Klumme

Mit barnebarn vil ikke kunne genkende sig selv i de lykkelige barndomsbilleder

Skønhed, glæde og latter triumferer på de mange billeder, der dokumenterer børns opvækst i vores smartphoneæra. De smertelige sider af børnelivet er der ingen, der tager billeder af
25. september 2018

Jeg har ikke så meget at gøre med børn i den nuværende fase af mit liv. Heldigvis sender venner og familie mig fotos og videoklip af deres børn.

Alt dét materiale gemmer jeg pertentligt, for jeg holder meget af at sammenligne et nyfødt spædbarns ansigt med det otte måneder gamle barns, med det toårige og med det treårige.

Jeg har ingen billeder af mig selv som nyfødt – det tidligste billede af mig er taget, da jeg var to år. Derimod er der næppe én dag i mit barnebarns liv, der ikke bliver dokumenteret og fastholdt for fremtiden takket være hendes forældres mobilkameraer, som altid er inden for rækkevidde.

Takket være disse fotos og videoklip ville jeg kunne give en detaljeret beskrivelse af, hvordan en nyfødt gradvis tager form som barn.

Hvis jeg satte mig for at lave en film om emnet, ville jeg kunne trække på et uendeligt stort billedmateriale om vores kroppes bemærkelsesværdige plasticitet fra fødslen, hvordan de kontinuerligt antager nye former, hvordan de så at sige udforsker nye udviklingsmuligheder i et forsøg på at forstå, hvad de skal blive til, uden dog nogensinde at fikseres i nogen fast form.

For slet ikke at tale om kravlebevægelserne, bestræbelserne på at lære at stå oprejst, de første famlende forsøg på sprogbeherskelse, på håndtering af genstande: Der er rigtig meget, man kan udrette med denne overflod af familiebilleder.

Vidunderstunder

Men selvfølgelig er det kun barnets vidunderstunder, der bliver dokumenteret. Skønhed triumferer sammen med charme, glæde, lykkelig latter og nuttet udseende.

Men videoklippene stopper som regel brat, hvis barnet begynder at skrige, hidser sig op, skærer ansigt, opfører sig uartigt. Fraværende er alle øjeblikkene med frustration, træthed, irritation, frygt og raseri. Fraværende er også de anspændte situationer i forholdet til forældrene, der gør barnet utrygt, pirreligt eller ligefrem trodsigt.

Undertiden begynder et videoklip, når et barn just har overstået et grådanfald, atter har lagt sit ansigt i afslappede folder og er klar til at lege igen, selv om det ene øje endnu er fugtigt af tårerne.

Det er yderst sjældent at se billeddokumentation, der dvæler ved de smertelige sider i et barns opvækst med dets stunder af ulykke, lidelse og eksistentielt besvær.

Tænk, hvis vi også aktiverede vores mobilkameraer for at fastholde disse episoder. Hvor grumme og sindsoprivende klip ville vi da ikke få? Opvækstens formforanderlighed ville da blive til en ubehagelig forestilling med næsten gyserfilmsagtige indslag.

Til ære for publikum

Jeg bruger her ordet ’forestilling’ med fuldt overlæg, for alle disse fotos og videoklip produceres ikke kun som en art dokumentation. De søger også et publikum.

Forældre ønsker at præsentere deres afkom på bedst mulig vis og dermed også at præsentere sig selv som de bedst tænkelige fædre og mødre over for onkler, bedsteforældre, venner og virtuelle modtagere. Selvfølgelig er det derfor de lykkelige glimt, der føres frem på scenen – alt det andet forbliver ude i kulissen.

Livet kan i forvejen være svært nok – tænk, hvis vi også skulle filme det.

Resultatet, som det tegner sig, vil så blive, at når mit barnebarn om føje år vil orientere sig i denne uudtømmelige billedstrøm for at lede efter sit pigelivs ’jeg‘, vil hun, ulykkelig som alle os andre, få svært ved at genkende sig selv.

Af alle de negative sider og dårlige minder, som findes i alle menneskers liv, vil intet eksistere i billedform.

»Hvis jeg virkelig engang var så smuk, så glad, så livlig, så dygtig, hvordan er jeg så blevet til den, jeg er i dag,« vil hun formentlig spørge.

Den omfattende dokumentation vil da vise sig lige så utilstrækkelig som det enlige foto, der er bevaret af mig selv som toårig, og som jeg blot kalder ’mig selv som to-årig’, fordi det er skik og brug.

’Mig selv’ hvem? Vi vil altid vide for lidt om os selv.

Elena Ferrante er pseudonymet for en italiensk forfatter, hvis værker er oversat til mange sprog.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Også denne gang undrer det mig, at en Elena Ferrante-artikel igen oversættes og bringes.

Dels skriver forfatteren under pseudonym, dels forekommer betragtningerne mig at være lidet epokegørende.

Niels Duus Nielsen

Som ung fotograferede jeg meget, men på et tidspunkt gik det op for mig, at min erindring var gået hem og blevet selektiv: De ting, som jeg havde foreviget, stod klart i min erindring, alle andre ting blev glemt. Så jeg stoppede med at tage billeder, og i dag kan jeg så huske det hele, både de gode og de dårlige stunder. Selvfølgelig har jeg glemt det meste, heldigvis, men min erindring er ikke længere selektiv.

Det er lidt ligesom begivenhederne ude i verden: Hvis et fly falder ned og dræber 300 mennesker, eksisterer det kun, hvis der er billeder, som kan vises igen og igen i fjernsynet. Uden billeder, ingen nyhed. Uden billeder, ingen erindring.

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg er datter af en filmfotograf, så billeder - de faste og de levende - har spillet en stor rolle i mit liv, men når Elena Ferrante påstår, at det kun er barnets vidunderstunder, der portrætteres, har hun/han vist aldrig set de billeder som indgår i professionelle fotokonkurrencer.