Kommentar

Anonym sæddonation skader både mænd og børn

Vi bør afskaffe muligheden for anonym sæddonation i Danmark, fordi det strider mod barnets tarv og gør det sværere for mænd at få lov til at blive fædre
29. september 2018

Frej Prahls kronik i Information den 6. august fortjener at blive fulgt op. Det er klart, at det er et alvorligt problem, at op mod hver tredje danske mand i fremtiden ikke vil få børn – og dette imod deres ønske. Det vil kunne føre til store frustrationer og måske frygtelige udslag i den allestedsnærværende kønskamp, der indtil nu er foregået på kvindernes præmisser.

En meget væsentlig årsag til problemet ligger i den voldsomme stigning i antallet af solomødre, der via kunstig befrugtning, herunder reagensglasmetoden, har kunnet sætte tusindvis af børn i verden, uden at børnene kender deres far, eller at fædrene kender deres børn. Der er kun to vindere i denne sag: solomødrene og fertilitetsfabrikkerne, der tjener millioner på forretningen.

Anonymitet efterlader hulrum

Da reagensglasmetoden (IVF) kom frem, var den en stor hjælp, og det er den stadig for de par, der af forskellige grunde har måttet opgive at få et barn via naturmetoden.

Men siden besluttede et flertal af politikerne sig for, at også singlemødre og lesbiske mødre skulle have adgang til behandlingen, endda med fuld donoranonymitet. Således steg antallet af solomødre, ifølge data fra Dansk Fertilitetsselskab, på blot fem år med næsten 50 procent – så det i 2017 kom op på 658 børn pr. år.

Langt de fleste sæddonorer, som oftest unge mænd, forbliver anonyme. De kan tjene 500 kroner pr. gang, hvilket svarer til en festlig tur i byen, og det kan de gøre op til hundrede gange.

Danmark er blevet et europæisk mekka for kunstig befrugtning med anonym donorsæd. De fleste af kunderne er tilrejsende kvinder fra lande, hvor lovgivningen ikke gør det muligt. Hverken i Sverige, Norge, England, Tyskland, Østrig, Schweiz, Holland eller andre lande, vi normalt sammenligner os med, er det tilladt med anonyme sæddonorer.

Det burde det heller ikke være herhjemme. Først og fremmest af hensyn til de børn, der kommer ud af foretagendet, og som har et meget rimeligt krav på at kende deres biologiske far.

Nogle vil huske Nete, der i februar på DR fortalte, at hun følte et stort hulrum i sig, der aldrig kunne blive udfyldt. Hun havde ikke noget følelsesmæssigt behov for at blive knyttet til sin biologiske far, men hun havde brug for en ganske elementær følelse af at være et helt menneske. Mange har det sikkert som hende.

I programmet Sporløs rejser unge kvinder og mænd verden rundt for at finde deres biologiske ophav, mens danske politikere ignorerer dette fundamentale retskrav.

En undtagelse er SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen, der synes, at man overhører barnets interesser, når det ikke kan få lov at møde sin biologiske far og få svar på, hvor det kommer fra. Hos Venstre derimod er man i det frie forbrugsvalgs interesse ikke indstillet på at prioritere barnets tarv.

Udsatte mænd

Men anonyme sæddonorer er ikke kun til skade for børnene. Det påvirker i høj grad også de mænd, der som følge af lovgivningen har fået sværere ved at få opfyldt deres behov for at blive fædre.

Mandens rolle i familielivet har undergået en voldsom forandring. Den nedarvede forståelse af faderskabet er under belejring. Mænd i almindelighed – og fædre i særdeleshed – bliver i stadig stigende grad anset for overflødige i familielivet. Med tabet af den traditionelle arbejdsdeling, selv når børnene er helt små, er faderen principielt overflødig. Han kan ikke tilbyde noget, som en mor ikke kan tilbyde, og han er måske bare i vejen for hendes selvrealisering.

Maskuliniteten i sig selv og forståelsen af det at være mand bliver set på med mistænksomhed eller ligefrem fjendtlighed, medmindre den udfolder sig på fodboldbanen i weekenden eller på billeder i en gammel og sentimental film om livet på landet.

Det er i særlig grad de mindre uddannede mænd, der om føje tid står uden mulighed for at blive fædre. De mænd vil være oplagte kandidater til depressioner, misbrug og selvmord.

Kvinder danner ikke par ‘nedad’ på den sociale rangstige. Dertil kommer, at mændenes sædkvalitet gennem de seneste årtier er blevet 50 procent ringere. Resultatet er ofte det måske forståelige, at hvis kvinderne ikke finder prinsen på den hvide hest, så griber de til muligheden for at blive solomor, når nu muligheden er der. Uagtet at det bevidste singletilvalg statistisk set betyder ringere sundhed og levealder og bestemt heller ikke er i børnenes interesse.

Hvad der derimod kan undre, er, at fædre bliver så oversete i børns opdragelse, og at ligestillingen endnu ikke er slået igennem på lovgivningen her. Politikerne kunne passende følge trop med resten af Europa og snarest muligt afskaffe de anonyme sæddonorer – til gavn for såvel børn og fædre som for hele familien.

Niels Arbøl, lektor og folketingskandidat for De Radikale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Niels-Simon Larsen
  • ulrik mortensen
Tino Rozzo, Niels-Simon Larsen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pernille Milthers

Det er længe siden, jeg har set så meget vrøvl samlet på et sted.
1. Der er ingen dokumentation for, at manden bliver fravalgt - tværtimod er solomoderskabet sidste løsning for mange kvinder, der ikke har lyst til at opgive at få børn.
2. Kendte donorer foretrækkes ofte, men det er markant lettere at finde anonyme donorer end kendte. Problemet i udlandet er altså ikke, at donor skal være kendt, men at der ikke er sæd at få.
3. Mænd er ikke overflødige, fordi de ikke længere er forsørgere. Tværtimod er der brug for dem til så meget mere: som (aktive) fædre, partnere og kærester. Der er brug for dem som helt ligeværdige medlemmer af familien - findes der større lykke og kærlighed?
4. Der er ikke forskningsmæssigt belæg for at sige, at selvvalgt solomoderskab skulle medføre ringere betingelser for børnenes livsvilkår - tværtimod.
5. Det er ikke kun kvinder der vælger partner på samme eller højere uddanelsesniveau - mændene foretrækker også partnere med mindre uddannelse end dem selv.
Jeg er i øvrigt ikke selv solomor, men den her slags vrøvl skal simpelthen ikke stå uimodsagt hen.

Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Steen Obel, Nis Jørgensen, Katrine Kunst, Mette Haagerup, Birthe Gawinski, Maria Jensen, Lise Lotte Rahbek og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Jeg må erklære mig 200 % enig med Pernille Milthers kommentar.

Jeg har som adopteret aldrig haft den fjerneste anelse om, hvem min biologiske far er, da min biologiske mor - som jeg aldrig har mødt - ikke har oplyst det. Og jeg er tindrende ligeglad.
Jeg har set nogle af "Sporløs"-udsendelserne og hver gang undret mig over dette behov for at opsøge de biologiske rødder. Jeg konstaterer, at det altid drejer sig om relativt unge mennesker, hvor identiteten måske stadigt ikke er helt fasttømret, hvilket jeg ser som en mulig forklaring.

Generelt ser jeg denne tendens til at pille i de biologiske navlerødder som - pardon my french - noget selvomtaget pjat. Du har de gener, du har, uanset om du ved, hvor de kommer fra. Det kan du ikke ændre. Du er først og fremmest formet af dine omgivelser, af det liv du har levet. Spil med de kort, du har fået udleveret i stedet for at tro, du som i poker kan bede om nye kort.

Markus Lund, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Pernille Milthers, Steen Obel, Mogens Holme, Mette Haagerup, Birthe Gawinski og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg tilslutter mig også Pernille Milther. Vi må se dokumentation for eller bare en eller anden form for sandsynliggørelse af "at op mod hver tredje danske mand i fremtiden ikke vil få børn – og dette imod deres ønske", før vi beskæftiger os yderligere med dette emne.

Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme og Birthe Gawinski anbefalede denne kommentar
Daniel Noesgaard

Alle mennesker–uanset om de kender deres biologiske forældre eller ej–kan føle sig rodløse og fortabte. Hvis de gør det, hjælper et kendskab til et biologisk ophav næppe, og årsagen til rodløsheden skal nok findes og afhjælpes på andre måder.

Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme, Herdis Weins og Birthe Gawinski anbefalede denne kommentar

Jeg har stadig til gode at møde en mor som ikke er bevist om hindes børns behov for mandligt samspil og jeg har stadig til gode at tale med et menneske som først senere i livet har mødt sin bio far og ikke oplevet for første gang at kunne spejle sig en et andet menneske på en helt særlig måde.

Sören Tolsgaard

Uanset hvad den enkelte måtte mene, er det sin sag helt bevidst at afskære sine efterkommere fra muligheden for at kende sit fædrende ophav. Det tilladte antal sæddonationer pr. person er allerede blevet reduceret til max. 100, idet der har været eksempler på, at uheldige gener er blevet spredt til et stort antal modtagere, og også risikoen for indavl mellem halvsøskende har været aktuel i flere tilfælde.

Det kan næppe forhindres i den "frie" verden, at kvinder vælger at få børn med anonyme bekendtskaber, og kvinden må da selv tage ansvaret og det det eventuelle opgør med børnene herom. Noget andet er, når højteknologiske firmaer med store reklamekampagner medvirker til en sådan praksis. Det kan næppe gøres gældende, at anonymitet tjener børnenes tarv, når firmaet udmærket kender donor og hans genetiske egenskaber. Derfor er den anonyme praksis ophørt de fleste steder. Kun danske ungersvende, som trænger til lidt lommepenge, fristes af profithungrende firmaer til at sprede deres sæd over hele verden uden nogen tanke for konsekvenserne. Alt sammen under påskud af kvindens ønske om frihed.

Det er vel meget muligt, at Danmark af vore nabolande får en henstilling om at indstille denne noget tvivlsomme praksis, om er i modstrid med en oplyst samfundsform.

Christel Gruner-Olesen, Anne Mette Jørgensen, Jørn Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

658 domorbørn i 2017 lyder ikke af meget ud af en årgang på omkring 60.000 børn.
Donorbørn bør have adgang til at kende deres fysiske ophav, senest når de bliver myndige. Hemmelighedskræmmeriet er de voksnes behov.
De adoptivbørnjeg kender til, har alle søgt og fundet oplysninger om deres fysiske ophav.

Anne Mette Jørgensen, John Poulsen, Jørn Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Jeg må også tilslutte mig koret af kritiske røster. Niels Arbøl har skrevet et debatindlæg, hvis omdrejningspunkt er anonym sæddonation, men som blander mange andre elementer ind, og som til tider virker som et kritisk indlæg i forhold til brug af donorsæd generelt.

Til at starte med: Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan anonym donation forhindrer mænd i at få opfyldt deres behov for at blive fædre, som Niels Arbøl argumenterer.

Et argument kunne være – hvis man forsøger at følge Niels Arbøls logik - at donorer har et ønske om at gå ind og tage en faderrolle for de børn, de har sat i verden ved hjælp af deres sæddonation. Det tror jeg næppe den 22-årige mandlige studerende, som i en kort periode af sit liv er sæddonor, ønsker. Og det er på ingen måde det, som de åbne donorer skriver under på, når de indgår et samarbejde med en sædbank. Her vælger de at sige ja til, at de børn, som er kommet til verden ved brug af donors sæd, har ret til én kontakt med donor. Fx et personligt møde, en telefonsamtale eller en e-mail. I øvrigt har hverken åbne eller anonyme donorer juridiske forpligtelser ej heller rettigheder over for børnene.

Et andet argument kunne være, at danske kvinder fravælger mænd og i stedet bliver solomødre. Det lader dog heller ikke til at være tilfældet. Gennemsnitsalderen for solomødre er væsentligt højere end gennemsnittet for førstegangsfødende kvinder generelt (33 år vs. 29,2 år ifølge Danmarks Statistik). Det peger i retning af, at solomødrenes valg er drevet af et tikkende biologisk ur snarere end fravalget af en mand i deres liv. Dette bilede kan jeg genkende fra min egen omgangskreds, hvori jeg finder tre solomødre. Disse kvinder har søgt i øst og vest efter en passende mandlig partner at få børn med, men uden held. To ud af dem har valgt at få børn med anonym donorsæd. Men hvad om de havde valgt åben donorsæd – hvilken forskel havde det gjort i forhold til danske mænds muligheder for at udleve faderrollen? Ingen, så vidt jeg kan se. Her lader det derfor til, at debatten, som Niels Arbøl i virkeligheden lægger op til, er brugen af donorsæd generelt. Det er en helt anden debat, som ud over solomødre, også involverer kvindelige homo-par og hetero-par, hvor manden er infertil (for denne brug af donorsæd findes altså også – et scenarie, som Niels Arbøl helt udelader at berøre).

Niels Arbøls sidste argument mod anonym sæddonation er i forhold til børnenes tarv. Han skriver, at børnene har et ”rimeligt krav på at kende deres biologiske far”. Igen må jeg understrege, at åben sæddonation ikke er lig med at børnene kommer til at kende deres far. Jo, de får et navn sat på, et billede og måske et møde eller en samtale. Og det kan bestemt være nok for nogle børn – være lige dét, som de havde brug for, for at føle sig hele. Men åben donation er ikke den eneste mulighed for at gjort den biologiske far mere virkelig for barnet – til mere end et nummer. Der findes i sædbanker rig mulighed for at tilegne sig yderligere information på donor, fx viden om donors personlige interesser, uddannelse, hans motivation for at blive donor og sågar lydoptagelser af en samtale med donor. Endelig hører det med til historien, at der er mange forskellige scenarier ved sæddonation, anonym, som åben. Barnet, som vokser op med en far og en mor, som i en alder af 15 år får at vide, at hans far ikke er hans biologiske far, vil højst sandsynligt have andre reaktioner og behov end barnet, som er vokset op med en solomor, hvor der fra starten af, har været åbenhed om donorskabet.

Så vidt jeg ved, findes der endnu ikke et videnskabeligt funderet godt svar på, om børn af åben vs. anonym donor trives bedre. De fleste studier har indtil videre undersøgt hetero-par, hvor forskellen mellem forældrenes åbenhed om donorskabet er blevet sammenlignet. Debatten om åben vs. anonymt donorskab er bestemt vigtig at tage. Men lad os holde debatten på den banehalvdel i stedet for at blande kønsroller og maskulinitet ind i billedet.

Caroline Frejlev, Eva Schwanenflügel, Steen Obel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Hvad med at se på hvordan det danske samfund gør at heteroseksuellse kvinder og mænd mister interessen for hinanden. Danske kvinder bliver solomødre og danske mænd finder en kæreste fra Thailand eller Ukraine.

Markus Lund, Sören Tolsgaard og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Man kan sikkert hurtigt gøre sig upopulær her, så det vil jeg forsøge på.
Hvorfor vil man have børn? Er det for sin egen skyld eller barnets? Når man ser på verden, er det da nærmest en forbrydelse at give liv til børn.
Det var meget lettere før, da børn var noget, man fik i nakken, når man smilede til hinanden. I dag er man selv ansvarlig på alle punkter.
Debatterne kører altid på, at nogle kræver at få et barn. Det er mærkeligt, når det er et helvede at være forældre. Hver gang barnet er syg, tror man, det er ved at dø. Hver gang det taget et nyt trin op, vuggestue, børnehave, skole er man bange for, at det ikke klarer springet. Trafikken er en daglig trussel. Skal barnet have lov at se TV evt. hvor meget? Det er bare småting ved siden af selve verden, der er truet af alt mellem himmel og Jord.

Nå, men vil man have et barn, vil man have et barn. Børn kan få børn højt oppe i årene. Hermed hentyder jeg til vræleriet: “Jeg vil have et barn”. Måske kunne det hjælpe, hvis man roste de enlige og sagde: “Der er eddermame godt, at I ikke har produceret et barn” - i stedet for at stille dumme spørgsmål om, hvorfor de ikke har været årsag til en barnefødsel.

Man gør ikke noget godt ved at sætte et barn i verden. Der er ikke brug for soldater mere, ikke engang arbejdere. Der er brug for forbrugere, men ærlig talt, hvad er det for et liv? Der er slet ikke brug for os mere, når algoritmerne klarer det hele og vi kun er i vejen. Hvis det var mig, der skulle fødes, ville jeg forlange nogle voksne, der havde tid til mig og var politisk bevidste om at skabe en fremtid for mig, som var til at holde ud at leve i, men det er nok for meget at forlange, så lad mig venligst blive, hvor jeg er eller ikke er.

Jens Falkenberg, Markus Lund, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Helene Kristensen, John Poulsen, Jan Bisp Zarghami, Tino Rozzo, Herdis Weins og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Jeg er enig med kronikøren.
Længe har jeg været været imod anonym donorsæd.
Jeg mener, at et barn har ret til at kende sit ophav.
Det er svært at løfte bevisbyrden, at det er vigtigt - for hvordan gør man det?
Ifølge de unge der pt. forsøger at finde deres biologiske halve ophav, er det at ramme muren.
I en radioudsendelse for ca. 1 år siden kunne man følge en ung kvinde, som undersøgte emnet(hun var uden viden om sin far) og hun mødte anonyme donorer, som frit og frejdigt sagde: Så fik vi endnu en gratis tur i byen.
En fertilitetsklinik i Aarhus, som begrundede det med: Hvis anonymiteten ophæves får vi for få donorer.
Ren forretning!
At man ikke kan fatte, at de fleste mennesker gerne vil kende deres ophav går over min forstand.
At kvinder når de er nået til sidste udkald vælger den løsning er forståeligt, men jeg kan ikke undgå at tænke, hvorfor er de kvinder ikke i stand til at danne en relation. Er det fordi de kun vil have en far, der er 100% på samtlige parametre og ved de ikke, at vi alle har sprækker i vores personlighed.
At mænd så også er sene til at forlade ungdomslivet og træner som sindssyge for at bibeholde ungdommens glans er selvfølgelig også en side man bør se på. Mange mænd er jo først i stand til at vise voksenhed, når de er langt op i fyrrerne. De er selvfølgelig ikke attraktive for kvinder i den fødedygtige alder. Så kære mænd - KOM. det er ikke kun kvindernes skyld. Designer mænd, designer kvinder = ikke automatisk designer børn. De eneste tabere er børnene og i sidste ende os alle.

Anne Mette Jørgensen -
man skønner at ca. en femtedel ret faktisk har andre biologiske fædre, end de tror.
Skønnet baserer sig på især på data fra sundhedsvæsnet, hvor det i forbindelse med blod- og organdonationer afsløres, at der er hemmeligheder i familiehistorien.
Hvis man har godt tilfreds med den, man har, hvad fanen skal man så med oplysninger om, at en anden - måske anonym - har leveret klatten ?

Sören Tolsgaard

Herdis Weins -

Du refererer vedblivende ud fra din egen kontekst, som om alt dermed er sagt, men udover de donorbørn og adoptivbørn, som falder heldigt til, er der vel også nogle, som er mindre heldige - eller rentud ulykkelige - og hvor trangen til uddybelse af baggrunden uundgåeligt melder sig?

Og det er jo heller ikke altid lykkeligt, når der er uklarhed omkring et faderskab. Selv moderen ved jo nogle gange ikke, hvem der er faderen - og er en hanrej ægtefælles mistanke vakt, kan konsekvenserne naturligvis være voldsomme. Og mens man før i tiden måtte leve med en nagende uvished, er det nu muligt at afklare sagen. Og det gælder jo også i de mange tilfælde, hvor en enlig kvinde erklærer, at hendes barn er resultat af samvær med en navngiven person.

I USA - hvor de som regel er lidt foran - findes der netværk af donorbørn, som med DNA-analyser og detektivarbejde eftersøger deres anonyme fædre. Og det lader sig som regel gøre, hvis man er ihærdig nok. Set fra sådanne børns synspunkt er det ikke juridisk holdbart, at samfundet tillader organiseret anonymitet mht. forældreskab, og ikke mindst derfor er denne praksis ophørt i de fleste lande, som vi normalt sammenligner os med.

Ligesom frisindede danske banker ikke blot kan boltre sig i anonyme milliardbeløb, vil danske sædbanker nok heller ikke i det lange løb få lov til at oversvømme det internationale handelsmarked med anonym donorsæd.

Anne Mette Jørgensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Herdis Weins.
Dine tal beror på et skøn. Ingen ved det og det er faktisk også ligegyldigt i forhold til emnet.
Jeg tror dog at de fleste får en mistanke til rod i familiesagaen, hvis man slet ikke ligner sin far.
Det er dog ikke noget jeg kan bevise.
Uanset, så mener jeg at vi mennesker har et behov for, at vide hvem der er vores mor og far. I det aktuelle emne, så er det far.
Hvordan det er for homosexuelle er jeg ikke færdig med at overveje.
Jeg kender til en kvinde som for 40 årig fik et donorbarn. Vedkommende begrundede det med, at hun var angst for at møde en mand som var som hendes far og desuden, at hun har en del mandlige venner, som barnet kunne bruge som mandlige identitet figurer. Desværre har ingen af dem "skrevet under på " at de vil være der udover hvad man almindeligvis kan forvente af venner.
De første år i barnets liv er der ingen hindringer, men når barnets bevidsthed vågner kommer udfordringerne.
At jeg mener at f.eks en Lundin ikke burde have lov til at sætte børn i verden er noget andet. Tænk sig, at få oplyst: Din far er morder. At man ikke kan forhindre en mand med tilsvarende baggrund kan sætte børn i verden - ak ja det kan vi ikke, men vi kan undgå at sætte det i system.

@Maria Jensen
"Jeg tilslutter mig også Pernille Milther. Vi må se dokumentation for eller bare en eller anden form for sandsynliggørelse af "at op mod hver tredje danske mand i fremtiden ikke vil få børn – og dette imod deres ønske", før vi beskæftiger os yderligere med dette emne."

Det er allerede en kendsgerning. Cirka hver tredje ufaglært er barnløs (statistikken siger dog ikke noget om, hvor mange for hvem dette er uønsket). Fagbladet 3F har sat fokus på dette ad flere omgange. Det er ikke klynk, men tab af grundlæggende identitet og mening med livet. Og vi ser kun toppen af isbjerget i forhold til, hvor mange drenge, der bliver skadet psykisk af at leve et liv uden mandlige rollemodeller, de kan spejle sig i, uanset hvor queer-begejstret man så ellers er, så er det desværre kun de færreste som evner at leve et kønsløst liv. Vi ser kun toppen af isbjerget. På længere sigt kommer samfundet til at falde fuldstændig fra hinanden, hvis manden bliver reelt overflødiggjort, med mindre kvinderne selvfølgelig vil overtage mandens tidligere arbejdsområder og de decideret farlige jobs, hvilket intet tyder på på nuværende tidspunkt, at de vil, og så må dommedagsprofetierne råde så længe.

Men når det så er sagt, så giver jeg ikke en skid for den med at en såkaldt 'rigtig mand' skal blive far. Op i røven med normerne. Fuck hvad kvinder og andre forventer af dig. Sæt dig selv fri, så du kan dø ensom og lykkelig. Nyd frugterne af dit eget arbejde og skæbne så længe. Feministerne frigjorde husmødrene. Det er på tide, at de mandlige pendanter gør det samme med karrieremanden. Kvinderne vil gerne overtage verden og løse alle de problemer, manden har skabt. Jeg siger ja tak, og så kan jeg leve i fred med min egen bitterhed imens. (Det originale indlæg jeg skrev forsvandt ved et strømnedbrud, så dette er en forkortet og mere rablende udgave.)

@ Markus Lund: Prøv at sammenligne de to udsagn:

"Cirka hver tredje ufaglært er barnløs"

"op mod hver tredje danske mand [vil] i fremtiden ikke få børn – og dette imod deres ønske"

Det er ikke helt det samme, vel? Meget langt fra, faktisk. Vi diskuterer på et falsk grundlag.

Anne Mette Jørgensen

Jeg kan ikke bruge statistik til noget. Statistik fortæller jo ikke om følelser.
At mange har en anden far end den de har fået fortalt har jo intet med donorbørn at gøre.
At en kvinde får et barn med en anden end den hun siger kan vi jo ikke lovgive om, men vi kan forhindre det i forhold til donorbørn.
Jeg har en lillebror, som ikke aner hvem der er hans far og det gør ondt på ham, men det springer han ikke rundt og siger.
Jeg bliver bare så træt af tidens mode og tro på, at livet kan udregnes på et excel ark.

Anne Mette Jørgensen og Søren Tolsgaard -
tidligere var adoptioner her i landet fuldstændigt anonyme og samtidigt var adoptioner langt mere udbredte end nu, da der hverken var aborter - eller fertilitetsbehandlinger for par, der havde svært ved at få børn.
Jeg voksede op som nabo til Herning spædbørnehjem, hvorfra der blev adopteret anonymt. Endvidere deltog jeg for år tilbage i en undersøgelse, hvor adopterede blev interviewet om bl.a. ønsket om at kende deres biologiske ophav. Udfra det - og ud fra den kendsgerning, at børnehjemmet ikke kunne meddele om masser af henvendelser fra adopterede, der alligevel ønskede oplysninger om deres ophav, så tillader jeg mig at konkludere, behovet for at have disse oplysninger ikke er så udbredte.
Der er faktisk rigtigt, rigtigt mange af os indenlands adopterede, som man ikke kan se det på + de udenlandske. I betragtning af det skulle der være langt, langt flere der søgte oplysninger om deres biologiske ophav, end der rent faktisk er.
For ca. 2 år siden var der her en historie om en kvinde fra København, hvis lillebror blev bortadopteret. Nu havde hun så sat sig for at undersøge hvorfor - og hvad der blev af ham. Hun fandt så en glad mand i Holstebro fandt så, der aldrig havde følt trang til at finde sine biologiske rødder.
Selvfølgelig vil der altid være nogen, der er kede af ikke at kende deres biologiske ophav. Men i betragtning af, at selv mange, der kender deres biologiske ophav, men vokser op andetsteds som plejebørn eller adopterede uden at det generer dem, så har jeg virkeligt svært ved at se nogles identitetsproblemer som et bevis på, at det er ( bør være) alles problem.

Sören Tolsgaard

Herdis Weins -

Det juridiske anvar ift. adoptiv- og donorbørn kan næppe gøres til et spørgsmål om, hvor mange, der har problemer med anonymiteten. Myndighederne kan ikke afvise en problematik med henvisning til, at "mange" ikke har problemer.

Og problematikken mht. adoptivbørn er i flere henseender en anden end den, som nu gør sig gældende mht. donorbørn. I hvert fald var der før i tiden meget strenge krav til adoptivfamilien, mens kravene ifm. distribution af donorsæd nu er meget løsere, ikke mindst (formoder jeg), når den forhandles globalt, hvilket formentlig også forøger muligheden for, at donorbarnet kan få identitetsproblemer.

Læg hertil, at det i en ikke så fjern, men langt mere autoritetstro fortid, nok var forbundet med svære overvejelser, måske endda skyldfølelser, for adoptivbørn overhovedet at erkende identitetsproblemer, mens vi muligvis i moderne tid er havnet i den modsatte grøft: Mange endevender gerne hver en sten for at finde årsager til personlige problemer - og ofte med ekspertbistand.

Det er ikke nødvendigvis altid et gode, men det juridiske grundlag for at skjule oplysninger, som er kendt af det involvede fertilitetsfirma, er næppe holdbart, forsåvidt som blot nogle donorbørn måtte forlange at kende disse særdeles personlige oplysninger.

Søren Tolsgaard -
personligt synes jeg, det er en uskik med såvel anonyme adoptioner som sæd- og ægdonorer.
Selvfølgeligt burde det altid være muligt at kunne kende sit biologiske ophav, så man undgår ørkesløse spekulationer. Og nu, hvor man via kendskab til genmassen, kan diagnostiserer og evt. forebygge i en grad, som ingen for bare et årti kunne forestille, er anonymitet selvfølgelig helt hul i hovedet.
Det jeg vender mig imod, er det følelsmæssige aspekt, indlægget inddrager - underforstået at der må mangle noget, hvis man ikke kender sit biologiske ophav. Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg livet igennem når det var kendt, at jeg var adopteret - og da jeg på ingen måde ligner mine adoptivforældre hverken af sind eller skind - så er det ofte blevet kendt - har fået det idiotiske spørgsmål om, hvorvidt jeg ikke var ked af ikke at kende min "rigtige" mor, så var jeg temmelig velhavende. Hvis jeg så ovenikøbet havde 10 kr. for hver gang, folk har ment, jeg nok inderst inde var ked af, men bare sagde noget andet, så havde jeg sommerhus på Hawaii.
Jeg har selvfølgelig aldrig været ked af ikke at kende min rigtige mor - hende kendte jeg i næsten 22 år fra jeg var 2 uger gammel, jeg har bare aldrig kendt hende, der fødte mig.