Læserbrev

Rasmus Willig: Uanset hvor meget jeg prøver at stryge vores CO2-aftryk med hårene, er reaktionerne voldsomme

Kød- og klimadebatten er ikke en almindelig ideologisk debat, hvor forskellige holdninger kæmper for deres forskellige interesser, men om et naturvidenskabeligt faktum, som vi er nødt til at forholde os til, hvis vores børn skal have en mulighed for selv at sætte børn i verden. Og kødforbruget er en af de helt store syndere i CO2-regnskabet
29. august 2018

Johanne Kristine Asmussen og senere Nette Kirkegaard reagerer helt forståeligt med vrede på min kronik, som ikke kun kan virke anklagende over for dem, der spiser meget kød, men også som skinger i en debat, der nu for alvor er skudt i gang i lyset af de voldsomme klimaforandringer.

Jeg tror, at Johanne og Nette har ret i nogle af deres synspunkter, for der er flere elementer i min kronik, som kan medføre, at debatten kører af sporet, og – allervigtigst – at vi ikke kommer i gang med at løse klimakrisen. Så hvorfor den krasse kronik?

Den første årsag er, at vi ikke har at gøre med en almindelig ideologisk debat, hvor forskellige holdninger kæmper for deres forskellige interesser, men om et naturvidenskabeligt faktum, som vi er nødt til at forholde os til, hvis vores børn skal have en mulighed for selv at sætte børn i verden.

Vores enorme vestlige kødforbrug er en af de helt store syndere i CO2-regnskabet – og også et af de nemmeste steder at begynde på at gøre en forskel.

Det samme forhold gør sig naturligvis gældende, når jeg vælger at sætte mig ind i en bil eller et fly, og jeg har det på samme måde som Johanne og Nette, for jeg er jo allerede i gang med at skære ned på alt, hvad det er muligt at skære ned på, så hvorfor udstilles som en, der ikke gør nok, når det sikkert er mere, end langt de fleste gør?

Vi har udledt mere CO2 år for år, og det er vel tvivlsomt, om vores CO2-udledning vil falde i år. Vi er på katastrofekurs, og det med en fart, som kan få selv de værste klimabenægtere til at tvivle, og det gør sikkert ethvert indlæg i debatten skingert, for hvor skal vi begynde, når næsten ingen hugger bremsen i?

Det leder mig til den anden årsag til kronikken. For et år siden skrev jeg sammen med den norske filosof Arne Johan Vetlesen bogen Hvad skal vi svare? I den forsøger vi at stille det mest kritiske spørgsmål for vores samtid, nemlig hvad vi skal svare vores børn, når de spørger:

»I vidste det jo godt, så hvorfor gjorde I ikke noget, ja, faktisk forsatte I med uformindsket fart mod afgrunden?«

Mit beskedne svar var kronikken og i de senere år flere indlæg her i Information, i Politiken og Kristeligt Dagblad. Min erfaring er, at uanset hvor meget jeg prøver at stryge vores CO2-aftryk med hårene, er reaktionerne voldsomme, og jeg kan kun se det som et udtryk for, at vi er gået i gang med en ubehagelig samtale, hvor vi alle sammen føler os ramt.

Om det er den rigtige vej, ved jeg ikke, og jeg vil naturligvis have jeres bekymringer in mente, næste gang jeg sætter mig ved skrivebordet.

Rasmus Willig er ph.d., sociolog, forfatter og vegetar

Serie

Om at spise dyr

Stadig flere lever helt eller delvist vegetarisk. Men hvorfor? Er det et identitetsprojekt eller løsningen på klimakrisen? Har den politiske forbruger overhovedet magt? Og hvad med kødspørgsmålets sociale slagside? Det undersøger Information gennem en serie af kronikker og dagbogsnotater fra en måned på vegetarisk diæt.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Palle Yndal-Olsen
  • Trond Meiring
  • lars søgaard-jensen
  • Kurt Svennevig Christensen
Morten Lind, Palle Yndal-Olsen, Trond Meiring, lars søgaard-jensen og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ikke kun kødspisning der er dårligt for klimaet. Det er stort set alle menneskets aktiviteter, inklusiv at gå på arbejde og være produktiv.

christian christensen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Svendsen, Dina Hald og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Klimadebatten i dag har mere brug for provokationen end pædagogikken. Som min datter sagde den anden dag i en debat om kystnære vindmøller: "Hvorfor er dine luksusproblemer vigtigere end min fremtid"?

Eva Bertram, Flemming Berger, Jan Skovgaard Jensen, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Britta Hansen, Dina Hald og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Hvorfor vi ingenting gør?
Fordi vi har overladt kontrollen over kloden til et system der kræver evig eksponentiel vækst. Der findes godt nok en klasse af intelligente mennesker der tror de styrer systemet, men de beholder kun deres magt og privilegier så længe de handler i systemets interesse og der står rigelig i kø for at overtage deres position.
Alle intelligente mennesker med gode uddannelser, men de er oplært til at sætte vækst over alt andet. Kun når de er gået på pension tør nogle få indrømme at de tog fejl.
At så mange kan tro at fortsat eksponentiel vækst er en mulighed på en klode af begrænset størrelse, kan kun forklares med at deres "beslutninger" er styret af det system de er en del af og som er større og mægtigere end de mennesker det består af.
Vi forbruger allerede klodens ressourcer hurtigere end de gendannes, med det resultat at der hvert år dannes færre nye ressourcer, det kan ikke fortsætte.
Lige nu er det CO2 udledning og klimaforandringer der er hovedproblemet, men uanset om vi får store mængder næsten forureningsfri energi, vil det kun skubbe den helt sikre ende, for et system der kræver evig eksponentiel vækst, nogle årtier ud i fremtiden.
Og systemet afvikler ikke sig selv frivilligt og har så stor magt at ingen kan stoppe det.

Frederik Rytzel

Rasmus Willig,
Hvor mange børn har du sat i verden ?
Antallet af børn er langt den største faktor for det enkelte individs klimaregnskab.
Antallet af børn er samtidig den eneste faktor der påvirker samtlige områder af menneskets destruktive adfærd - fra udledning af drivhusgas, forbrug af resurser til geografisk udbredelse og ødelæggelse af naturlige habitater.
At begrænse antallet af nyfødte er derfor ikke bare den klart mest effektive måde at arbejde for bæredygtighed og klimatilpasning - det er også den mest rimelige.

Jeg har kun et enkelt barn - dvs sige 0.5 stk på min klimakonto, da hans mor bærer den anden halvdel. Med personligt ansvar for 0.5 stk barn, vil det næppe være praktisk muligt med en relativt beskeden livstil som min, at komme bare i nærheden af den klimadestruktion som folk med 2 eller flere børn udsætter planeten for.

Tove Lodal, christian christensen, Jens Kofoed og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Frederik Rytzel

Lille fejl:
Med personligt ansvar for 0.5 stk barn vil det næppe være praktisk muligt med en beskeden livstil som min, at komme bare i nærheden af den klimadestruktion som *vegetarer* med 2 eller flere børn udsætter planeten for.

christian christensen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Korrekt.

Det bedste bidrag til afhjælpning af klimabelastningen er at holde en pause med at sætte børn i verden.

/O

christian christensen

Det bedste bidrag til afhjælpning af klimabelastningen er slet ikke at få nogen børn. Veganisme, vegetarisme osv. er blot lappeløsninger. Livet på Jorden klarede sig glimrende 3,5 milliard år uden mennesker. Hvorfor sætter vi vores art over resten af floraen og faunaen?

Allan Petersen

De 99% af alle eksisterende arter i jordens historie som er uddøde, ville nok ikke give dig ret i, at det gik glimrende i fortiden.

Jan Skovgaard Jensen

Vi må være pragmatiske på klimaområdet og indføre et-barnspolitiken. Så vi i ro og mag kan få hakkebøf om søndagen...

Britta Hansen

ja, alle disse forfærdelige børn!

Men de er langt mindre interessante end det forbrug de har. 1 barn i den vestlige verden svarer til ca. 3-4 børn i den del af verden, der ikke har adgang til det massive overforbrug, vi har!

Så det er ikke antallet i sig selv, men den enkeltes forbrug, der spiller den største rolle lige nu.

Vesten har skabt problemet. Det kan der ikke være tvivl om. Det bliver så nok den 3. verden med deres enorme befolkninger og tørst efter vækst der skider hul i det hele og slår det sidste søm i kisten.

Jorden går dog ikke under. Kun menneskeheden. Planeten skal nok klarer sig, arter tilpasse sig og naturen komme tilbage på ret spor når vi ikke er her længere.

Søren Lystlund

Runa skriver.
Udskamning af andre har aldrig virket som en overbevisende kraft til ændring af noget.

Forfatterens tidligere artikel virkede som udskamming af kødspisere og var med til at gøre dem til "onde" og tankeløse mennesker. Der fremkommer ekstrem "hellighed" og fordømmelse indenfor veganerkredse. Der er en stor mental forskel på vegetarer og veganere. Udskamning virker negativt, graver grøfter og er ikke med til at overbevise andre om, at det kunne være en god ide at spise mindre kød eller slet ikke at spise kød. Jeg ville dog nødigt undvære min mælk i kaffen, må jeg indrømme. Jeg hader sojamælk og der er for megen sukker i havremælk. Soyamælk er også fuld af østrogene hormoner.

Den eneste måde vi kan sænke CO2 forbruget er med nedsat forbrug, reduceret befolkningstilvækst, oplysning, ændret adfærd, lovgivning og grønne energier, beplantning af kloden og nye energier, skabt på bæredygtig vis.

Vi kan nævne et eksempel, hvorfor klimaregnskabet er så uendelig kompliceret. Det koster f.eks. megen energi at fremstille solceller. Levedygtigheden kontra omkostninger i fremstillingen er tæt forbundet.

Det er slet ikke nok, ikke at spise kød. Der skal helt andre boller på suppen, hvis klimaet ikke skal ændre sig meget mere end allerede og Bassim, det er fuldstændig ligegyldigt om Vesten er den store synder. Vi lever med problemet nu. Vi kan selvfølgelig dvæle ved udskamningen af Vesten og fortidens synder, hvis det hjælper de ikke vestlige borgere mentalt. Det hjælper ikke kloden. Du kan gøre noget selv.
Hvis du har en bil, så sælg den og tag kollektive transportmidler og cyklen. Det gør jeg. Lad være med at rejse udenlands, spis det, der fremstilles i Danmark, lad være med at få mange børn, isoler din bolig, flyt tæt på dit arbejde, lad være med at smide ting ud, lad dem reparere, lad være med at købe for meget tøj, eller andet unødvendigt. Skift ikke dine møbler ud, brug genbrug, tag korte bade, sænk varmen i din bolig, bo på færre m2, køb ikke varer transporteret langvejs fra, køb dansksyet tøj, hold op med med at købe billigt tøj syet langvejs fra, køb møbler produceret i Danmark og meget meget andet.

Hvis ikke alle klodens lande gør noget ved sagen, på alle fronter og diverse lande gør noget ved befolkningstilvæksten og oplyser deres befolkninger, så dør en stor del af klodens befolkning af varme og sult inden længe og store dele af Danmark vil gå under vand, hvis ikke der bliver bygget diger.

Al den snak om kød vejer kun en brødel af diskussionen. Det er dog ikke, fordi jeg ikke synes det tæller. Det er bare enøjet diskussion. Samtidigt rejser de veganere jeg kender, i flokke til Nepal og andre steder i Langtbortistan og spiser grøntsager/frugt langvejs fra og går med tøj produceret og transporteret langvejs fra.
Klimaregnskabet er uhyre kompliceret og indebær også helt andre og endnu vigtigere ting. Hvad sket der, hvis vi holder op med at købe grønt fra 3. Verdens lande og teknik fra Kina og tøj fra Indien / Bangladesh? Befolkningen er stor og nu har Vesten bragt dem på fode, samme gælder flere andre lande. Det er selvfølgelig skabt af store firmaer, der ikke vil betale vestlige arbejdere for arbejdet, for lønnen er for høj og det sker ikke af filantropi, men grådighed.

Der er alt for mange børnefødsler bland dele af verdens befolkinger og blandt bestemte grupper i Vesten. For.eks har jeg en fætter, der har 11 børn, hvor konen ikke arbejder. Det kan hun selvfølgelig ikke. Vi ser mønstret hos mange indvandrere, når de så bliver uddannede, falder fødselsraten. Jeg er selv uddannet indvandrer gift med en dansker. Vi har lagt op til at få to børn og har fået lov til at beholde ét.

Denne diskussion er uendelig kompliceret og vugtig at tage fat i. Problemet er, der findes for få undersøgelser og faktabaserede oplysninger, der kan give et reelt billede af tilstanden.

Alt for megen diskussion foregår på et for uoplyst grundlag og kun baseret på følelser.