Kronik

»Min far havde aldrig følt sig så ensom, som han gjorde på plejehjemmet«

Som førstegenerationsindvandrer oplevede min far en enorm ensomhed, fordi der ikke var genkendelighed i hans hverdag på plejehjemmet. Han fik serveret tarteletter og koldskål, som han kiggede undrende på og lod stå
Min far forstod aldrig, hvorfor naboerne i Danmark ikke hilste på hinanden og ignorerede hans ’godmorgen’, men han lærte med tiden, at grænsen for kommunikation gik ved et nik over hækken, skriver Silvana Mouazan.

Min far forstod aldrig, hvorfor naboerne i Danmark ikke hilste på hinanden og ignorerede hans ’godmorgen’, men han lærte med tiden, at grænsen for kommunikation gik ved et nik over hækken, skriver Silvana Mouazan.

Privatfoto

12. september 2018

Min far var bistandsklient. Det var begge mine forældre. Det tog mig årevis at acceptere, at mine forældre var en del af den underklasse, som samfundet mente var uduelig.

Samfundet lærte mig at være flov over min mor og far. Og det var jeg i mange år. I mine forældres øjne var det i orden at træde forkert, snuble, være fattig og gå i brugt tøj.

Min far ønskede brændende at være en del af fællesskabet, selv om han havde sine dæmoner at kæmpe med. Han havde fysiske og psykiske skader fra borgerkrigen i Libanon, men gjorde alle tænkelige forsøg på at bygge en bro mellem sig selv og det fællesskab, han savnede i Danmark. Han mærkede den ulighed, der skabte splittelse og ufred mellem mennesker.

Isoleret fra samfundet

I sit fædreland var han vant til, at mennesker, der ikke kendte hinanden, hyggesnakkede om vejret, om politik og om familien. Det var hurtige overfladiske samtaler, som kunne føre mennesker sammen, specielt når man delte sine bekymringer med hinanden.

Han forstod aldrig, hvorfor naboerne i Danmark ikke hilste på hinanden og ignorerede hans »godmorgen«, men han lærte med tiden, at grænsen for kommunikation gik ved et nik over hækken.

Han bemærkede, hvordan politikerne skiftede kurs og udpegede indvandrere og flygtninge som dem, der skabte problemerne i det danske samfund, og udstillede dem som personer uden danske værdier.

Det skabte så meget forvirring og frustration i ham, at han til sidst begyndte at hade sig selv.

Når vi sad sammen og emnet faldt på politik, sagde han altid: 

»Jeg forstår ikke, hvorfor politikerne har så meget imod mig, for jeg har altid respekteret de danske værdier og har givet mine børn en god og ordentlig opdragelse, så de blev en ressource for Danmark.«

Privatfoto

Ligegyldigt hvad han gjorde, blev han skubbet til side og isoleret fra resten af samfundet.

For at mærke sin eksistens var han nødt til at flytte til ghettoen. Når man er uden for samfundet og føler sig dårligt integreret, er man tilbøjelig til se flere fordele i den sociale ghetto.

Her oplevede han, at man hilste og talte sammen, selv om man ikke kendte hinanden. Det gjorde, at han for første gang mærkede respekt, omsorg og det at blive betragtet som en medborger i Danmark.

Pas ham selv

Som de fleste ældre med etnisk minoritetsbaggrund frygtede min far at komme på plejehjem. Han havde håbet at vende tilbage til sit fødeland for at leve sin sidste tid. Men han fik konstateret en sjælden dødelig hjernesygdom og måtte flytte på plejehjem her i Danmark.

Vi, hans børn, havde aldrig troet, at vi skulle sende vores far på plejehjem, fordi der er et kulturelt betinget forbehold. Sladresamfundet rystede på hovedet og stemplede os som respektløse børn uden at kende omstændighederne omkring vores fars sygdom.

Man sender jo ikke bare sine forældre på plejehjem, når det er en opgave for familien – ikke det danske samfund – at håndtere den slags.

Min far blev af egen læge og af sygehuset visiteret til plejehjemmet, og vi var derfor heller ikke indstillet på, at det skulle blive en kamp med kommunen at få tildelt en plejehjemsplads.

Mellem linjerne lod konsulenten fra kommunen os vide, at der er tradition for, at ældre med minoritetsbaggrund bliver passet af familien og meget sjældent gør brug af muligheden for at få en plejebolig.

Man lod os forstå, at vi burde overveje den mulighed. Det var, som om man forventede af os, at vi skulle varetage plejen.

Der var intet at overveje, for hjernesygdommen havde ændret vores far på så kort tid, at han havde stort behov for professionel pleje og omsorg, som vi pårørende ikke ville kunne varetage forsvarligt. Han kunne ikke gå længere, mistede taleevnen og holdt til sidst op med at indtage mad.

Efter lang tids tovtrækkeri med kommunen, forstod konsulenten til sidst, at man ikke kunne løbe fra ansvaret, og endelig fik han lov at komme på plejehjem.

Tarteletter og koldskål

Efter min far blev syg, har vi mødt et system og en ældresektor, som slet ikke er klædt på til at varetage de ældre indvandreres behov.

Min far havde aldrig følt sig så ensom og deprimeret, som han gjorde på plejehjemmet. De største udfordringer var kulturforskellen, sprogbarrieren, de sociale relationer og hans anderledes madvaner.

Vores far tabte sig under en sygdomsperiode på plejehjemmet syv kilo på en måned og blev undervægtig. Til det sidste fik han serveret tarteletter, stuvet kål og koldskål, som han undrende kiggede på og valgte at springe over. Plejehjemmet mente ikke, at der skulle tages hensyn til de enkelte beboeres kulturelle baggrunde. Flertallets madvaner fik lov at bestemme menuen.

En aften blev min far meget dårlig, og vagtlægen blev kaldt ud på plejehjemmet. Imens vagtlægen undersøgte min far, som havde smerter, var bange og forvirret over de fremmede mennesker omkring ham, fortalte jeg vagtlægen, hvad han fejlede. Vagtlægen pointerede, at det var på tide, min far lærte dansk.

Sundhedspersonale skal absolut ikke skyde tilbage på patienter og sige, at de bare skal lære dansk. Mange af dem kæmper med sproget, og sygdomme gør, at de ikke kan tale dansk, når de i alderdommen enten har mistet det tillærte dansk eller ikke (længere) mestrer det på et niveau, der gør det muligt at have vigtige samtaler med dem på dansk.

Ensom på plejehjem

Ensomheden og isolationen fyldte meget hos min far på plejehjemmet. Når jeg kom på besøg hos min far, fandt jeg ham enten siddende på badeværelset i mørket eller på gulvet, helt slap og næsten livløs. Jeg mærkede, hvordan min dårlige samvittighed straffede mig igen og igen, og jeg kunne ikke finde ro.

Privatfoto

Min far havde haft en tilværelse med tæt daglig kontakt til mange mennesker omkring sig. Der var altid nogen at tale med i ghettoen, hvor offentlige rum som indkøbscentre eller caféer er et ofte benyttet mødested. Men hvordan kan man bryde isolationen og skabe en mere meningsfuld hverdag med folk, man ikke har så stort kendskab til, og hvor sproget kan være et problem?

Min far oplevede en enorm ensomhed, fordi der ikke var genkendelighed i hans hverdag i form af fællesskab om sprog, mad og samvær i forhold til hans oprindelsesland. De aktiviteter, der er på plejehjem, har ofte en dansk referenceramme. En referenceramme, som min far ikke havde et forhold til.

De sociale relationer var svære at opdyrke og pleje, fordi min far pludselig var omgivet af mennesker med etnisk dansk baggrund – mennesker, han tidligere ikke havde haft en relation til. Han blev forvirret og bange, når de andre ældre hilste på ham eller prøvede at lære ham at kende. Han trak sig mere og mere ind i sig selv.

Rummelige plejehjem

En plejer spurgte mig en dag, hvorfor min far stillede en stol foran sin hoveddør. Imens jeg forsøger at forklare vedkommende, at min far har traumer fra borgerkrigen og ptsd, vender plejeren mig ryggen og går – uden at vise interesse for svaret.

Ældreplejen er nødt til at afdække indvandrernes livshistorier, for mange har haft oplevelser med tortur og krig. For at sikre en god og social behandlingsindsats over for traumatiserede ældre, er det en forudsætning, at man kender deres livshistorier, så de kan få den rette hjælp og støtte.

I dag er det stadig et fåtal af de ældre ikkevestlige indvandrere, der bor på plejehjem. En opgørelse fra analyseinstituttet KORA (nu VIVE, red.) fra 2013, viser, at de ældre med etnisk minoritetsbaggrund kun modtager praktisk hjælp og personlig pleje halvt så ofte som ældre danskere, og de gør sjældent brug af muligheden for at få plejebolig.

Men i de kommende år vil førstegenerationsindvandrere i stigende grad flytte ind på plejehjemmene rundtom i Danmark, og spørgsmålet er, om plejecentrene er gearet til at tage imod dem og skabe etnisk, kulturelt og socialt rummelige fællesskaber.

Vi er nødt til at indse, at vi har nogle udfordringer her i fremtiden. Det indebærer måske, at plejepersonalet skal have en tilgang til disse beboere, hvor individet er i fokus, og at de skal undervises i grundlæggende kulturforståelse – hvor ligebehandling og mangfoldighed står øverst på skemaet.

Silvana Mouazan er jurist og skribent. Hendes far gik bort i august 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Jørgen Wassmann
  • lars søgaard-jensen
  • Anne Eriksen
  • John S. Hansen
  • Anker Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Nørgaard
  • Peter Wulff
  • Hans Larsen
  • Christian Mondrup
  • Kristen Carsten Munk
  • David Zennaro
  • Hanne Pedersen
  • Dorte Sørensen
  • Anne Albinus
Maj-Britt Kent Hansen, Mikael Velschow-Rasmussen, Jørgen Wassmann, lars søgaard-jensen, Anne Eriksen, John S. Hansen, Anker Nielsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Nørgaard, Peter Wulff, Hans Larsen, Christian Mondrup, Kristen Carsten Munk, David Zennaro, Hanne Pedersen, Dorte Sørensen og Anne Albinus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Tak Silvana Mouazan. Du beskriver på formidabel vis både du og din families, samt din fars fortvivlede situation, da han ender som behandlingskrævende Borger i Plejesystemet.

Blandt andet skriver du: "Vores far tabte sig under en sygdomsperiode på plejehjemmet syv kilo på en måned og blev undervægtig. Til det sidste fik han serveret tarteletter, stuvet kål og koldskål, som han undrende kiggede på og valgte at springe over. Plejehjemmet mente ikke, at der skulle tages hensyn til de enkelte beboeres kulturelle baggrunde. Flertallets madvaner fik lov at bestemme menuen". ... og: "Min far oplevede en enorm ensomhed, fordi der ikke var genkendelighed i hans hverdag i form af fællesskab om sprog, mad og samvær i forhold til hans oprindelsesland. De aktiviteter, der er på plejehjem, har ofte en dansk referenceramme. En referenceramme, som min far ikke havde et forhold til".

Du omtaler ligeledes at den kultur han levede i ofte medførte at i børn var dem der passede jeres gamle.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på at også visse Danske Borgere føler sig sat udenfor det almindelige Danske såkaldte sammenhold. Tydeligst ses det hvis man som Dansker har et alternativt religiøst tilhørsforhold. Eksempelvis har det Jødiske Samfund skabt deres egne plejehjem, da det almindelige danske plejehjem slet slet ikke vil imødekomme dette trossamfunds behov. Om det er det Mosaiske Samfund som opretter og driver disse plejehjem, ved jeg ikke nok om. Jehovas Vidner har samme plejeproblem og har nogle få plejeboliger udelukkende for at imødekomme deres medlemmers behov og man arbejder på at skabe endnu flere af disse plejeboligformer. Jeg ved i forbindelse med JV, at det af besynderlige uransagelige grunde ikke er deres Organisation der vil skabe de rette forhold for deres medlemmer. Istedet oprettes plejeformerne i privat regi. Måske kan andre religiøse samfund henvise til lignende behov for særlige plejebehov, som det 'autoriserede' Danske Samfund ikke kan eller vil honorere.

Du klandrer mellem linierne det Danske Samfund for ikke at stå til rådighed for Borgere som din far. Og du har da ret, hvis du henviser til at det Danske Velfærdssamfund tidligere har været meget rummeligt. Dét er det ikke nu. Om vi kan lide det eller ej. Punktum.

Og det har nu aldrig været særligt rummeligt overfor de Anderledes. Så du kan blot håbe på at dine etniske rødder er stærke nok til at etablere Plejehjem o.lign. med nogle der taler dine forældres sprog og dyrker den kultur de kan trives i.

Karsten Aaen, Jørgen Wassmann, Flemming Berger, Anne Eriksen, John S. Hansen, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Kim Houmøller og Grethe Østergaard Nielsen anbefalede denne kommentar

Flot og tankevækkende indlæg.
Når jeg nu skriver at andengenerationsindvandrere til deres tid vil få det lettere som plejehjemsbeboere på danske “standardplejehjem”, er det ikke en kritik af din far eller andre. Han afsluttede desværre livet på en anden måde, og et andet sted, end han havde håbet. Men blot en konstatering af at afstanden mellem plejehjemmenes tilbud og kommende beboeres behov bliver mindre, fordi kommende beboere er bedre bekendte med kulturen her i området. Altså et udtryk for at de, trods mange udsagn om det modsatte, er bedre integrerede.
Jeg tror noget lignende, omend i mindre udtalt grad, har været tilfælde for mange der er født og opvokset i Danmark. De havde ikke, hvis de selv kunne bestemme, en plan om at slutte livet sammen med en gruppe gamle med diverse fysiske og mentale mangler.
John

Karsten Aaen, Kristian Rikard, Anne Eriksen, John S. Hansen, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Bethina Søndergaard

Tak for et stærkt indlæg/indspark.

Jeg synes at det er flot at du formår midt i din sorg at give luft for din frustration.

Derudover håber jeg at du overvejer, at flere end informations læsere, får dette indlæg tilbudt.???

Jeg er ked af det på dine vejne, og ville ønske at denne form for ubetænksomhed/følelseskulde/dårlig opdragelse/manglende pli ikke foregik, og da slet ikke i det offentlige rum, hvor det er sårbare mennesker, det går ud over.
Men desværre er der for mange snævertsynede og uddannede mennesker i alle samfundslag.
Jeg kondolerer og beklager
Bethina

Karsten Aaen, Jørgen Wassmann, Anne Eriksen, Rikke Nielsen, Eva Schwanenflügel, Børge Neiiendam og Grethe Østergaard Nielsen anbefalede denne kommentar

Ældre etniske danskere har også et dårligt liv selv med daglige besøg af deres nærmeste. At maden for din far var et problem genkender de fleste ældre på plejehjem. Ensomhed og dårlig mad er normalen i Danmark og forbliver et uløseligt problem. Erkend der aldrig bliver penge til en forbedret ældreforsorg; kun forringelser ligger forude!

Karsten Aaen, Jørgen Wassmann, Christel Gruner-Olesen, Anne Eriksen, John S. Hansen, Claus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det her må kunne gøres bedre. Måske muslimske plejehjem passende steder.

Uden at ville gøre dette til et indvandreemne, vil jeg alligevel fremhæve denne virkning af indvandringen til landet med de kulturforskelle, der viser sig. En blandt mange - nogle meget værre.

jens peter hansen

Men i de kommende år vil førstegenerationsindvandrere i stigende grad flytte ind på plejehjemmene rundtom i Danmark, og spørgsmålet er, om plejecentrene er gearet til at tage imod dem og skabe etnisk, kulturelt og socialt rummelige fællesskaber.

Vi er nødt til at indse, at vi har nogle udfordringer her i fremtiden. Det indebærer måske, at plejepersonalet skal have en tilgang til disse beboere, hvor individet er i fokus, og at de skal undervises i grundlæggende kulturforståelse – hvor ligebehandling og mangfoldighed står øverst på skemaet.

Skrives der.
Det nemmeste ville jo være hvis der i personalet fandtes mennesker, der som i dette tilfælde talte arabisk. At klandre det danske samfund for ikke at forstå etniske minoriteter, uden at den samme minoritet, som efterhånden må være ganske stor, selv leverer lidt varme hænder til fællesskabet er både uretfærdigt og tankevækkende. Er der da intet minoriteterne selv kan stille med ud over evindelige krav til danske samfund om forståelse og retten ind. Artikelskriveren har fået en langvarig uddannelse i DK, hendes far har fået førtidspension i hele sin periode her i landet. Hvad med selv at give lidt tilbage og ikke kun brok. Så opret da de private plejehjem, som bl.a. jøderne har. Med hensyn til maden er der såmænd også masser af danske som ville ønske en anden menu.

Karsten Aaen, Katherina Alfsen, Hans Aagaard, Dennis Jørgensen, June Pedersen, Kim Houmøller, Claus Nielsen og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kære Silvana Mouazan

Tusind tak for et meget tankevækkende indlæg om de ofte meget konforme og utilfredsstillende forhold på plejehjemmene, der i din fars tilfælde var ekstra byrdefulde.

Som flere her er inde på, og som også har været min personlige erfaring med et nærtstående familiemedlem, er der ikke megen plads til at være anderledes på mange plejehjem, og folk med sygdom der giver sig udslag i fx talebesvær, nedsat syn, nedsat appetit, nedsat bevægelighed og andet, får i mange tilfælde langt fra den hjælp og de tilbud, der kunne have gjort deres sidste tid mere end bare tålelig. Nogle gange ikke engang det.

Det er op til de enkelte kommuner, hvordan de udfører opgaven med at drage ordentlig omsorg for ældre og svækkede mennesker, og det er der desværre stor forskel på. Det er jo altid på de 'bløde' områder der spares, når statens grønthøster har bortskåret sin andel, og nogle kommuner er fattigere end andre.
Mange er med god grund hunderædde for at ende deres dage på plejehjem.
Også fordi beboerne ofte er blevet så demente at det er svært at få en fornuftig samtale med dem.

Det undrer mig når du skriver, at personalet ikke kendte din fars livshistorie.
Da mit familiemedlem kom på plejehjem, hjalp jeg hende med at skrive en sådan, som alle på stedet læste før hun flyttede ind.
Men det er åbenbart ikke standard for alle steder..

Du skriver også :
"Ensomheden og isolationen fyldte meget hos min far på plejehjemmet. Når jeg kom på besøg hos min far, fandt jeg ham enten siddende på badeværelset i mørket eller på gulvet, helt slap og næsten livløs."

Det er jo decideret omsorgssvigt, din far her har været udsat for !! Klagede du ikke til kommunen over den behandling?

Jeg tror, det i det hele taget er svært at leve på plejehjem i dagens Danmark, hvor nedskæringer efterhånden har gjort dem til en ussel endestation.
I din fars tilfælde har det været ekstra hårdt med hans PTSD, hjernesygdom og libanesiske baggrund.

Jeg beklager din sorg, Silvana.

Karsten Aaen, Jørgen Wassmann, Anne Eriksen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Den isolation som faderen pga af sine sygdomme helt forståeligt følte, kunne vel næppe undgås. Ude af stand til at tale, ude af stand til at kommunikere og med en svær hjernesygdom er det vanskeligt at se hvad det var plejehjemmet skulle stille op. Der er mange danske demente der hver dag lever i en fuldkommen isoleret klokke af intethed. Det er jo ikke sådan i en håndevending at give demente et i indholdsrigt liv. Jeg tror ikke plejehjemmene er onde, men jeg tror at vi er mange der frygtet demens. Den pårørende kan råbe op og gå sin vej. Den ansatte skal tage sig af den syge til en tarvelig løn. Der må findes mange arabisktalende uden for arbejdsmarkedet, herunder ældre der uden problemer kunne videreføre den snakkekultur fra fra ghettoen på plejehjemmet. Hvor er de henne og hvor er deres soidaritet med deres kulturelle ligemænd og kvinder? Nej det da også meget nemmere at skyde på intolerante danske for 117. gang.

Sine Jacobsen, Hans Aagaard, Jørn Andersen og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar
Søren Lystlund

Runa skriver.
Hele plejesektoren fungerer ikke. Jeg har en svigemor med demens. Hun er indvandret fra Jylland og den mad hun får serveret, kan hun ikke lide. Det forstår jeg godt. Hun har altid spist mange grøntsager, sågar brændenældesuppe. Det med maden er ganske enkelt ikke bare spørgsmål om etnicitet, men sagen er, at samfundet serverer dårlig mad til ældre, som de betaler gode penge for. Desuden er maden af ernæringsmæssig dårlig kvalitet.

Vi prøvede at lade min svigermor blive i egen bolig, indtil det ikke var forsvarligt længere, og vi kørte i pendulfart mellem København og det nordlige Sjælland.

Jeg siger blot, bliv ikke gammel i Helsingør kommune. Hjemmeplejen her er det ringeste jeg har oplevet. Flere gange oplevede vi stangberusede hjemmehjælpere, der gav medicin. Vi oplevede også mange gange, at hun ikke fik sin medicin. Hvis man ville klage eller stille spørgsmål, var ingen tilstede.

I den periode hun havde hjemmehjælp, fik hun stjålet en fin lammeskindpels, smykker og meget andet.

Der blev aldrig støvsuget. Jeg siger aldrig støvsuget. Vi gjorde rent.

Hun fik heller ikke hjælp med tilberedning af mad, som hun fik udefra. Det var ikke billig mad, men dårlig. Man kan faktisk købe færdigretter i supermarkedet, der er billigere, bedre og sundere.

På plejehjemmet betaler hun lige knapt 15.000 kr. og jeg siger 15.000 kroner hver måned for sit ophold, for man betaler efter evner. Værelser er ca 12-15 m2. Mennesker uden pension betaler 7000-8000 kr. Det er Diakonissestiftelsen, der ejer plejehjemmet. Kirken har altid været god til penge.

Hele hendes værelse stinker af urin. Hun kommer sjældent i bad og får ikke skiftet ble tilstrækkelig ofte. Det nytter ikke noget at tale med personalet. Hun får ikke hjælp til at klæde sig på. Tandbørstning er en by i Rusland.

Vedrørende kommentarer om sladdertanterne i gettoen. Måske kunne det være en god ide, at de ikke arbejdende indvandrerkvinder kom i arbejde ved at passe og lave mad til ældre indvandrere.

Når jeg kommer på plejehjem vil jeg kræve alle mine hjemlands lyksaligheder så som, syrnet hvalspæk, lever og blodpølse, røget kogt lam, kålrabimos, rådden haj, masser af fisk og alt godt fra havet.

Et råd til artiklens skribent. Lad mad til den ældre mand hjemmefra. Det har vi ofte gjort, selv om vi arbejdede mere end 37 timer om ugen.

Måske burde man bare ikke blive gammel.
Min svigermor er humoristisk, trods sin demens. Hun siger, jeg glemmer alt det kedelige, der sker i dagligdagen og vandrer rundt i min barndom og glæder mig over det, der var.

Karsten Aaen, Claus Østerbye, Katherina Alfsen, Jørgen Wassmann og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

En tragisk historie, som der sikkert er flere af.

Men jeg tror ikke at vi skal bilde os ind at det danske velfærdsystem bare kan tage sig sammen, og så er det problem løst. Der går ikke en masse folk rundt i institutionskøkkenerne som har evnen til at lave etniske egnsretter og som P.T. bare driver den af. De færreste kommuner har penge til at oprette og drive arabiske, tyrkiske og somaliske plejehjem. Vi kan ikke stille med læge og ambulance personale som kan de store afrikanske dialekter.

Det er simpelthen et spørgsmål om kapacitet.

Karsten Aaen, Hans Aagaard og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

En trist afslutning på et svært og traumatiseret liv. Mht. at hilse på hinanden afhænger det meget af, hvor man bor. I mindre byer/landsbyer oplever jeg rimelig mange, der hilser.
Mht. plejehjem/hjemmepleje er der efterhånden rigtig mange dygtige sosuhjælpere, der er såkaldte 2. 3. 4. (fortsæt selv) genrationsindvandrere, (For mig at se er de medmennesker). Det er trist, at der ikke har været de muligheder på din fars plejehjem, også mht. mad så man kunne finde ud af, hvad der var mere spiseligt.

Faderen er åbenbart palæstinenser, flygtet 2. gang fra Libanon efter borgerkrigen 1975 - 90, hvor palæstinenserne tabte adgangen til ligeberettigelse i Libanon.
Tab af oprindelsesland og oprindelsessamfund kan være svært at se dybden af for modtagerlandene.

De danske myndigheder fortrænger helst at palæstinenserne blev frataget deres land i 1948, og
foretrækker at registrere dem som "fra Libanon", selv om de ikke havde lige statsborgerrettigheder i Libanon
Heller ikke arabisktalende eller muslimske plejehjem ville altså udgøre en fuld løsning.

Karsten Aaen, Jørgen Wassmann, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Lystlund

Runa skriver.
Det forekommer mig, at mange plejehjem ikke er gearet til ældre med demens eller som er hjernesvage. Før min svigermor blev helt dement fik hun en hjerneblødning og måtte i en periode på et støtteplejehjem, hvor man netop kunne tage sig af demente og hjernesvage. Det plejehjem hun så landede på, er ikke gearet til noget andet end at kræve penge for den pleje hun ikke modtager. Jeg synes de burde skamme sig for at tage 15 tusinde kroner for en gammel kvinde, som de ikke giver den pleje hun burde få. Min mand har været begunstiget med fire gamle og ugifte kvinder, som vi har taget os af i tidens løb. Han er barn af gamle forældre. Således har jeg haft indsigt i flere plejehjem og de er meget forskellige.

Så vælg et plejehjem med omhu. Problemet er bare, at det kan man oftest ikke, på grund af ventetider. Folk skal bogstaveligt dø for at ens familiemedlem kan komme til, og nogle gange skal den ældre på plejehjem, inden det valgte har en ledig plads. Sådan var det i min svigermors tilfælde.

Nu er det ikke sådan, at en uddannet sousuassistens er lige kommet ind med 4 toget. De har ofte en uddannelse på to år. Problemet er bare, at mange ikke har en uddannelse. Hjerterum er ikke altid nok. Man må have lov til at håbe, at denne toårige uddannelse formidler oplysning om demens og underviser i behandling af mennesker med demens og andre hjernesygdomme. Det forekommer ikke at være tilfældet hos den ældre herre i artiklen. Det samme må jeg sige om min svigermors tilfælde.

Hjernesygdomme har også indflydelse på folks adfærd. De bliver vanskelige at omgås, paranoide og meget urolige i den periode, hvor de går ind i demensen. Det er forståeligt, at tidligere velfungerende mennesker bliver deprimerede og aggressive af, at vide at de er på vej ind i glemsel. De dele er også en del af diagnosen. De bliver rent ud sagt andre mennesker og det er almindeligt at de taber sig, derfor er det ikke ligegyldigt med kosten.

Man kan nemt forestille sig, at denne ældre mand ikke forstår, hvor han er henne og hvorfor og hvorfor skal han have mad han aldrig har spist før. Jeg må nu også sige, at det må være overkommeligt, at lave mad uden svinekød til mennesker, der ikke spiser svinekød. Det kræver ikke nogle voldsomme anstrengelser. Jeg har i en kortere periode arbejdet med udviklingshæmmede mennesker, hvor køkkenet og de to kokke lavede formiddabel god mad til både kristne, vegetarer og muslimer og det var sund og ernærende mad.

Man kunne starte med at ansætte dygtige kokke,

Jeg har selv lavet mad med borgerne på institutionen en gang om ugen i undervisningsøjemed. Vi havde både kristne, vegetarer og muslimer. Det kræver kun hjernekapacitet og planlægning at lave varietet mad. Sådan er det med alt arbejde, det kræver god planlægning, ligegyldigt hvad man bestiller.

jens peter hansen

Jeg må nu også sige, at det må være overkommeligt, at lave mad uden svinekød til mennesker, der ikke spiser svinekød. Det kræver ikke nogle voldsomme anstrengelser.
Hvem siger at han fik svinekød ????

Eva Schwanenflügel

@ Runa

En Sosuassistent har ganske rigtigt en 2-årig uddannelse.
Men før man kan kvalificere sig til studiet, skal man have taget Sosuhjælper-uddannelsen, der tager 14 måneder. Man får merit, hvis man har erfaring som ufaglært hjælper i minimum et år på 50%.
Dvs at Sosuassistenter i realiteten er ganske veluddannede og ofte har stor praktisk erfaring.
Så du kan ganske enkelt ikke påstå, at mange ikke har en uddannelse, med mindre du mener ufaglærte hjælpere, og det er jo ikke det samme.

Du skriver også at det kan lade sig gøre at lave mad uden svinekød, og at plejehjemmet burde ansætte dygtige kokke.
Problemet er her, at de fleste plejehjem slet ikke selv laver mad, men får den bragt af en kommunal leverandør. Her varierer kvaliteten utrolig meget, men resultatet kan aldrig blive det bedste, når det er forbehandlet og genopvarmet i flere omgange. Desuden kan maden i grelle tilfælde være lavet for over en uge siden.
Såfremt personalet har tid, gør de deres bedste for at gøre maden mere appetitlig, ved fx at smage den til med krydderier og røre smør i kartoffelmosen, samt servere den på en appetitlig måde i fade fremfor de vacum-pakninger maden ankommer i.
Men selvom der sædvanligvis er et eller to alternativer til 'dagens ret', er det stadig mad med et udpræget dansk islæt - på den dårlige måde. Og maden kan ikke trylles friskere end den er.
Kød og fisk er ofte sejt og smagsløst, kartoflerne, pastaen og risene uden duft og bid, grøntsagerne udkogte og farveløse.
At ansætte kokke ville aldrig komme på tale, de er alt for dyre i løn. Og mange plejehjem har slet ikke ordentlige køkkener mere.
Det er et stort problem for mange ældre, at de oplever appetitløshed og ikke spiser nok.
Så der burde der i den grad sættes ind.
Men når kommunerne skal spare hvert år via omprioriteringsbidrag og andet, ved vi jo godt hvad der først skal skæres ned; de 'bløde' områder og de varme hænder.

PS. Jeg har længe tænkt på at spørge dig, om det ikke var en god idé at få skiftet navnet ud på din mands og din konto til Information, siden det altid er dig der skriver?
Mange opfatter ikke i farten at du hedder Runa og ikke Søren :-)

Karsten Aaen, jens peter hansen, Hans Aagaard og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Min mor kom på plejehjem fra 1997 til 1999. Personalet var tror jeg ikke egentlig uddannede som assistenter, men de var fantastiske kæmpestore bondekoner fra Årre og Roust og nærmeste omegn. Der blev bagt hver dag og de demente hjalp til og min mor strøg meget. Det havde personalet set at hun godt kunne lide og der blev spillet og sunget og der var rent. Til sidst blev hun meget formørket og jeg tager hatten af for mennesker, der alligevel holdt hende ren og pæn. Det var også et et lille sted, som har jeg hørt er nedlagt , da megahjemmene er billigere. Når hospitaler og plejehjem skal spare er det første rengøring og maden det går ud over. Det let at kritisere og der skal gribes ind hvis der er modbydelig tone og en lemfældig holdning til arbejdet, men der findes også virkelig gode plejehjem med et fantsatisk personale, som sikkert er ved at knække sammen over hele tiden at skulle stå for skud af børn, der ikke selv orker den mindste kontakt med deres ophav, men gerne brokker sig.

Karsten Aaen, Hans Aagaard, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Claus Østerbye

Dybest set er det, den nuværende regering gerne vil opnå, at der bliver oprette en del private plejehjem så de ældre der har råd, eller har børn der har råd, kan betale sig til ordentlige forhold, også kan de der ikke har, bare holde mund og finde sig i stadig dårligere forhold på de alm. kommunale plejehjem.
Det er utroligt trist og beskæmmende at se den måde ældre bliver behandlet på i dag og det bliver , desværre nok ikke bedre i fremtiden, det er svært at forstå at der ikke er startet et mindre folkeligt oprør, mod de ofte, meget ringe forhold der bydes de ældre i dag, og ja jeg har selv oplevet de forhold som ældre blive budt her i Århus, tøj der blev væk efter at der var blevet betalt for at få det vasket, elendig og udkogt mad, mangelfuld rengøring osv, listen listen er lang.
Jeg vil så til gengæld sige at personalet virkelig fortjener ros, de gjorde virkelig hvad de kunne med de begrænsede midler de havde til rådighed.
Jeg kan på den baggrund , desværre godt forstå at der ikke ligefrem er kø for at få lov til at arbejde på kommunale plejehjem, det bliver nok ikke bedre i en overskuelig fremtid, før lønnen og arbejdsforholdene , samt respekten for plejepersonalet biler større.
En mulighed kunne måske være at der blev mulighed for at pårørende fik mulighed for at lave mad til deres familie på plejehjemmet, hvis der er køkkener til det, det ville da give mulighed for at få frisklavet mad, måske en naiv tanke, men hvis vi ikke drømmer og har visioner, sker der jo ingenting.

Søren Lystlund

Eva Schwanenflügel.
Det står lidt rodet hos mig. Det jeg ville sige var, at sosuassistenterne har en uddannelse. Sagen er, at mange plejehjem ansætter nogle mennesker, der ikke har uddannelse, fordi det er billigere. Jeg siger ikke, at det er dårlige mennesker, der ikke er uddannede, men det er anderledes at pleje demente, end åndsfriske ældre og det kræver indsigt i deres verden, derfor er den flinke kone/mand ikke altid nok.

Da min svigermor boede hjemme kunne hun vælge mad af forskellig slags, lavet i et storkøkken. Hvis hun ikke kunne lide svin, så bestillte hun noget andet. Men denne mad var særlig ringe, derfor købte vi ind til hende og lavede nogle gange mad til hende. Når vi

kommer ud på plejehjemmene, er maden meget traditionsrig og ikke særlig appetitlig. Jeg er sikker på, at indvandrere kan købe mad, der passer til deres behov, hvis ikke, så bør nogen tage udfordring op og lave mad til ældre indvandrere. Der kunne ligefrem være penge i det for nogle indvandrere eller danske madfolk.

En ting er sikker, familien må ind at bestille noget, hvis den ældre skal have et godt liv. Systemet klarer det ikke, akkurat som i sygehusvæsenet. Så må man se lidt mindre fjernsyn. Vi har taget vores børn med, fordi alle de gamle mennesker vi kender bor rimelig lang væk fra vores hjem. Vi har ofte knoklet på alle fronter med vores gamle, samtidigt med at vi havde travlt på arbejde.

Jeg har troldomstro på, at færdig mad til ældre kunne være ti gange bedre og mere ernærende end tilfældet er. Der er masser af kokke og økonomaer, der er i stand til at lave gid mad, i firmaer og på plejehjem. Det er bare ofte ikke tilfældet.

Eva Schwanenflügel

@ Runa

Jeg giver dig inderligt ret i, at der er næsten uendelig plads til forbedringer mht at opgradere madlavningen til vores ældre. Også så det kan svare sig økonomisk.
Staten og kommunerne har bare fået den fikse idé at stordrift i sig selv er besparende, og det overruler de menneskelige hensyn.
Der er dog nye initiativer, der går i den retning du er inde på, med hjemmelavet mad og beboer deltagelse. Måske er der en ny trend på vej? Det kunne jo man håbe på..
Men køkkener må de jo have hvis det skal være en mulighed.

Jeg har også selv købt ind og lavet mad til flere ældre familiemedlemmer, for ellers ville de have svundet ind til ingenting..
Den udefrakommende mad var både uappetitlig og alt for dyr, når centralkøkkenet leverede i hjemmet.

Eva Schwanenflügel

PS. Der er også et andet problem med levering af mad i hjemmet.
De ældre skal selv udfylde menu-ønsker en måned i forvejen. Ellers får de bare serveret dagens ret.
(De skal også anskaffe en mikroovn, for det er her den bliver opvarmet - igen, igen, igen..)

Det kan mange ældre slet ikke selv, fordi de har forskellige skavanker som gigt og andet, nedsat syn eller lignende. Nogle er endda helt blinde, og bliver man blind når man er over 67 år, har man ikke længere ret til en støtteperson i hjemmet.

Hjemmehjælperne har slet ikke tid til at hjælpe med at udfylde disse månedlige menuer, selvom de hjertens gerne ville.
Det resulterer i, at de ældre får serveret dagens ret, som de måske ikke kan lide - eller tygge.
For tænderne har det heller ikke altid for godt.
Der er heller ikke tid til at kæle lidt for smagen med krydderier, eller servere den pænt på en tallerken.
Summa Summarum, ældreplejen er på et niveau, der næsten kan kaldes umenneskelig, og hvis ikke den ældre har dedikerede og kærlige pårørende, er hun eller han på herrens mark..

Søren Lystlund

Runa skriver.
Eva Schwanenflügel.
Du har ret i, at det er et problem med udfyldning af madsedlerne. Ve den, der ikke har familie. Vi købte en mikrobølgeovn, da min svigermor ikke længere kunne lave mad selv. Den kunne hun ikke finde ud af at bruge. Hun varmede selv maden op på sit konfur. Vi hjalp hende med at bestille det hun kunne tænke sig. Således fik hun så mad til 5-6 dage ad gangen. Der var ikke muligt at få salater og friske grøntsager fra det firma kommunen entrerede med. Det er muligvis muligt nu. Vi købte ind for hende proteinrige mælkevarer, grønt, frugt og andre varer, for på et tidspunkt fik hun rent ud sagt for få proteiner og pådrog sig skindebenssår. Hun spiste ikke sin mad, hvilket jeg godt forstår. Den var rent ud sagt uappetitlig.

Da jeg var studerende fik jeg ikke SU som udlænding, derfor arbejdede jeg som hjemmehjælper. Dengang købte jeg ind, gjorde rent og lavede mad for de ældre.

Tiderne har ændret sig til, at en dement person får tilsyn, men ikke hjælp i nogen væsentlig grad til det han/hun ikke kan. Hvilken gavn har en person af, at en kvinde med en skuldertaske kommer 3-4 gange et kvarter per dag. Havde det ikke været mere gavnligt for den ældre, at vedkommende kom tre kvarter til en time sammenhængende og hjalp i stedet for at udfylde sedler. Det virker som det er vigtigere at udfylde sedler og lave dokumentation end at pleje den ældre. Det kunne der godt laves om på.

Eva Schwanenflügel

@ Runa

Ja, minuttyranniet har taget fuldstændig overhånd, det har du helt ret i.

Det sker jo overalt i det offentlige, hvor det simpelthen ikke giver fornuftig mening længere, fx sagsbehandling på jobcentre, hvor man fx i København nu ikke længere kan kontakte nogen, såfremt man har et problem, men tildeles et præcist antal minutter på tidspunkter Jobcentret bestemmer. Så er det bare ærgerligt, hvis man er på hospitalet eller skal til begravelse den dag.
Eller læger og sygeplejersker der kontinuerligt kæmper med Sundhedsplatformen som selveste Sisyfos.
Eller psykiatriske svingdørspatienter, der udskrives og genindlægges fordi der mangler kapacitet og sengepladser.
Men alligevel er det måske allerværst for de ældre, der ofte er så fysisk svækkede, at de simpelthen ikke får mad, medmindre de har pårørende der kan være behjælpelige.

Listen er lang, og jeg kunne fortsætte flere meter ned i dette indlæg, men du kender formodentlig selv alle klagepunkterne..
Der er ingen sund fornuft bag planlægningen længere, og de økonomiske fordele ved minuttyranniet vil jeg i den grad stille spørgsmålstegn ved !!