Klumme

Nietzsche kan befri de unge fra deres slavemoral

Den dovne læsning af filosoffen Nietzsche gør ham til kynisk nihilist. Men hans værker kan også læses som selvhjælpsagtige anvisninger, der er tiltrængt i en kultur gennemsyret af mindreværd og utilstrækkelighed
Nok er gud død, men det er Nietzsche ikke. Derfor burde gymnasierne introducere andre Nietzschetekster for deres elever, end det typiske udsnit fra ’Den muntre videnskab’.

Nok er gud død, men det er Nietzsche ikke. Derfor burde gymnasierne introducere andre Nietzschetekster for deres elever, end det typiske udsnit fra ’Den muntre videnskab’.

Finn Frandsen

23. august 2018

»Gud er død.«

Den tyske filosof Friedrich Nietzsches mest berømte erklæring optræder første gang i Den muntre videnskab fra 1882. I gymnasiet læser man gerne et beskedent uddrag fra bogen i religionsundervisningen som eksempel på ateisme, hvor højrebensfortolkningen sparkes ind mellem ørerne på eleverne:

Nietzsche mener, at den kristne moral blankt må forkastes – vige for den stærkes ret, enerens egenrådighed og i sidste ende kulturens slutprodukt: overmennesket.

Nietzsche er mørkets fyrste – pessimist, nihilist og elitær antidemokrat. Svøbt i negativitet og dyppet i spydighed. Sådan opføres karikaturen. Men i virkeligheden er den tyske filosof snarere en positiv modgift mod en kultur inficeret af medløberi og ansvarsforflygtigelse. En modgift, som samtiden i den grad kalder på.

Slavemoral

Vi er bekendt med neurosemøllen af præstationsangst, mindreværd og utilstrækkelighed, som særligt forpester internetgenerationerne: at score 12-tallet, have det rigtige mærkat i nakken, flad mave og glat hud. En enøjet selvdisciplin, blind konformitet og idolkultur, der slår ud i stress, depression og uafvendelig midtvejskrise.

Det er denne velkendte sociale spændetrøje, som Nietzsche ville kalde slavemoral.

Modsat fordommen er Nietzsche ikke nihilist. Tværtimod. Han foragter »kristne og andre nihilister« for ikke selv at skabe værdi i tilværelsen, men blot lade sig lægge i lænker af andre og dermed fornægte selve livet. De er de egentlige pessimister.

Kan du forestille dig dybere nihilisme end at jagte opadvendte tommelfingre på internettet?

Instinktets forsvarsadvokat

Nietzsche retter en potent kritik af medløberen. Men hans kritik af det kvælende fællesskab er også en rationalitetskritik, idet Nietzsches positive modsvar tager form af en hyldest til instinktet. Han skriver sig op imod en tradition af tænkere, der anskuer instinkt og impulser som et grundlæggende onde – noget, der må undertrykkes og trynes af fornuftens sobre klarsyn.

Her stiller den tyske filosof sig i stik modsatte ringhjørne. Og i Afgudernes tusmørke skriver han direkte, at »glæde er lig instinkt.«

Det betyder ikke, at der er frit slag, eller at alt er tilladt. Nietzsche advokerer ikke for en tøjleløs laissez-aller-moral. Hans forsvar er ikke for det rå, men for det raffinerede instinkt – han argumenterer med andre ord for, at menneskets driftsliv, behov for beruselse og kreative indfald sættes i spænd med den sterile fornuft og ikke blot affejes som dumt og dyrisk af det oppustede overjeg.

På den måde er Nietzsche talsmand for selvmodsigelsen: Den indre psykologiske opposition er essentiel for at være et helt menneske, og at give afkald på tvetydigheden og hykleriet er at opgive sig selv. Sagt anderledes er afholdsmanden nøjagtig lige så stor en kujon som misbrugeren.

Lektien er således, at man ikke kan lægge ansvaret på hverken digitalt gruppepres, på Gud eller på konkurrencestaten. Man må omfavne det, man er – også de ubehagelige, afskyelige og modbydelige sider.

Selvhadet gør os interessante

Den sløve læsning af Nietzsche skelner skarpt mellem den kristendomsinstallerede slavemoral og overmenneskets selvhævdende herskermoral. Men trods Nietzsches vansirende kritik af førnævnte, fremhæver han også positive sider ved slavemoralens udviklingshistorie.

Mens herskerne udøver magten og reagerer udad, retter den fortørnede slave volden og aggressionen indad. Og ifølge Nietzsche er det her, at evnen til at selvreflektere opstår – selve det, der gør os »interessante.«

Afvisningen af slavemoralen er således hverken entydig eller total.

Nietzsche ønsker sig ikke et feudalsamfund. Han tilstræber derimod en syntese, som overskrider det sokratiske rationalitetskorstog, der har kostet os halvdelen af vores menneskelighed. En kinddans mellem kunstneren og filosoffen, hvor forbilledet ikke er Napoleon, men Goethe.

Og skulle man være i tvivl om, at Nietzsches budskab grundlæggende er muntert og ikke blot en dans på skødet af den stærke mand, kan man læse forordet til Afgudernes tusmørke:

»At bevare munterheden i en dyster opgave fyldt med umådeligt ansvar er ingen lille bedrift; men hvad er der brug for, hvis ikke munterhed? Intet lykkes, hvis ikke vittighed er en del af det.«

Gymnasierne skulle overveje at servere andre Nietzschetekster for de selvusikre teenagere, for nok er gud er død, men det er Nietzsche ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • lars søgaard-jensen
  • Torsten Jacobsen
  • Ejvind Larsen
  • Troels Ken Pedersen
Jørn Andersen, lars søgaard-jensen, Torsten Jacobsen, Ejvind Larsen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Identitetsideologi i tredje potens - forherligelse af "Das Übermensch" der ikke har brug andre.
Nikola Tesla - en genial serber med visioner der forandrede hele verdens måde at arbejde på.
I forhold til ham er Nietzsche nærmest en gold fanatiker.
Skriv dig det bag øret - Nikola.

Karsten Olesen

Nietzsche smed hele humanismen ud med badevandet - støttede Bismarcks magtstat og hans ideologi gik siden problemløst ind i magtforherligelsen der førte til 1. og 2. verdenskri g.

Psykopati i filosofisk form.

Læs som korrektiv Hermann Hesses eller Franz Kafkas kritik af den totalitære magtstat - eller de tyske emigrantforfattere der flygtede fra Hitler.

Lars Rasmussen

Nietzsche som opdrager? En romantisk tanke...

    “Sometimes I feel it is my fate
      To chase you screaming up a tower
      Or make you cower
      By asking you to differentiate
      Nietzsche from Schopenhauer.”

— John Fuller, Valentine.

Bjarne Toft Sørensen

For at imødegå nogle af de fordomme, der tegnes af gymnasiets undervisning i kommentaren, når det drejer sig om en præsentation af Nietzsches tænkning:

Hvis elever i gymnasiet vælger filosofi som tilvalgsfag, vil de typisk, i underviserens valg af grundbog og valget af mindre tekstuddrag fra Nietzsches værker, blive præsenteret for en fremstilling af Nietzsche som eksistensfilosof, der i store træk er sammenfaldende med det billede, der gives af hans tænkning i kommentaren.

Her nævnes en række træk ved Nietzsches filosofi, som jeg også værdsætter, men hans filosofi efterlader også hos mig, vurderet i et samtidsperspektiv, en følelse af kulde, med dens vægt på individualisme, sætten sin egen udvikling i centrum og en vægt på identiteten som livskunstner. Hvad med vægten på det at få et samfund til at fungere som et fællesskab?

Lise Lotte Rahbek, Anders Reinholdt, Jens Østergaard Petersen, Lars Rasmussen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Jeg synes nu der er nogle enklere mere håndgribelige muligheder. Hvad med at sørge for at de unge kan få et sted at bo? Vi har nogle skønne uddannelsesbyer, men der mangler studieboliger. Lidt mindre samtalekøkken og lidt flere ungdomsboliger, så finder de nok ud af at skabe deres egen modkultur.