Læserbrev

Stop hetzen mod landmænd

Dansk landbrug er miljøbevidst – og er faktisk verdensberømt for at være netop det. Måske en forening af såkaldte naturfredere burde udvise noget større respekt og anerkendelse herfor
22. august 2018

Seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Thyge Nygaard, forsvarer i Information den 8. august, at hans forening »engang imellem må påpege, når landbrugets aktiviteter har en negativ effekt på natur og miljø«.

Betegnelsen »engang imellem« må siges at være noget af en underdrivelse. Er der noget, Danmarks Naturfredningsforening har været kendt for de seneste mange år, er det den uendelige hetz mod de danske landmænd – som ellers har øget produktionen uden at bruge flere hjælpemidler.

Thyge Nygaard forholder sig slet ikke til pointen i mit første indlæg om emnet: At blot 0,5 procent af det samlede kemikalieforbrug i Danmark stammer fra landbruget, men at det evig og altid er netop dén halve procent, der ifølge Danmarks Naturfredningsforening truer miljøet.

Selvfølgelig er det ikke kun udledninger fra de kommunale rensningsanlæg, der skaber sommerens iltsvind. Problemet er til stadighed forholdet mellem fosfor og kvælstof – men når der udledes meget fosfor, og der er så meget fosfor bundet i bundslammet, er det altså ikke kvælstof, der er udfordringen – hvilket de årlige Novana-rapporter viser.

Danmarks Naturfredningsforening burde lytte til internationale forskere (International evaluation of the Danish marine models fra november 2017), som har svært ved at forstå det ensidige fokus på kvælstof i den danske miljøregulering.

Fakta viser da også en anden virkelighed: Da der i forbindelse med en brand på Fredericia Havn i februar 2016 løb 4.750 tons kvælstof ud i Lillebælt, talte mange om en mulig miljøkatastrofe. I dag lyder konklusionen fra kommunen, at der »ingen miljøskade« er sket. Endnu engang frikendes kvælstof for at have en negativ effekt på vandmiljøet.

Dansk landbrug er miljøbevidst – og er faktisk verdensberømt for at være netop det. Måske en forening af såkaldte naturfredere burde udvise noget større respekt og anerkendelse herfor.

Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Jeg respektere de landmænd jeg kender her ude på landet, de økologiske såvel som de traditionelle. Jeg har virkelig mødt mange landmænd i mit liv, med enkelte undtagelser synes jeg det er gode og rare mennesker som gør deres bedste og som jeg gerne er sammen med.

Men jeg har ingen respekt til overs for foreningen "Bæredygtigt Landbrug" og dets formand.

Og det hænger sikkert sammen med at jeg aldrig har mødt Flemming Fuglede Jørgensen i virkeligheden, men kun læst det han skriver. Og da dét han skriver (mener) enten er noget sludder og vrøvl (fordi han ikke ved bedre) eller også mod bedre vidende, kan jeg heller ikke give ham den respekt han efterlyser. "Respekt" er jo noget man gør sig fortjent til.

Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Steen Obel, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Schøtt og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Det er bare for meget. Se om pesticidforureningen af vores drikkevand i DR.

Eva Schwanenflügel, Steen Obel, Helle Lorenzen, Torben Skov, Bo Carlsen og Dina Hald anbefalede denne kommentar

Det er da fantastisk så ofte vi støder på denne ekstremistiske forening i Information? Det virker som om 'Bæredygtigt Landbrug' har ubegrænset adgang til avisen?

Måske er det stadig hans kone, der fører pennen?
"Bag enhver stærk mand står der som bekendt ofte en kvinde, og i dette tilfælde hedder hun Annette Lorentzen. Hun skriver breve, kommentarer og henvendelser på vegne af Flemming Fuglede Jørgensen. »Han bruger ikke computer,« siger hun."
Citat fra Berlingske, 4. november 2016, »Det er en katastrofejournalistik, som er ubærlig at overvære«

Helle Lorenzen

Men landbruget følger jo loven - som formanden for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild, har udtalt..og denne organisation er sandelig ikke glad for de kommuner, som forsøger at beskytte vandboringer mod sprøjtegifte..

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Torben Skov og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Blålys har det med at skinne kraftigt hvis man udleder methan-gas eller får lov til det.
Mit gæt er at det og fuglereden forsvinder efter næste valg.