De, der elsker grillpølser, skal være velkomne på ’Team reducer kødforbruget’

Et nydeligt par nyder en pakke smøger på en lystbåd, men smøgerne er skiftet ud med et par pølser. Nærbilleder af en mand, der sensuelt placerer en cigar mellem læberne, men cigaren er klippet ud til fordel for en grillpølse. Videoen slutter med ordene:

»Maybe it’s time to quit? Call the Quit Meat Helpline.«

Den kække kampagnevideo fra Simple Feast, der sælger vegetariske måltidskasser, har vakt harme i denne uge. I Politiken hidsede en ernæringsprofessor sig op til at kalde reklamen for »vildledende« og »helt ude i hampen«.

Det at indtage kød kan selvfølgelig ikke sammenlignes direkte med rygning, da alt kød ikke er usundt, og al plantebaseret mad ikke er sundt.

Men som Simple Feasts direktør, Jacob Jønck, forklarer, så går sammenligningen først og sidst på, at det er altafgørende for fremtidige generationers overlevelse, at vi tager klimakrisen alvorligt.

Ligesom tidligere generationers afslappede forhold til rygning har skadet de børn, der blev budt en smøg til deres konfirmation, så skader de voksnes afslappede forhold til kødforbrug de børn, der skal leve med konsekvenserne af klimaforandringerne.

All in

Det burde ikke være en sensationel pointe, men det, at reklamen dukkede op i både overskrifter i de store dagblade, i TV 2 Nyhederne og i P1 Morgen, er sigende for konfliktniveauet i debatten om at spise dyr.

Den ender ofte som en skyttegravskrig mellem de moralsk anløbne/livsnydende kødspisere og de moralske/livsfornægtende veganere.

For mig står det mere og mere klart, at disse fastlåste positioner er kontraproduktive i forhold til det, som bør være det egentlige mål med debatten – nemlig at finde frem til strukturelle og individuelle justeringer, der kan få alle til at spise mindre kød.

Det mål har mange tilhængere – også blandt kødspiserne. Men i stedet for at diskutere mulige løsninger bliver det ofte ved kampen mellem de to identitetsgrupper.

Jeg skal ofte selv forklare, at »nej, jeg er ikke vegetar, jeg forsøger bare at undgå kød«, når kollegaer, venner og familie spørger til, hvorfor jeg går uden om svinekæber, laks og varm leverpostej. Jeg har ikke brug for et identitetsmærkat for at forklare over for mig selv, hvorfor det er meningsfuldt at skære mit kødforbrug ned til et minimum.

Men det er, som om folk opererer ud fra den præmis, at hvis du ikke er all in, så må du slet ikke være med. Og det er jo himmelråbende håbløst. For det er netop alle os, der gerne vil skære ned på kødet, men som ikke er fuldgyldige medlemmer af veganerklubben, der er brug for, hvis vi for alvor skal rykke noget i forhold til at reducere CO2-aftrykket gennem kostomlægninger.

Identitetskamp

At debatten kommer til at handle om identitet frem for løsninger ses også derved, at de, der identificerer sig som kødspisere, næsten altid forsøger at lukke munden på folk, der argumenterer for mindre kødforbrug, ved at pege på alle de adfærdsmønstre, hvor de ikke lever op til en grøn livsstil.

Okay, du er måske vegetar, men flyver du på ferie? Har du bil? Køber du tit nyt tøj? Tager du lange bade? Har du brændeovn?

Alle disse spørgsmål stilles til vegetaren for at nedbryde dennes identitet. For triumferende at udstille, at vegetaren er lige så hyklerisk som alle os andre, og at vegetaridentiteten er lige så inkonsistent og forloren som alle andre.

Og det er ikke, fordi de, der identificerer sig som vegetarer, i almindelighed er et hak bedre i deres angreb på kødspiserne.

Men for klodens skyld (og også for dyrenes, men den tager vi en anden gang) bliver vi nødt til at holde op med at behandle kødspørgsmålet som kulørt identitetspolitik.

For nej, i denne sag findes der ikke to veldefinerede grupper, som grundlæggende er forskellige og har modstridende interesser. I stedet findes der en mangfoldighed af mennesker, der spiser meget, mindre eller slet intet kød af alle mulige forskellige mere eller mindre gode grunde.

Lad os prøve at tænke lidt mindre binært her. Så de, der elsker en grillpølse på en sommerdag, også kan få lov at være med på ’Team reducer kødforbruget’.