Venstrefløjen genoplives nedefra

Begrebet ’venstrefløj’ opstod ved et tilfælde, da Den Franske Revolutions støtter samlede sig i Nationalforsamlingens venstre side, modsat de kongetro. Revolutionens idealer er dog langt fra tilfældige i samfund, hvor flertallets frihed afhænger af solidaritet og lighed.

Behovet for frihed, lighed og solidaritet har gang på gang genoplivet den parlamentariske venstrefløj. Hvis venstrefløjen er i krise i Danmark i dag, er det, fordi den samfundsmæssige kamp for frihed, lighed og solidaritet er svækket.

I 2015 blev den parlamentariske venstrefløj genfødt i Spanien.

Det nye parti Podemos strøg til tops i flere meningsmålinger, og lokale græsrodsbevægelser og politiske alliancer som Barcelona en Comú og Ahora Madrid vandt byrådsmagten i flere store byer. I min forskning har jeg studeret, hvordan nye ideer om det gode liv i fællesskab er opstået i Spanien siden krisens begyndelse.

Den spanske venstrefløj blev paradoksalt nok genfødt, efter at den kriseramte befolkning holdt op med at lede efter svar hos venstrefløjens partier.

I stedet begyndte de at organisere sig, lave kampagner og udvikle aktionsformer, som tvang deres modparter til forhandlingsbordet – heriblandt de banker og energiselskaber, der smed folk på gaden, og de energiselskaber, der lukkede for deres el og gas.

Oprør fra neden

Den spanske oplevelse illustrerer, hvordan nye ideer om det gode liv i fællesskab kan genfødes af sociale behov. Denne proces begyndte for alvor i 2011 – tre år efter krisens begyndelse – og opstod langt fra per automatik. Det afgørende var udviklingen af en række konkrete taktikker og organisationsformer, såsom pladsbesættelser, rådsdemokrati, åbne arbejdsgrupper og virale kampagner.

Men de spanske bevægelser var ikke begrænset til pladserne og de sociale medier. Folk fra pladserne deltog i en massiv politisering af hverdagen, foreningslivet, arbejdspladserne og byerne. De havde fokus på krisens omkostninger – arbejdsløshed, nedskæringer, tvangsauktioner – og på at skabe sociale rum for diskussion og organisering på tværs af hidtidige skel.

Læger, sygeplejersker, patienter, pårørende og aktivister organiserede sig sammen om at bekæmpe nedskæringer på sygehusene og sikre gratis lægehjælp til migranter. På skolerne blev der skabt råd, som inkluderede lærere, elever, forældre og rengøringspersonale. Man begyndte at identificere behov, formulere fælles interesser og krav, og man holdt kontakt med folk fra Det Arabiske Forår og Occupy-bevægelsen i USA.

Utilfredsheden fik retning og common sense forskubbede sig. Bevægelserne samlede viden om problemerne og udviklede forslag til nye politikker. De gav samfundet en erfaring af, at forandring er mulig og modet til at kræve mere.

Nye partier blev skabt, som byggede på bevægelsernes ideer og praksis. Når repræsentanter for de nye partier gik på tv, hørte seerne ikke valgtaler fra politiske sælgere. De hørte ekkoer af de budskaber, der var udgået fra pladserne og havde spredt sig i hverdagens diskussioner. Venstrefløjen var blevet talerør for en ny solidarisk common sense.

Venstrefløjen blev ikke genfødt af venstrefløjens politikere, men af kampen for frihed, lighed og solidaritet.

Den nostalgiske venstrefløj

Lige nu fortæller venstrefløjen i Danmark to historier om sin egen fremtid.

Den dominerende fortælling er en nostalgisk fortælling. Dens primære politiske horisont er at bevare eller forsvare de eksisterende institutioner som velfærdsstaten og den danske model. Den fortælling forholder sig sjældent til, hvad der faktisk muliggjorde dem begge.

Dengang stemte et flertal for solidarisk politik, fordi de vidste fra deres fagforeninger og foreningslivet, at solidaritet virker. Og arbejdsgiverne og de borgerlige gik på kompromis af nødvendighed, ikke velgørenhed. De kendte omkostningerne ved strejker og frygtede, at arbejderne ville slutte sig til kommunisterne, hvis ikke de fik en større del i samfundskagen.

Men velfærdsstaten er en paradoksal konstruktion. For da solidariteten og ligheden blev institutionaliseret, begyndte folk at tage den for givet. Velfærdsstaten blev skabt kollektivt, men levet individuelt. Mange kunne nu trække sig ud af solidariteten og ind privatsfæren.

Derfor handler diskussionen i dag om, hvordan man kan bevare eksisterende institutioner, frem for hvordan man genaktiverer den praktiske solidaritet.

For mange centrum-venstre-partier betyder det, at man må begrænse og kontrollere adgangen til velfærden. Arbejdsløse, syge og nye medborgere bliver bragt under mistanke. Det svækker opbakningen til den universelle velfærdsstat, og solidariteten blandt alle dem, hvis økonomiske frihed afhænger af den.

Den visionære venstrefløj

Den reaktive fortælling står dog ikke længere alene. I år har både Alternativet og Enhedslisten turdet fremlægge henholdsvis en visionsplan og en ambitiøs plan for, hvad de konkret ville gøre med regeringsmagten – inspireret af de nye spanske partier og af Jeremy Corbyns og Bernie Sanders genoplivning af den parlamentariske venstrefløj i England og USA.

Men den danske venstrefløj mangler en vigtig ingrediens, som blev beskrevet af den unge socialist og latina Alexandria Ocasio-Cortez, efter hun for nylig vandt primærvalget i New York bydelene Queens og Bronx over en af spidserne i Det Demokratiske Parti:

»De har penge, vi har folk.«

I Spanien, USA og England er venstrefløjen blevet genfødt på baggrund af folkelige protestbevægelser mod finanskrisen og nedskæringspolitikken.

De uddannede tusindvis af aktivister og skabte en modoffentlighed, der spreder viden og meninger uafhængigt af både højreorienterede og centristiske medier.

I Danmark mangler visionerne en sådan social basis. Derfor vil de for mange lyde sympatiske, men også abstrakte og urealistiske. Og selv de vælgere, som bliver overbevist, forbliver typisk blot vælgere – inspirerede til at stemme, men ikke til yderligere handling.

Hvis optimismen ikke ender som kollektiv styrke, står den i vejen for skabelsen af de virkelige betingelser for forandring. Den bliver det, den amerikanske kulturforsker Lauren Berlant kalder »cruel optimism«: begrænsende og ultimativt skuffende.

Skuffelse kan lede til demoralisering: politisk depression eller kynisme, et tab af tro på venstrefløjens ideer. Visionære programmer og forsvaret for velfærdsstaten kan paradoksalt nok være med til at svække venstrefløjens fremtid.

Genfødsel?

I Spanien var krisen voldsommere end i Danmark, og venstrefløjen og civilsamfundet svagere. Det skabte plads til en eksplosiv fremvækst af nye former for solidaritet. I Danmark synes situationen fastlåst. Velfærdsnostalgien og tørsten efter visioner kan holde venstrefløjen i Folketinget, men ikke stoppe solidaritetens erosion.

I princippet er der et rigt grundlag for forandringer i Danmark: et stærkt demokratisk foreningsliv og en høj organiseringsgrad i fagforeningerne.

Men de er ofte upolitiske, og danner kun sjældent ramme for bredere diskussioner om det gode liv i fællesskab. Strejker bruges ikke offensivt, selv om en stor del af fagbevægelsen mener, at arbejdsgiverne har opsagt den danske model.

Et brud med denne tilstand ville skabe et holdningsskred og en forskubbelse af magtbalancen i samfundet. Om det sker, afhænger af, om de sociale behov og begær vokser, og om de knyttes sammen med taktikker og organisationsformer, der kan give dem en kollektiv form. Venstrefløjen genfødes ikke af mediebårne holdninger, men af kollektive og sociale handlinger.

En sådan udvikling kan ikke udelukkes. Uligheden stiger og velfærdsstaten rulles langsomt tilbage. Finanssektoren er ikke blevet reformeret efter 2008.

Stadigt flere mener, at der skal et systemskifte til for at undgå katastrofale klimaforandringer. Venligboerne eksperimenterer med nye former for solidaritet, #MeToo rullede over landet, og fagbevægelsen mobiliserede solidarisk imod den varslede lockout.

Det relevante spørgsmål er ikke så meget, hvad venstrefløjspartiernes fremtid er, men hvilken fremtid der er for kampe for frihed, lighed og solidaritet.

Bue Rübner Hansen er postdoc ved Aarhus Universitet