Kronik

Vi skal turde tale om, hvordan den enkelte kan bekæmpe sin stress

At arbejdsgivere presser deres ansatte til op over stresstærsklen, kan umuligt være et argument for, at stress ikke skal adresseres på individuelt plan med metoder, som i mange år har vist sig at være effektive
Uddannelses- og forsknings-minister Tommy Ahlers (V), undervisningsminister Merete Riisager (LA), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), børne- og socialminister Mai Mercado (C) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer et nyt initiativ på stressområdet på et pressemøde i Bibliotekshaven ved Christiansborg i København torsdag den 28. juni 2018.

Uddannelses- og forsknings-minister Tommy Ahlers (V), undervisningsminister Merete Riisager (LA), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), børne- og socialminister Mai Mercado (C) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer et nyt initiativ på stressområdet på et pressemøde i Bibliotekshaven ved Christiansborg i København torsdag den 28. juni 2018.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

27. august 2018

Stress er et begreb, som svirrer overalt i samfundet. På arbejdspladserne, på forskningsinstitutioner og i medierne. Ingen slipper længere uden om at forholde sig til det. Stress rammer alle: børn og unge, syge og raske.

Men hvad er stress egentlig, og kan der gøres noget ved det? Svaret på disse spørgsmål er mere relevante end nogensinde før, fordi vi mennesker med vores fantastiske hjerne har formået at skabe et samfund, der genererer niveauer af stress, som selvsamme hjerne ikke kan holde til.

Mange danskere – også sundhedsprofessionelle – betragter stress som et møgirriterende begreb med alt for mange betydninger. Måske derfor er stress også et emne, der nærmest skal sniges ind i den videnskabelige forskning. Stress passer dårligt ind i det diagnosefokuserede danske sundhedssystem, hvor det holistiske syn på sygdom og sundhed stadig har trange kår.

Jeg er i forskellige fora stødt på mange former for modvilje, som har overrasket mig meget.

For diffust

Dels har jeg oplevet den holdning, at stress er »for diffust« eller »for komplekst« at forske i. Korrekt, psykens og kroppens reaktioner på stress er komplekse. Men er det ikke netop et argument for at forske mere i stress, og ikke et argument imod?

En anden form for modvilje mod at beskæftige sig med stress handler om den holdning, at »stress er en konsekvens af sygdom, ikke omvendt«.

Det er korrekt, at stresssymptomer opstår som en naturlig konsekvens af anden sygdom. Men stresssymptomer kan også komme forud for sygdom – og endda gøre raske mennesker syge.

I lande, vi sammenligner os med, har forskningen længe kunnet rumme denne indsigt. For eksempel beskrev den ungarske læge Hans Selye allerede i 1976 i klassikeren The Stress of Life, hvordan stress er en helt naturlig del af vores dagligdag:

»Men selvfølgelig skal din krop være beredt på at klare den stress. Den samme stress, som gør et menneske sygt, kan være en oplivende oplevelse for et andet menneske.«

Alarmberedskab

Stress beskytter os i udgangspunktet ved at mobilisere energi og fyre op under vores sanser og kognition. Men den negative eller giftige stress kan ganske rigtigt gøre os syge. Der findes en betragtelig mængde viden om, hvad der sker, når den normale kropslige oplevelse af at være under pres, erstattes af symptomer, der først hæmmer dig i hverdagen, og derefter udvikler sig til sygdom.

Oplevelsen af uforudsigelighed og kontroltab er grundlæggende fællestræk ved stress – både den positive og den negative. Når denne tilstand varer ved, går sindet og kroppen i kronisk alarmberedskab. Dette giver forhøjede niveauer af stresshormoner i blodet, som kan føre til både celledød i hjernen og inflammatoriske tilstande.

Sidstnævnte indsigt er en mulig central forklaring på linket fra stress til sygdom, da inflammation er et tidligt trin i mange sygdomme. Den negative vedvarende stress er måske årsag til langt flere sygdomme, end vi kender til.

Et individuelt anliggende

Sundhedssystemet, kommunerne og arbejdspladserne forsøger sig i disse år med et hav af indsatser og tilbud, som har til formål at bringe stressramte mennesker på fode igen. Men også her hersker stor tvivl om den rette tilgang. Især er det bemærkelsesværdigt, at visse grene af stresspsykologien forholder sig skeptisk i forhold til at gøre stress til et individuelt anliggende.

Argumentet er, at stress er associeret med skyld og skam, og at vi gør sagen værre ved at pålægge individet ansvar for at håndtere sin stress. Desuden kan arbejdsgivere og samfundet i kraft af den individfokuserede tilgang fralægge sig ansvaret og presse de ansatte endnu mere for så at lade medarbejderen stå alene med at håndtere stressen.

Vi skal i stedet, lyder det, sætte ind på organisationsplan og skabe et bedre arbejdsmiljø, hvor den enkelte medarbejder ikke overbelastes.

For mig at se kortslutter denne argumentation undervejs. Stress er noget, det enkelte menneske oplever i krop og sind i form af psykologiske og fysiske symptomer. Og som derfor både bør adresseres på individuelt niveau og organisationsniveau.

At arbejdsgivere presser deres ansatte til op over stresstærsklen kan umuligt være et argument for, at stressproblematikken ikke skal adresseres på individuelt plan med metoder, som i mange år har vist sig at være effektive.

MBSR

Stressresponset kører nemlig ikke 100 procent uden for bevidsthedens kontrol, selv om vi kalder det automatisk. Vi har muligheden for at ændre på styrken af den stress, vi oplever, med metoder, som kun individet kan træne.

Det har vist sig, at vi finder de mest effektive metoder til stressreduktion i tusind år gamle mentaltræningsteknikker, såsom yoga, tai-chi, qigong og mindfulness, hvor kropslig læring er en forudsætning for at genkende signaler på stress.

En af de videnskabeligt bedst underbyggede indsatser mod stress – både i forebyggende og helende øjemed – er mindfulnessbaseret stressreduktion (MBSR). Et struktureret otteugers program med kropslige øvelser, meditation og psykoedukation. Du lærer at genkende automatiske kropslige reaktioner som stress, og bevidstgøres om uhensigtsmæssige tankemønstre.

At vores helbred og trivsel nyder godt af MBSR, er demonstreret i et meget stort antal undersøgelser siden 1979, hvor programmet først blev taget i anvendelse.

Forskning relateret til MBSR undersøger altså ikke længere, om programmet virker, men hvordan det virker, og hvordan det bedst implementeres i forskellige målgrupper. Ligeledes er der stigende fokus på betydningen af underviserens kompetencer for det udbytte, man får af træningen.

I Danmark er MBSR indtil videre kun et offentligt tilbud i Region Hovedstaden til borgere med arbejdsrelateret stress.

Effektiv behandling

Mange af de danskere, som er gået ned med stress, har sikkert en oplevelse af, at der mangler forklaringer og adgang til effektive behandlinger. Den oplevelse fylder nok mindst lige så meget som oplevelsen af skyld og skam. Hvis de oplever det, skulle vi måske holde op med at insistere på at undvige det individuelle niveau?

For det er faktisk muligt at bringe os selv i førersædet i forhold til den stress, vi oplever i livet, herunder på arbejdspladsen.

På Dansk Center for Mindfulness laver vi forskning, der viser, at MBSR kan øge trivsel og reducere stress. Hos specialpædagoger, som er en særligt stressbelastet gruppe, på grund af arbejdets uforudsigelighed og emotionelt drænende situationer, reduceredes andelen med højt stressniveau fra 40 procent til 12 procent.

Mangler diagnose

At forske mere i stressens underliggende fysiologi er nødvendigt for at få et mere detaljeret indblik i, hvad der sker, når stressresponset vender sig imod kroppen i stedet for at gavne os, og hvorfor den samme stress, som gør et menneske sygt, kan være en oplivende oplevelse for et andet menneske.

På Dansk Center for Mindfulness undersøger vi i samarbejde med specialister på danske og udenlandske forskningsinstitutioner markører både for stressbelastning og for stressresiliens, idet den nyeste forskning peger på, at bestemte signalstoffer kan modvirke de negative effekter af forhøjede stresshormoner.

Og forske kan vi lettere, hvis der findes en stressdiagnose til de 35.000 estimerede dagligt stresssygemeldte. Af den simple grund, at fondsmidler lettere rammer lidelser, som har en diagnosebetegnelse.

Vi håber, at beslutningstagerne i stigende grad vil imødekomme borgere, som har brug for effektiv hjælp, ved at bruge ressourcer på at støtte de evidensbaserede metoder til stressreduktion, der allerede findes, og få dem udbredt i alle dele af samfundet.

Karen Johanne Pallesen er lektor og hjerneforsker med speciale i stress og stressreduktion, cand.scient i biologi og ph.d i sundhedsvidenskab.

Serie

STRESS!

Hver fjerde dansker døjer med stress, med store konsekvenser for både den enkelte og samfundsøkonomien til følge.

I denne kronikserie undersøger Information folkesygdommen – og hvorfor vi ikke formår at bekæmpe den effektivt.

Seneste artikler

  • Alt for mange børn er på overarbejde i daginstitutionerne

    16. oktober 2018
    Stress er et samfundsproblem, der årligt koster 27 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Det er en enorm udgift. Vi ved, at voksne, der har haft stress før, er mere disponeret for at få det igen. Når en femtedel af vores børn i dag er stressede allerede i børnehaven, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det ser ud, når de bliver voksne
  • Studerende: »Jeg får ondt i maven, når jeg går ind i studieboghandlen«

    26. september 2018
    Presset fra karakterer, CV-ræs og politikere vejer tungt på vores skuldre som studerende, og det er efterhånden så udbredt med stress, at det er blevet den nye normaltilstand
  • Har du talt med dit barn om karrieremuligheder i dag?

    6. september 2018
    Hvis vi ikke tager et opgør med de stigende krav om personlig udvikling og præstationer, så har vi et ansvar for at klæde vores børn ordentligt på til voksenlivet tidligst muligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karen Johanne Pallesen er biolog og med i Dansk Center for Mindfulness. Derfor kan det naturligvis ikke undre at hun biologiserer og individualiserer stress-problemerne - og som en del tidligere debattører reklamerer for den 'medicin', hun selv producerer. Men mennesket er et bio-, psyko-, socialt væsen, og derfor er enhver forklaring, som ikke inddrager alle disse tre aspekter og deres sammenhæng udtryk for reduktionisme - og derfor en amputeret forklaring.
PS. Lone Frank (videnskabsjournalist på Weekendavisen) skrev på et tidspunkt en artikel, hvor hun refererede forskningsresultater, som viste, at deltagelse i en skønlitterær læsegruppe over en periode på 6 uger havde samme effekt som et kursus i mindfulness af tilsvarende varighed.

Eva Schwanenflügel, Søren Andersen, Jan Nielsen, Jens Kofoed, Søren Bro, Torben K L Jensen, Steen K Petersen, Anders Reinholdt, Kurt Nielsen, Maria Jensen, Anne Schøtt, Sune Keller, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er et bedre middel mod stress ikke, at lønmodtagerne og deres faglige organisationer bliver bedre til at sige fra over for pres fra arbejdsgiverne og politikernes krav om mere og mere effektivisering. Mon ikke ophævelsen af de 2% årlige besparelser ville hjælpe og måske vise sig at blive en samfundsbesparelse på den lange bane.

bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Bo Klindt Poulsen , Søren Andersen, Vibeke Hansen, Flemming Berger, Inger Nilsson, Claus Poulsen, John S. Hansen, Søren Bro, Kristen Carsten Munk, Torben K L Jensen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Anne Schøtt, Sune Keller, Trine Schmidt Nielsen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

At arbejdsgivere presser deres ansatte til op over stresstærsklen kan umuligt være et argument for, at stressproblematikken ikke skal adresseres på individuelt plan med metoder, som i mange år har vist sig at være effektive.

Whut?
Så arbejdsgiverne skal bare fortsætte, og så skal individerne lære at håndtere presset med kurser i mindfullness. Det koster næsten gratis.. ikk.
Jeg kunne dårligt være mere uenig.

Torben Skov, bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, Bo Klindt Poulsen , Flemming Berger, Mikael Velschow-Rasmussen, Kim Ravn-Jensen, John S. Hansen, Søren Bro, Kristen Carsten Munk, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Steen Obel, Anne Schøtt og Sune Keller anbefalede denne kommentar

Et menneske kan tåle utroligt meget pres, hvis der er et formål med det og en realistisk chance for, indsatsen fører til noget positivt.

Min personlige teori er, at meget stress opstår, fordi den stressede ikke kan se noget formål med sit arbejde eller er sat til at løse en opgave, der ikke kan løses tilfredsstillende, uanset hvor meget vedkommende knokler. At blive at til at handle på måder, der er i modstrid med sund fornuft og almindelig anstændighed er ødelæggende.

Her hjælper mindfullness og psykoedukation ikke. Meget hellere skulle arbejdsgiverne skære kraftigt ned på alt, hvad der hedder konsulenter, HR, innovationsrebeller, ledelsesgøgl etc., og i stedet bruge pengene på flere varme hænder, så hverdagen kan gennemføres på en måde, der er menneskeligt bæredygtig.

bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Bo Klindt Poulsen , Steen Oluf Karlsen, David Engelby, Inger Nilsson, Kim Ravn-Jensen, John S. Hansen, Henning Kjær, Peter Tagesen, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Anne Schøtt, Anders Reinholdt og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Vi skal turde tale om, hvorledes man undgår stress! Så er man fri for at bekæmpe stress!

Hanne Ribens, Tue Romanow, Claus Bødtcher-Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Det ser ud til, at politikerne ikke vil erkende, at de pålægger befolkningen flere og flere stressfaktorer.

bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Tue Romanow, Claus Bødtcher-Hansen, Steen K Petersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Steen Obel, udover en "guilt by association" deduktion, hvad er så dit bevis for at hun ikke medtænker de tre menneskelige kvaliteter du nævner? (Bio/psyk/soc)

Lise-Lotte Rahbek, prøv lige at genlæse det citat en gang til, uden at læse nogle som helst fordækte liberalistiske motiver ind i sætningen? Og så ellers læse artiklen i sin helhed?

Bjørn Pedersen

At liberalister måtte klappe i deres hænder ved tanken om, at alle skadevirkninger af deres globalisering måske kan ignoreres vha ovenstående artikel, at de bare kan sige at man bare må blive bedre til at indordne sig (deres) samfund, er IKKE et legitimt modargument mod at ovenstående artikels legitimitet.
Drop guilt by association. Det er vor tids mest destruktive logiske fejlslutning.

Jens J. Pedersen

Samfundet opbygges mere og mere, så det ikke er for mennesker.
I flere år har jeg undret mig over, hvorfor vi skal være mere og mere effektive. Vi skal kunne håndtere mere og mere, og politikerne vil presse os til mere og mere.
Når mennesker går ned med stress eller blot giver op, så er det det enkelte menneske, der er problemet, men det er jo netop det store spørgsmål. Min påstand er, at det er samfundsstrukturen og ikke det enkelte menneske.

bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Når mere end hver femte leder og medarbejder er stresset ofte eller hele tiden, så må der råbes op. Blandt årsagerne er et højt arbejdspres og manglende balance mellem krav og ressourcer.
Det er IKKE et individuel problem, men et stort problem, som politikerne og arbejdsgiverne skal reagere på.
Der skal være mere konkret lovgivning. Når man har love, regler og bekendtgørelser for det fysiske arbejdsmiljø, kan man også have det for det psykiske arbejdsmiljø.
Det virker som om der kun tales om det på de bonede gulve, viljen er ikke til stede, kan der blot konstateres.
Åh åh, det med at jobcentrene sender sender hobetal af syge borger på kursus i mindfulness, det er der nogle der tjener mange penge på. Det at presse borgere ud i mindfullnes på yogamåtte hvor man skal lytte til og tygge på økologiske rosiner, finde sin indre agurk og lære at sige som stokken på et grønkålshoved, det hjælper meget få, fordi det er rette mod, det er den enkelte der har et problem.

Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Inger Nilsson, John S. Hansen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Peter Tagesen

Yoga, tai-chi, qigong og mindfulness hjælper ikke på stress over dårlig ledelse, der kører en ledelsesstil, der fint passer ind i kategorien Management by Fear.

Jeg beklager.

bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Kim Ravn-Jensen, John S. Hansen, Henning Kjær og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Steen K Petersen

Er det ikke et individuelt problem? Hvem får så stress? Hvis ingen individer får stress, jamen så er der vel intet stressproblem for samfundet?

At jobcentre tror at de løser arbejdsmarkedets problemer ved kun at tvinge syge arbejdstagere til at tage på stresskurser, er symptombehandling, og ja det er et problem.

Men skal man så ikke behandle symptomer længere? Fordi "det kan misbruges"? Jamen så, kære venner, lad være med at misbruge og lad ikke røvhuller komme til magten for hvem alt handler om at male globalisering om til en positiv kraft.

Mette Poulsen

Jeg må indrømme, både når jeg ser på mig selv, min omgangskreds og mine kolleger, så ja, man kan blive belastet af pres på arbejdet. Det er dog vand ved siden af det private. Skilsmisse, infertilitetsbehandlinger, småbørn, syge forældre, venner som dør, egne helbredsproblemer osv. er det, som giver søvnløse nætter, bekymringer, fjerner evnen til at være til stede i nuet osv. Det er ikke problemer, arbejdspladsen kan løse.

Bjørn Pedersen

@Lise Lotte Rahbek
"At arbejdsgivere presser deres ansatte til op over stresstærsklen kan umuligt være et argument for, at stressproblematikken ikke skal adresseres på individuelt plan med metoder, som i mange år har vist sig at være effektive."

Det tolker du som:

"Så arbejdsgiverne skal bare fortsætte, og så skal individerne lære at håndtere presset med kurser i mindfullness. "

Hvilket er en absurd tolkning, når du lige har citeret hende for det modsatte.

Karen JP: "Arbejdsgivere stresser deres ansatte op over smertetærsklen"
Dig: "Nå så det du skriver er at arbejdsgivere IKKE stresser deres ansatte?!".

Jeg har selv forsøgt mindfulness. Der var ingen yogamåtter, krystalhealing, tågesnak om hvad nogle ubetydelige buddhister måtte mene, eller lignende involveret. Og det var heller intet jeg blev kastet ud i af jobcentret. Det var del af både behandlingen på tværfaglige smertecenter, samt et værktøj mig og min psykiater brugte for at jeg kunne lære at håndtere de panik og angstanfald jeg jævnligt fik i kraft af mine smerter. Og det virkede. Jeg kan aldrig slippe angsten pga smerterne vil vare hele livet, men jeg er ikke så invalideret af dem som jeg har været. Og det krævede jo netop en INDIVIDUEL stillingtagen, en anerkendelse af at vi alle rammes forskelligt fordi vi er forskellige. Ikke forskellige som i bedre/dårligere, bare forskellige, ok?

Udelukker en individual stillingtagen, en individuel behandling at man SAMTIDIG bør reducere de sociale problemer, der stresser såvel dem der i forvejen er syge, som dem der kan blive syge, af og på arbejde? NEJ. Det er det der er min pointen. Du kan faktisk lade psykiaterne gøre deres for individerne, og SAMTIDIG ændre samfundet.

Liberalisterne vil mere end noget andet kunne bruge sådan videnskabsfolk som Karen JP som deres bevis for at det hele bare handler om at man tager sig sammen, anerkender at globaliseringen, race to the bottom, kineserkapitalisme, og konkurrencestat altsammen er "naturligt" og stemmer på dem så man bedre kan micro-manages af dem så vi alle kan blive gode produkter til salg i konkurrencestaten.

Så hvorfor i alverden LADE dem?

Og husk også lige på at det ikke er psykiatriens ansvar at behandle samfundet. Deres ansvar er netop INDIVIDERNE, det er på individplan, de agerer, med individer de taler, individer de behandler.

Lise Lotte Rahbek

Bjørn Pedersen
Det er muligt, vi taler forbi hinanden, men hvis vi accepterer at stress skal behandles individuelt med blandt andet mindfullness,
så accepterer vi samtidig, at stress ikke skal håndteres som et samfundsproblem.
Jeg interesserer mig ikke stort for liberalister, men jeg interesserer mig en hel del for, at der er alt for megen symptombehandling hos individerne og al for lidt årsags-behandling på fællesniveau. Jeg tror ikke på, de to ting kan håndteres sideløbende, for magthaverne vil afvente resultaterne af mindfuldness-behandling af symptomerne og lade årsagerne ligge - bare til en anden gang.

Torben Skov, bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Tue Romanow, Bo Klindt Poulsen , Peter Tagesen, Claus Poulsen, Steen K Petersen og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Lise Lotte Rahbek
"Det er muligt, vi taler forbi hinanden, men hvis vi accepterer at stress skal behandles individuelt med blandt andet mindfullness,
så accepterer vi samtidig, at stress ikke skal håndteres som et samfundsproblem."

Nej, det er en logisk fejlslutning, Lise Lotte.

Du når jo kun frem til den konklusion, fordi du tror at det at være fortaler for at behandle stress individuelt, udelukker at man samtidig kan/bør gøre ned ved stress på samfundsniveau. Det er ikke et enten eller.

Steen K Petersen

@Bjørn Pedersen

Din leg med fluer, forstår jeg ikke, din tro heller ikke, eller hvad du tror andre tænker, det er dog en fakta, at der nu er, desværre en tendens til, at stress bliver individualiseret og udlagt, som at det er den enkeltes problem.

Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

27/aug/2018

At kunne modvirke/forebygge stress
forudsætter, at man kan mærke sine
egne, indre grænser, og derefter at
kunne, og turde, sige stop overfor de
mennesker, der forsøger at presse en.

Det kan læres / trænes.

Venlig hilsen
Claus

John S. Hansen

@Claus 1638

At sige stop overfor de mennesker som presser en, vil i mange tilfælde være ensbetydende med en opsigelse - enten fra en selv eller fra arbejdsgiver side! Så er man i et andet cirkus, som er mindst lige så stressende. Man kan ikke vinde!

Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, Kim Houmøller, Maria Jensen, Flemming Berger, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Bjørn Pedersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

@ Mette 1432
Nu kender jeg selvfølgelig ikke din omgangskreds, og kan således ikke vurdere dit udsagn. Jeg kan fortælle, at min omgangskreds tæller mange i politi, militært forsvar, fængselsvæsen og sundhedssektoren. Mange har stress. Nogle er invalideret af kronisk stress bl. a. (PTSD) og får ingen hjælp, når først de er blevet syge. For dem er jobcenterkontakten et helvede, som kun gør dem mere og mere syge. Deres privatliv har sjældent været problemet, men tingene flyder sammen på et tidspunkt.

Johnny Winther Ronnenberg, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, Maria Jensen, Steen K Petersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Kim Ravn-Jensen

Jeg anerkender fuldt ud eksistensen af PTSD og stress blandt jobsøgende. Men den største stresskilde, jeg selv har kendskab til, er pseudoarbejde.

Egentlig kunne de større virksomheder godt hyre eksempelvis Sadhguru, han ville kunne få medarbejdere til, at arbejde mere uden, at tage arbejdsbyrde personligt.
Bare et forslag til det vestlige system.

Jens Thaarup Nyberg

Bjørn Pedersen; 27. august, 2018 - 14:33
"At arbejdsgivere presser deres ansatte til op over stresstærsklen kan umuligt være et argument for, at stressproblematikken ikke [ også ] skal adresseres på individuelt plan med metoder, som i mange år har vist sig at være effektive."
Det er da sandt, ovenstående oprindeligt er ringe formuleret, sagen taget i betragtning. Men et "også" ville føre skribenten ud i også at se ud over muligheden for MSRB, men så er fokus på MSRB forduftet.

Mette Poulsen

@ John Hansen, det kan da sagtens være, at man i din omgangskreds ikke bliver skilt, ikke har dødsfald i omgangskredsen eller andet, eller bare ikke bliver synderlig påvirket af det - og det er da ganske fint. Min oplevelse er helt det modsatte, både privat og på mit arbejde - jeg arbejder i sundhedsvæsenet, og oplever ofte at pårørende ønsker sig en sygemelding, netop fordi deres privatliv overskygger deres arbejdsliv, og de ikke kan passe jobbet.

John S. Hansen, Kim Houmøller og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Karen Johanne Pallesen

Tak for interessen for min artikel. Jeg er enig i meget af det I skriver. Selvfølgelig burde vi ideelt set skrue ned for stressbelastningerne på samfunds- og organisationsniveau, men det ændrer ikke ved artiklens hovedpointe: selve argumentationen for at være imod individuelle tiltag er ikke i orden/logisk/meningsfuld (som jeg skriver den "kortslutter"). Derudover, læs hvad jeg faktisk skriver:
"Stress er noget, det enkelte menneske oplever i krop og sind i form af psykologiske og fysiske symptomer. Og som derfor både bør adresseres på individuelt niveau og organisationsniveau."

John S. Hansen

@Mette 0047

Selvfølgelig har disse faktorer også stor indflydelse på mennesker i min omgangskreds! Jeg mener bare, at privatliv og arbejdsliv spiller sammen - og dette kan ind imellem skabe en synergieffekt af stress!
Jeg har for ofte hørt chefer stå og bortforklare kollegers(mine) stress med at det nok var deres hjemlige situation!

Peter Tagesen

Giv dog Thomas Milsted en chance i avisen. Han er noget mere jordbunden og klart mere rationelt anlagt i hans tilgang til stress på arbejdspladsen og i hverdagen.

https://pov.international/author/thomasmilsted/

Disse fluevægterkronikker, som Information har postet den sidste uges tid, magter jeg, som tidligere stressramt med 2 vidt forskellige pokaler i det mentale skab, bare ikke. For forslag om Yoga, tai-chi, qigong og mindfulness samt en sang om bollebagning virker altså som en nedladende rød klud på mig.

Maria Jensen, Lise Lotte Rahbek og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Johnny Hedegaard

Telegramversionen:

Artiklen finder jeg en anelse mere nuanceret end så mange andre.
Bjørn Pedersens kommentarer ligeså.

Det er enhver direktørs fornemste opgave at maksimere overskuddet, og reducere udgifterne/omkostningerne. Det er en del af ansættelsesvilkårene.

Ingen interesserer sig hverken for TaiChi, Qigong, Yoga, åndedræt osv. Man er interesseret i effekten. Dvs. resultatorienteret og ikke procesorienteret.
Hvilket igen betyder: Behandlingsorienteret og ikke forebyggende orienteret.

Som igen betyder, at det ikke handler om et bedre liv, men om effektivitet. (Både for arbejdsgiver og -tager).
Et procesorienteret forløb, tankesæt skal iværksættes på et langt tidligere tidspunkt, end når man er ”endt” på arbejdsmarkedet.

Man skal heller ikke være blind for, at vores velfærdssamfund er et overflødighedshorn af underholdning, aktiviteter og oplevelsestilbud/-krav af enhver slags, som kan gøre selv sommerferien til en stressfaktor. Nogle opfatter det som et konstant aktivitetspres.

Der er en årsag til at vi mennesker befinder os på arbejdsmarkedet, og det handler ikke kun om overlevelse og mad på bordet.
Gevinsten er en hel masse materielle goder, oplevelser, social anseelse osv. Tryghed i en vis forstand.
Omkostningen KAN være bl.a. stress, sygemelding og tab af alt det man egentlig kæmpede for.

Der er ikke noget nyt fra den liberale fløj, ved at gøre det til den enkeltes eget problem, eller som den velkendte liberale parole lyder; "enhver er sin egen lykkes smed"!

bente-ingrid bruun, John S. Hansen og Peter Tagesen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Oplevelsen af uforudsigelighed og kontroltab er grundlæggende fællestræk ved stress – "
Hvorfor skal såkaldte holister fedte rundt i oplevelser, når det det helt konkret drejer sig om uforudsigelighed og kontroltab, som afhjælpes ved forudsigelige forhold og dermed mulighed for kontrol.

Lise Lotte Rahbek, John S. Hansen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis man ikke har lyst til at gå til yoga og meditation, kan stressforebyggelsen jo blive en stressfaktor i sig selv, i og med at der er et moment af tvang i det. Hvis jeg nu slapper allerbedst af med at ligge på min sofa i joggingbukser og se gamle afsnit af Friends uden at behøve at trække maven ind, så kan jeg godt blive ret så irriteret på en eller anden frelst gås, der med påtaget inderlighed belærer mig om at jeg skal give slip på vreden og give plads til taknemmelighed i mit hjertechakra. På den anden side er det svært at sige fra, for så er jeg jo noncompliant, og selv ude om det, hvis jeg får stress. Selve frustrationen over den indirekte tvang og uærligheden i, at arbejdsgiveren lader som at det er for min egen skyld, kan i sig selv få mit blodtryk til at stige.

Peter Tagesen, Lise Lotte Rahbek og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

Jeg har en ven som lider af kronisk invaliderende leddegigt. Hun bliver pisket rundt i ressourceforløb på 4 år. Hun har også en stresslidelse nu, som følge af den livssituation der er at være i kommunens vold. Københavns kommune har netop sendt hende i et stresshåndteringsforløb som hedder: ÅBEN OG ROLIG!! Det siger vist alt!

John S. Hansen

Jeg har en ven som lider af kronisk invaliderende leddegigt. Hun bliver pisket rundt i ressourceforløb på 4 år. Hun har også en stresslidelse nu, som følge af den livssituation der er at være i kommunens vold. Københavns kommune har netop sendt hende i et stresshåndteringsforløb som hedder: ÅBEN OG ROLIG!! Det siger vist alt!

Peter Tagesen

Jens Thaarup Nyberg

Det er rigtigt. Og jeg betvivler slet ikke yogas vel indiskutable virkning på den mentale helse.

Men vi kan starte med at behandle hinanden med respekt, empati og omtanke. Derefter kan man tage yoga i brug hvis man har behov for zen.

Jens Thaarup Nyberg

Peter Tagesen
Jeg giver dig fuldkommen ret. Ironien i min kommentar går på, at stressede mennesker først skal stresse af, før de kan komme videre med yoga/mindfullness/wathever.

( pudsigt, min stavekontrol vil ændre dit efternavn til Dagegen - sorry )

Lise Lotte Rahbek, Peter Tagesen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
bente-ingrid bruun

Mindfulnessbaseret forebyggelse og stressreduktion baserer sig på en individuel bio-psyko-social model, der også ligger til grund for tidens besparelser via subjektive skøn om liaisonpsykiatriske funktionelle lidelser, der fratager borgere sociale rettigheder.
Milljøefaktorer og ætiologi - årsagsforklaringer - er frasorteret.
I trådløse samfund er det videnskabeligt biologisk dokumenteret, at der foregår stress på et celleniveau - se www.bioinitiative.org , og den form for stress kan ikke klares med MBSK.
Skadelige miljøbelastinger på grund af politisk ønsket vækst via trådløs teknologi bliver tilsigtet gjort til et individuelt stress problem.
De skadelige virkninger mørkelægges, og eksperter bliver ikke hørt. Se www.iemfa.org
Hvornår skriver Information om bagsiden af det trådløse samfund????