Kommentar

Jeg så ikke, at jeg selv er svøbt i en hvid niqab, der gør mig dybt privilegeret

Nu hvor burkaforbuddet er en realitet, bør vi benytte lejligheden til at undersøge de privilegier, vi som hvide har i Danmark. De er nemlig dyrekøbt gennem andres daglige lidelse
22. august 2018

Jeg har aldrig talt med en tildækket kvinde, en kvinde i niqab. Men jeg har stået ved siden af én, for mange år siden, på et gadehjørne og ventet på, at lyset skulle blive grønt.

Jeg stod med min lille datter ved hånden, og kvinden havde vist også et barn med sig. Det var helt tilfældigt, at jeg fik et glimt af hendes ansigt – eller snarere af det mørke stof, der dækkede størstedelen af det.

Jeg følte det som et lynnedslag og var både fristet til at kigge igen – havde jeg set rigtigt, hvordan så det faktisk ud, kunne jeg mon skelne hendes ansigtsudtryk ved kun at se hendes øjne? – og var samtidig fast besluttet på ikke at glo, ikke at lade mig mærke, ikke at gøre hende til genstand for min nysgerrighed. Og mens jeg stod stift og ikke lod mig mærke, snakkede min datter videre, og lyset skiftede, og vi gik over og hver til sit.

I hendes sko

I timerne, dagene og ugerne efter spekulerede jeg meget over den kvinde, der bar denne klædedragt. Hvordan føltes det at være dækket helt til? Varmt? Trygt? Snærede det ikke om benene med de lange skørter? Hvordan føltes det ikke at kunne se? Eller, altså, at have det begrænsede udsyn som stoffet henover hendes ansigt nødvendigvis måtte give?

Hvordan reagerede folk hun talte med – og hendes eget barn – på hende, når hendes ansigt var så tildækket? Hvordan var det at gå på gaden, når folk gloede – eller med vilje forsøgte ikke at glo, ligesom mig? Kunne hun mærke forskel på dem, der med vilje ikke gloede, og dem, der ikke havde lagt mærke til hende endnu? Tænkte hun overhovedet på andre menneskers reaktion, når hun gik på gaden? Mærkede hun, at hendes medmennesker mødte først hendes påklædning og måske først derefter hende selv? Eller var det med vilje, hele hensigten?

I mange år efter var jeg utrolig optaget af denne – formoder jeg – mørkhudede kvindes oplevelser. Af hendes oplevelser af tryghed, ængstelse, lettelse, tyngde, og på hele hendes og hendes medsøstres virkelighed i det hvide, danske Danmark.

Hvidhedens niqab 

Men i de sidste par år har min opmærksomhed vendt sig imod min egen hudfarve. Mod den usynlige, hvide niqab, der indhyller mine skuldre, smyger sig om mine ben og indrammer og filtrerer mit udsyn. På hvordan den mon begrænser, hvad jeg kan se, men også giver tryghed. Mon jeg uden at mærke det har vænnet mig til at snuble i den, at bevæge mig på en bestemt måde – på bestemte steder – i det offentlige rum?

Jeg har spekuleret på, hvor meget af mit ansigtsudtryk, der egentlig kommer til skue bagved min hvidhed. Om min hvidhedsniqab ikke på samme måde – eller i endnu højere grad – definerer mig i det offentlige rum – så andre først ser og læser min hvidhed og derefter måske slet ikke ser hverken mig eller mit ansigtsudtryk, det faktiske mig? Og hvilken effekt har det, at min hvidhed kommer først, og at det, der ligger bag, måske slet ikke tæller, sådan som jeg troede?

Og jeg har overvejet, hvordan dette er kommet mig til gode – det at kunne bevæge sig svøbt i hvidhed gennem det offentlige rum, altid allerede hvid og derved ubemærket,  ikke bemærkelsesværdig, individualiseret, formodet dansk, privilegeret, bemennesket. Både i mødet med dem, der bærer den samme hvidhedsniqab, og dem der har en anden hudfarve eller klædedragt, og som ikke kan svøbe sig i hvidhedens anonymitet og privilegium – ikke engang for et enkelt øjeblik.

Hvordan har det farvet min oplevelse af verden, mine interaktioner med andre mennesker, de valg, jeg har taget, de stier, jeg ikke har valgt, de horisonter, jeg ikke har afsøgt, og de perspektiver, jeg ikke har kunnet indtage eller overhovedet har vidst fandtes?

Dyrekøbte privilegier 

Jeg er begyndt at stille spørgsmål ved min iver efter at acceptere og tage imod de fordele, som min hvide niqab yder mig – ved min villighed til at påføre andre mennesker race og anderledeshed. Min tilbøjelighed til at bytte begrænset udsyn, forståelse og bevægelsesfrihed ud med en tilværelsens ulidelige lethed.

Jeg kan nu gennem det hvide stof skimte den kyshånd, jeg har rakt frem for at rane min races selvforståede, indforståede dominans til mig. Som om den ikke var dyrekøbt gennem andres daglige lidelse og fornedrelse.

Og jeg skælver ved tanken om, hvad der skal til for at råde bod på min forklædning og den pris, andre har betalt for den.

Skønt jeg ikke har så mange svar på rede hånd endnu, så ved jeg dog, at jeg kommer længere ved at begynde med at undersøge og udspørge min egen race, mine egne oplevelser, mine egne begrænsninger og privilegier end ved at fundere endeløst over en ukendt kvindes virkelighed.

Og at dette skridt også indebærer at høre direkte fra og lytte alvorligt til kvinders vidnesbyrd – i nyhederne, på nettet, i virkeligheden, ansigt til ansigt. Niqab til niqab.

Karen MacLean er ph.d., medstifter af Den Grønne Friskole og oversætter 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bettina Jensen
  • Viggo Okholm
  • Britta Hansen
  • Hans Larsen
  • Mikkel Madsen
  • David Zennaro
Bettina Jensen, Viggo Okholm, Britta Hansen, Hans Larsen, Mikkel Madsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Hansen

@Rasmus Knus
Vi har virkelig problemer hvis vi diskutere udfra en sådant irrationel tankesæt.

"KOMMENTAR: Ifølge LGBT+ er biologisk køn en konstruktion. Det mærkelige er, at det ikke gælder for biologisk hudfarve, som tværtom bliver tillagt enorm betydning."

White privilege isn't real - Jordan Peterson
https://youtu.be/JEESNpAu1EU

Sören Tolsgård.
Du har taget din holdning til nijab og burka og går uden videre ud fra den er pålagt enten af kvindens tro eller familie. Det er så dit valg og du er helt overbevist om at en samtale med en sådan kvinde vil være nytteløs. Jeg kan kun spørge har du prøvet og stadig, det undrer mig dybt at vore magthavere med den kæmpeorganisation, de er i besiddelse af ikke har gjort sig ulejligheden at gå i dybden i forhold til de kvinder det drejer sig om. Så længe vi som samfund ikke gør en indsats for at forstå og tage dialogen med mennesker der tror stærkere på en Gud end vi såkaldte kristne giver jeg ikke en hat for den kristenhed.

Carsten Hansen

Hvis man går ud fra at iføre sig burka/niqab er et frit valg, uanset om bæreren er "hvid eller brun", så virker det håbløst at sammenligne med hudfarve da hudfarve så absolut ikke er frit valg.
Så giver det mere mening at skrive at både "hvide og brune" er ulæselige uanset om de går med burka eller ej.

Selvom jeg også her vil være uenig, men at det så vil fjerne det tåbelige racismeelement.

Henrik Hansen

Viggo Okholm
Rigtig mange kvinder i denne verden lever med den skræk du beskylde Sören Tolsgård at tro på, men ikke selv mener eksistere.

500 angreb med ætsende væsker i London på et år, de 500 er formentlig hardcore islamofober.
Islam opererer med ære og skam, ære skaffer manden og kvinden skal undgå ikke at kaste skam over ham.

Man kan tro hvad man vil, men Islam er en lov religion, en ideologi der bestemmer hvordan du lever dit liv. Reformering er kraftigt tiltrængt, men igen der er ikke meget hjælp at hente fra den "hvide mand". Der ellers er frigjort, demokratisk, humanist, har ytringsfrihed...

Carsten Hansen

Vi skal huske at skelne mellem muslimer og islamister.
Der findes de rigide islam-dyrkere og de muslimer der tager det hele med et gran salt.

Det burde artiklens forfatter også have husket på.

Burkabærere kan være af alle slags hudfarver, men alle er de enten rigide eller tvangiklædte.
Rigtigt mange muslimske kvinde i Danmark, vel de fleste, bærer end ikke tørklæde.

Henrik Hansen at den "hvide mand" er humanist klinger lidt hult i mine ører den seneste tids højredrejning og forslag om skud mod flygtningebåde fra DF osv. taget i betragtning. Nogle er givetvist, men kollektivt? Det udsagn fremstår groft usandt for mig.

Henrik Hansen

Nej du har ret mennesket ødelægger alt hvad det kommer i nærheden af, underligt missing link, skabt af den perfekte gud.

Carsten Hansen

Artiklen er ikke andet end et forsøg på at relativere; Og endnu et mislykkes et af slagsen.
Som alle andre fejlslagne relativeringanstrengelser, så forsøges det at støtte regide religionsdyrkere, fremfor at støtte det kæmpestore flertal af kultur-troende der tager afstand fra de rabiate i egne rækker.

Det vil svare til at ikke kristne gik ind og forvarede fundamentalistisk kristne fremfor at tage parti for de moderate kristne.
Man tror man gavner de moderate ved at tage parti for de rigide,

Carsten Hansen:
Uanset at vi to ikke forstår hvorfor nogen vil underkaste sig en tro i så høj grad, så mener jeg stadig at forbud ikke er den rigtige vej i forhold til vores sædvane og lovgivning. Jeg har arbejdet for stærkt missionske og uanset min afstand gør det ikke disse missionske til dårlige og skadelige mennesker.

Carsten Hansen

Viggo Okholm.

Heller ikke jeg går ind for "Burka-loven".

Hvilke mennesker der er dårlige/skadelige afhænger klart af hvad de fortager sig. indoktrinerer de andre, forlanger de at andre skal gøre som dem, ser de ned på og chikanerer andre hvis de opfører sig anderledes, så er de skadelige.
Sådanne mennesker kan man finde i mange slags grupperinger.

Sören Tolsgaard

Viggo Okholm -

Jeg bedømmer ikke nogen til at være "dårlige" mennesker i absolut forstand, da vi alle er under udvikling og mulighederne synes uendelige.

Men hvis missionske ekstremister mener, at manden har hånd - og halsret over kvinder og børn (for det har manden jo altid haft ifølge de hellige skrifter), så tillader jeg mig at vurdere den opfattelse ude af trit med udviklingen, og vil derfor via lovgivning tilstræbe, at en sådan praksis forbydes, også selv om nogle kvinder evt. måtte give udtryk for, at manden har ret til at slå. Noget lignende mener jeg om anvendelsen af burka/niqab, uanset fromme ekstremister mener noget andet og ønsker at opdrage deres pigebørn til at bære denne påklædning. Der er naturligvis behov for indsigt og dialog, men hvad stiller vi op med en mand, som mener sig berettiget til at være voldelig mod kone og børn i Guds navn? Begrænser vi kontakten til dialog, indtil han giver os medhold? Det demokratiske samfund gør for mig at se ret i at forlange ikke-voldelige grundrelationer i alle familier.

Og jeg finder det som sagt ikke betryggende for sådanne kvinder og pigebørn, at tvang allerede er forbudt, så de blot kan kontakte politiet eller et krisecenter, hvis der er problemer. Jeg finder det påkrævet, hvis vi vil hjælpe de undertrykte, at vi afskriver hensynet til ekstremistiske religionsfortolkere og forbyder tildækning, ligesom vi har forbudt hånd- og halsret, uanset at nogle, endog blandt de undertrykte, ønsker at befordre den underkastelse, som de er opdraget til at tro på.

Den "Gud", som de underkaster sig, består af et velorganiseret hieraki af mænd, der har tildelt sig selv rollen som Guds forlængede arm i udøvelsen af vold mod dem, som befinder sig længere nede i hierakiet. Det er for mig at se langt ud over, hvad samfundet kan acceptere som religiøs praksis i et moderne samfund.

Og så finder jeg det i øvrigt helt uacceptabelt at optræde med tildækket ansigt i det offentlige rum, hvad enten midlet er burka eller anden maskering. Også mænd kan iklæde sig burka, og dermed anonymt skaffe sig adgang til kvindetoiletter, eller begå kriminalitet uden at efterlade et signalement.

"Mere lys", som Goethe sagde, - det er der stort behov for;)

Jeg KAN ikke lade være med at blande mig. Sorry.

1. Der er forskel på niqab-kvinderne i Danmark & i Mellemøsten.
I Danmark har næsten alle niqab-bærerne selv valgt niqaben, og rigtigt mange af dem er konvertitter. Der er endda lavet undersøgelser om det - FØR 'burkaloven' vedtoges.
I Mellemøsten er det ofte ikke eget valg, og kvinderne der går med det er som regel fødte muslimer.
Piger går ikke med niqab.

2. Vi i Vesten HAR et større ansvar for de ting der er sket i resten af verden: I sin tid kolonierne, slaveriet, og dengang som nu udnyttelsen af resurser i diverse 3.-verdenslande, udnyttelsen af arbejdskraften i samme lande, indblanding i politiske forhold i tredjeverdenslande både vha. krige & hemmelige operationer, etc., etc.
Så nogle gange kunne man måske med fordel tage dette ansvar på sig & anerkende det. Det gør artiklens forfatter, og den slags sker ellers meget sjældent.
Se bare på at vi danskere ikke har vist vores ansvar & sagt undskyld til fx Dansk Vestindiens mange slavers afkom..

3. Nogle gange er det godt at tage andre briller på & forsøge at se verden som andre ser den. Det er en meget god måde at forstå andre på. Både kulturelt, socialt, politisk, religiøst, og meget mere. Meget lærerig, faktisk. ;)
Tak til Karen for at åbne mine øjne & gøre mig opmærksom på dette! :)

Sider