen i begyndelsen af 70’erne, hvor barslen udgjorde overskuelige seks uger. Det var ikke tilfældet.

Jeg efterlyser hermed en mere nuanceret tilgang til ligestillingsproblematikken. En tilgang, der også inkluderer arbejdsmarkedets parter og familierne og en hel del normkritisk kiggen indad. Så slipper vi for dumsmarte strukturændringer, der ikke løser den grundlæggende problematik.

Maria Haag Montiveros, HR director i Citelum Denmark A/S og partner i Core Energy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu