Kronik

Venstrefløjen genoplives nedefra

Venstrefløjen blomstrer i flere europæiske lande. De sociale bevægelser, der opstod som en reaktion på finanskrisen og nedskæringspolitikken, har skabt ny tro på et andet og mere solidarisk samfund
Den spanske venstrefløj – her i form af Podemos – blev paradoksalt nok genfødt, efter at den kriseramte befolkning holdt op med at lede efter svar hos venstrefløjens partier. I stedet begyndte de at organisere sig, skriver dagens kronikør.

Den spanske venstrefløj – her i form af Podemos – blev paradoksalt nok genfødt, efter at den kriseramte befolkning holdt op med at lede efter svar hos venstrefløjens partier. I stedet begyndte de at organisere sig, skriver dagens kronikør.

Gerard Julien

7. august 2018

Begrebet ’venstrefløj’ opstod ved et tilfælde, da Den Franske Revolutions støtter samlede sig i Nationalforsamlingens venstre side, modsat de kongetro. Revolutionens idealer er dog langt fra tilfældige i samfund, hvor flertallets frihed afhænger af solidaritet og lighed.

Behovet for frihed, lighed og solidaritet har gang på gang genoplivet den parlamentariske venstrefløj. Hvis venstrefløjen er i krise i Danmark i dag, er det, fordi den samfundsmæssige kamp for frihed, lighed og solidaritet er svækket.

I 2015 blev den parlamentariske venstrefløj genfødt i Spanien.

Det nye parti Podemos strøg til tops i flere meningsmålinger, og lokale græsrodsbevægelser og politiske alliancer som Barcelona en Comú og Ahora Madrid vandt byrådsmagten i flere store byer. I min forskning har jeg studeret, hvordan nye ideer om det gode liv i fællesskab er opstået i Spanien siden krisens begyndelse.

Den spanske venstrefløj blev paradoksalt nok genfødt, efter at den kriseramte befolkning holdt op med at lede efter svar hos venstrefløjens partier.

I stedet begyndte de at organisere sig, lave kampagner og udvikle aktionsformer, som tvang deres modparter til forhandlingsbordet – heriblandt de banker og energiselskaber, der smed folk på gaden, og de energiselskaber, der lukkede for deres el og gas.

Oprør fra neden

Den spanske oplevelse illustrerer, hvordan nye ideer om det gode liv i fællesskab kan genfødes af sociale behov. Denne proces begyndte for alvor i 2011 – tre år efter krisens begyndelse – og opstod langt fra per automatik. Det afgørende var udviklingen af en række konkrete taktikker og organisationsformer, såsom pladsbesættelser, rådsdemokrati, åbne arbejdsgrupper og virale kampagner.

Men de spanske bevægelser var ikke begrænset til pladserne og de sociale medier. Folk fra pladserne deltog i en massiv politisering af hverdagen, foreningslivet, arbejdspladserne og byerne. De havde fokus på krisens omkostninger – arbejdsløshed, nedskæringer, tvangsauktioner – og på at skabe sociale rum for diskussion og organisering på tværs af hidtidige skel.

Læger, sygeplejersker, patienter, pårørende og aktivister organiserede sig sammen om at bekæmpe nedskæringer på sygehusene og sikre gratis lægehjælp til migranter. På skolerne blev der skabt råd, som inkluderede lærere, elever, forældre og rengøringspersonale. Man begyndte at identificere behov, formulere fælles interesser og krav, og man holdt kontakt med folk fra Det Arabiske Forår og Occupy-bevægelsen i USA.

Utilfredsheden fik retning og common sense forskubbede sig. Bevægelserne samlede viden om problemerne og udviklede forslag til nye politikker. De gav samfundet en erfaring af, at forandring er mulig og modet til at kræve mere.

Nye partier blev skabt, som byggede på bevægelsernes ideer og praksis. Når repræsentanter for de nye partier gik på tv, hørte seerne ikke valgtaler fra politiske sælgere. De hørte ekkoer af de budskaber, der var udgået fra pladserne og havde spredt sig i hverdagens diskussioner. Venstrefløjen var blevet talerør for en ny solidarisk common sense.

Venstrefløjen blev ikke genfødt af venstrefløjens politikere, men af kampen for frihed, lighed og solidaritet.

Den nostalgiske venstrefløj

Lige nu fortæller venstrefløjen i Danmark to historier om sin egen fremtid.

Den dominerende fortælling er en nostalgisk fortælling. Dens primære politiske horisont er at bevare eller forsvare de eksisterende institutioner som velfærdsstaten og den danske model. Den fortælling forholder sig sjældent til, hvad der faktisk muliggjorde dem begge.

Dengang stemte et flertal for solidarisk politik, fordi de vidste fra deres fagforeninger og foreningslivet, at solidaritet virker. Og arbejdsgiverne og de borgerlige gik på kompromis af nødvendighed, ikke velgørenhed. De kendte omkostningerne ved strejker og frygtede, at arbejderne ville slutte sig til kommunisterne, hvis ikke de fik en større del i samfundskagen.

Men velfærdsstaten er en paradoksal konstruktion. For da solidariteten og ligheden blev institutionaliseret, begyndte folk at tage den for givet. Velfærdsstaten blev skabt kollektivt, men levet individuelt. Mange kunne nu trække sig ud af solidariteten og ind privatsfæren.

Derfor handler diskussionen i dag om, hvordan man kan bevare eksisterende institutioner, frem for hvordan man genaktiverer den praktiske solidaritet.

For mange centrum-venstre-partier betyder det, at man må begrænse og kontrollere adgangen til velfærden. Arbejdsløse, syge og nye medborgere bliver bragt under mistanke. Det svækker opbakningen til den universelle velfærdsstat, og solidariteten blandt alle dem, hvis økonomiske frihed afhænger af den.

Den visionære venstrefløj

Den reaktive fortælling står dog ikke længere alene. I år har både Alternativet og Enhedslisten turdet fremlægge henholdsvis en visionsplan og en ambitiøs plan for, hvad de konkret ville gøre med regeringsmagten – inspireret af de nye spanske partier og af Jeremy Corbyns og Bernie Sanders genoplivning af den parlamentariske venstrefløj i England og USA.

Men den danske venstrefløj mangler en vigtig ingrediens, som blev beskrevet af den unge socialist og latina Alexandria Ocasio-Cortez, efter hun for nylig vandt primærvalget i New York bydelene Queens og Bronx over en af spidserne i Det Demokratiske Parti:

»De har penge, vi har folk.«

I Spanien, USA og England er venstrefløjen blevet genfødt på baggrund af folkelige protestbevægelser mod finanskrisen og nedskæringspolitikken.

De uddannede tusindvis af aktivister og skabte en modoffentlighed, der spreder viden og meninger uafhængigt af både højreorienterede og centristiske medier.

I Danmark mangler visionerne en sådan social basis. Derfor vil de for mange lyde sympatiske, men også abstrakte og urealistiske. Og selv de vælgere, som bliver overbevist, forbliver typisk blot vælgere – inspirerede til at stemme, men ikke til yderligere handling.

Hvis optimismen ikke ender som kollektiv styrke, står den i vejen for skabelsen af de virkelige betingelser for forandring. Den bliver det, den amerikanske kulturforsker Lauren Berlant kalder »cruel optimism«: begrænsende og ultimativt skuffende.

Skuffelse kan lede til demoralisering: politisk depression eller kynisme, et tab af tro på venstrefløjens ideer. Visionære programmer og forsvaret for velfærdsstaten kan paradoksalt nok være med til at svække venstrefløjens fremtid.

Genfødsel?

I Spanien var krisen voldsommere end i Danmark, og venstrefløjen og civilsamfundet svagere. Det skabte plads til en eksplosiv fremvækst af nye former for solidaritet. I Danmark synes situationen fastlåst. Velfærdsnostalgien og tørsten efter visioner kan holde venstrefløjen i Folketinget, men ikke stoppe solidaritetens erosion.

I princippet er der et rigt grundlag for forandringer i Danmark: et stærkt demokratisk foreningsliv og en høj organiseringsgrad i fagforeningerne.

Men de er ofte upolitiske, og danner kun sjældent ramme for bredere diskussioner om det gode liv i fællesskab. Strejker bruges ikke offensivt, selv om en stor del af fagbevægelsen mener, at arbejdsgiverne har opsagt den danske model.

Et brud med denne tilstand ville skabe et holdningsskred og en forskubbelse af magtbalancen i samfundet. Om det sker, afhænger af, om de sociale behov og begær vokser, og om de knyttes sammen med taktikker og organisationsformer, der kan give dem en kollektiv form. Venstrefløjen genfødes ikke af mediebårne holdninger, men af kollektive og sociale handlinger.

En sådan udvikling kan ikke udelukkes. Uligheden stiger og velfærdsstaten rulles langsomt tilbage. Finanssektoren er ikke blevet reformeret efter 2008.

Stadigt flere mener, at der skal et systemskifte til for at undgå katastrofale klimaforandringer. Venligboerne eksperimenterer med nye former for solidaritet, #MeToo rullede over landet, og fagbevægelsen mobiliserede solidarisk imod den varslede lockout.

Det relevante spørgsmål er ikke så meget, hvad venstrefløjspartiernes fremtid er, men hvilken fremtid der er for kampe for frihed, lighed og solidaritet.

Bue Rübner Hansen er postdoc ved Aarhus Universitet

Serie

Venstrefløjen: Kollaps eller genfødsel?

Den gamle venstrefløj er under nedsmeltning i Europa. Står den til at redde? Skal den reddes? Hvad er dens vigtigste opgave? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Pernille Skipper: Den europæiske venstrefløj er på vej ind i en ny storhedstid

    4. august 2018
    Over hele Europa formår venstrefløjen at samle store dele af befolkningerne bag krav om forandring, lighed og opgør med eliten. Man vil se tilbage på vores generation som den, der lagde stenene til radikal, progressiv og solidarisk forandring af Danmark og Europa
  • Venstrefløjen skal tilbage til sin revolutionære kerne

    31. juli 2018
    Det er ikke så mærkeligt, at socialdemokratiske og venstreorienterede partier er i krise overalt i Europa. Alt for længe har venstrefløjen nemlig ikke gjort andet end at forsøge at redde stumperne af en romantiseret og renskuret idé om 1960’ernes socialdemokratiske velfærdsstat
  • ’Ballerup er et godt eksempel på, at man burde droppe ghettoplanen’

    28. juli 2018
    I Information torsdag forsvarede socialdemokraterne Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad ghettoplanen og kritiserede dele af venstrefløjen for at gå for meget op i identitetspolitik, når de er imod de omstridte tiltag, der skal komme parallelsamfund til livs. Men ifølge R og EL er det netop S, der fører identitetspolitik, når de stemmer for tiltagene i ghettoplanen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Alvin Jensen
  • Roselille Pedersen
  • Mads Berg
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Ole Henriksen
  • Flemming Berger
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Eriksen
  • Margit Kjeldgaard
  • Curt Sørensen
  • Jes Enevoldsen
  • Torben Skov
  • Ivan Breinholt Leth
  • Peter Knap
  • Trond Meiring
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Torsten Jacobsen
Anders Graae, Alvin Jensen, Roselille Pedersen, Mads Berg, Claus Bødtcher-Hansen, Ole Henriksen, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Margit Kjeldgaard, Curt Sørensen, Jes Enevoldsen, Torben Skov, Ivan Breinholt Leth, Peter Knap, Trond Meiring, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Danmark og EU’s manglende handling på handlingskrævende presserende problematikker og den fortsatte jagt på kortsigtede økonomiske gevinster, der samtidig skaber stigende ulighed, er en skadelig udvikling for flertallet af befolkningen og grobund for populisme, radikalisering og spændinger, der sansynligvis vil lede til ekstrem social uro.

»De har penge, vi har folk.« står der i kronikken, med der burde stå »De har penge, vi har gæld.«

Gældsætningsproblematikker skabt for ti år siden, er ikke adresseret, folketinget og EU har ikke løst, en lang række af udløsende faktorer, som manglende lovgivning til opsplitning af kritiske systemiske banker mm.

Folketinget og EU vil ikke adresserer de vigtige strukturelle problemer, som alle er udløsende faktorer bag finans kollapset i 2007 og står står uløste hen, som tiggende bomber under samfundsøkonomien igen.

De menneskeskabte klimaforandringer afledt af verdensomspændende såkalt økonomisk vækst er ikke rentabel.
Spørgsmålet er kan Danmark/EU rumme den gigantisk størrelse, som de menneskeskabte klimaforandringudfordringen er, hvor specielt finanskapitalismen modarbejder en bæredygtig udvikling, gennem investeringer i kul, gas og olie?
En afvikling af denne afhængighed, er nøglen og den eneste nøgle, til fremtidig løsninger og økonomis vækst i EU og USA.

Jeg har i flere indlæg i dag redegjort for, hvad jeg ser, at befolkningerne der ikke er økonomisk uafhængige mere precist, er oppe imod, jeg mener ikke, at der er ikke tale om overdrivelse.

Michael Waterstradt, Alvin Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

"arbejdsgiverne og de borgerlige gik på kompromis af nødvendighed, ikke velgørenhed"

Det har man på mange arbejdspladser i årevis glemt at indprente de yngre kolleger. Forholdene er derefter.

lars søgaard-jensen, Alvin Jensen, Benny Larsen, Ole Henriksen, Flemming Berger, Børge Neiiendam, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Da jeg var dreng, boede jeg nogen tid på gaden, jeg var mindreårig og var ikke i meget kontakt med andre mennesker, men det fik mig til, at tænke over, hvordan livet er uden solidaritet.

Når man er hjemløs, temperaturen viser -12 grader og man må gå konstant hele natten for at holde sig varm, så ser man naturligvis lyset, fra alle de varme hjem rundt om en, men det får få, hvis nogen af os, hjemløse ude i kulden på den tanke, at alle andre skulle være ude i kulden, som en selv, det er helt enkelt for barskt for hårdt og farligt, ikke engang følelsen af at være sur på de rige eller vred på dem, der har rigtigt meget, kan finde rodfæstet nu hvor kulden nok ellers virker ekstra kold.

Når man løfter blikket lidt fra sneen, er helt naturligt, at tænke på, hvis alle inde i de huse der traskes forbi i kulden, kunne undvære bare ‘en’ opvarmet kvadratmeter, af deres varme huse, med lysets gullige skær fra vinduerne blødt landende på sneen, som en varm frakke i frosten, så ingen hjemløse i det mindste skulle gå sig varm, når man må sove, men ikke tør slappe af, det er for koldt og det et for farligt, taknemligheden vil være uden sidestykke, for en varm kvadratmeter.

Der findes mennesker, der ikke forstår empati, men et samfund består af samarbejde og empati, så ‘ingen’ må gå sig varm, når man må sove.

99,9% danskere har en formue, der gør, at de er en, maksimalt to ulykker i deres liv fra selv, at blive fattig og 100% afhængig af andre i samfundet, det er en virkelighed, der ude i kulden, hvor alternative fakta, er en død farlig løgn.

Carsten Budde, Michael Waterstradt, Vivi Rindom, lars søgaard-jensen, Alvin Jensen, Benny Larsen, Roselille Pedersen, Mads Berg, Per Torbensen, Flemming Berger, Børge Neiiendam, Bjarne Bisgaard Jensen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Jens Kofoed, Anne Eriksen, Frede Jørgensen, Randi Christiansen, Mike Statene og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Godt gået phillip

lars søgaard-jensen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Frede Jørgensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Aktion og reaktion - sådan er det. Når et system ikke fungerer godt nok, vil der blive reageret.

Spørgsmålet, man derfor må stille sig, er : hvad er godt nok? Hvad kan fungere? Vi burde kunne lære af fortidens fejltagelser, men den læring synes meget langsom. Det er ikke rigtig feset ind under tænkehatten, at vi lever i et integreret, interagerende system, hvor tilmed kvantefysikken viser, at vi skaber vores virkelighed.

Men ok, selv einstein magtede ikke at integrere denne viden om kvantemulighedsfeltet, som vi befinder os i, og som aktiveres af vores tilstedeværelse - hvorfor bevidst opmærksomhed er afgørende således, at vi kan foretage bevidste valg.

Vågn op, kære venner - guds rige er lige her. Men det skal i sagens natur vælges. Jeg må hellere lige nævne, at dit bevidste valg ikke er den øjeblikkelige tryllestav, du måske forestiller dig. Man kunne også sige, at 'hvad du sender ud, får du igen'.

Randi Christiansen

Spørgsmålet er hvornår - det må den enkelte undersøge. Som niels skousen så poetisk udtrykker det - et missil gennem vinduet, som jeg ikke vidste, jeg havde trykket på knappen til ...

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

AV! Der faldt jeg lige ned fra stolen, Randi. Det var nok kvantemulighedsfeltet, der vekselvirkede med mit kvantenærfelt. Det må skyldes noget Einstein engang har sagt i kombination med gudsriget fjertab.

Randi Christiansen

Torben, det missil var kun, hvad jeg kunne forvente i dette ubevidste rum. Men du kunne jo evt begynde med at læse denne bog af gregg braden 'den guddommelige matrix - sammenhængen mellem tid, rum, bevidsthed og tro', hvis du vil kvalificere dine forsøg på at være morsom.

I Spanien blomstrer venstrefløjen, fordi folket på flere måder ikke har det godt.
I Danmark ....................? Gå selv videre.

Niels K. Nielsen, Flemming Berger og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Torben@ - kvantefysik er noget vrøvl, og niels bohr, max planck mfl. vrøvler?

Du har vist lidt opdatering tilgode