Klumme

Endelig tør de svenske politikere tale om integration. Desværre taler de ikke om det væsentlige

Integrationsdebatten i Sverige handler mere om bilafbrændinger end om, hvordan vi konkret kan gøre de nytilkomne til en bidragende del af fællesskabet og bevare vores velfærdsmodel
’Den største investering, almindelige lønmodtagere foretager sig, er den skat, de betaler til at finansiere deres uddannelse, sygehusbesøg, pension og meget andet. Det er fuldstændig afgørende, hvis Sverige fortsat skal være en velfærdsstat for alle. Ideen om, at det ikke er alle, der behøver arbejde, er både demoraliserende og dårlig for integrationen. I stedet kan vi diskutere, hvad vi skal arbejde med, og hvor lang arbejdsdagen bør være’, skriver Åsa Linderborg.

’Den største investering, almindelige lønmodtagere foretager sig, er den skat, de betaler til at finansiere deres uddannelse, sygehusbesøg, pension og meget andet. Det er fuldstændig afgørende, hvis Sverige fortsat skal være en velfærdsstat for alle. Ideen om, at det ikke er alle, der behøver arbejde, er både demoraliserende og dårlig for integrationen. I stedet kan vi diskutere, hvad vi skal arbejde med, og hvor lang arbejdsdagen bør være’, skriver Åsa Linderborg.

Sille Veilmark

3. september 2018

Ved det svenske valg i 2014 havde ingen af partierne et integrationspolitisk program. Til trods for at 1,8 mio. mennesker i Sverige er født i udlandet, og at flere hundrede tusinde nye udlændinge var kommet til landet i den seneste valgperiode, syntes alle partierne enige om, at man ikke skulle diskutere integration. 

I denne valgkamp forholder det sig stik modsat. Desværre lader det til, at integrationsdebatten begrænser sig til at handle om bilafbrændinger og assimilering. Væsentlige diskussioner om f.eks. indslusningsløn eller omstillingen til en ikke-universel velfærdsmodel er helt fraværende.

Annie Lööf fra det nyliberalistiske Centerpartiet skal have ros for sine kampe med Sverigedemokraterna. Men grundlæggende er hendes antiracisme en stor omgang varm luft.

I et interview i flygtningeåret 2015 sagde hun, at »menneskers frihed er vigtigere end de svenske systemer.« Ifølge Lööf har de mennesker, som er kommet til Sverige, vist sig så ressourcestærke, at de kan klare sig selv. Altså: De skal ikke have samme rettigheder som os andre.

I arbejde

Arbejdsgiverne har også store planer for indvandrerne. De ønsker flere lavtlønnede, ufaglærte jobs i de brancher, der servicerer den urbane middelklasse. En ny form for arbejdsmarked, der skaber en permanent underklasse og splitter samfundet.

Men Sverige har et stort behov for faglærte. Omsorgssektoren og infrastrukturen kører på pumperne. Sundhedsvæsenet, hjemmeplejen og skolerne hungrer efter personale.

Og det er jo ikke sådan, at vi mangler penge. Der er 200 milliardærer i Sverige. Tilsammen ejer de et beløb svarende til hele statens nettoformue plus værdien af hele det statslige pensionssystem, skriver Göran Therborn i sit essay ’Kapitalen’.

Multietniske arbejdspladser med meningsfulde jobs, som giver respekt og lønninger, man kan leve af, er en forudsætning for integration. Først da kan alle betale den skat, som burde kaldes det, den egentlig er: en velfærdspræmie.

Den største investering, almindelige lønmodtagere foretager sig, er den skat, de betaler til at finansiere deres uddannelse, sygehusbesøg, pension og meget andet. Det er fuldstændig afgørende, hvis Sverige fortsat skal være en velfærdsstat for alle.

Ideen om, at det ikke er alle, der behøver arbejde, er både demoraliserende og dårlig for integrationen. I stedet kan vi diskutere, hvad vi skal arbejde med, og hvor lang arbejdsdagen bør være.

Farlig kulturrelativisme

Det er uærligt at hævde, at indvandringen ikke er en trussel imod den solidarisk finansierede velfærdsstat. Det er indvandringen helt afgjort, hvis den bruges som en anledning til at skabe et samfund efter amerikansk forbillede.

Integrationen kræver også, at vi i en vis udstrækning deler de samme værdier. Sverige skal være et land af forskellige etniciteter og med masser af kulturer, ja. Men et multietnisk fællesskab, der betoner de ting, der adskiller, i stedet for de ting, der samler os – som mener, at anything goes, er en fælde for alle os, der ønsker at forsvare Sveriges universelle velfærdsmodel.

For hvorfor skal jeg bekymre mig for dig, og hvordan du har det, når du er så anderledes?

Det kræver en form for balance at leve sammen. Det kræver, at de økonomiske, sociale og kulturelle skel ikke er for store. At venstrefløjen aldrig har forstået, at kulturforskelle betyder noget, er forklaringen på, at den aldrig er i fremgang længere. Man bliver aldrig rigtig folkelig, hvis man insisterer på at bruge kulturrelativisme som synonym for antiracisme.

Det, at socialdemokraterne har været bange for at tale om den voksende ulighed gennem 25 år, er forklaringen på, at arbejderbevægelsen er i krise over hele Europa. Hvis de ikke begynder at føre klassekamp, kommer de hverken til at løse integrationsproblemerne eller bremse højrepopulisterne.

Danner Socialdemokraterna en centrumregering med Centerpartiet og Liberalerna, ender de med at gøre problemerne permanente. Hvor i verden har højrefløjspolitik ført til bedre integration? Hvornår har skattelettelser og sociale nedskæringer nogensinde udlignet ulighederne i et samfund?

Hvis ikke integrationen lykkes, kommer Sverige til at ændre sig fundamentalt. I stedet for at frygte emnet, burde Socialdemokraterna gøre integrationen til et smukt, antiracistisk velfærdsepos, der fortæller os, hvad for et land, vi skal bygge.

© Åsa Linderborg og Information. Oversat af Mathias Sindberg

På Hyllie Station i Malmø, som er den første station i Sverige, tjekker politiet alle for pas eller anden legitimation efter landet indførte paskontrol. Det er en af en lang række stramninger, den såkaldte humanistiske stormagt har indført efter den store flygtningekrise i 2015. 
Læs også
Serie

Valg i Sverige

Sverige er et radikalt politisk eksperiment, hvor multikultur, statsfeminisme og hyperindividualisme er et ideal for nogle, men et skræmmebillede for andre. Sverige er også et land, hvor en polariserende kulturkamp er på sit højeste, og Riksdagsvalget den 9. september bliver en afgørende test på, hvilket land Sverige vil være i fremtiden. Information undersøger eksperimentet og de idealistiske svenskere i en ny serie op til valgdagen.

Seneste artikler

  • På den svenske valgdag flyttede vi til byen, hvor hele Sverige bor

    15. september 2018
    Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser
  • Sverigedemokraterna gled i deres egen jordskredssejr

    13. september 2018
    At den forventede og meget omtalte jordskredssejr til Sverigedemokraterna udeblev, har også en mindre omtalt årsag. Meningsmålingerne overvurderede partiet voldsomt, og var med til at gøre det, der er en klar sejr, til en lunken fornøjelse
  • Svensk historiker: Valget kræver, at de svenske politikere viser mod og tænker nyt

    11. september 2018
    Flygtningekrisen, bilafbrændinger og en valgkamp, der mest handlede om indvandring, sikrede ikke Sverigedemokraterna den jordskredssejr, mange havde spået. Grunden er, at kun få svenskere ønsker sig en så stram indvandringspolitik, at Sverige ikke kan konkurrere i den åbne, globale økonomi, vurderer den svenske historiker Lars Trägårdh
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Olaf Tehrani
Torben K L Jensen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu