Kronik

Udsatte unge får hverken de levevilkår eller den kvalitet i uddannelsen, som de har brug for

Politikerne siger, at de ønsker at løfte de unge, der hverken har job eller uddannelse. Men når det kommer til stykket, mangler viljen til at sikre, at uddannelserne bliver attraktive nok for disse unge
Produktionsskolerne er ikke så fashionabelt et emne, og derfor må både elever og undervisere finde sig i markant dårligere vilkår end på de fleste ’finere’ uddannelser.

Produktionsskolerne er ikke så fashionabelt et emne, og derfor må både elever og undervisere finde sig i markant dårligere vilkår end på de fleste ’finere’ uddannelser.

Tor Birk Trads

29. august 2018

På restaurant Noma kan studerende få en menu for 1.000 kr. inklusive vinmenu, hvis de fremviser studiekort.

På produktionsskolerne er håbet, at næste års finanslov indeholder en bevilling på 25 kr. pr. elev til et dagligt måltid mad. De har som udeboende over 18 år kun 6.104 kr. om måneden til alle udgifter. Så det kniber med at få den kost, som læring forudsætter.

Halvdelen af produktionsskoleeleverne er udeboende over 18 år. De kan ikke tage SU-lån, de har ikke adgang til kollegier, og skoleugen er på 35 timer, så mulighederne for erhvervsarbejde er begrænsede. Også fordi kræfterne heller ikke er de samme som hos de stærke unge.

Eleverne bliver desuden trukket i skoleydelsen, hvis de forsømmer skolen uden lovlig grund. De har også i ringere grad end deres jævnaldrende på SU deres mor og far at trække på.

Min påstand er, at samlet set har den udeboende produktionsskoleelev almindeligvis en levefod, der er det halve af en SU-studerendes.

Der er også den forskel, at produktionsskolerne ikke har mediernes og meningsdannernes bevågenhed. Det gælder ikke de videregående uddannelser.

Lav ydelse – lavt elevtal

Landets ca. 80 produktionsskoler er til for at styrke nogle af de 48.000 unge under 25 år, der hverken har uddannelse eller arbejde. Det er unge, som det gik galt for i skolen, og som ikke er kommet ordentlig i gang siden, omend mange forsøg er gjort.

Tager man unge op til 30 år med, er gruppen på op mod 70.000 unge ifølge Undervisningsministeriets tal.

Produktionsskolerne er forankret i folkeoplysningen med vægt på læring gennem praktisk arbejde og brug af fællesskabets kræfter. Målet er at styrke de unge, så de kommer videre og for eksempel kan tage en erhvervsuddannelse eller kan klare et arbejde, der indebærer, at man har taget et AMU-kursus.

Eleverne er en broget flok med broget baggrund, som har brug for en broget vifte af muligheder – også kaldet ’individuelt tilpassede, fleksible forløb’.

Den 1. januar 2017 satte regeringen og DF produktionsskoleelevernes skoleydelse markant ned. Tidligere var den på over 7.000 kr.

Den forringelse trak ikke overskrifter, modsat når SU’en anfægtes. Skoleydelsen er sidenhen af de samme partier hævet til 6.104 kr., men konsekvenserne for elevtallet har været og er betydelig. Produktionsskolerne er voldsomt truet, hvilket er et paradoks.

For samtidig har et samlet Folketing vedtaget loven om Forberedende Grunduddannelse (FGU), som træder i kraft den 1. august 2019.

FGU’en har de mange unge uden tilstrækkelige skolekundskaber, uden uddannelse og uden reelt arbejde som målgruppe. FGU’en skal samle seks eksisterende forberedende uddannelser, blandt andet produktionsskoleforløb, VUC’s almene voksenundervisning og erhvervsgrunduddannelsen i én ny samlet uddannelse, der bliver hovedvejen på det forberedende område.

Der skal være 90 FGU-skoler rundt i landet, hvoraf de 27 er styrende FGU-institutioner med egen bestyrelse. Desuden skal kommunerne som noget nyt oprette en tværfaglig ungeindsats for at skærpe indsatsen over for unge med særlige behov.

Her kommer så paradokset: Der er fuld opbakning fra Folketinget. Men skoleydelsen på FGU skal også kun være på 6.104 kr. for udeboende over 18 år – de hjemmeboende og dem under 18 år får en lavere ydelse. Produktionsskolerne er på hælene, samtidig med at de med et smil og opsmøgede ærmer skal gennemføre den store FGU-reform i hele landet.

Sammen med blandt andet Uddannelsesforbundet, VUC og kommunerne går produktionsskolerne til opgaven med krum hals. Det er så vigtigt, at de udsatte unge får de mange gode tilbud, som den kommende FGU på op til to studieår lægger op til med flere forskellige linjer og med stor fleksibilitet.

Uddannelsessnobberi

Kan det lykkes?

Paradokset med den lave skoleydelse og frafaldet af elever er der jo. Det har bare ikke offentlighedens og de stærke samfundsgruppers interesse. Jo, de snakker om den øgede ulighed. Og de snakker om, at den sociale mobilitet er gået i stå.

Men i mine øjne er begrebet social mobilitet reelt udtryk for meritokratiets, magtens og mediernes uddannelsessnobberi og legitimering af uddannelseshierarkiet.

Hvis ønsket er mest mulig lighed, kan målet ikke være at støvsuge de lavere klasser for deres kloge hoveder, have en folkeskole, der prioriterer intellektuel læring, og siden have de videregående uddannelser som fineste mål – mens der nærmest lades hånt om resten.

Se på erhvervsskolerne, der efter årtier stadig mangler 10.000 lærepladser til deres elever. Tænk, hvis det var gymnasierne, man bød de vilkår. Reel uddannelseslighed er, at alle erhvervsfunktioner har nogle uddannelses- og levevilkår for eleverne, der bygger på de samme principper om høj kvalitet og lige levevilkår.

Det ville være social mobilitet, så det klodser.

Unge fra alle samfundsgrupper skal bakkes op i ønsket om at få en videregående uddannelse, men samtidig skal andre unge også bakkes op i at tage deres anderledes uddannelser.

Uddannelseshierarkiet er også karakteriseret ved, at jo lavere uddannelse underviserne har, des lavere løn får de. På VUC får de akademiske lærere på HF typisk 6.000 kr. mere om måneden end underviserne på VUC’s almene linje.

På erhvervsskolerne, AMU og produktionsskolerne er lønniveauet så lavt, at det er svært at skaffe undervisere med videregående uddannelser eller god håndværkererfaring. Skatteborgerne betaler alle uddannelserne og SU’en, men deres børn får forskellig kvalitet, alt efter hvilken uddannelse de vælger.

I arbejde eller uddannelse?

Der er kort sagt mange sten i skoen på vejen til FGU’ens virkeliggørelse. Det skal også ses i det perspektiv, at samfundet demografisk set har få unge og mange ældre. Og alligevel sørger man ikke for anstændige vilkår for at få løftet de udsatte unge uden uddannelse og arbejde, så de klarer sig selv. De er ellers savnet som samfundsborgere, der løfter med.

Sker det ikke, at de løftes, påføres samfundet også en byrde ved at skulle forsørge alt for store dele af de 70.000 unge under 30 år i løbet af deres liv.

Et yderligere paradoks er, at lige så optagede Undervisningsministeriet og Folketinget er af at få etableret FGU, lige så optaget er Beskæftigelsesministeriet af, at de unge kommer i arbejde her og nu under højkonjunkturen.

Kommunerne lokkes med flere gunstige ordninger. Kommer de unge i erhvervspraktik, er det gratis for kommunen. De unge skal kun forsørges, og den ene praktik kan afløse anden. De lokkes også med brobygningsprojekter, som Beskæftigelsesministeriet aktuelt tilbyder unge ledige med vanskeligheder, og som det ikke koster kommunerne meget at etablere. Det er til ugunst for produktionsskolerne, fordi kommunerne skal betale en stor del af skoleforløbet.

Indsatserne for at få de unge direkte i arbejde kan være gode for nogle af de unge, men de klarer sig ikke i længden uden en uddannelse. Og en uddannelse kan for dem, der har det svært, kræve, at de først har været i et forberedende forløb som FGU, hvor der er gået 360 grader rundt om deres liv, og hvor deres kvalifikationer er blevet løftet.

På Folkemødet i juni holdt Poul Nyrup (S) sin 75-årsfødselsdag for hele folket. Han blev spurgt om, hvad han ønskede sig på sin fødselsdag, og svarede: At samfundet kommer unge med særlige vanskeligheder mere i møde – og ikke bare dem med psykiatriske diagnoser.

Mette Frederiksen (S) bakkede straks op. Hun vil have skolesystemet afstresset. Lars Løkke Rasmussen (V) stemte i, han skulle netop ud og cykle med knægte på kanten. Ingen af de tre fremhævede den nye Forberedende Grunduddannelse, hvis opgave netop er at komme Nyrups unge til undsætning.

Den franske økonom Thomas Piketty mener at have dokumenteret, at venstrefløjen har uddannet sig ud af klassekampen. Klasse- og uddannelseskampen mangler fortalere.

Gunvor Auken er medlem af Kofoeds Skoles bestyrelse og ambassadør for produktionsskolerne

Produktionsskolerne er ikke så populære, som de har været blandt de unge. Fra januar til maj 2017 har landets produktionsskoler optaget 30 procent færre elever end i samme periode sidste år. På billedet ses unge på produktionsskolen Fabrikken i Kastrup
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • John S. Hansen
  • Vivi Rindom
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Anne Eriksen
  • Torben K L Jensen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Brian W. Andersen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Hans Ditlev Nissen, Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, John S. Hansen, Vivi Rindom, David Zennaro, Flemming Berger, Anne Eriksen, Torben K L Jensen, Morten Hjerl-Hansen, Brian W. Andersen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

En god og medrivende artikel, men som Auken selv skriver:
Se på erhvervsskolerne, der efter årtier stadig mangler 10.000 lærepladser til deres elever. Tænk, hvis det var gymnasierne, man bød de vilkår. Reel uddannelseslighed er, at alle erhvervsfunktioner har nogle uddannelses- og levevilkår for eleverne, der bygger på de samme principper om høj kvalitet og lige levevilkår.
Hvis man fik skræmt 5000 over i erhvervsuddannelserne, så ville der jo mangle 15000 pladser. Hvordan løser vi lige det problem ??

Ejvind Larsen, Claus Nielsen, Anne Eriksen, Kim Houmøller, Heidi Larsen, Rolf Andersen, Dorte Sørensen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Reformen er også tåbelig ved at splitte VUC og undervisningen til de unge der mangler kundskaber fra folkeskolen.
Var det ikke bedre og mere effektivt at bevare VUC samlet og give dem opgaven med de unge, der mangler disse kundskaber til at kunne optages på en erhvervsskole.

Anne Eriksen, Heidi Larsen, Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Jeg hørte i morges om hvordan man ville støtte gymnasieeleverne, så de ikke blev stressede - og tænkte så på om ikke også erhvervsskoleeleverne blev stressede, bl. a. for en praktikplads?

Ejvind Larsen, Heidi Larsen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

En oplysende artikel, som tydelig beskriver, hvordan vores samfund igen er blevet opdelt i klasser. Vi ved også, at den sociale mobilitet er standset; fattigdom går atter i arv.

Men det er vel blå blok, der om nogen har stået for lovgivningen, og derfor har hovedansvaret, for at nedskæringerne har omdannet landet. Blå blok består af Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti.

Når det er sagt, fører Socialdemokraterne og Radikale også nedskæringspolitik. Derved dannes det som vi kalder Centrum-højre. Venstrefløjen kæmper med næb og kløer imod ulighedskabelsen. Dog svigter SF ind i mellem de socialt udsatte, men det gør alle priviligerede, også politikere.

I slutningen af artiklen henvises til en anden artikel, som skriver om centrum-venstre. Thomas Piketty taler meget om middelklassen, og kalder det godt nok Centrum-venstre. Men som jeg også har skrevet i den artikel, omhandler den Socialdemokraterne i Frankrig, England og USA.

Forholdene i de andre lande er lidt anderledes, f.eks. i USA hedder de Demokraterne, hvilke vi næppe vil synes er særligt sociale. Men Socialdemokraterne herhjemme erkender nu selv, at de ikke længere hører med i venstrefløjen, selv om de stadigvæk misbruger den røde farve som bagtæppe, for at optimere vælgerskaren.

Klasse- og uddannelseskampen kræver en væsentlig større indsats end den nuværende.

Udsatte unge får hverken de levevilkår eller den kvalitet i uddannelsen, som de har brug for. Klassekamp er ikke en gavebod, det har den aldrig været, tværtimod. Vi er slået tilbage til start. Men nu har vi hundrede års erfaring, som vejledning om, hvad der skal til.