I 2008 blev en 26-årig kvinde i Oakland råbt an af en mand på gaden. Hun genkendte manden som sin fætter. Manden blev hurtigt meget aggressiv, tog fat i hende, råbte ad hende. Ud af øjenkrogen fik kvinden øje på Austin, som hun aldrig havde mødt før. Hun spurgte ham om hjælp. Austin gjorde, hvad hun sagde, trådte imellem dem og spurgte: »Hvad sker der her?« Fætteren sagde, at han skulle blande sig udenom, men det ville Austin ikke. I stedet bad Austin kvinden om at løbe sin vej. Kort efter blev han selv stukket ihjel af fætteren. I de amerikanske medier blev han hyldet. Han gjorde »det eneste rigtige«.
I 2012 gik James Holmes ind i en biograf i Colorado, hvor han først smed en tåregasgranat og derpå skød vildt omkring sig. Blandt ofrene var tre mænd, hvis kærester overlevede, fordi deres mænd havde kastet sig ind foran dem for at beskytte dem mod kuglerne. I medierne blev mændene hyldet som »rigtige mænd«.
Heltedøden
Fortællingen er, at rigtige mænd ofrer sig. At rigtige mænds liv er undværlige. Det er en fortælling, som bliver gengivet i store actionfilm. Se bare Kill Bill, hvor Uma Thurman massakrerer 88 mænd. Hvordan var filmen mon blevet modtaget, hvis en mand havde massakreret 88 kvinder? Men fortællingen er ikke kun amerikansk.
Da Første Verdenskrig rasede, uddelte kvinder hvide fjer til mænd, som ikke havde meldt sig under fanerne. Den hvide fjer var et udtryk for kujonagtig adfærd. Hvis du ikke kæmpede, var du ikke en rigtig mand. Mange mænd endte med at drage afsted i krig på grund af den hvide fjer. På grund af frygten for at blive stemplet som en kryster. Frygten for at være en kujon var så stærk, at mænd, som ellers ikke havde behøvet, endte med at drage i krig og dø af samme årsag.
At lokke med heltedåden, at gå over i historiebøgerne, er og var den sociale bestikkelse, der fik mænd til at gå i døden. For hvem vil ikke gerne være en helt? Hvem vil ikke være en rigtig mand? Men for at være en rigtig mand skal man være en mand, der kan undværes. Hvilket paradoks.
For hvis skyld ønsker mænd at leve i det paradoks? Kvinders. Kvinderne ville have helte. Ikke kujoner. For heltestatus gav i sidste ende seksuel adgang til kvinderne.
Ufrivillig afholdenhed
I dag har mænds undværlighed antaget nye og formentligt mere skelsættende former. Ifølge flere sociologiske fremskrivninger vil mellem 25 og 33 procent af den næste generations mænd ende ufrivilligt barnløse. Det vil de af flere grunde. Først og fremmest fordi stadigt flere kvinder frivilligt vælger ikke at få børn eller frivilligt vælger at få børn alene.
Antallet af solomødre er steget med 50 procent de sidste fem år. Det sidste er muligt, fordi mænd kan undværes som fædre. Det er straks en vanskeligere sag at undvære kvinder som mødre. Antallet af barnløse- og solomødre stiger blandt andet, fordi kvinder eftertragter højtuddannede mænd. Desværre er de højtuddannede mænd ofte de mænd, som er mindst interesserede i at skabe familie. De er mere optagede af at gøre karriere og realisere sig selv igennem deres arbejde.
Det samme gælder sjældent de lavtuddannede mænd. De er lønarbejdere og drømmer allermest om at få fri klokken 16 for at tage hjem til børn og kone. Problemet for dem er, at de i fremtiden vil få svært ved at realisere den drøm. For kvinderne foretrækker de højtuddannede mænd, men de højtuddannede mænd foretrækker karrieren. Så er alternativet, at blive solomor, oftere at foretrække.
Det giver den lavtuddannede mand et dobbeltproblem. For det første hader han sit arbejde, men nu hader han også den fritid, han gerne ville have brugt på den familie, som han ikke kan få. Så når han kommer hjem til sit tomme hus, sætter han sig foran sin computer og leder efter ligesindede. De kalder sig »incels« og stiger i antal. Incels er en forkortelse for det amerikanske involuntary celibate: ufrivilligt cølibat.
En ond cirkel
Hvis vi skeler til sociologernes analyse, er navnet en præcis beskrivelse af deres situation. Det er en form for mandlig feminisme, hvor mænd finder et fælleskab, hvori de bliver bekræftet i, at det ikke er dem selv, der er noget i vejen med, men de strukturer, de er sat under. På mange måder fungerer de her fora som virtuelle støttegrupper for mænd, hvor de for en stund bliver frigjort for ansvar og selvbebrejdelse. Vel samme psykologiske funktion feminismen har tjent og tjener for mange kvinder.
Flere af de mænd, som benytter grupperne, er sobre, ærlige og sårbare. Andre forsøger at retfærdiggøre vold og voldtægt af kvinder efter devisen: Hvis I ikke vil give os det, så har vi ret til selv at tage det. De genopliver en gammel og giftig maskulinitet. I sin yderste konsekvens ender de som morderen fra Toronto, Alek Minassian, som inden sit angreb, hvor han dræbte ti og kvæstede 12, efterlod sig et manifest, hvori han svor hævn mod kvinder for at afvise ham seksuelt.
Mændene lider og skyder skylden på kvinderne. Deres had gør dem desværre ikke mere attraktive på datingmarkedet. Tværtimod bekræfter hadet blot visse feminister i, hvor sindssyge og kvindehadende mænd er. Det fører til flere facebookopdateringer, hvor nogle feminister erklærer død over alle mænd, udtrykker deres drøm om en verden uden mænd, eller som sociologiprofessor og kønsstudieleder Suzanna Danuta Walters formulerede det i et indlæg: »Det er logisk, at kvinder hader mænd. De har enhver ret til det.«
Disse opdateringer nærer atter hadet i incel-underverden, hvor de kvindehadende mænd bliver bekræftet i, at de er undværlige. Det gør mændene mere hadefulde, hvilket igen giver ammunition til mandehaderne på den anden side. Så er den onde spiral ligesom grundlagt.
Hvad stiller vi op?
Så hvad stiller vi op med det? Tvangsgifter vi kvindehadende mænd med de kvinder, som foretrækker livet som solomødre? Forbyder vi sæddonation, så kvinder er tvunget til at få børn med de mænd, som de ikke ønsker at få børn med? Nej. Men én ting, som vi kan gøre, er at forstå, hvorfor parforholdet måske er ved at gå af mode.
Vi ved, at der aldrig før i historien har været så høje krav til parforholdet. Mange ønsker en mand, som både kan udfordre intellektuelt, være en god elsker, støtte følelsesmæssigt, være en god far, udmærket med hænderne og en god sparringspartner. Hvad en hel landsby engang skulle tilvejebringe, skal i dag rummes i parforholdet. Forventningerne er høje. Måske kan de skrues ned.
Men spørgsmålet bliver stadigvæk ligeså vigtigt at besvare: Hvad skal vi med parforholdet? Måske er der ikke noget svar på det spørgsmål. Måske skal de her mænds stamtavle stoppe ved dem. Men det er mange mænd, som vi snakker om. Op til hver tredje mand, hvis sociologernes fremskrivninger er korrekte, kommer som sagt til at ende ufrivilligt barnløse.
Det hjælper ikke længere mændene at drage i krig og opnå heltestatus ved at gøre sig undværlige. For de er allerede undværlige. Kan de ikke få fat i kvinderne ved at gøre deres eget liv uundværligt, er en sidste desperat krampetrækning at gøre kvindernes liv undværlige. Så vi kan forvente, at deres uddøen ikke kommer til at gå stille for sig.
Hvis det ikke skal ende forfærdeligt blodigt, må vi indse, at de her onde spiraler bliver opretholdt af én ting: Fordømmelse. Nogle mænds fordømmelse af kvinder og nogle kvinders fordømmelse af mænd. Nogen må starte med at stoppe fordømmelsen og begynde at forstå i stedet. For Suzanna Danuta Walters har ret, når hun skriver, at: »kvinder har ret til at hade mænd«, ligeså meget som mænd har ret til at hade kvinder.
Men de, som kommer til at redde flest liv, er de, som benytter sig af retten til at lade være.
Frej Prahl er cand.psych., parterapeut og forfatter
Der er en fornuftig samtale at have om dette emne, men indlægget her skæmmes af en del faktuelle fejl. Det er en skam, for pointen med det problematiske i at parforholdet skal opfylde alle behov samtidig er sådan set ikke tosset.
I den banale ende er der i Kill Bill adskillige kvinder blandt "The Crazy 88" som Uma Thurman slagter sig vej gennem, og ud over dem myrder og lemlæster hun en god håndfuld andre kvinder. Og det er ikke just sådan at der aldrig har lov at ske grufulde ting ved kvinder i amerikansk popkultur(!)
Skønt det med den engelske skik i 1. verdenskrig med at kvinder udskammede mænd som ikke meldte sig til krigen er ganske rigtigt, så er det dog langt fra sådan at alle de som overlevede kom hjem til sikker seksuel succes. Specielt hvis man kom hjem i stykker udenpå eller indeni, var man ikke så meget bedre stillet endda.
Dernæst er det vist også lidt af en tilsnigelse at sige at den syge internet-subkultur af "incels" overvejende består af arbejderklasse mænd. Ikke at der ikke er seksuelt og eksistentielt frustrerede arbejderklasse-mænd, men de går vist andre veje. Minassian f. eks. er ganske højt uddannet, og det samme gælder Rodger Elliott, der gjorde "incels" kendte ved at gå morderisk amok i 2014 og efterlade sig et manifest.
Og det med at "incels" svælgen i deres egen ulykke er det mandligt tilsvarende til feminisme er altså for fjollet. Feminisme gik og går ud på at forbedre kvinders stilling i samfundet og bekæmpe diskrimination. Feminister har dannet støttegrupper for at hjælpe sig selv og hinanden, men det er altså ikke the main show.
'Feminisme gik og går ud på at forbedre kvinders stilling i samfundet og bekæmpe diskrimination' skriver du Troels ken Petersen, men det er nu en del år siden at dette hed 'kvindefirgørelse' og er noget ganske andet end 'feminisme', som drejer sig om, at samfunds-strategier skal udmøntes af kvinder fremfor mænd. Det lyder uskyldigt, men DJØF'feren der opdager ved første øjekast enorme besparelser på alskens budgetter ved at sænke antallet af mænd i samfundet til en lille håndfuld muskelsvulmende sædmalknings-devices - hun venter lige om hjørnet. Igen er det surt men sandt, at den fuld-feministiske samfundsstrategi allerede i evolutionen indtuil videre allerede er opdyrket til tilsyneladende højeste perfektion og kan iagttages i enhver myretue. helt uden centralnervesystem og hjerne.
Det ville være rart med nogle kildehenvisninger.
Hvordan ved man disse mænd bliver ufrivilligt barnløse? Kunne det ikke tænkes, at blot nogle af dem ikke er interesseret i at få børn?
Hvorfra kommer påstanden om, at veluddannede mænd ikke vil have familieliv? Det er jo angiveligt dem, som har det.?
Jeg stemmer i med Mette P: Jeg mangler kilder til oplæggets påstande.
Det skærer i øjenæblerne at læse sådan noget her: Det samme gælder sjældent de lavtuddannede mænd. De er lønarbejdere og drømmer allermest om at få fri klokken 16 for at tage hjem til børn og kone. Problemet for dem er, at de i fremtiden vil få svært ved at realisere den drøm. For kvinderne foretrækker de højtuddannede mænd, men de højtuddannede mænd foretrækker karrieren. Så er alternativet, at blive solomor, oftere at foretrække.
En hel stabel af uunderbyggede påstande, som er overordentligt fordomsfulde mod både lavtuddannede lønarbejdere og kvinder, som åbenbart ikke selv kan være lavtuddannede lønarbejdere og tilfredse med det.
Bavl, tænker jeg,
Interessant diskussion. Jeg kom til at tænke på sociale robotter, men det er jo at erkende mandens store behov for et sexliv, (underforstået miligheden for mænd foretrækker robotter frem for vrangvillige damer) og det går jo nok ikke.
Det kan godt være at antallet af solomødre er steget, men hvis man kigger på de absolutte tal, så er det stadig kun omkring 1% af alle fødsler i Danmark, og de kan derfor ikke siges at være hovedårsagen til de barnløse mænd. Der er også mange barnløse kvinder.
Derudover er jeg meget enig med Troels Ken. Det er ALT for simpelt og fjollet at sammenstille feminisme med incels svælgen i egen ulykke.
Sikke noget apologetisk vrøvl. Hvorfor mener skribenten at mænd har ret til at hade kvinder?
Amerikanerne har ikke alene koloniseret manges hoveder; men åbenbart også deres fakta. Hvis Frejs logik holder, skulle Kina - med over 30 millioner singlemænd - godt nok have voldsomme problemer.
Er fortællingen, at rigtige mænd ofrer sig? At mænd søger heltestatus for at få seksuel adgang til kvinder? Skribenten drager nogle eksempler frem derpå, også nutidige eksempler på at mænd beskytter kvinder. Men er billedet repræsentativt?
Vil alle mænd f.eks. have børn? (Nej - undersøgelser tyder på, at 10 pct. ikke ønsker det).
Er det allermest det trygge bagland med en kvinde, der ønskes?
Den om, at mænd typisk først vil have børn sent, antydes godt nok som årsag til, at kvinder til sidst må ty til donorsæd (det biologiske ur), hvis de vil have barn, inden "køkkenet lukker." Så nogen har altså haft chancen, men sagde "senere, måske." Og når senere indtræffer, skal kvinderne søges uden for generationen, man selv omgås. Det er måske ikke så let.
Mænds beskyttelse af kvinder!? En forskers kig på den gamle påstand om, "Kvinder og børn først" når skibe går ned, viser, at overlevelsesraten for kvinder er det halve af mænds. Titanic var undtagelsen. Kaptajnens ordre blev angiveligt opretholdt af bevæbnede officerer. Mænd i krig? Tænk lige over, hvad kvinder i fjendeland udsættes for.
Det ville være godt med et mere nutidigt syn på sagen. Hvad er andelen af mænd, der brændende ønsker sig børn? Hvor mange havde chancen, men ville vente? Hvorfor skrives der altid om, at kvinder går efter højtuddannede mænd? Går det ikke fint for de faglærte? Og hvad er det, der forhindrer mænd i at se det fornuftige (også i relation til at danne familie) i at uddanne sig?
Der har altid været mænd uden børn - og uden hustruer, og tallet er øget grundet udviklingen, mest fordi brødføderrollen ikke længere er mandens alene. Spørgsmålet er nok, om mænds udvikling er fulgt med udviklingen?
Umiddelbart er mit indtryk, at kvinder stadig inderligt gerne vil have en mand (det fylder i hvert fald virkelig meget hos de fleste af de enlige kvinder, jeg kender), men de vil ikke på ethvert vilkår. Det er forskellen fra tidligere tider, og det må da kunne forstås.
Skribenten vælger så at ligestille mænds fordømmelse af kvinder med kvinders fordømmelse af mænd, og opfordrer til at den ophører fra begge sider, så flere mænd kan få kvinder/børn. Det er også populært at ligestille "mænd, der hader kvinder" med "kvinder, der hader mænd", og der er nogle ganske få feministers udsagn, der findes frem af de udenlandske gemmer som "bevis". Men enhver, der ikke er ude i et særligt ærinde og som har fingeren på pulsen, vil vide, at der er enorm forskel på, hvor mange der er derude med foragt/had mod kvinder, og hvor mange "kvinder, der hader mænd".
Manospheren tæller Incels, MRA's, MGTOWs og PUA's, og oveni kommer så ikke særlig smigrende fordomme af kvinder selv en del mænd i andre kredse. Mod dem opstilles så "feminister", og det er sygt. Selvfølgelig er der outliers også blandt feminister, men enten gemmer "feminister, der hader mænd" sig jävla godt, eller også er de ekstremt få.
Jeg er ikke i tvivl om det sidste, og jeg fatter ikke, at skribenten vælger at sidestille de to grupper. Hvad er formålet?
"Hvorfor skrives der altid om, at kvinder går efter højtuddannede mænd? Går det ikke fint for de faglærte?" ... Jo, hvis man er 'hipsterhåndværker' - ny trend iflg. forskeren Christian Groes ;-)
https://www.magisterbladet.dk/news/2015/juni/klogekvindermanglermaend
Måske er problemet at både mænd og kvinder render rundt efter et uopnåeligt ideal.
Klap hesten og nyd lidt hverdag i parcelhuset.
Nyd lidt god hverdagssex og en god serie på HBO.
Måske lidt vin og lidt røg til tider.
Del arbejdsopgaverne og vask de sure underbukser.
Har prøver det i 37 år og det kan anbefales.
Argumentationen hviler på nogle præmisser, som der ikke bliver argumenteret for, og som langt fra er indlysende:
- Kvinder vælger at være barnløse eller enlige mødre, fordi de ikke kan få fat i en højtuddannet mand
- Højtuddannede mænd er ikke interesserede i at stifte familie, fordi de hellere vil gøre karriere og realisere sig selv
- Lavtuddannede mænd hader deres job
- Lavtuddannede mænd ønsker at bruge deres fritid på en familie
- Mange kvinder er feminister, fordi feminismen frigør dem for ansvar og selvbebrejdelse
- Incels får visse feminister til at erklære død over alle mænd og drømme om en verden uden mænd
- Incels og feminister er hinandens modstykker, og de er lige gode om det
- Den onde spiral af incels og feminister skyldes fordømmelse
- Det kommer til at ende blodigt, hvis vi ikke alle lytter til Frej Prahl
Kronikøren er forbløffende nok 'cand.psych, parterapeut og forfatter'. Det er ikke første gang, han gør sig uheldigt bemærket i denne debat, og sikkert heller ikke sidste. På et tidspunkt lærer han måske at argumentere sagligt.
Hvorfor døje med de tvister, som kan opstå mellem 2 forældre, når det er muligt selv at være eneforældre og slippe for det?
Individualismen har været stigende gennem mange år. Det samme med antallet, som ikke bor som par.
Socialt har vi stadig behov for hinanden. Praktisk har vi ikke mere behov for hinanden.
Som eneforældre får du en tæt social relation til dine børn. Kan selv bestemme alt. Over halvdelen af børn i Danmark har forældre, som ikke bor sammen.
Herudover føler mange unge et forventningspres til uddannelse, karriere, oplevelser og personlig udvikling. Alt helst inden de stifter familie og får børn. Når de når der til, har de måske været vant til selv at bestemme alt selv i 10 år eller mere.
Jeg kan godt følge argumenter for at blive eneforældre og den stigende tendens til det.
Teoretisk kan udviklingen godt fortsætte mange år frem, så der kun er behov for halvt så mange mænd som kvinder. Det håber jeg ikke.
Hvor er den tætte kærlighedsrelation, hvor 2 betyder mest for hinanden og gennem årene har rigtig mange oplevelser sammen? Jeg vil ikke kunne undvære det, selv om alt ikke er lige let!
På den anden side bør vi være færre på jorden, så måske er det ligefrem en af vejene til menneskets overlevelse. Man burde indføre en et- eller tobørnspolitik på verdensplan (med incitamenter) . Alternativet er at nogle skøre magthavere tager mere drastiske midler i brug i fremtiden, når både ressourcer og co2 går henholdsvis ned og op.
Vi bliver nødt til at tale om den hastigt eskalerende tendens med "vi bliver nødt til at tale om" artikler. Ifølge nogle mediekultureksperters fremskrivninger vil mere end hver fjerde artikel i Information og Politiken om føje år bestå af "vi bliver nødt til at tale om" artikler,
Med den nuværende udvikling i diskursen, vil onkler og tanter om kort tid begynde at diskutere hæmorider og vaginal flatulens ved familiefesterne, og det er udvikling ikke engang de pågældende familiemedlemmer kan være interesseret i.
Den eneste logiske konsekvens er at forbyde sexologer, kultursociologer, filosoffer og andre brødløse humaniorafag at bruge ordet "vi" i mainstream medierne.
Det vil godt nok kræve et opgør med den i grundloven stadfæstede ytringsfrihed, men jeg tror vi alle kan blive enige med om, at der her er tale om en nødvendighedens politik.
Der er sådan set en ting, som kronikøren fuldstændig glemmer.... det er ikke kvinder, der gennem tidens løb har startet krige og iscenesat "heltegørelsen" af opofrende mænd.... Næh, de fleste kvinder har aldrig nogen sinde haft magt til at starte en krig, da magten stort set altid har ligget hos mænd... som oftest rige mænd..... (Eneste undtagelser, jeg kan komme på er Margrete den 1. , Golda Meir og Margaret Thatcher - ikke mange i flokken af krigsgale magthavere. Resten af de krigsglade magthavere er mænd.....! Og gennem historien har mødre, hustruer, døtre og kærester hulket hjerteskærende, når deres mænd skulle i krig.
Så far, so good.
Når det kommer til barnløse mænd i dagens Danmark, så skyldes det måske ofte at unge mænd ikke er "klar" på samme tidspunkt af deres liv som kvinderne til at få børn og bygge rede. Rigtig mange unge mænd har meget travlt med det "søde liv" med venner, fodboldkampe, motionscykling, fitness, rollespil og computerspil, og med at jagte den smukkeste pige i stedet for den sødeste - de unge mænd kan faktisk være temmelig kræsne i forhold til deres krav til kvinder.... Der kan for nogle endda være tale om en udstrakt forlænget barndom, som først slutter, når de nærmer sig de 45 år, hvor det pludselig går op for dem, at alle de søde piger har opgivet dem, og nødtvunget har måttet kontakte en fertilitetsklinik.
De unge mænd, der er klar til børn på samme tidspunkt som kvinderne, ja, for dem lykkes det ofte at stifte familie, og med lidt hjælp fra bedsteforældregenerationen, så klarer de sig måske igennem de særdeles vanskelige småbørnsår, hvor kaos, bleer, karrierekrav og frustrationer hersker, og hvor alt ser grønnere ud hos naboen. Det er jo sådan i dag, at arbejdsmarkedet og medierne kræver ekstremt meget af småbørnsfamilier og dermed er medskyldige i at mange parforhold går i stykker.
Ja, der er kvinder, der er kræsne, men der er så sandelig også mænd, der er kræsne. Det er derfor ekstremt uklædeligt blot at hæfte skyld på den ene part.
Hvad er årsagen til at man gifter sig eller flytter sammen hed om ørene og senere adskilles helt kold i røven.
Her var brug for et par psykolog kommentarer.
En årsag er ligestillingsracet i stedet for at værdsætte hinandens kompetencer. Det var da det, der skabte varmen i kroppen.
Hvad er du god til interesseret i og hvad er du god til og interesseret i, hvordan deler vi eller samarbejder om de mere daglige ting.
Når man er ved at blive kold i røven og et irritationselement bør man i god tid forinden tænke tilbage på det menneske man mødte dengang og i mange tilfælde vil det rette op til videre fortsættelse.
Thomas Østergaard, du rammer ned i en meget central problemstilling. Antallet af kronikker forfattet af Frej Prahl er eksploderet indenfor de sidste fem år. Fremskrivninger foretaget af førende sociologer forudsiger, at han om 30 år sidder enevældigt på hele meningsdannelsen. Vi bliver nødt til at lade være med at tale om hans dagsorden, ellers får det aldrig ende, og så er blodbadet uundgåeligt.
Mon ikke Frej Prahl har sine oplysninger ca her fra (Google is your friend):
https://www.rockwoolfonden.dk/artikler/stigende-risiko-for-aldrig-at-bli...
Lidt hjælp til selvhjælp for de informationshungrende:
Fundet ved at google: "ufrivilligt barnløse mænd Danmark" => Bl.a. et link til Fagbladet 3F:
https://fagbladet3f.dk/artikel/hver-tredje-ufaglaerte-mand-faar-ikke-boern
I artiklen fra Fagbladet 3F fremgår det, at en Peter Fallesen, seniorforsker i familiedemografi ved Rockwool Fondens forskningsenhed, udtaler sig til Information. Denne oplysning førte til en ny Googlesøgning: 'Information barnløshed Fallesen', og vupti fremkom linket på Informations oprindelige historie fra 2017:
https://www.information.dk/indland/2017/07/hver-tredje-ufaglaerte-mand-f...
Det fremgår at undersøgelsen er lavet af Stockholms Universitet, i samarbejde med blandt andre Rockwool Fonden. Endnu en Google-søgning, og vupti, som øverst linket:
https://www.rockwoolfonden.dk/artikler/stigende-risiko-for-aldrig-at-bli...
...Det var så lidt :)
Torsten Jacobsen, hvad er din pointe? Rockwoolfondens undersøgelse siger intet om, hvorfor tallene ser ud som de gør. Den nævner hverken incels, feminister, fordømmelse eller et nært forestående blodbad. Frej Prahls teser om årsagerne til skævheden står stadigvæk fuldstændig uunderbyggede og helt for hans egen regning.
Faktisk modsiger tallene hans påstand om, at højtuddannede mænd i mindre grad end andre mænd stifter familie. Gruppen af mænd med videregående uddannelse ligger på samme niveau som gruppen af mænd, der har en erhvervs- eller gymnasieuddannelse.
"Så hvad stiller vi op med det? Tvangsgifter vi kvindehadende mænd med de kvinder, som foretrækker livet som solomødre? Forbyder vi sæddonation, så kvinder er tvunget til at få børn med de mænd, som de ikke ønsker at få børn med? Nej. Men én ting, som vi kan gøre, er at forstå, hvorfor parforholdet måske er ved at gå af mode."
Det er ret simpelt. Afskaf velfærdsstaten, så har kvinden ikke råd til barnet alene.
Maria Jensen, jeg tror ikke dine kilder tager højde for dynamiske effekter, samt den desperation og innovation begyndende monopolisering af kommunikationsmarkedet omkring af sex- og kønsforhold vil afstedkomme.
Der eksisterer allerede en anden "vi-bliver nødt til at tale om" sexolog (sarah et-eller andet), og der er ingen grund til at tro på at etablerede organisationer indenfor området vil sidde på hænderne.
Iflg. mit datamateriale kommer Frej Prahl maximalt op på en markedsandel på 60%, og det er i et worst-case scenarie.
Det ville nok være letsindigt at. forlade sig på mediernes og deres læseres evne til at ignorere (gratis) artikler der perifært berører sex, når det samtidig legitimeres ved at forlene det med et skær af samfundsansvar og "faglighed".
Samtidig er min egen plan om en grundlovsændring nok ikke så realistisk som den burde være, idet mange ytringsfrihedsfundamentalister nok hellere vil udholde en forøgelse af pinlighedsniveauet ved familiefesterne, end de vil begive sig ud på en glidebane ifht. den grundlovssikrede ytringsfrihed.
Så det er nok bedre at knægte pressefriheden på den etablerede måde, det at fremkomme med forblommede trusler om at fratage dem mediestøtte, adgang til politikerne, og evt. udstede forbud/bøder i EU-regi, hvis de ikke indkorporerer fænomenet i deres musketered omkring konstruktiv, demokratisk ansvarlig formidling.
Alternativt kan man naturligvis bare allerede nu sætte Frej på finansloven, eller med lovgivning sikre at det ikke kan ske.
Maria Jensen,
Pointen er i og for sig bare, at hvis man ikke i teksten finder de ønskede kildehenvisninger, ja så må man jo selv gøre det hårde arbejde. Med mindre man ikke gider, selvfølgelig.
Men nu du alligevel spørger så pænt, så tillad mig da at udbrede mig lidt mere i denne anledning:
At Herr Prahl i grunden har skrevet ét langt postulat, og dermed et i og for sig underlødigt indlæg i en verserende debat, betyder jo ikke med nødvendighed at han tager fejl i alt hvad han skriver. Som jeg selv tidligere er blevet belært om, når jeg er gået i brechen for større kvalitet i argumentationen i disse spalter, så er der for debatindlæg vide rammer for, hvad man kan tillade sig: Der er trods alt - det ligger i rubriceringen - tale om en meningstilkendegivelse, ikke sandt, og altså ikke et journalistisk researchet og tilstræbt neutralt 'produkt'.
Derfor giver det i og for sig ikke mening at tilbagevise påstandene alene med (lige så) ikke-dokumenterede påstande om, at der ikke foreligger dokumentation for de fremsatte påstande. Der må ligesom mere til, hvis man da ikke blot ønsker at gøre Herr Prahl kunsten efter - spille hans spil, så at sige.
Så jo, lad os da endelig bemærke, at der er tale om et dårligt skrevet indlæg i debatten. Men derfra og så til at konkludere at manden tager totalt fejl, er der nu alligevel et stykke.
En anden strategi kunne være at læse indlægget (igen) med nysgerrighed og interesse, og så se om der måske ikke skulle gemme sig blot skyggen af en interessant samtale, i det åh så forfærdeligt uunderbyggede stykke tekst..
Hvad betyder det eksempelvis for samfundet, hvis et stigende antal mænd ikke stifter familie? Her kunne man for eksempel give sig til at google lidt om partner/familie-status for indsatte i fængsler.
Er det virkelig sandt, som Herr Prahl så ganske uunderbygget hævder, at kvinder generelt talt foretrækker højstatus-mænd? Det kunne man også google sig til en masse interessant viden om.
Og hvis, som Herr Prahl igen så skødesløst postulerer, at årsagerne til misogyni ikke alene skal findes i den mandlige psykologi i sig selv, er det så ikke en værdig stræben at søge de sociologiske/socialpsykologiske samspillende faktorer, som er med til at skabe så destruktiv og samfundsnedbrydende frustration i nogle mennesker? Igen kan google være behjælpelig :)
Sluttelig kan man jo også, som andre her i tråden da også så småt har gjort, tænke Herr Prahls overvejelser ind i en lidt større samfundsfortælling, der handler om forskelle i (oplevede) mulighedsrum, om (oplevede) trusler/forhindringer for at leve 'det gode liv', om forskelle på mænd og kvinder og så meget andet.
I sidste ende vil det så måske vise sig, de åbenlyse mangler til trods, at Herr Prahls indlæg i debatten ikke er det dummeste, der er skrevet i Dagbladet Information i år..Hvem ved?
Kære Frej Prahl!
Du vil tale om, hvad vi stiller op med generationen af barnløse mænd, men kommer så langt omkring i fejlslutninger og kortslutninger, at det er svært at vide, hvor man skal begynde og ende med at rede de værste tråde ud.
Det er pinagtigt at være nødt til at nævne det - men frustrationen over ikke at have adgang til sex er altså noget andet end frustrationen over ikke at få børn. Stram op. Hvad taler vi om? At mænd i vores kulturkreds ikke har ret til sex er feminismens og civilisationens fortjeneste. Kampen går mange år tilbage og den er ikke slut endnu.
Retten til at få børn derimod har aldrig været der, og den kommer heller aldrig. For nylig hørte jeg, at det i middelalderen var ca. hver anden (mænd som kvinder), der lykkedes med at stifte familie. Hvis vi skal tale seriøst om de barnløse mænd er vi nødt til at få nogle fakta på bordet mht hvad vi egentlig kan tillade os at forvente, historisk og statistisk set. Hvor mange % af en årgang bør/må/skal lykkes med at danne par og få børn?
De allerseneste år er der sket det, at det er blevet lovligt for kvinder at få børn med en sæddonor.
Bemærk formuleringen og lad den synke ind.
De barnløse mænds konkurrenter er ikke solomødrene, men sæddonorerne.
Påfaldende er det, at hverken Frej Prahl eller hans meningsfæller på noget tidspunkt rejser den problematik - hvad gør det ved de barnløse mænd at nogle mænd nu i modsætning til tidligere tillader sig at avle hundrede børn og lade staten forsørge dem? Hvem donerer sæd og hvem bliver ufrivilligt barnløs, og er der sammenfald mellem de to grupper?
Et ædrueligt blik på problemet kræver også, at man gør sig fuldstændigt klart, at ingen solomødre er ude i et kønspolitisk ærinde. Spørg bare fertilitetsklinikkerne. Det er ingen tilfældighed at gennemsnitsalderen er 38 år - det er dér plan B træder i kraft.
I det hele taget er snakken om mande- og kvindehad ret malplaceret i denne sag. Når det overhovedet er blevet lovligt med donorbørn, skyldes det at vi ikke kan reproducere os selv, og det giver nogen problemer på det samfundsøkonomiske plan. For blev loven lavet om, ville alternativet til donorbørnene jo ikke være, at de samme børn ville blive fordelt retfærdigt på en række nu barnløse mænd. Alternativet ville være, at de slet ikke ville blive født.
Måske skal alle børn ved kunstig befrugtning være pigebørn. Når det alligevel er kunstig befrugtning, er det jo hverken et teknisk eller etisk problem. Det vil mindske flere ubalancer (uanset at der bestemt er meget som forfatteren skriver her, der ikke er rimeligt) og alt andet lige medføre mindre kriminalitet ikke mindst vold, som drenge/mænd jo i meget højere grad står for.
Feminisme er først og fremmest følelsen af privilegiekvaler i den meget privilegerede ende af den urbane, polerede øvre middelklasse. Modsat de såkaldte incels har feminisme ingen klangbund i underklassen, hvor kvinder og mænd er i samme båd og kommer på samme Jobcenter, som i vid udstrækning bemandes af kvinder. Underklassens kvinder har alt for grundigt følt kvindemagtens greb, da kvindetrekløveret Vestager, Thorning og Frederiksen gjorde livet sværere for tusinder af kvinder i det nederste lag. Så det er de rige mod de fattige, og sagen er jo, at kvinder ikke vil gifte sig nedad og mænd vil ikke gifte sig for langt ned.
David : " ...og sagen er jo, at kvinder ikke vil gifte sig nedad og mænd vil ikke gifte sig for langt ned."
Hvad mener du med 'nedad'? Økonomisk, intellektuelt, udseende, social status?
Randi: De 4 ting, du nævner - adskilt af kommaer - er jo temmelig ofte følgesvende: Har man rigdom, har man også begavelse, udseende (i hvert fald: fremtoning eller polish) og høj social status.
Jeg bifalder helt klart at vi begynder at tale om oversete og ensomme, uuddannede arbejderklassemænd, som knokler gennem livet uden at føle at det er spor sjovt (spoiler: jeg er selv en af dem), men jeg synes der bliver råbt lige lovlig meget "ulven kommer", for hvor stort er problemet egentlig, når det kommer til stykket? Mænd har massive trivselsproblemer i lighed med kvinder, og vi ser kun toppen af isbjerget,fordi de fleste mænd ikke vil erkende åbent, at de har eksistentielle problemer, før det næsten er for sent.
I øvrigt er det en udbredt misforståelse (også blandt kvindelige feminister, desværre), at mænd kun ønsker sex i samvær med kvinder. Det er snarere intimitet og kærlige berøringer, som frarøves mænd i en tidlig alder, idet følsomheden udskammes i processen om at tvinge disse unge drenge til at udvise kulde og stoiskhed for at blive til de kæmpende soldater, der kan undværes og som falder i kampen mod overmagten - som mange mænd sulter efter,og som æder deres sjæl op indefra. Uforløst hudsult kan føre til alvorlig mistrivsel - det er soleklart. Men det er generelt og ikke et kønsspecifikt problem. (Snak med en enke!)
Det er til gengæld fuldstændig rigtigt, at kvinder som helhed forventer helte og redningsmænd/-kvinder til at bekæmpe skovbrande og terrorisme, så derved bliver mænds liv mindre værd end kvinders under patriarkalske værdisæt, hvortil fertilitetsevnen i form af kvantitativ konservering af livmødre ofte søges beskyttet på kæmpende mænds bekostning, men det er en fejlslutning af rang at kæde denne disposability sammen med vold og rendyrket kvindehad. Det er kun en lillebitte, skræmmende minoritet af mænd, som tager andres liv i depressiv frustration over deres egen afmagt og kroniske lidelseshistorie. Der er ingen grund til at overdrive faren for læsernes skyld. De fleste lavstatus-solomænd kommer blot til at sø i trist og forbitret ensomhed. Vi kommer ikke til at gøre en flue fortræd, så længe vi er bevidste om kvinders tilsvarende besvær med at holde sulten fra døren, arbejde hårdt, sove elendigt, være ubarberede i ugevis og betale af på vores bundløse gæld og en skønne dag komme fri af RKI-registret.
Men Frej har en pointe i at den manglende empati fra stærke kvinder med tabermænds klassemæssige situation giver kimen til en poteniel konflikt i fremtiden, hvis ikke vi får samlet de udadreagerende mænd op og resocialiseret dem til at acceptere en dårlig skæbne for dem selv. For resten kommer som nævnt bare til at uddø og blive glemt. Dem kan verden være ligeglade med, for de gør ikke væsen af sig.
Vi har brug for øget dialog og forståelse for hinandens livsvilkår, hvis vi vil modvirke øget samfundsmæssig splittelse og segregering mellem landlige og urbane områder. En voldsom afvikling kontra udvikling, som allerede er i fuld gang, og som groft sagt efterlader et kvindeoverskud i de 5. største byer,og et tilsvarende underskud i resten af landet. Det er/bliver et reelt demografisk problem, at flyttemønstrene er så kønnede, som de er! Men husk at verden ikke er sorthvid, og at der rent faktisk er 100 mio. overflødige mænd i Indien og Kina pga. etbarnspolitikken, så måske må vi i sidste ende bare må acceptere, at ikke alle mænd kan få en kvinde endsige børn, men har brug for at blive udryddet gennem naturlig selektion, for hvor skal alle disse dræbte kvinde(fostre)r komme fra, nu hvor de allerede er væk og fjernet fra fremtidens forplantningsscene?
Mænds privilegium er at det ikke forventes af dem at få børn. De bliver højst ringeagtet for manglende opfyldelse af kulturelle idealer og derved isoleret. Kvinder, der konsekevent fravælger børn, bliver direkte udskammet og måske i værste fald forsøgt voldtaget til graviditet eller tvunget til at agere rugemor på autoritære levesteder. Måske er det forklaringen på en del solomødreskaber ved siden af angsten for tilsvarende kønnet marginalisering. At man ønsker at bevare sin kvindelige integritet uden om patriarkiets evindelige og klamme indgriben i ens privatliv og socialstatus. De får jo ikke børn i udgangspunktet fordi de hader mænd, men måske fordi de i lighed med tabermændene ikke kan få fat i den rigtige på det rigtige tidspunkt.
Torsten Jacobsen, hvis man gerne vil tages alvorligt som debattør, må man selv kunne argumentere for sine påstande. Det er ikke min opgave som læser at prøve at gætte, hvad manden eventuelt mener og google mig frem til dokumentation for hans vilde antagelser. Jeg læser, hvad han skriver, og forholder mig til det. Og det er virkelig en tynd kop the.
Med udgangspunkt i nogle tal fra Rockwoolfonden fabulerer han frit og får fremmalet et billede, som der ikke er nogen som helst grund til at tro har noget med virkeligheden at gøre. Hvis denne kronik kan bruges til noget, er det vist kun som et eksempel på, hvor galt, det kan gå, når man opbygger sit verdensbillede på anekdoter og hollywoodfilm og glemmer at checke med virkeligheden.
Der er mange andre tænkelige forklaringer på de tal end Frej Prahls billede af forsmåede incels, der, opildnet af de onde feministers fordømmelse, sidder i deres mors kælder og planlægger hævn. En af dem kunne være, at det i den periode, som tallene dækker, er blevet mindre og mindre almindeligt at forlade uddannelsessystemet efter folkeskolen, således at gruppen af 45-årige mænd med udelukkende folkeskoleuddannelse består af mere marginaliserede mænd i dag end for 30 år siden. Hvordan ser det ud med de absolutte tal? Jeg kunne forestille mig at denne gruppe er blevet mindre. Men det har Frej Prahl ikke fundet anledning til at undersøge, inden han udskreg disse mænds barnløshed til at være ufrivillig og et kæmpe samfundsmæssigt problem.
Thomas Østergaard, jeg mener ikke at en særlov omkring regulering af befolkningens eksponering for selvbestaltede mediesexologers skråsikre og for ubefæstede sjæle potentielt ret skadelige bavl er urealistisk. Vi har lige så lidt brug for desperate midaldrende kvinders lovsange til det åbne parforhold som en måde at beholde sin mand selvom han hellere vil have en anden, og manderettighedsforkæmperes klagesange over at kommunen ikke kan skaffe dem en kæreste, som vi har for maskering i det offentlige rum. Så der er håb forude. Alternativt kunne man oprette et institut til under KUA til disse typer og lægge deres kontorer i den kongelige diamant lige ved siden af Kvinfo. Så kan de udkæmpe deres slag i kantinen over frokost og i peer-revieved fagblade hvor en Frej Prahl-agtig tilgang til videnskabelig metode og dokumentation ikke nødvendigvis er noget stort problem, og derved undgå at eksponere sagesløse avislæsere for problemstillinger, der måske endda ikke engang eksisterer i virkeligheden.
Jeg er totalt ucharmerende, 155 høj, vejer 120 kg., er dybt forgældet, har ingen humor, går dårligt klædt, er usoigneret og gennemført uheldig i min fremtoning! Men jeg fortæller altid kvinderne på byens jazzklubber, at jeg har en ph.d. og så kan jeg næsten ikke få lov til at være i fred for dem!!
David@ - med begavelse og udseende følger ikke nødvendigvis rigdom og social status. Ejheller kan nok så meget rigdom altid kompensere tilstrækkeligt for et uheldigt udseende eller manglende intelligens. Du ved arv og miljøfaktorer spiller ind.
Jeg fiskede efter hvilke kriterier, som er afgørende. Det er vel desværre de færreste forundt at møde en partner, som har hele pakken. For kvinder tror jeg, at det er ret afgørende, at faderen til hendes børn har styrke i forhold til hendes børns overlevelse. I det danske samfund er kvinder ikke længere afhængige af en mands økonomi, og hun kan derfor, hvis hun vil, se bort fra hans indtjening/fomue. Jeg mener, at den fysiske og intellektuelle fremtoning derfor er vigtigere - sådan er det ihvertfald for mig.
Endnu en sludder for en sladder kronik af unikummet Frej Prahl, suk..
Som altid gennemsyret af total mangel på dokumentation, med deraf fejlagtige slutninger og en skov af stråmænd, der må gøre selv beskæftigelsesministeren alvorligt misundelig.
Jeg skal undlade at komme ind på de værste diskrepanser, som især Maria Jensen har været inde over og pulverisere til atomer.
Men et lille fakta som helt glemmes i årsagerne til at visse mænd forbliver barnløse, kan tilskrives at de faktisk ikke er interesserede i kvindelige partnere, fordi de er homoseksuelle. Et tilsvarende antal kvinder er lesbiske, og derfor ikke på 'markedet' for mandlige bejlere. Mange af disse kvinder er ikke gift eller samlevende med deres kæreste, og indgår derfor i statistikken som 'single-mødre'.
Denne gruppe udgør samlet ca. 10% af befolkningen.
Just another fun fact of life in the 21. century ;-)
God artikel, kan godt være der er nogle fodfejl, men jeg forstår ikke den ganske vrede tone i nogle af kommentarerne - håber det er varmen.
På et punkt synes jeg dog også forfatteren kunne pudse sin form af. Der er ikke noget paradoks i, at en rigtig mand er en mand der kan undværes. Når det virkelig gælder og nationen eller folket er truet af en udslettende krig, træder mændene i karakter som gruppe og sætter deres liv på spil for at den næste generation kan leve. Kvindernes rolle som gruppe er at føde og opdrage den næste generation, og når det kniber er der kun brug for de sejrrige mænd til at gøre dem alle sammen gravide. Millitæret handler om mange ting, men først og fremmest om at være en del af en gruppe, hvor ikke alle kommer tilbage.
Så længe jeg er en del af denne verden, har kvinderne indset, de ikke allesammen kan få mig, og mændene føler sig chanceløse, men trøst jer. Selv ikke jeg lever evigt, og efter mig bliver alting normalt igen.
Peder Bahne: jeg er bange for at du er blevet "the new normal", så tanken om din forestående afgang fra denne jammerdal er kun til sølle trøst. Men lidt har naturligvis også ret, så mange tak.
Historisk set har det været mindst lige så farligt at føde børn som at gå i krig.
Men, Henrik Brøndum, det er jo ikke nødvendigt at slås. Heldigvis medfører moderne krige også historisk få døde, selvom én er én for mange.
En anden del del af af denne problematik er:
Hvad gør det ved et barn, at vokse op i et hjem med kun een forælder under disse præmisser?
- Vi ved f.eks. at adoptivbørn sætter himmel og jord i bevægelse for at finde deres biologiske forældre og hvad og hvor de kommer fra. Og hér er så yderligere tale om, at kvinden decideret fravælger tilstedeværelsen/eksistensen af en mand/far.
Hvilket menneskesyn/socialt syn udvikles hos barnet?
Hvilken indvirkning kan det have på et samfund?
Som det ganske rigtigt blev sagt i Deadline/DR2 af Hans Bonde, er det ikke statens opgave at skaffe en ægtefælle til alle mænd.
Men hvorfor er det statens opgave at skaffe børn til enlige kvinder?
Mennesker har til alle tider brugt reptilhjernen, det gælder om, at vide hvor fjenden er, det har ikke noget med køn at gøre, det er instinktivt.
Den banale artikel tilskynder såmænd bare garageport med udendørsbelysning, det gør stort set alle artikler, ellers ryger mediestøtten-:)
Meget spændende diskussion set fra en nu ældre mands synspunkt.
Der er mange nuancer, og vores kultur og muligheder ændrer sig hele tiden og hermed menneskets opfattelse af sig selv, hvilket jeg tror gælder begge køn. Men generelt tror jeg at begge køn har brug for seksualiteten,
nærheden og kærligheden og de fleste blive "skrukke"" altså ønsker at videreføre generne og nyde og udfordre opgaven ved at se et nyt menneske vokse op. Jeg tror altså også vi skal glemme alt om sociale skel og uddannelser i hvert fald i generelle vendinger omkring emnet her.
Min søster har i forbindelse med sin skilsmisse fået Foreningen Far på nakken, og de er pt. i gang med at smadre hende, virkelig ødelægge hendes liv for tid og evighed på enhver måde. I den forbindelse har jeg selv tænkt på, at man virkelig skal være forsigtig med hvem, man får børn med, og jeg ville aldrig selv binde an med en mand, der udtrykte bare den mindste sympati for hele den bevægelse, som Foreningen Far, incels etc. er en del af.
Jeg var selv ude for en PUA som yngre, og det var noget som det tog mig en årrække at komme over. I det miljø bliver en kvinde i en datingsituation regnet for frit vildt. Hun er simpelthen ikke et menneske med følelser, hun har ikke krav på nogen form for medmenneskeligt hensyn. Hun er reduceret til et point i et scoreregnskab, som man uden skyldfølelse kan udsætte for alverdens manipulation, der ofte har karakter af decideret psykisk vold. Enhver kan gå ind på diverse fora og se, hvordan de sidder og udveksler erfaring og finpudser deres teknikker til optimalt at nedbryde et andet menneskes selvværd.
Hvis der skulle sidde en mand derude og oprigtigt ønske sig at finde en kæreste, så vil mit råd til ham være at distancere sig mest muligt fra denne bevægelse. Vis kvinder at du ser dem som mennesker med tanker og følelser ligesom dig selv, ikke som nogen, der skal tromles ned og underkues.
(fortsat) eller som et forbrugsgode, der er uretfærdigt fordelt.
'Det' samfundets skyld' - at nogen mænd ikke kan finde den ønskede partner?
Når de 'samfundsskabte' problemer såsom helbredsbelastende miljøfaktorer - nedsat intelligens, nedsat sæd-og andre kvaliteter - fraregnes, må disse mænd se på deres muligheder for at udvikle sig menneskeligt i stedet for at låse sig fast på at følge mainstream.
Brug jeres evner konstruktivt i anden retning end at fiksere på at ville formere jer og dyrke sex. Selvom dette er en en grundlæggende biologisk tilskyndelse for de fleste mænd og kvinder, nytter det på ingen måde at give sig hen til frustration over ikke at kunne få det samme 'som de andre'.
Brug - resterne - af jeres intelligens og øvrige menneskelige kvaliteter på at videreudvikle de kompetencer i måtte have. Hvilket giver de bedste chancer for at møde partnere og for i øvrigt at udvikle sociale fællesskaber. Man må have noget attraktivt at byde ind med, og det har alle.
Kender du typen
I går aftes var privatpraktiserende parforholds-terapeut Frej Prahl i 'Deadline' hos studievært Sigge Vinther. Kom så bare ikke her og sig, at en agurketids-kronik i nærværende organ for den højere oplysning er spildte guds ord på Balle-Lars og -Larsigne, når det handler om at gøre opmærksom på sin eksistens som 'ekspert i tidens trend på dating-markedet' for mænd, som får 'for lidt på den dumme', når pigerne ikke vil vide af dem, med mindre de har en Lamborghini parkeret ved fortovskanten udenfor mødestedet for trængende af alle køn i alle regnbuens farver ... ;o)
”Endnu en sludder for en sladder kronik af unikummet Frej Prahl, suk.. Som altid gennemsyret af total mangel på dokumentation, med deraf fejlagtige slutninger og en skov af stråmænd … Men et lille fakta som helt glemmes i årsagerne til at visse mænd forbliver barnløse, kan tilskrives at de faktisk ikke er interesserede i kvindelige partnere, fordi de er homoseksuelle. Et tilsvarende antal kvinder er lesbiske, og derfor ikke på ’markedet’ for mandlige bejlere. Mange af disse kvinder er ikke gift eller samlevende med deres kæreste, og indgår derfor i statistikken som ’single-mødre’ … Denne gruppe udgør samlet ca. 10% af befolkningen … Just another fun fact of life in the 21. century ;-)” [Eva Schwanenflügel]
Når man anklager andre for mangel på dokumentation, men selv hævder at levere fakta, kunne det da være interessant at se dokumentation for, at ca. 10 pct. af befolkningen udgøres af homosexuelle, mænd eller kvinder, eller hvordan påstanden ovenfor skal forstås - ”Another fun fact?”
Ellers kan ovenforståede "fakta" da også kun opfattes som en sludder for en sladder.
Til hvem det måtte vedrøre,
Hvad med at se - eller gense - gårsdagens 'Deadline' på DR TV-P2 med Sigge Winther som vært for et ekspert-panel bestående af tre personer (to mænd og en kvinde) af hver sin årgang af akademikere fra humaniora? I kan nå det endnu, hvis I skynder jer.
Jeg så det først selv her til morgen, og hvis jeg skulle 'mene' noget om det, så mener jeg helt alvorligt, at panelets nestor (som i øvrigt er en mand) til trods for sin alder og sit køn overraskende nok var den mest fornuftige i triumviratet at høre på ... ;o)
Det handler ikke om, at den enkelte kvinde skal se sig selv i spejlet. Det handler ikke om at tvinge ugidelige kvinder til at gide nogle mænd, de ikke gider, når jeg siger, at man skal tage problemet alvorligt på et makroplan: Kulturen udvikler sig i en dybt mandenedgørende retning, som overordnet får flere kvinder til at fravælge mænd. Mænds seksualitet er i modsætning til kvinders beskrevet som grådig, dyrisk og depraveret, hvor kvindens især er beskrevet som smuk og holistisk. Der trænges alvorligt til et opgør med dyrkelse af mandenedgørende stereotyper.
@ Søren Tolsgaard
Homoseksuelle organisationer angiver tallet som 10-15%. Uofficielle rundspørger (f.eks. i ugeblade og magasiner) lander typisk på tal omkring 10%. Tallene besværliggøres af, at ikke alle "praktiserende" homoseksuelle vil svare ja til at have en homoseksuel identitet, når der foretages stikprøver eller rundspørger. Nogle er bange for at være åbne omkring deres identitet og holder den dermed skjult; andre er slet ikke bevidste om deres homoseksualitet; og atter andre, der måske nok reelt er overvejende tiltrukket af deres eget køn, vil hellere beskrive sig som biseksuelle, fordi de ikke sympatiserer med den "homoseksuelle kultur" eller rettere det stereotype billede af den homoseksuelle.
Der har været mange undersøgelser, der enten sluttede at der var endnu flere eller endnu færre homoseksuelle i befolkningen, men gennemsnitligt er der altså omkring 10%, ihvertfald officielt.
Det ville ikke være helt forkert at gisne om, at mørketallet var højere, fordi mange vælger at forblive 'i skabet', dvs ikke tør være åbne. Der er fx mange, der lever i heteroseksuelt parforhold med fælles børn, der først sent ser i øjnene hvem de er og begynder at leve homoseksuelt. Og der er mange med etnisk minoritetsbaggrund, for hvem det er meget svært at springe ud over for deres familie.
Sålænge der stadig er bias mod mennesker der har en anden seksualitet end den heteronormative, vil det selvfølgelig være umuligt at fastslå det nøjagtige antal.
Det ovennævnte er det bedste bud.
Sider