Kommentar

Liberalismen har aldrig slået rødder i Østeuropa

Det blev fejret som ’Europas genforening’ og ’østeuropæernes hjemkomst’, da EU blev udvidet mod øst, men realiteten er, at det for østeuropæerne handlede om national frigørelse – ikke om tilslutning til et værdifællesskab
4. august 2018

Historien gentager sig ikke – »men den rimer«,  hvis vi skal tro Mark Twain.

Før EU’s store østudvidelse i 2004 rejste jeg rundt i Østeuropa og spurgte ledende politikere, hvilke forventninger de havde til, hvad alle dengang beskrev som disse landes ’hjemkomst til Europa’.

Alle var såre entusiastiske og præsenterede mig for lange ønskelister over alt det, deres lande havde behov for, og som man nu regnede med, man skulle få fra Vesteuropa – med tiden fik man såmænd også det meste. Men jeg havde også et mere ubekvemt spørgsmål med i bagagen.

Hvad tænkte de sig skulle blive deres eget særlige bidrag til det nye større europæiske fællesskab?

Diktaturerfaringer

Rådvild forundring og forlegen tavshed fulgte. Åbenlyst havde ingen gjort sig nogen overvejelser i den retning. En eller anden, jeg tror, det var i Prag, foreslog, at man kunne bidrage med den unikke østeuropæiske erfaring af at leve under et diktatur. Men den erfaring havde man dog gjort sig hist og her i Vesten.

Som regel tog de mere sofistikerede politikere deres sidste tilflugt i en påmindelse om, at man i øst til alle tider havde vidst at beskytte Europa imod ydre fjender og således fungeret som et antemurale christianitatis – et ’kristenhedens bolværk’ – imod både mongoler, tatarer og tyrkere.

Det var måske historisk korrekt, men den aktuelle relevans lå ikke lige for. Vi var os bevidst, at vi talte historie. Deraf forlegenheden hos mine samtalepartnere.

At henvise til en fortidig vagtrolle som fremtidigt bidrag var som at fremvise en regning, der var betalt for længe siden for noget helt andet, og gøre krav på, at den nu skulle gælde som kvittering for kommende tjenester.

Wiens porte

Blot femten år senere rimer historien igen. Og det er selvfølgelig de store migrantstrømme af muslimer – i østeuropæiske folkemunde kaldet ’tyrkere’ – som nu får Østeuropa til igen at påberåbe sig sin historiske fortjeneste som det kristne Europas fremmeste beskytter. Ingen skal vi tage imod. Ingen vil vi slippe ind.

Som en slags moderne version af det habsburgske rige opfører Visegrad-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, red.) og efterhånden også Østrig sig nu, som om de tyrkiske osmanner endnu engang stod ved Wiens porte, og Europas undergang atter var nær.

Den kristne hær blev i sin tid anført af polakkernes konge Jan Sobieski. Den rolle har Ungarns Viktor Orbán påtaget sig i dag. Hvor andre europæiske politikere virker rådvilde over for det muslimske ’stormløb’, kan han tilbyde en simpel og gennemtænkt strategi. Indtil videre med stor succes.

Orbán blokerer for EU’s halvhjertede og forkludrede forsøg på at forholde sig til migrationen, mens stadig flere europæere får den tanke, at manden muligvis gør det helt rigtige, eller at det i det mindste lige nu ikke er muligt at få øje på et realistisk alternativ til hans politik.

I det liberale Europa fremstilles Orbán derfor som farlig politisk manipulator – og som en højreekstremistisk populist og folkeforfører.

Mesterlyttere

Men denne kritik rammer ved siden af det væsentlige. Som andre drevne populister – f.eks. Donald Trump – er Orbán ikke så meget manipulator, som han er en mester i at lytte.

Orbán tolker folkeviljen med stor lydhørhed. Det stof, hans politik er gjort af, er ikke fakta eller demokratiske principper, men menneskers følelser, drømme, fordomme og frygt. Han lytter, og det han hører, leverer han tilbage i form af de budskaber, folk helst vil høre.

For folk vil fremfor alt gerne høre om sig selv. Altså om deres egen nation. Om hvor unik og fantastisk den er, men jo også gerne, at den er truet. Af indvandrere (selv om Østeuropa stort set ingen har), af kosmopolitter (læs jøder, især finansmanden George Soros), af et nyt fremmedherredømme (med Bruxelles som hovestad), af eliter (rodløse og internationale) og af liberalister i videste forstand (der håner den kristne kernefamilie med deres evindelige gay pride-parader).

Demokrati mod demokrati

Liberalismen har ingen historiske rødder i Østeuropa. Forsøgene efter kommunismens fald på at få den til at slå rødder fik en ende, efterhånden som de store dissidentgenerationer forlod den politiske scene. Nu skal de sidste ansatser af den jævnes med jorden.

I varierende lokale tonearter foregår dette projekt nu over hele Østeuropa med Ungarn og Polen i spidsen. Det parallelle forløb i Østrig viser, at der her gribes tilbage til et mønster, som er ældre end Den Kolde Krigs opdeling af Europa.

Overalt er mønstret det samme: at svække, udhule og underminere civilsamfundet og retsstaten. At bekæmpe demokratiets institutioner med demokratiet som middel. Det hele i nationens navn.

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Tjekkiet slap som Polen og Ungarn efter Murens fald i 1989 for diktater udefra. Men for tjekkerne blev Sachsen skræmmeeksemplet på, hvordan man i vest forvaltede sit lovpriste demokrati, nemlig som et flertalsdiktatur sanktioneret af en parlamentarisk majoritet i Berlin eller Bruxelles. Deraf flyder deres EU-skepsis – som polakker, slovakker og ungarere deler med dem, skriver dagens kronikør.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Mihail Larsen
  • David Zennaro
Anders Graae, Mihail Larsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Richard Swartz

Jeg anfægter ikke, at du har ret i ovensående betragtninger; men det er godt nok deprimerende.

Jeg var mindst lige så begejsret som alle andre over Østeuropas optagelse i EU og tog det vel nærmest som en selvfølge, at landenes befolkninger ville være tilfredse med at leve under et liberalt demokrati efter så mange års kommunistisk parti-diktatur.

Selvfølgelig så Østeuropa EU som en penge-ko - det gjorde vi andre også - men derfor kan man godt være begejstret for forpligtende internationalt samarbejde; men åbenbart ikke ....

Anyway, der er ikke så meget vi kan gøre ved det - EU træffer alle væsentlige besluninger ved konsensus, og det er selvfølgelig umuligt at opnå, hvis Visegrad landene ikke kan tilslutte sig et givet forslag.

Mihail Larsen

EUs udvidelse i kølvandet på Murens fald var en fejl.

For det første var det et brud på de forsikringer, Europa havde givet Mihail Gorbatjov - forsikringer om ikke at videreføre koldkrigens logik ved at skabe en ny, fremskudt front mod Rusland.

For det andet var det hul i hovedet at udvide antallet af EU-medlemsstater, før EU havde gennemført en forfatningsreform, der afskaffer vetoretten for hvert enkelt medlem på centrale områder. Nu er det faktisk muligt for f.eks skatteskjulet Malta at sætte reformeringen af EU i stå. Og naturligvis for Polen, Tjekkiet og Ungarn at underminere EUs retlige værdigrundlag - uden at EU kan tvinge dem til at makke ret eller (true dem med at) smide dem ud.

Anders Graae, Bo Klindt Poulsen , Bjarne Bisgaard Jensen, Kristian Rikard, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, P.G. Olsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg vidste det dengang, og jeg var temmelig chokeret over, at politikere kunne være så idiotiske og uvidende om de massive politiske forskelle på Øst og Vest i Europa.

De så ellers hvordan liberalisme virkede i Rusland i 90'erne...Med Jeltsin på liberale Clinton-steroider...

Anders Graae, Flemming Berger, Christina Petterson og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar