Essay

Slavoj Žižek: En venstreradikal samfundsomvæltning er ikke mulig uden kontrol over internettet

Hvis vi vil gøre os håb om at bryde kapitalens og staternes magt, må vi tage ved lære af Trotskij. En revolution kan kun lykkes, hvis man vinder kontrol over den tekniske infrastruktur. Med den allestedsnærværende digitalisering har det aldrig været mere sandt end nu
Hvis vi vil gøre os håb om at bryde kapitalens og staternes magt, må vi tage ved lære af Trotskij. En revolution kan kun lykkes, hvis man vinder kontrol over den tekniske infrastruktur. Med den allestedsnærværende digitalisering har det aldrig været mere sandt end nu

Ditte Ahlgren/iBureauet

2. august 2018

Under sidste års talrige fejringer af hundredåret for Oktoberrevoultion i Rusland overså alle den mest centrale lære, vi kan drage af begivenheden i dag. Og i det omfang, den blev nævnt, var det kun som belæg for myten om, at revolutionen i virkeligheden ikke var en folkerejsning, men et kup organiseret og gennemført af en lille avantgarde. 

Det vigtigste, vi kan lære af revolutionen, knytter sig til det unikke samarbejde, som kom i stand mellem Lenin og Trotskij. Kernen i Lenins ’utopi’ gik ud på at smadre den borgerlige stat – og hermed mente Lenin staten som sådan – for i stedet at opfinde nye organisationsformer for fælleskaber, der hverken behøvede nogen hær, politistyrke eller bureaukratisk administration. Hvor alle kunne tage del i forvaltningen af samfundsanliggender.

’Grib øjeblikket’

Den slovenske filosof Slavoj Žižek taler via videolink ved den officielle lancering af bevægelsen ’The Democracy in Europe’ i Tyskland i 2016. 

Stefan Boness
For Lenin var der ikke tale om et teoretisk projekt, der først skulle realiseres i en uvis fremtid. Således hævdede Lenin i oktober 1917, at »vi kan med det samme sætte et nyt statsapparat i værk bestående af ti, hvis ikke af tyve millioner mennesker«.  

Denne tilskyndelse til at gribe øjeblikket er den ægte utopi. Hvad vi her bør holde fast i, er GALSKABEN (i streng kierkegaardsk forstand) i den leninistiske utopi (til sammenligning repræsenterer stalinismen her en tilbagevenden til den realistiske, ’sunde fornuft’).

Man kan ikke overvurdere det eksplosive potentiale i Lenins bog fra august 1917, Staten og revolutionen. Det er her, at han foretager et radikalt brud med »ordforrådet og gramatikken i den vestlige politiske tradition«.

Med en bogtitel fra Althussers tekst om Machiavelli kan vi kalde den periode, som siden fulgte, for la solitude de Lenine (’Lenins ensomhed’, red.). Det var en tid, hvor han reelt stod fuldkommen isoleret og måtte kæmpe imod en overvældende overmagt i sit eget parti.

Da Lenin i sine April-teser fra 1917 mente at se det rette Augenblick – øjeblikket for en unik chance for revolution – blev hans forslag først mødt med vantro eller foragt fra en stor del af partikollegerne. I det bolsjevikiske parti støttede ingen andre medlemmer hans opfordring til revolution, og partiorganet Pravdas lederkollegium tog sammen med partiledelsen det ekstraordinære skridt at fordømme Lenins April-teser

Græsrodsdemokrati

I februar 1917 var Lenin strandet i Zürich. Han var løbet tør for pålidelige kontakter i Rusland og var for det meste henvist til at læse om begivenhederne i schweizisk presse. I oktober anførte han verdens første succesfulde socialistiske revolution – så hvad skete der i den mellemliggende tid?

I februar så Lenin med det samme øjeblikkets unikke, revolutionære potentiale. Blev det ikke grebet, ville chancerne for en ny revolution måske være tabt i årtier. Få dage inden Oktoberrevolutionen skrev Lenin:

»B​åde den russiske revolutions og verdensrevolutionens chance for triumf afhænger af en, to eller tre dages kamp.«

Lenin stod alene om sit stædigt insisterende krav om, at man skulle løbe risikoen og skride til handling. Men hvor uundværlig Lenins personlige intervention end var, bør man ikke omskrive historien. Historien om Oktoberrevolutionen er ikke historien om det ensomme geni, der konfronteret med de desorienterede masser gradvist formåede at gennemtrumfe sin vision.

Ganske vist vandt Lenins appel ikke genklang i partiets ledelse. Men det gjorde den i det, man kan fristes til at kalde ’revolutionær mikropolitik’: den eksplosive fremvækst af et græsrodsdemokrati med lokale komiteer, som sprang frem i Ruslands store byer, der tog styringen i egen hånd og blæste på den ’legitime’ regerings autoritet.

Dette er den utrolige og sande historie om Oktoberrevolutionen, som er helt modsat myten om den lille gruppe af hensynsløse, dedikerede revolutionære, der gennemførte et coup d’état ...

Avantgardens kup

Myten om det elitære statskup er ikke ren myte. Faktisk er der en afgørende kerne af sandhed i den. Da den folkelige utilfredshed voksede, og Lenins idé om, at chancen for revolution var til stede, efterhånden vandt udbredelse, forsøgte flertallet af de bolsjevikiske partiledere at organisere en masseopstand i befolkningen.

Trotskij talte imidlertid for et synspunkt, som for traditionelle marxister måtte forekomme ’blanquistisk’: en lille, veluddannet elite skulle gribe magten. Efter kortvarigt at have vaklet valgte Lenin at forsvare Trotskij og begrundede, hvorfor Trotskij ikke taler for blanquisme:

I sit brev af den 17. oktober forsvarede Lenin Trotskijs taktik: »Trotskij leger ikke med Blanquis ideer,« bemærkede han.

»En militær sammensværgelse bliver kun til en sådan leg, såfremt den ikke er organiseret af et politisk parti eller af en bestemt klasse af mennesker, og såfremt dens organisatorer ignorerer den generelle politiske situation og den internationale situation i særdeleshed. Der er stor forskel på en militær sammensværgelse, som er beklagelig efter alle begreber, og på den væbnede opstands kunst.«

Et spørgsmål om teknik

I denne præcise forstand var Lenin chefstrategen, idealisten, inspiratoren, revolutionens deus ex machina, mens den mand, der opfandt det bolsjevikiske statskups teknik, var Trotskij.

Over for de ’trotskistiske’ forsvarere af den (næsten) ’demokratiske’ Trotskij, der talte for autentisk massemobilisering og græsrodsdemokrati, bør man understrege, at Trotskij tværtimod var særdeles bevidst om massernes inerti og indså, at man af ’masserne’ i bedste fald kunne forvente kaotisk utilfredshed. En smal, velorganiseret revolutionær slagsstyrke burde her udnytte dette kaos til at slå til imod magten og derved først åbne det rum, hvor masserne virkelig kunne organisere sig selv.

Her melder sig nu det afgørende spørgsmål: Hvad skal denne smalle elite konkret gøre? På hvilken måde skal den ’gribe magten’? Og det er her, Trotskijs sande originalitet toner frem. Det drejer sig ikke om at ’gribe magten’ i et paladskups traditionelle forstand, hvor regeringskontorer eller hærens hovedkvarter besættes. Eller om konfrontationer med hær og politi. 

Nogle passager fra Curzio Malapartes unikke Statskuppets teknik (1931) kan antyde, hvad det drejer sig om:

»For Trotskij var opstanden et spørgsmål om ren teknik. ’For at vælte en moderne stat,’ sagde han, ’behøver man en gruppe af stormløbere – den skal bestå af tekniske eksperter og bander af væbnede mænd under ledelse af.’«

»På tærsklen til statskuppet sagde Trotskij til en anden af revolutionens ledere, Dzerjinski, at rødgardisterne totalt skulle ignorere den siddende regering – det vigtigste var at kapre staten, ikke at bekæmpe regeringen med maskingeværer.«

»Det Republikanske Råd, ministerierne og Dumaen skulle kun spille ubetydelige roller i opstandens taktik og ikke være mål for et væbnet oprør. Nøglen til staten lå ikke i de politiske eller ministerielle organisationer og heller ikke endnu i Tauride-, Maria- eller Vinterpaladserne, men i samfundets tekniske tjenester, såsom elværker, telefon- og telegrafkontorer, havne, gasværker, vand- og lysnet.«

Infrastrukturkontrol

Trotskijs fokus for den revolutionære magtovertagelse var således den materielle og tekniske infrastruktur – strømforsyning, jernbaner, vandforsyning, postdistribution og så videre – uden hvilken statsmagten hænger i et tomrum og ikke kan fungere. Lad blot de mobiliserede masser om at bekæmpe politiet og storme Vinterpaladset (en handling, der var uden reel relevans). Det afgørende skridt må udføres af en lille, veluddannet elite. 

I stedet for at forfalde til en miserabel moralistisk-demokratisk afvisning af en sådan fremgangsmåde bør man analysere den nøgternt og overveje, hvordan man kunne anvende den i dag. Trotskijs indsigt har nemlig fået ny aktualitet med den fremadskridende digitalisering af vores liv i det, der kan karakteriseres som en ny æra for postmenneskelig magt.

De fleste af vores aktiviteter (og passiviteter) er nu registreret i en digital sky, som hele tiden evaluerer os. Skyen registrerer ikke bare vores handlinger, men også vores følelsesmæssige tilstande i en situation, hvor vi oplever os selv som ultimativt frie (når vi surfer på internettet, hvor alt er tilgængeligt). I virkeligheden er vi totalt ’eksternaliserede’ og subtilt manipulerede.

Internettets digitale netværk giver ny mening til det gamle slogan ’det personlige er politisk’. Og ikke kun kontrollen med vores intime liv står på spil: Alt reguleres i dag via digitale netværk, fra transport til sundhed, fra elektricitet til vand. Derfor er internettet vores vigtigste fællesgode i dag, og kampen om kontrollen over det er tidens vigtigste kamp.

Vores fjender er en kombination af privatiserede og offentlige fællesskabstjenester, virksomheder (Google, Facebook) foruden statslige efterretningstjenester (NSA). Men alt dette ved vi jo så udmærket i forvejen, så hvordan kommer Trotskij ind i billedet her?

Samlet fald

Det digitale netværk, der opretholder vores samfunds funktioner og kontrolmekanismer, er den ultimative inkarnation af det tekniske net, der opretholder magten. Må denne erkendelse ikke give ny aktualitet til Trotskijs idé om, at nøglen til at gribe statsmagten ikke ligger i denne magts politiske og ministerielle organisationer, men i dens tekniske tjenester?

På samme måde som Trotskijs kontrol over postvæsen, elektricitet, jernbaner og så videre var det vigtigste element i Oktoberrevolutionen, vil kontrollen over det digitale net så ikke i dag blive absolut afgørende, hvis vi skal bryde staternes og kapitalens magt?

Og på samme måde som Trotskij krævede mobiliseringen af en smal, veluddannet ’stormløbsgruppe’, med tekniske eksperter og ’bander af væbnede mænd under ledelse af ingeniører’ for at løse denne ’tekniske udfordring’, er så ikke læren fra de sidste årtier, at hverken massive græsrodsprotester (som dem vi har i Spanien og Grækenland) eller velorganiserede politiske bevægelser (parter med veldefinerede politiske visioner) nok?

Vi behøver også en slagstyrke af dedikerede ’ingeniører’ (hackere, whistleblowere), der organiserer sig som en disciplineret konspiratorisk gruppe. Dens opgave er klar: at ’overtage’ det digitale net, for at rive det ud af hænderne på de virksomheder og statslige myndighedsorganer, som i dag sidder på den faktiske kontrol over det.

Wikileaks var her kun en begyndelse, og vores motto bør være maoistisk: Lad hundrede wikileaks’er blomstre. Den panik og det raseri, hvormed de magthavere, der kontrollerer vores digitale fællesgoder, reagerede på Assange, beviser til fulde, hvordan sådanne subversive aktiviteter rammer en rå nerve.

Der vil være mange slag under bæltestedet i denne kamp, og vores side vil blive anklaget for at spille fjendens spil (som kampagnen mod Assange for at være i Putins sold), men det må vi vænne os til, imens vi lærer at betale tilbage med renters rente og hensynsløst spiller den ene side ud imod den anden for at bringe dem alle til samlet fald. Blev Lenin og Trotskij ikke også anklaget for at være underkøbt af tyskere og/eller jødiske bankere?

Hvad angår frygten for, at sådanne aktiviteter vil forstyrre vores samfunds funktioner og dermed true millioner af liv, skal vi huske på, at det netop er de magtfulde, der står klar til selektivt at lukke ned for det digitale net for at isolere og inddæmme protester: Når massiv offentlig utilfredshed eksploderer, er det første skridt altid at afbryde internet og mobiltelefoner.

Vi har således brug for den politiske ækvivalent til den hegelske triade af det universelle, det partikulære og det singulære. Det universelle kunne være en masseopstand i stil med Podemos. Det partikulære en politisk organisation, der omsætter utilfredsheden i et operativt politisk program, og det singulære: specialiserede ’elitegrupper’, der på en rent ’teknisk måde’ undergraver statens kontrol og regulering. Uden dette tredje element vil de to første forblive impotente.

© Slavoj Žižek og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Økonom Thomas Piketty forklarer, at holdningen til ulighed har ændret sig efter murens fald i hele det politiske spektrum. Globalisering og indvandring har også markant indflydelse, men det er ifølge Piketty ikke hele forklaringen. Det overvældende skifte i vælgernes adfærd i forhold til uddannelsesniveau bør tillægges en ganske stor vægt.
Læs også
Vi er helt på det rene med, at nogle måske har besøgt USA og fundet de adskilte bysamfund charmerende og eksotiske. Men sådan ser vi ikke på det – vi vil hellere med S-toget til Ballerup, skriver dagens kronikører.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Alexander
  • Christian Skoubye
  • Britta Hansen
  • Niels Johan Juhl-Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Palle Yndal-Olsen
Gustav Alexander, Christian Skoubye, Britta Hansen, Niels Johan Juhl-Nielsen, Torben K L Jensen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Internettet er verdens nervesystem - man vil blive nødt til at slå det ihjel og hvis man gør det dør alle muligheder for at redde Jorden - et paradoks hvor mængden af mulige løsninger er lig nul.
Revolution på verdensplan (med internettet) er en dårlig ide - så er ideen med små selvstyrende enheder hvor fællesskabet på øjehøjde har de bedste muligheder for uafhængighed af de globale spillere i den virtuelle verden uden demokrati og empati - alt bundet sammen med blockchain-teknologi i et de-centraliseret globalt fællesskab med en fælles krypto-valuta.

Slavoj Žižek (og tilsyneladende også Information) har tilsyneladende fuldstændig overset det faktum, at den revolution, han taler om, allerede er i fuld gang drevet af teknologien selv. Og magthaverne står fuldstændig magtesløse overfor den, hvilket (f.eks.:) blandt andet udløser en kommentar fra den danske nationalbankdirektør om at bitcoin er livsfarlig. Indtil videre er der dog mig bekendt ingen dødsfald direkte forbundet til bitcoin, men forventningen om, at det kommer til at ske, er bestemt blevet vækket.

Hanne Schmidt

Generelt er der en stor uvidenhed både om kommunistisk og socialistisk teori, både internt på venstrefløjen og selvfølgelig på højrefløjen, som alene forholder sig til den såkaldte kommunisme i Sovjet, som ikke har meget at gøre med de oprindelige kommunistiske ideer, netop som Zizek beskriver i sin artikel den 2.8., og som er relevant for at udvikle politiske alternativer til den nuværende destruktive udvikling.
Zizek henviser netop til revolutionære øjeblikke og de tidlige revolutionære organisatoriske ideer omkring 1917, som også marxisten, kommunisten og filosoffen Ranciere har beskæftiget sig med, og jeg gerne vil gerne delagtiggøre jer læsere i hans teoretiske bidrag til udvikling af en ny kommunistisk bevægelse, da disse ideer tydeligvis også er tilstede i Zizeks ideunivers, netop som en mulighed for imødegå udviklingen, og som er det jeg fokuserede på i læsningen af artiklen.

Kommunister uden kommunisme?
Frit oversatte synspunker fra en tale af filosoffen Jacques Ranciere fra bogen“ Moment Politiques”.

Når vi taler om hvad venstrefløjen i dag og begrebet kommunisme, skal det relateres til det klasseløse samfund, som Marx profeterede, før bl.a. Stalin undergravede begrebets dybe betydning, for den kommunistiske teori først og fremmest en frigørelses teori.
Begrebet kommunister henviser derfor ikke blot til deltagere i fortidens arbejdskampe, revolutionære bevægelser og oprør eller til repressive monstrøse statsmagter som Sovjet, eller det Kina der i dag udgør en af de mest fremgangsrige kapitalistiske kræfter i verden.
At være kommunist handler først og fremmest om en praksis der vedrører frigørelse, og kommunisme er derfor en universel form som resultat af dens teori, hvor frigørelse betyder at undslippe kapitalens, herskernes og klassesamfundets undertrykkende formynderskab.

Intellektuel emancipation
Formynderi har været altid været udgangspunktet for pædagogikken, også for den borgerlige oplysningstids logik, hvor en dannet elite skulle vejledede uvidende mennesker på vejen mod fremskridt.
Med denne logik fortsætter uligheden i lighedens navn, fordi den forudsætter der eksisterer en iboende ulighed mellem forskellige former for menneskelig intelligens, der ikke kan ændres ved.
Frigørelsens filosofi bygger imidlertid på et lighedsprincip, der for det første er bestemt ved at lighed er ikke et mål der skal nås, men er selve forudsætningen og udgangspunktet, som bekræfter teorien.
For det andet gælder, at al intelligens er et og det samme; intelligens har ikke noget med sociale roller eller positioner og kan ej heller ejes af nogen, og frigørelsens teori betyder en bekræftelse af potentialet for ideerne om lighed der gælder for alle.
Kan man bryde med ideen om en dobbelthed af intelligenser, så bryder man også med den sociale logik, der bestemmer vores positioner i samfundet. Hermed udgør frigørelsesbegreb en ”kommunisme af intelligens” med påstanden om muligheden for det umulige, hvor også den uvidende kan lære.
Platon beskrev i ”Staten”, at arbejderen er født til at gøre arbejde som skal udføres og ikke kan vente, så en frigørelsen af arbejderen kræver to ting; en insisteren på at arbejdet kan vente, og at ingen er født at udføre til bestemte erhverv og roller grundet en særlig intelligens.
Arbejderen kan forlade sit arbejde, når et kollektiv af arbejdere står sammen, og hermed standse det arbejde, der i følge herren eller arbejdsgiveren ikke kan vente, og i fællesskab kan de kæmpe for at gøre arbejdspladsen til fælleseje eller de kan tilkæmpe sig kontrollen over et land eller en by, opgivet eller forrådt af dens herskere.
Dette kan lægges til listen af mange andre former for lighedsskabende aktioner, som opstår som en kollektiv kraft bestående af frigjorde mænd og kvinder, og tesen om kommunismens intelligens udgøres af den kollektive realisering af kommunisme som frigørende projekt.
Spørgsmålet er så, hvordan kollektivets intelligens falder sammen med en kommunistisk organisering af samfundet; for enhver kan frigøre sig selv og andre, for vi kan godt forestille os menneskeheden som frigjorde individer, men ikke at et samfund kan frigøres.
Det er dog ikke et spørgsmål om modsætningen mellem individ og fællesskab, men et spørgsmål om hvordan den kollektive kapacitet indgår i den overordnede organisering af samfundet, som i sig selv er et spørgsmål om, hvordan frigørelsens anarkistiske proces kan udvikle en ligelig social distribution af jord, materielle goder, opgaver og magt.

Frihed, spontanitet kontra organisering
Det er tid til at rejse spørgsmålet om spontanitet kontra organisering, for frihed er klar uorden, men der er ingen uorden i spontanitet, og modsat er organisering ofte ikke andet end den spontane reproduktion af de eksisterende former for social disciplin, så hvad er en frihedens disciplin?
Det var den utopiske socialist Cabet fra 1788 -1856 der opfandt begrebet kommunisme i 1839, og han afprøvede disse 3 problemstillinger i en kommunistiske koloni i USA i 1848, foruden at Marx og Engels også forsøgte at løse dem i de kommunistiske partier, som famlede sig frem i det 19. århundrede.
Både den kommunistiske koloni og partierne fejlede hvad det spørgsmål angik, men ikke fordi de enkelte medlemmer ikke kunne indordne sig under en fælles disciplin, men tværtimod fordi de kommunistiske egenskaber ikke kunne privatiseres og transformeres til det enkelte kommunistiske menneskes egen fordel.
Frigørelsens midlertidighed i samlingen af kollektive intellektuelle kræfter, kunne ganske enkelt ikke udløses i et organiseret samfund, som gav alle en plads og funktion de kunne se sig selv i, og derfor fejlede de.

En kommunistisk arbejder
En kommunistisk arbejder, er en arbejder som diskuterer og deltager i udarbejdelse af fælles love og regler, i langt højere grad end en arbejder, der kun holder sig tilbage for at passe sit arbejde; en der som i Platons verden ikke kan andet end at arbejde, hvorfor de heller ikke i dette perspektiv kan være kommunister.
For Marx og Engels bestod kommunister ikke blot af frigjorte individer som eksperimenterede med et kollektiv liv, som modsvar mod egoisme eller social uretfærdighed, men de så nødvendigheden af en total realisering af en form for universalitet, som allerede var tilstede indenfor den kapitalistiske produktionsmåde. Det handlede netop om realiseringen af den kollektive rationalitet, der eksisterede, uanset den i sin form var i modsætning til ejendomsretten. Med andre ord de kollektive kræfter til frigørelse var til stede i samfundet, men formerne for både subjektiv og kollektiv tilegnelse manglede, og det problem eksisterer fortsat.
Problemet kan ses fra to vinkler, dels hersker en dynamisk indre kraft i udviklingen af produktivkræfterne, hvor udviklingen i sig selv kan skabe en fælles kraft og samling til at ophæve formerne for de kapitalistiske private interesser. Dels nedbryder udviklingens egen logik de fællesskaber vi før fandt i familien, staten, religionen og andre traditionelle bånd, og således kan problemet vendes om; for med kollaps af alle andre former for fællesskaber, fremstår kommunisme som den eneste mulighed.

Frigørelse kontra en ny social orden
Det er muligt at udviske spændingerne mellem kommunister og samfund, men det ubekvemme svar er, at der går ud over frihedens logik i forhold til den logik, der ligger i udviklingen af en social orden. Hermed udraderes hjerte af frigørelsesideen og kommunisme-intelligensens forestilling om, at enhver har evnen til at være et sted de ikke kan være, eller gøre hvad de ikke kan.
Modsat kan det tendere til at udvikle en kommunisme på udygtighed, og påstanden om udygtighed er dobbeltløbet, for på den ene side skabes muligheder for en kommunistisk subjektivitet der oplever marginalisering og fordrivelse, hvis man på den anden side fortsat fremstiller arbejderne som uvidende ud fra de mekanismer der ligger i ideologisk dominans.
Arbejdernes kompetencer defineres ofte af deres oplevelser ved at blive udbyttet på fabrikken, men for arbejderne er systemet af den udbytning de er fanget i kun synlig i ideologiens bakspejl, og kendskabet til globale processer og årsagerne til uvidenhed, er kun tilgængelig for dem som ikke er fanget i maskinen og i dagens slid.
Når vi siger at den kommunistiske teori er frigørelsens teori, må vi derfor ikke glemme spændingen mellem de nævnte forhold, for den kommunistiske teori er kun mulig når den baseres på frigørelse, og den er kun mulig som kollektiv samling af alle kræfter.

Frigørelsens teori er en teori om tillid
Lige fra begyndelse har den kommunistiske bevægelse, hvis mål har været et kommunistisk samfund været inficeret med uegalitariske forestillinger. Mange har fastholdt oplysningstidens pædagogiske teori om forskellige former for intelligens, foruden været med til at nedbryde traditionelle former for samfund og solidaritet.
Frigørelsens teori er imidlertid også en teori om tillid, men udviklingen af marxistisk videnskab og flere kommunistiske partier har været med til at opbygge en mistillidskultur, som bygger på forestillingen om at folk ikke evner at tænke selv.
Til denne mistillidskultur kan man inddrager modstillingen mellem kommunist og arbejder, som udgør en slags dobbelthed, hvorved man både har diskvalificeret kommunisternes entusiasme på vegne af arbejderne på fabrikken, foruden arbejdernes egne oplevelser i navn af en såkaldt kommunistisk ”avantgarde”.
I denne mistillidskultur spiller arbejderen to roller; enten det egoistiske individs rolle der er ude af stand til at se udover egne økonomiske interesser, eller rollen som en ekspert ud fra sine oplevelser af udbytningen.
Kommunisten for sin del spiller enten rollen som en småborgerlige anarkist utålmodig for at få opfyldt sine drømme, eller som en veluddannede aktivist dedikeret til den kollektive sag.
Den fælles undertrykkelse af den entusiastiske kommunist enten af arbejdere eller omvendt, er blevet anvendt af alle kommunistiske magter foruden af marxistisk videnskab og venstregrupperinger.

Kommunismens fremtid
At befri ideen om kommunisme fra dens dobbelthed, må derfor være essentiel for alt nyt i kommunismens navn, hvorfor vi ej heller kan genoptage historien om organisering og måder at overtage magten på.
Historien om kommunismen er fortsat historien om frigørelse, men den udgør indtil videre mest historien om vigtige øjeblikke, vi kan lærer af. For øjeblikket et vigtig forsvindingspunkt i tidernes løb, der udgør et momentum med skift i magtbalancer og hermed i fremkomsten af noget nyt.
Det vigtige ved et kommunistisk øjeblik, er når der skabes en hel ny konfiguration af hvad det fælles betyder, som åbner op for et univers af alternative muligheder.
De kommunistiske partiers historie kan nok fortælle os, hvordan man skaber stærke organisationer som kan fastholde statsmagten, men den kan ikke fortælle os, hvad kommunisme set som alle og enhvers magt er.
Vi skal derfor se på kommunisme ud fra de traditionerne der blev skabt af de mange øjeblikke, hvor almindelige mænd og kvinder viste deres styrke og evner i kampen for alles rettigheder i deres protester mod fabrikker, regeringer, kontorer, skoler og hære, netop gennem en kollektivisering af lighedens magt i kampen for alles rettigheder.
Hvis der er noget der er værd at rekonstruere under kommunismens banner, så er det den midlertidighed som udgør et forbindelsesled mellem alle disse øjeblikke, og en rekonstruktion må indebærer en genoptagelse af den tillid den kommunistiske teorien bygger på, som er blevet svækket af den mistillidskultur, der herskede i de kommunistiske stater, partier og diskurser.

Kommunisme som konsekvens af kapitalismens indre konflikter
Båndet mellem påstanden om en specifik subjektivitet og en rekonstruktion af midlertidig autonomi er afgørende for enhver refleksion over kommunisme i dag, og problemstillingen antager to hoved former.
For det første er der tesen om, at kommunisme er en konsekvens af en indre konflikt i kapitalismen selv.
Vi får nu at vide at kapitalismen producerer et netværk af intellektuel kommunikation, hvorved produktion, konsumption og bytteværdi/vareudveksling er et og det samme, og derfor vil bestanddele af kapitalistisk produktion bryde ud af dets nuværende form, og i stigende grad kunne udtrykke en form for kommunistisk magt over kollektiv immaterielt arbejde.
Men ud fra denne ide, så vil den latente modsætning mellem den entusiastiske intellektuelle kommunist og arbejderens sure slid gennem den historiske proces vi har været vidne til, blive løst til forel for den første. Kommunistens sejr over arbejderen, må derfor mere være en sejr for kapitalens kommunisme end kommunisternes kommunisme, for kapitalens ”kommunisme” er jo blot en tilegnelse af fælles goder, og at kalde det for kommunisme er langt ude.
Andre teoretiker påstår, at det i dag kun den finansielle sektor og pensionsfonde, som er i stand til at akkumulere og forene arbejde, og kun de kan omfavne det kollektive arbejdes virkelighed, og har altså en kapitalisme af kapital som blot venter på at blive omformet til en kapitalismen af mangfoldighed.
Det er for langt ude at forklare processen som en historisk rationalitet, for den økonomiske krise som netop udfordrede rationaliteten af denne rationalitet, er mere afslutningen på det kapitalistiske Utopia, som har nydt udelt herredømme i 20 år efter Sovjets sammenbrud, og hermed slutningen på drømmen om et selvregulerende marked og alt som følger det fries markeds logik.

Revurdering af den kommunistiske teori
En revurdering af den kommunistiske teori må tage de følgerne af det store kapitalistiske Utopia med i betragtning, hvilket også bør lede os til spørgsmålet om en anden form for nutidig Marx-diskurs, der beskriver kapitalismens fase som domineret af et småborgerskab, der dyrker forbrug og events for at forfølge egen nydelse og narcissistiske drømme.
Mange hylder den globale triumf de kalder for demokrati, som er fremkommet og produceret af kapitalens dominans, sideløbende med en løbsk destruktion af alle former for fællesskaber og universalitet.
For mange teoretikere er der to simple alternativer: enten får vi et demokrati behersket af det sidste menneske, eller så får vi noget der går langt ud over det borgerlige demokrati, som måske er en form for kommunisme.
Problemet er at mange når til helt forskellige konklusioner; Højreorienterede intellektuelle begræder demokratiets destruktion af traditionelle sociale netværk og symbolsk orden, og postmodernisterne håner kommunisters manglende evne til at acceptere det universelle overflods herredømme, og andre filosoffer opfordrer os til dagens revolutionære arbejde med at redde kapitalismen ved hjælp af et spirituelt indhold.
Ser vi på det infame herredømme af den universale ”demokratiske” narcissisisme, må vi konkludere at kun kommunisme kan led os ud af sumpen. Men spørgsmålet er, hvem skal stå for det?

På vej i afgrunden
Nødvendigheden af en fremtidig kommunisme ligner mere en profeti af Heidegger, som bønfalder os om at gå væk fra kanten af afgrunden, hvis vi ikke i stedet for går til handling med det mål er at slå fjenden og blokerer det kapitalistiske maskineri. Men det har jo vist sig at amerikanske forretningsmænd og somaliske pirater er meget mere effektive med at blokere det økonomiske maskineri end revolutionær aktivisme, men desværre har deres sabotage ikke skabt plads for kommunismen.
Nutidens kapitalisme, forhold på arbejdsmarkedet og nedbrydningen af forskellige systemer for social solidaritet har skabt livsformer, som for mange er tættere på forholdene for proletariatet i det 19.årh., end til nutidens hightech specialisters univers og et globalt herredømme af et småborgerskab, der har overgivet sig til en hysterisk konsumkultur.
I dag forudsætter en revurdering af den kommunistiske teori derfor seriøse forsøg på at udrede de former og muligheder vi kender fra fortiden, og genskabe øjeblikke og situationer som kan bane vejen for kommunisme; enten som følge af kapitalismens iboende modsætninger, eller som den sidste chance for at blive hængende fast i kanten af afgrunden uden at falde ned.
Begge scenarier afhænger af at ulighedslogikken ikke atter må forurene den kommunistiske logik for frigørelse, med den pædagogiske ulighedslogik arvet fra oplysningstiden, hvor det er lederen det skal styre og instruere den uvidende arbejder. Dette er en reaktionær, antiprogressiv logik, som påvirker alle moderne former for liv, og som udgør individualismens triumf over samfundet.
At genoplive den kommunistiske frigørelses teori kan kun få betydning, hvis den udfordrer denne forurening. Vi har brug for både radikalt at kunne udfordre samfundet med klare analyser af de globale processer og at fremlægge ideer til hvad der er muligt at gøre noget ved. Vi burde have lært hvor problematiske de store strategier er, som også byggede på vidt forskellige analyser af hvad social evolution virkelig er.
Frigørelse kan aldrig blive resultat af en historisk nødvendighed, ej heller af en omvæltning af et regime af alene af denne grund, for problemstillingen skal angribes ud fra selve startpunktet af den besværlige kommunistiske tese om frigørelse.

Kommunistisk arv og frigørelse gennem tillid
Den eneste kommunistiske arv som er værd at undersøge, er derfor alle de mangfoldige forsøg, eksperimenter, resultater og aktioner, som bygger på alles evner; for den eneste og virkelige kommunistiske intelligens ligger netop i den samlede kollektive intelligens opstået gennem fælles handling.
Vi ved at demokrati betyder forskellige ting, og vi ved også at det samme gælder for kommunisme, men sagen er, at ved at forbinde troen på den historiske nødvendighed med en kulturel foragt, får vi en bestemt form for kommunisme, en kommunisme der som statsmagt ledet af en kommunistisk elite der blot overtager magten over produktivkræfterne i stedet for kapitalen og borgerskabet. Dette kan være fremtiden for kapitalismen i f.eks. Kina, men ikke for kommunistisk frigørelse.
Frigørelsens fremtid kan kun eksistere som en autonom udvikling i fællesskabet sfære, ført an og skabt mænd og kvinder som handler ud fra egalitære principper som kan kaldes for demokrati, og som understreger princippet om enhed og lighed for alle og enhvers evne og intelligens.
Det bekræfter de aspekter som er iboende i kollektiviseringen af princippet om lighed og frigørelse, og det peger frem mod det, at i selve processen kan vi overskride vores nuværende kapacitet og evner og hermed anvise muligheder for en fremtid man i dag slet ikke kan forestille sig.
Ordet kommunisme må afvises, hvis vi på forhånd vidste hvad der kunne opnås og hvordan, for alt vi ved i dag er hvad der kan opnås gennem den aktivisme og modstand, som slår igennem i forskellige former for levet liv, og af demonstrationer og kampe der bygger på en kollektive tankegang.
En revurdering af kommunismens hypoteser og teori, kræver derfor en udforskning af potentialet af den samlede kollektive intelligens, som ligger i dens ideer, og af en udforskning der skal føre til fuld genrejsning af den kommunistisk tese om ”frigørelse gennem tillid”.

Mikael Velschow-Rasmussen, Bjarne Larsen, Karsten Aaen, Gustav Alexander, Helene Kristensen, Christian Skoubye, Kurt Nielsen, Jørgen Wassmann, Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Kurt Nielsen,

En revolution er en social proces, som i sagens natur kræver sociale impulser for at blive drevet fremad. En teknologi kan hverken opfinde sig selv eller agere selvstændigt i en socio-politisk kontekst. Teknologi opfindes og anvendes af mennesker på vilkårene af det socio-økonomiske system, som de i forvejen lever i. Det gælder også Bitcoin, som måske kan omgå bank regulation men selv er til fals for spekulation. Lige nu, hvor Bitcoin mængden er finit kan jeg ikke se den store forskel - eller det socialt progressive - i at investere i eksempelvis Bitcoins til fordel for, lad os sige, guld, hvis mængde også er nogenlunde finit.

Det er i øvrigt ret let at begrænse sin begejstring over Bitcoin's potentiale. Eftersom pengemængden i bitcoins er finit og fordi prisen svinger så meget, kan man knapt tage den seriøst som valuta. Det er nærmere en slags aktie, hvilket også er tydeligt, da ganske få procent sidder på langt størstedelen af den samlede bitcoin sum; ganske ligesom så mange aktiemajoriteter. En kryptovaluta bringer ikke folket tættere på kontrol over økonomien, som jeg ser det.

Torben K L Jensen

Gustaf - netop derfor bliver krypto-valuta også garanteret med den aktuelle guldpris i flere lande der spekulerer i en US-dollar (petro-dollars) uafhængig krypto-valuta. Rusland,Kina,Iran feks.
Dvs. man kan indløse de landes krypto-valuta til guld i de respektive national banker.

Gustav Alexander

Ja, og tak. Du har sikkert ret, men det vigtigste ved bitcoin er ikke bitcoin, men derimod blockchain-teknologien som både er decentral og som indeholder dokumentation for alt hvad der foregår i den. Som sådan er den velegnet til at sikre lokale såvel som globale netværk og vil formentlig på et tidspunkt overhale den nuværende internetteknologi - som i øvrigt i min optik er et globalt skoleeksempel på en fejlslagen teknologi og som derfor bør lukkes ned.