Kommentar

Opløs de politiske partier, og giv magten tilbage til folket

Moderne partier kæmper for deres egen overlevelse og ikke for en bedre verden. Jo før, vi slipper af med dem, jo bedre
»Vi har en forestilling om, at det er befolkningen i Danmark, som vælger politikerne, men det er ikke rigtigt. Det er partiforeningerne, der indstiller kandidaterne,« skriver Asser Amdisen. »Dette sker på møder i de lokale partiforeninger, som dog ofte er under pres fra landsorganisationerne for at vælge en bestemt kandidat. Det er altså en meget lille gruppe mennesker, som bestemmer, hvem der kan være på stemmesedlen og få støtte til valgkampen – og dermed hvem befolkningen reelt kan stemme på og vælge.«

»Vi har en forestilling om, at det er befolkningen i Danmark, som vælger politikerne, men det er ikke rigtigt. Det er partiforeningerne, der indstiller kandidaterne,« skriver Asser Amdisen. »Dette sker på møder i de lokale partiforeninger, som dog ofte er under pres fra landsorganisationerne for at vælge en bestemt kandidat. Det er altså en meget lille gruppe mennesker, som bestemmer, hvem der kan være på stemmesedlen og få støtte til valgkampen – og dermed hvem befolkningen reelt kan stemme på og vælge.«

Casper Christoffersen

20. august 2018

I disse dage mødes ledelserne af de politiske partier til sommergruppemøder.

Et tema bliver uden tvivl, hvordan partierne skal forholde sig til fremtidens demokrati, men i virkeligheden er det helt forfejlet. Partierne kan ikke finde løsningen på demokratiets problemer – de er nemlig selv (et af) demokratiets problemer.

Inden demokratiet blev indført, var det helt accepteret, at bestemte grupper overtog magten i et samfund. Det kunne være jordejere eller krigere, som kaldte sig en adel og derfor mente, at den havde ret til at bestemme over resten af landets indbyggere.

Det kunne være en religiøs kaste, som mente, at deres nærhed til Gud gav dem særlige rettigheder. Fælles for dem var, at medlemskab af grupperne var nok til at få indflydelse.

Efter demokratiets indførelse var det et mål for det nye demokrati at afskaffe sådanne privilegerede kaster, men da der ret hurtigt opstod et nyt partivælde, blev systemet genindført af bagvejen.

Usund forretning

Moderne partier er organisationer, som kæmper for egen overlevelse og for privilegier, som partistøtte, spærregrænser og bidrag fra privatpersoner og virksomheder.

Et succesfuldt parti er et parti, som kan gribe magten og beholde den. Dermed sikres partiet adgang til at kunne opretholde organisationens økonomiske og politiske grundlag. Partierne er blevet til forretninger, hvis produkt er politik, og vælgerne er forbrugere på et marked, som det er partiforretningens opgave at tilpasse sig.

Dette gøres blandt andet gennem omfattende interne uddannelsesafdelinger, hvor unge idealistiske mennesker formes og forandres, indtil idealismen er forandret til karrierebevidsthed, og ønsket om en bedre verden er blevet underordnet ønsket om en bedre placering i det indre magthierarki, som både er prestigegivende for proselytterne og samtidig vejen til den ønskede position, hvor politikken ikke længere er en interesse, men et levebrød.

Problemet i dette er naturligvis, at de personlighedstræk, som er fremmende for partikarrieren, ikke nødvendigvis er de personlighedstræk, vi ønsker hos vore ledere.

Disse mennesker, der evner at sætte deres overbevisning til side for at gøre karriere, forstår deres kolleger primært som konkurrenter i et karriereræs, og kan man smudse naboen lidt til, er det jo ingen skade til.

Individuelt kan den enkelte politiker godt være et både idealistisk og sympatisk menneske, men vedkommende kan kun svært undgå at blive fanget i en vrangforestilling om egen betydning, om partiregimentets nødvendighed – og dermed af, at indflydelse ikke kan forenes med personlig integritet.

En plads ved bordet kræver blind loyalitet. Partierne bliver uddannelsesmaskiner, der producerer de mindst egnede ledere, som partierne derefter giver monopol på magten.

Partierne bestemmer

Vi har en forestilling om, at det er befolkningen i Danmark, som vælger politikerne, men det er ikke rigtigt. Det er partiforeningerne, der indstiller kandidaterne.

Dette sker på møder i de lokale partiforeninger, som dog ofte er under pres fra landsorganisationerne for at vælge en bestemt kandidat. Det er altså en meget lille gruppe mennesker, som bestemmer, hvem der kan være på stemmesedlen og få støtte til valgkampen – og dermed hvem befolkningen reelt kan stemme på og vælge.

Når Folketingets formand Pia Kjærsgaard angriber partier, som fritstiller medlemmer i følsomme debatter, eller når Henrik Sass Larsen (S) prygler en uartig ordfører tilbage på de bageste bænkerækker, når hun ikke vil følge partilinjen, så burde de faktisk sendes på et danskhedskursus for at læse Grundloven, der siger, at ethvert medlem skal følge sin samvittighed.

Denne bid af Grundloven blev i sin tid indsat for at undgå, at virksomheder, klubber, økonomiske interesser eller andre uvedkommende fik større indflydelse på samfundsudviklingen end borgerne. Men moderne partier og partistrukturer føler sig hævet over den slags. Alle skal være lige, men nogen skal åbenbart være mere lige end andre.

Hvis vi kunne slippe for partierne, kunne den enkelte borgers indflydelse på demokratiet måske blive det centrale og erstatte den markedsplads, hvor karrierefikserede ambitionsmennesker kæmper om magten i organisationer, der ikke længere kæmper for befolkning, ret og retfærdighed, men om vælgerandele, medietid og partitilskud.

Partierne er en kræftbyld på demokratiet – og jo før, vi slipper af med dem, jo bedre!

Asser Amdisen er cand.mag. i historie og forfatter. Hans nye debatbog ’Nu vi taler om demokrati’ udkommer den 25. september.

Med indførelsen af et såkaldt Borgerting og af samfundsrepræsentanter i de store virksomhedsbestyrelser kunne det danske demokrati blive langt mere demokratisk, argumenterer eliteforskere i ny debatbog
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Kvisgaard
  • Lillian Larsen
  • Bettina Jensen
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Vivi Rindom
  • Tue Romanow
  • Flemming Berger
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Jens Kofoed
  • Jeppe Petersen
  • Anders Graae
  • Peter Knap
  • Ervin Lazar
  • Herdis Weins
  • Jens Erik Starup
  • Tommy Clausen
  • Nina Erbs
  • Lars Koch
Hans Kvisgaard, Lillian Larsen, Bettina Jensen, Nike Forsander Lorentsen, Vivi Rindom, Tue Romanow, Flemming Berger, Claus Bødtcher-Hansen, Jens Kofoed, Jeppe Petersen, Anders Graae, Peter Knap, Ervin Lazar, Herdis Weins, Jens Erik Starup, Tommy Clausen, Nina Erbs og Lars Koch anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak Asser Amdisem. Skarp analyse.
Det repræsentative demokrati er glimrende, hvis det blot havde repræsenteret befolkningen.

Søren Roepstorff, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Tanken om at afskaffe partierne er sympatisk. Det er ikke partier, der tales om i Grundloven - de nævnes slet ikke - men individer. Jeg tror bare ikke, det nytter noget at nedlægge partierne. I et samfund af Danmarks størrelse vil det være meget svært for en person at blive kendt og valgt, hvis vedkommende ikke har mange penge eller en eller anden organisation i ryggen.
Jeg så gerne partierne afskaffet, men jeg er ikke sikker på, at alternativet er særligt tillokkende.

Hanne Ribens, Kim Øverup, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, P.G. Olsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Frode Sørensen

En mindre reform for at begrænse antallet af karrierefolk kunne være at indføre for alle partier de regler, som Enhedslisten har for det antal år, man må sidde i Folketinget.
Grundproblemet er, at i et kapitalistisk samfund, endog med stigende ulighed, er et reelt demokrati umuligt. Det demokrati, vi kender, er bl. a. udviklet af slaveejere i det antikke Grækenland og USA. Det er jeg især blevet opmærksom på i mit arbejde for et bedre arbejdsmiljø i Danmark, hvor det ikke er noget problem med årligt 1600 tilfælde af arbejdsbetinget kræft og en fortløbende minimering af forebyggelsen.

Hanne Hansen, Torben Bruhn Andersen, Bettina Jensen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Martin Mørch og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Forbløffende naivt.

Et moderne samfund er meget, meget mere kompliceret end det, Grundlovens fædre havde for øje. Ingen enkeltperson vil være i stand til på egen hånd at opnå tilstrækkelig indsigt og sagkundskab på alle politik-områder. Skal vi undgå, at det er embedsmænd og -kvinder, der reelt styrer samfundet hen over hovedet på de folkevalgte, så er det nødvendigt med dannelse af mere eller mindre faste grupperinger, som i fællesskab kan udvikle og fastholde mere langsigtede, politiske strategier. Det er denne opgave, partierne har påtaget sig.

Torben Siersbæk, Arne Lund, Dana Hansen, Jørgen Vogelius og Jacob Rørdam Holm-Jørgensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Hvis man afskaffer partierne afskaffer man også Socialdemokratiet - og vi er som bekendt alle sammen socialdemokrater.

Uden partier vil kun valg af personer fra et begrænset område være mulig. Her er det en mulighed at stille op foran lokalbefolkningen. Det må da være nærdemokrati. Mon ikke det var tanken bag grundloven, som en fortsættelse af landsbyens tingsted og videre til vor mand på tinge og stænderforsamlingen.

Partistyre er samtidig grobund for centralisme, den stærke stat og de stærke personlige ambitioner.
En gennemgang af partiprogrammerne for år tilbage viste DF som topscorer i topstyring - formanden skal godkende alt i sidste ende. Hvordan det virker i praksis og om det stadig er sådan ved jeg ikke.

Helt umulig er tanken vel ikke.

Det er mig en kilde til stadig undren, at der findes folk som i fuldt alvor tror at et komplekst, moderne samfund kan styres som landsbyer. Og en kilde til endnu større undren, at man aldrig rigtig får svar på, hvad et såkaldt direkte demokrati vil stille op med andet end enkeltsager.

Natur, miljø (herunder arbejdsmiljø), internationale relationer, handelsaftaler, velfærdsprioritering, sundheds- og omsorgssektor, selskabsskatter og skattely - hvor finder vi de 'direkte demokrater' med reel faglig viden på området?

Direkte demokrati og 'tingsamlinger' fungerer fint i småsamfund, det ved vi alle sammen. Men allerede når du når til størrelse mellemstor provinsby, kommer det til kort - især fordi det direkte demokrati mangler den minoritetsbeskyttelse, som indtil den nuværende regering faktisk har været indbygget i det parlamentariske, repræsentative demokrati.

Så nej, Amdisen. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Achim K. Holzmüller, Torben Siersbæk, Kristian Rikard, Arne Lund og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Amdisen må være selskrevet til en plads i Lars Løkke Rasmussens disruptionråd.
Så kan han sidde der sammen med Hella Joof og alle de andre subkulturelle genier og foreslå at brænde hele kraalen ned hvert syvende år for at starte på en frisk ligesom prærieindianerne i Nevada ... ;o)

morten rosendahl larsen, Jan Damskier, Torben Siersbæk, Arne Lund, Bjarne Bisgaard Jensen, Maria Francisca Torrezão, Mihail Larsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Disse mennesker, der evner at sætte deres overbevisning til side for at gøre karriere, forstår deres kolleger primært som konkurrenter i et karriereræs, og kan man smudse naboen lidt til, er det jo ingen skade til."

Det er derfor, Enhedslisten har et rotationsprincip. Det forhindrer levebrødspolitikere.
Det kunne være sundt at udbrede til andre partier.

Men at afskaffe partier som sådan, kræver et alternativ, for ingen kan vel forestille sig et land styret af enkeltpersoner, der har hver sin individuelle agenda?
Man kunne demokratisere opstillingsreglerne, så partimedlemmer blev inddraget.
Og kræve fuld åbenhed om økonomisk partistøtte. Som det er nu, er skjult partistøtte et demokratisk problem.

Anne Eriksen, Torben Siersbæk, Hanne Ribens, Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Thuesen og Jørgen Vogelius anbefalede denne kommentar
Jørgen Vogelius

Demokrati som styreform og livsform er ikke det samme. Selv om der heldigvis både er og bør være en medværenskobling mellem dem. Den klassiske debat mellem juristen Alf Ross, der fokuserede på styreformen og teologen Hal Koch, der fokuserede på livsformen, er fortsat aktuel. Spørgsmålet om det er flertallets magt eller mindretallets ret, der det vigtigste at forsvare i definitionen af, hvad et demokrati er, har derfor siden Hal Kochs bog, ’Hvad er demokrati’ fra 1945 med mellemrum bølget i offentligheden.
Det er i denne forbindelse forfriskende at folkestyret har åbnet en mulighed for af at 50.000 borgere med deres underskrift helt uafhængigt af partitilhørsforhold sikrer, at et spørgsmål kommer til debat i tinget, så de folkevalgte politikere får mulighed for at pejle sig ind på, hvad der rører på sig i folkedybet. Det kan være en inspiration til indbyrdes diskussioner i udvalgene, om der helt generelt synes at være noget, som de helt uafhængigt af partitilhørsforhold og embedsværkets regnemodeller måske har overset at prioritere. Og netop i udvalgsarbejdet tilvejebringes de kompromisser som respekterer mindretallenes ret til ikke blot at blive hørt, men også deres muligheder for at sikre sig en reel indflydelse.
Det er et vilkår i en repræsentativ demokratisk kultur, at mindretal kan blive kørt over, men det er langt fra ensbetydende med, at de ikke har haft en medbestemmende rolle i beslutningsprocesserne. At partierne efterfølgende profilerer sig ved at understrege deres uenigheder i offentligheden er en selvfølgelig ting. Det giver bl.a. anledning til at Asser Amdisen kan karakterisere vores politiske system som ét, der ikke respekterer kravene til et samarbejdende folkestyre og at partierne derfor bør opløses. Det er ikke særlig gennemtænkt.

Partierne er som personer, pga den stramme partidisciplin. Hvor mange personer bestemmer i virkeligheden ?

Uden partierne ville folket vælge sine repræsentanter i deres område.
Det ville måske være 179 personer.
Forslag til afstemning ville afgøres af alle tilstede.

Alle medlemmer ville modtage materialegrundlaget fra relevante ministerier og styrelser, og ville tage stilling helt som politisk interesserede borgere gør - som ved andre generalforsamlinger.

Det ville være muligt, at et par stykker delte emnerne mellem sig efter faglig interesse.

Dette rigtige folkestyre kunne ikke blive ringere end partidemokratiet, forvaltet af udannede politiske embedsmænd - undskyld, politikere.

Interessant at lege med denne tanke.

kjeld hougaard

hvem/hvad er "folket" - og hvornaar havde det magten?
forslag til laesning: The Art of not being governed" 0m ikke-stater i sydost asien

Mihail Larsen

"Giv magten tilbage til folket"

Hvordan er det med den historiske hukommelse? Hvem er det nu, der historisk vedholdende har talt om 'tilbage'? Hvad er dette 'tilbage'? Gode gamle dage? Og hvad er 'folket'? En myriade af selviske individualister?

Som det formuleres her i artiklen, fremstår projektet som en blanding af anarki og reaktion.

Der var en grund til, at man i antikken skelnede mellem 'demokrati' og 'republik'. Med demokrati forstod man 'det direkte demokrati', baseret på folkestemningen (ofte spontan, ureflekteret og ressentimentstyret). Ved republik forstod man en styreform, der var underlagt en respekt for almenvellet.

I moderne tid er ønsket om 'direkte demokrati' - uden de modererende og reflekterende, repræsentative mellemled - et affaldsprodukt af liberalismens 'jeg, mig og mit-ideologi'.

Trump og Brexit svømmer i krav om 'at tage tilbage'. Vi ved godt, hvad dét betyder.

Achim K. Holzmüller, Torben Siersbæk, Arne Lund og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Jeg tror på det repræsentative demokrati som beskrevet i Grundloven, og jeg hilser denne artikel velkommen for netop at fremhæve at partitankegangen er en skævvridning af denne. Folketingets medlemmer skal alle være løsgængere, der kun kan tvinges af egen overbevisning.

Lasse Glavind

Sjovt, Mihail Larsen, at du henviser til antikken, for dengang forholdt man sig jo netop til den problemstilling, som Amdisen beskriver ved at bruge lodtrækning som et instrument blandt andre for at undgå oligarki eller aristokrati (som vel netop er det, de moderne partier fremavler). Og er Trump ikke netop et udtryk for, hvordan de moderne markedspartier ikke fungerer hensigtsmæssigt?

Flemming Berger, Achim K. Holzmüller, Eva Schwanenflügel og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"Og hvad er ’folket’? En myriade af selviske individualister?"

Misantropi som trædesten for magtbrynde, et historisk yderst velkendt fænomen.

I det gamle Rom sad senatet også på magtens tinder og vurderede at befolkningen var for ignorante og selvoptagede til at kunne gives reel magt og indflydelse. Historiens gang er næsten ringformet.

Atter en lille perle fra Grethe Preisler - tak.
Men ellers - Amdisens indlæg må være sidste nyt fra Alternativets ideværksted. Det ligner i hvert fald. Her anvises der dog ikke andre alternativer end den sunde, ukorrupte folkesjæl, der formodes at være fri af fordomme, egoisme, nid og lyst til at skabe syndebukke. Mon Amdisen kan formås at oplyse om, hvor han finder et sådant folk?
Angrebet på partierne falder fint i tråd med tidens voksende anti-parlamentarisme. UKIP, Berlusconi og Trump har mange proselytter - også her til lands. Snart er de vel mange nok til at kunne danne - ikke et parti, men en bevægelse.
Bevægelser har vi haft rigeligt af i de sidste 40-50 år: Fremskridtspartiet, CD, Dansk Frikadelleparti og senest Nye Tarvelige. Hvad er det, der kendetegner bevægelser? En stærk leder, og en passiv "medlemsskare".

Achim K. Holzmüller og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Amdisens skriveri har fået overskriften "Opløs de politiske partier, og giv magten tilbage til folket".
Kunne samme Amdisen være så elskværdig at gøre rede for, HVORNÅR "folket" har haft magten?
Hint: Grundloven blev i 1848-49 til i samarbejde mellem på den ene side Kong Chr. IIX, der var bange for at hans mindre velfrankerede søn, den senere kong Frederik VII, skule få formøblet kongedømmet i sin uforstand, og på den anden.... BORGERSKABET.
I forening kunne grundlovens fædre blive enige om at de besiddende skulle bestemme folketingets sammensætning - og at KONGEN selv udpegede regeringen.
Da det endelig lykkedes at få koblet kongen ud af det regnestykke - med det parlamentariske princips knæsættelse i 1901 - havde de politiske partier næsten 50 års anciennitet i Rigsdagen. Og det var partierne, der organiserede det politiske liv.
Udviklingen er fortsat op gennem det 20. årh., hvor partierne fortsat har kanaliseret "folkets" ønsker og målsætninger ind i parlamentets arbejde med lovgivning.
At snik-snakke om at afskaffe partierne (må vel snarere være at forbyde MF'ere at slutte sig sammen i grupper, der er enige om det meste????) er - som andre har påpeget - i rendyrket forlængelse af de velkendte populisters angreb på mindretalsbeskyttelse og ... demokrati! For hvis parlamenter er atomiserede, hvem anden end den stærke leder (fører!) duer så?
Pladder!

Torben Siersbæk

Undskyld!
Jeg glemte en ting.
Hvor i alverden har du dog fisket den ejendommelige tanke, at "Efter demokratiets indførelse var det et mål for det nye demokrati at afskaffe sådanne privilegerede kaster"?
Det må være hentet "In your dreams", som man siger på engelsk!
Målet for det "nye demokrati" var at flytte magten fra kongen til borgerskabet!
Læs dog historien!!

Torben Siersbæk

Det ser ud til at indlægget er fejlplaceret under "debat".

Asser Amdisen er åbenlyst mere stemt for proklamerende monolog end for dialog.

Dementerer han ikke netop her sit proklamerede formål?

Bettina Jensen

Det er vel hverken umuligt/urealistisk at forestille sig et folketing, som dels består af valgte repræsentanter, som gerne må partiorganisere sig, og dels af eventuelle løsgængere, som vælges - suppleret af f.eks. 20 medlemmer, som er i folketinget i en valgperiode, hvor de aftjener demokratisk værnepligt. Udvælgelsen sker ved simpel cpr.nr.-lodtrækning. Samtidig kunne folketinget dels sænke tærkslen for hvornår et borgerforslag skal debatteres på tinge - og dels indføre jævnlige (det kunne være hvert halve eller hele år) vejledende/forpligtende folkeafstemninger på centrale samfundsspørgsmål. Supplerende kunne der dannes decentrale borgerråd i landet, som folketinget har høringspligt overfor, før lovforslag endeligt vedtages. Disse decentrale borgerråd kunne også etableres via lodtrækning og indførelse af demokratisk værnepligt.

En demokratisk værnepligt kunne træde i stedet for en militær, hvormed vi også på det samfundssymbolske plan understøtter en demokratioprustning, mens vi foretager en militær nedrustning.

Blot et løseligt eksempel på at der findes muligheder for at kombinere det repræsentative demokrati (når nu så mange er så bange for at slippe denne imaginære krykke) med direkte og deltagende demokratielementer, hvormed vi skaber erfaringsudvikling udi demokratisering, hvilket er aldeles hårdt tiltrængt.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Bettina Jensen
22. august, 2018 - 12:54

Dit forslag om decentrale borgerråd med høringspligt for Folketinget mener jeg er en rigtig god idé, og en farbar vej for mere demokrati fra lokalsamfundet.

Til gengæld finder jeg forslaget om en form for 'demokratisk værnepligt' problematisk på mange måder.
Idag har vi fx ikke engang pligt til at stemme. Men der skal så være pligt til at deltage i parlamentet?
Såfremt alle borgere er i 'skudlinjen' for cpr-udtrækning hele livet, forhindrer det også alle i at lægge individuelle planer for deres fremtid.
Studier kan afbrydes. Den selvstændige virksomhed må sættes på pause. Et job man er glad for skal man vinke farvel til.
Forestiller du dig, at folk vil gå med til at være tvangsindskrevet til at være politisk aktive, selvom de ikke er det mindste interesserede i det?
Eller skal man passe sit studie/forretning/job ved siden af?
Og hvad med alle undtagelserne?
Hvis man lider af psykisk eller fysisk sygdom, vil man så være undtaget pr automatik, eller skal man aktivt søge om det?
Skal der være begrænsninger, hvis man er tidligere straffet?
Hvad hvis man er på overførselsindkomst, eller har været det?
Hvad med dem, der pga den restriktive udlændingepolitik aldrig opnår statsborgerskab?

Jeg kunne forestille mig politikere, der ville indarbejde en række undtagelser ind i cpr-udtrækningen, ligesom de fx forsøger at få vedtaget at man kun kan blive statsborger, hvis man giver hånd..

Jeg tror ikke nødvendigvis, at samfundet bliver mere demokratisk ved lodtrækning af enten folk der ikke vil, eller folk der ikke må deltage.

Tænker det snarere kunne foregå, som når man påtager sig hvervet som domsmand.
Hvad mener du?

Torben Siersbæk

Hvervet som domsmand er en borgerpligt, ikke "noget man påtager sig" - og personerne på domsmandslisterne udpeges af .... bum, bum .... de politiske partier....

Så er vi vist tilbage.

Bettina Jensen

Eva Schwanenflügel, mit indspark skal mest af alt ses som strøtanker, der kan modificeres eller kvalificeres, om ikke andet måske inspirere. Men ihvertfald kritisere forestillingen om at der intet væsentligt alternativ til vore gældende demokratistrukturer findes, for naturligvis kan sådanne udvikles.

Måske er det sådan at vi som sociale mennesker må leve med at tilværelsen indebærer tvang fra vore basale behovs side, man kunne også kalde denne tvang for krav, og vi har som mennesker og samfund (teoretisk, men med al sandsynlighed også praktisk) muligheder for at vælge hvilke tvangsmekanismer, vi foretrækker frem for andre. I et sådant, efter min vurdering, genuint perspektiv, kan en debat om hvordan vi som samfund demokratiudvikler, finde sted - og over tid føre til folkeligt forankrede (jeg redegør gerne for hvad jeg mener med dette udtryk, jvf. dette kommentarspors intense kritik af 'folket' som relevant diskurs, og ikke blot en opportunistisk, flydende betegner for denne verdens sum af ryggesløse egoister) beslutninger.

"Forestiller du dig, at folk vil gå med til at være tvangsindskrevet til at være politisk aktive, selvom de ikke er det mindste interesserede i det?"
Jeg forestiller mig at politik kan gøres vedkommende og virke motiverende på langt de fleste mennesker, hvis den handler om virkelige menneskers virkelige levevilkår, behov og trivsel, så det er klart at demokratisk værnepligtige ikke skal bydes dét, vi normalt forstår som en politikertilværelse.

Og grundlæggende, som en slags svar på flere af dine øvrige spørgsmål, må vi vel også spørge os selv om demokrati ikke er vigtigere end krig (måske tilmed krigsforebyggende), al dén stund at vi uden alt for megen brok længe har levet med en militær værnepligt.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Torben Siersbæk
22. august, 2018 - 16:11

Hver kommune har et udvalg, der hedder grundlisteudvalget. Dette udvalg udpeger hvert fjerde år et antal borgere, som de mener, udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen og skønnes egnede til at være lægdommere. Disse borgere optages på en liste, der kaldes grundlisten. Fra listen bliver de kommende lægdommere fundet ved lodtrækning i Østre og Vestre Landsret.

Måske er det i denne forstand rigtigt, at domsmænd/lægdommere udpeges af politikerne til at begynde med, det er egentlig også udemokratisk.
Man kan godt blive fritaget for at være lægdommer, såfremt ens liv er for travlt optaget, eller man har andre vanskeligheder.
Man må ikke være lægdommer som tidligere straffet.

Nej, det er i grunden et dårligt udgangspunkt, det har du ret i..
Det var ikke helt gennemtænkt fra min side :-)

Eva Schwanenflügel

@ Bettina Jensen
22. august, 2018 - 16:19

Jeg er enig i meget af det du skriver, især at det er presserende at demokrati-udvikle.

Men glem nu ikke, at værnepligt er noget, mange (inklusive mig), mener bør afskaffes.
Og at kvinder ikke er omfattet af den.

Jeg undskylder mit korte svar, men må holde pause fra flere fordybende tankerækker i aften :-)

Torben Siersbæk

Til Eva.
Lige et supplement til din gennemgang af lægdommerudpegningen.
Det er det danske basisdemokrati, dvs. partiforeningerne i de enkelte kommuner, der leverer de navne, der kommer ind på grundlisterne.
Det er dermed også basisdemokratiet, der har monopol på denne liste.

Det er ikke ensbetydende med at det er "politikerne", der bestemmer hvem der bliver lægdommere (selv om jeg ikke kan se noget principielt problem, hvis det var tilfældet. For mig er det slet ikke odiøst, hvis de politikere, vi har valgt, sammensatte grundlisterne).

Men du kan jo gætte på hvem, der har chance for at optræde på grundlisterne.

Bettina Jensen

Eva Schwanenflügel, pausen skal være dig vel undt.

Jeg er enig i at den militære værnepligt er unødvendig, og at den har et sexistisk grundlag; min pointe var at en demokratisk værepligt, som altså skal ses som et umiddelbart bud på en overgangsløsning til en rigt udviklet demokratisk kultur, på tværs af køn og for mennesker med enten opholdstilladelse eller statsborgerskab i Danmark næppe ville være mere indgribende end den militære, som danskerne generelt har accepteret, og efter mine begreber værdisætte udviklingen af et fredeligt og mangfoldigt samfund langt mere.

Løsningen er: Borgerting, og Borgerløn... indtil videre. Jeg vil i hvert fald stemme på dem, som har det to på deres program. Hvis ingen tør at tage det to sammen, så... jeg ved det ikke. Jeg er medlem af Alternativet. Hjælp! :)

Mihail Larsen

Direkte demokrati

I et mindre samfund med få og enkle problemer kan et direkte demokrati have god mening. Alle deltagerne kender hinanden, samarbejdet hviler på gensidig tillid, problemerne er overskuelige og kræver ikke nogen specialviden. Man kan sidde i en rundkreds eller en folkeforsamling og snakke sig til rette; udvalgsarbejde og administrative funktioner kan gå på omgang, evt. ved lodtrækning, fordi alle er i stand til at udfylde alle roller.

Sådan ser det ideale billede ud. I større grupper, sammenslutninger eller samfund er problemerne ofte meget mere komplekse, og i udviklede samfund tillige også indviklede og kræver specialviden. Det er ikke enhver borger, der kan overtage en juridisk-økonomisk funktion; ligesom det heller aldrig har været enhver borger, der kunne agere læge, smed eller landmand.

Af en eller anden grund tror de fleste, at 'demokrati' - alene i kraft af sit navn - er noget, enhver ikke blot forstår sig på uden videre, men også vil kunne leve op til. Hvis det var rigtigt, behøvede vi slet ikke noget parlament, men kunne sende alle - ALLE (for hvem skulle have autoritet til at udvælge dem?) - spørgsmål ud til en uendelig strøm af afstemninger på nettet. Vi kunne gøre folkeforsamlingen VIRTUEL og reducerer den offentlige forvaltning til et ekspeditionskontor.

Humlen ved den slags fantasier er, at et sådant demokrati ville bryde sammen. 1) Vælgerne ville ofte ikke have saglige forudsætninger for at stemme om de konkrete forslag, 2) de vedtagne forslag vil i mange tilfælde modsige hinanden, 3) forslagenes konsekvenser rækker i nogle tilfælde langt ud i fremtiden og vil skulle justeres med andre lande, hvilket kræver bindende traktater.

Man behøver ikke at være ekspert i statskundskab for at indse, at en vis form for organisering og uddelegering af ansvar er nødvendig. Selv i en børnehave eller en skoleklasse ved man, at det er nødvendigt med en uddelegering af opgaver, hvor man overlader konkrete beslutninger til særlig dedikerede medlemmer.

De af os, der har levet i en tid med kollektiver og basisdemokratiske organisationer ved, at fravær af regler og hierarki fører til, at de mest udholdende enkeltindivider tager magten. De, der er forskellige grunde har ubegrænset tid til at diskutere, polemisere, fantasere, problematisere til langt ud på natten.

Anarkiske fora er yngelsteder for 'stærke ledere'. Af den simple grund, at de kører 'demokratiet' i sænk ved at 'belaste' det med demokrati. Akkurat som bureaukratiet kvæler al kritik ved at offentliggøre tonsvis af dokumenter. Eller - som det i min ungdom med et udtryk hentet fra Herbert Marcuse blev almindeligt at tale om - 'repressiv tolerance': De unge går imod imperialismen; sælg nogle t-shirts til dem med Che Guevara på maven!

Jeg tror, de af Informations læsere, der har erfaring med partiarbejde, andelsforeninger og NGO'er ved nærmere eftertanke kan genkende denne logik.

Det er ikke alt, der præsenterer sig som 'direkte demokrati', der i virkeligheden er det. Ofte er det et meget slemt modstykke (endeløs række af særinteresser). Også i antikken, der gerne udråbes til 'demokratiets vugge'. Der er en grund til, at Platon og Aristoteles betragtede 'demokrati' som et skældsord. De identificerede det med 'pøbelvælde' (i dag ville de nok fnyse af de sociale medier) - i modsætning til 'republik', der af borgerne krævedes en (filosofisk) refleksion over og respekt for samfundets almenvel.

Fortalerne i dag for 'direkte demokrati' mangler at redegøre for deres filosofiske grundlag. Jeg er næsten sikker på, at de vil ende med at indse, at de blot er falsk bevidste liberalister.

Mihail Larsen

Rousseau - Constant - Habermas

Rousseau: Samfundspagten (1762)
I Samfundspagten argumenterer Rousseau for et direkte demokrati, men han forudsætter 1) at det statsretligt fungerer som en republik, og 2) at et sådant demokrati kun er muligt i meget små stater. Kun på den måde kan man sikre, at den individuelle og almene vilje smelter sammen. Så snart staterne bliver store, bliver de også mere komplicerede og uigennemskuelige med den konsekvens, at borgerne (beklageligvis iflg. Rousseau) må overlade nogle af de politiske beslutninger til 'repræsentanter'.

Constant: Antik og moderne frihed (1819)
Iflg. Benjamin Constant var det ikoniske, klassiske, græske demokrati slet ikke så demokratisk, som vi gerne vil tro. I al fald ikke, hvis man med demokrati også forbinder en vis personlig retssikkerhed. Det græske demokrati var vilkårligt og i høj grad underlagt folkestemningen; det gav glimrende udfoldelsesmuligheder for demagoger. Sandhed og retfærdighed - tjah. (Hvis nogen kommer til at tænke på Trump, er det velbegrundet.) I modsætninger hertil fremhævede Constant det repræsentative, borgerlige demokrati som et forum, hvor modstridende interesser kunne reflekteres og modereres ud fra en argumentationslogik (parlamentarismen).

Habermas: System og livsverden (1981)
Habermas gjorde allerede i sine tidligere publikationer op med den naivistiske positivisme-kritik, der kort sagt hævdede, at når ingenting kunne være 'objektiv' i positivistisk forstand, måtte alting være 'subjektiv'. Det er noget vrøvl, der imidlertid har sat sig dybe spor og i sidste ende ført til nutidens kulturrelativisme, postmodernisme og identitetsfiksering. Men i demokrati-diskussionen (hvor Habermas også har leveret en klassiker med "Den borgerlige offentligheds forfald", 1962) er han mest relevant ved sin systemteoretisk inspirerede skelnen mellem system- og livsverden (som er udfoldet i hans store kommunikationsteori fra 1981). Heri hævder han nemlig - i overensstemmelse med mit forrige indlæg - at alle livsformer kan bliver 'overbelastet' (og dermed potentielt gå død). Hvis alle borgere i et samfund skal tage stilling til alle spørgsmål hele tiden året rundt, så bryder samfundet sammen - eller overtages af nogle uheldige typer, der hverken har almindeligt arbejde, familie eller kulturelle interesser. I et moderne, højtudviklet samfund er en demokratisk livsverden kun mulig ved at uddelegere nogle af de mest specialiserede opgaver til 'systemer' (der så er underlagt demokratisk kontrol).

Kilder:
Rousseau: Samfundspagten (Rhodos 1987 - med et langt forord af mig)
Constant: Antik og moderne frihed (i Peter Wivel: Tvesind, Gyldendal 1996)
Habermas: Teorien om den kommunikative handlen (Ålborg Universitet, u.å.)

Karsten Olesen

De ovenstående diskussioner viser klart nødvendigheden af et antal “færdselsregler” for sagsbehandlingen - udenfor og over det lokale niveau

Især på kommunalt og regionalt niveau fremkommer ofte sager, der er relateret til
de økonomiske og sociale grundrettigheder:

FNs erklæring om økonomiske og sociale rettigheder:

https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/om_os...

”rettigheder gennemføres uden forskelsbehandling”

“retten til at arbejde”

“ret til en levefod, som er tilstrækkelig for vedkommende selv og vedkommendes familie, herunder passende ernæring, beklædning og bolig”

Disse sager kommer især op i lokale forvaltninger - som kommuner og regioner -
ofte ved erhvervs- og byplansomlægninger

Fornuften kræver at sikringen af disse civile rettigheder skal være fuldt fungerende - på alle niveauer
- og ikke må kunne tilsidesættes af dele af den udøvende magt ved ombenævnelser og hjemmelavede doktriner

I særdeleshed leder Vs beskyttelse af lokale kommuners misbrug – under dække af “selvstyre” - til et paradoks:

Staten kan ikke være en *regeringsmyndighed* - hvis ikke rettigheder, der er etableret ved lov (og med regentens underskrift) er gældende over hele riget

Har staten f eks fastlagt et bestemt niveau for sociale ydelser, skal det ikke kunne sættes ud af kraft af en V-borgmester I en enkelt kommune

Der er ingen rationelle grunde til en sådan vilkårlighed - udover at plage borgerne gennem vilkårlighed I afgørelserne

Et ”kommunalt selvstyre” skal ikke have ret til at at diskriminere eller fejlbehandle enkelte borgergrupper.

Men også indenfor forvaltningen findes hjemmelavede eller selvopfundne interne doktriner - som NPA, Finansministeriets 2 % doktrin ol – der bør kunne afvises,
idet disse er økonomisk diskriminerende for arbejdere og ansatte
og ensidigt til ugunst for arbejdstagerne

Se også aktuelle sager – deraf mange forvaltningsinterne:

https://arbejderen.dk/indland/sociale-bev%C3%A6gelser-p%C3%A5-gaden-n%C3...

https://www.information.dk/debat/2018/08/syge-behandles-sundhedsvaesenet...