Kronik

Finansiel hallelujastemning og eklatante politiske svigt har efterfulgt finanskrisen

Den kortsigtede og risikable finanskapitalisme fylder fortsat alt for meget. Vi er nødt til at gøre vores økonomier mindre afhængige af den, blandt andet ved at adskille spekulation og almindelig bankdrift
Den kortsigtede og risikable finanskapitalisme fylder fortsat alt for meget. Vi er nødt til at gøre vores økonomier mindre afhængige af den, blandt andet ved at adskille spekulation og almindelig bankdrift

Mia Mottelson

15. september 2018

Der gik ikke mange dage, før det stod klart, at investeringsbanken Lehman Brothers ville tage mange flere med sig i sit fald.

Og at det nedslåede blik i øjnene på finansfolkene, der med tunge skridt og papkasser under armene forlod den krakkede bank, ville blive matchet af andres verden rundt: af bankdirektører og topchefer i erhvervslivet, der søgte deres stater om hjælp; af statsoverhoveder, der befippet forsøgte at forklare, hvad der skete, og redde stumperne af deres nationale økonomier, og af arbejdsløse, der med den globale nedtur som forklaring pludselig stod uden livsgrundlag.

Krakket gav panik på finansmarkederne og affødte en krise, der spredte sig som en steppebrand. Første var der ild i bankerne, så i arbejdsmarkedet og siden i en række stater.

Lånemarkederne frøs til is, verdenshandlen faldt med mere end 20 procent, og mange landes økonomi, heriblandt Danmarks, skrumpede med 5 procent. På globalt plan kostede de første års redningspakker til finanssektoren 70.000 mia. kroner, mens krisens samlede omkostninger i Danmark vurderes til 400 mia. kroner.

»Aldrig igen« har mantraet lydt siden da.

Men det er svært at se, at vi rigtig har lært noget. Myndigheder, finansfolk og tonegivende økonomer er da også de første til at minde os om, at der vil komme en ny krise. De ved bare ikke, hvor eller hvornår den vil opstå. Deres håb er knyttet til, at den bliver mindre end den sidste, og at bankerne denne gang selv kan dække en del af regningen.

Selvforskyldte tømmermænd

Krisen havde allerede vist sig i Danmark, da Lehman Brothers gik ned, idet Roskilde Bank var blevet erklæret konkurs tre uger inden. Og stormen var meget længere om at drive over og efterlod større skader i Danmark end i mange af vores nabolande. Det skyldes, at dansk økonomi var overophedet, da krisen ramte, og at vi havde vores egen boligboble.

For Danmark var finanskrisen dermed ikke noget, der bare kom udefra, og som vi var uskyldige og sagesløse ofre for. Vi havde selv gjort os sårbare. Anders Fogh Rasmussen og co. havde op gennem 00’erne introduceret boligskattestoppet, liberaliseret kreditgivningen og indført afdragsfrie boliglån.

Der gik nærmest sport i at optage nye boliglån, og realkreditgælden steg markant fra 40 procent af BNP i 1995 til 80 procent i 2009. Derudover havde man givet skattelettelser og øget det offentlige forbrug i en tid med højkonjunktur og dermed hældt benzin på bålet på et tidspunkt, hvor man skulle have gjort det modsatte.

Samtidig opbyggede de danske banker et stort indlånsunderskud. De lånte ganske enkelt langt flere penge ud, end de havde i form af de opsparinger, de også passede på for deres kunder.

Det underskud finansierede de ved selv at optage kortfristede lån på det internationale interbankmarked – det vil sige ved at låne penge hos andre banker. Men da Lehman Brothers gik konkurs, forsvandt tilliden mellem bankerne fuldstændig – ingen turde låne ud til hinanden – og interbankmarkedet frøs til is.

Den finansielle hallelujastemning var dog ikke kun forbeholdt bankerne. 

Store dele af Danmarks pensionskasser og forsikringsselskaber havde investeringer, der var direkte forbundet med de såkaldte subprimelån til amerikanske boligejere, som fik korthuset til at vælte, da de blev misligholdt. Og danske kommuner havde lavet risikable renteswapaftaler med investeringsbanker som Merril Lynch for 18 mia. kroner. Alt sammen noget, der kostede, da festen sluttede.

Det tog ganske enkelt længere tid for os at komme ud af krisen, og den efterlod os med en større regning i form af tabt vækst, beskæftigelse og lønstigninger til befolkningen, end hvis vi havde været i en anden situation.

Den historie har ikke fået den opmærksomhed, den burde. Det er også et svigt. Og et, som medierne bør lære af. De kan starte med at undlade at bruge finanssektorens egne økonomer som sandhedsvidner på en krise, deres arbejdsgivere er de centrale aktører i.

Krisemedicinen giver nye problemer

Myndighedernes fejl har dog været langt mere graverende. De regeringer, politikere og institutioner, der skulle redde os, viste godt nok handlekraft, da stormen rasede allermest, men kom aldrig rigtig befolkningerne til undsætning. Resultatet er Trump, Brexit, populisme og det politiske opbrud, vi ser i USA og Europa.

Da krisen ramte, blev alle landes regeringer keynesianere – også minimalstatsfans som George W. Bush og Anders Fogh. De brugte skattepenge på at redde bankerne, og de øgede de offentlige udgifter eller gav skattelettelser for at holde økonomien i gang.

Men inden længe skiftede de fokus i finanspolitikken, hvor de prioriterede budgetkonsolideringer, og i stedet satsede på, at centralbankerne kunne få økonomien tilbage på fode.

Med den amerikanske centralbank Federal Reserve og den europæiske centralbank ECB i spidsen blev krisepolitikken således koncentreret omkring rentenedsættelser og såkaldte kvantitative lempelser, dvs. injektioner af penge i de finansielle markeder. Det sidste skete via opkøb af obligationer – først statsobligationer, men sidenhen også virksomhedsobligationer.

Det har betydet, at det primært er kapitalejere og finansfolk, der har nydt godt af krisemedicinen, ikke de brede befolkninger. Og også, at priserne på aktier, boliger og andre investeringsobjekter nu igen er pustet uholdbart op i store dele af verden. Dermed er kimen lagt til en ny krise.

Mindre magt til finansverdenen

Myndighederne har ikke fået has på de problemer, der var grundlaget for krisen. Snarere tværtimod. Der er indført en del ny bankregulering, blandt andet øgede kapitalkrav, men det har ikke ændret den måde, bankerne agerer på.

Vores økonomier er fortsat stærkt finansialiserede. Det dækker over, at finanssektoren fylder mere i økonomien, og at finansielle markeder og institutioner har stor indflydelse på økonomi og politik.

Det er finansielle interesser, der dikterer, hvordan virksomhederne skal agere, og de halser derfor efter at levere stigende overskud hvert kvartal. Det er rendyrket kvartalskapitalisme, og det understøtter ikke en bæredygtig økonomisk udvikling.

De største banker er kun blevet større, og alkymien i finanssektoren lever stadig i bedste velgående. Fra en række investorer presses der igen på for at få bankerne til at levere tocifrede afkast – noget der i et lavvækst- og lavrentemiljø nærmest kun kan lade sig gøre ved at tage store risici, øge den lånefinansierede aktivitet eller afskedige medarbejdere. Og dermed er vi endnu engang sårbare over for en ny krise.

Det er tydeligt, at vi har brug for at gøre vores økonomier mindre afhængige af finansverdenen. Ændre på magtforholdene, så finanssektoren igen understøtter realøkonomien – den produktive del af økonomien, der omfatter arbejde, produktion og investeringer i maskiner, ejendomme, infrastruktur m.m. – frem for at svinge taktstokken over den.

Det kræver mere kedelig bankdrift, hvor der fokuseres på at være mellemmand. Det betyder, at kortsigtet spekulation skal gøres mindre fordelagtigt, eksempelvis i form af en skat på finansielle transaktioner.

Det forudsætter, at de største banker bliver mindre, så de ikke er så store, at de skal reddes af staten for enhver pris. Et middel kan være bankopsplitning, dvs. en opdeling af eksempelvis Danske Bank og Nordea i mindre enheder. Det bør i Danmark også indebære en opdeling af bankdrift og realkredit, så vi ikke har finansielle supermarkeder, der kan lukrere på øgede bidragssatser, når der er lavvande i de øvrige forretningsområder.

Endelig betyder det naturligvis, at der må slås hårdt ned på hvidvask, ulovlig brug af skattely og andre ugerninger, som der synes at ses med mere milde øjne på i finanssektoren end andre steder.

Når finansielle aktiviteter og institutioner er bedst, er de den olie, der får resten af økonomien til at glide. Uden dem sætter maskineriet sig fast. Det er den noble rolle, vi skal have finansverdenen tilbage i.

Hvis det ikke sker, fortsætter de sidste ti års svigt. Så vil finanssektoren stadig være oppustet, fylde for meget og være fuld af risici. Og vores økonomier langt fra være mere holdbare og bæredygtige.

Kristian Weise er direktør for Tænketanken Cevea

Børsmæglere foran New Yorks børs den 2. okobter 2008. I dagene forinden er kurserne styrtdykket, og det politiske system er gået i gang med at iværksætte historiens største finansielle redningsaktion.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Nikolai Beier
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
  • Olaf Tehrani
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Vivi Rindom
  • Espen Bøgh
  • Jakob Trägårdh
  • Torben K L Jensen
  • Peter Tagesen
  • Kurt Nielsen
  • Henning Kjær
Anders Reinholdt, Nikolai Beier, ingemaje lange, Jørn Andersen, Olaf Tehrani, Bjarne Bisgaard Jensen, Vivi Rindom, Espen Bøgh, Jakob Trägårdh, Torben K L Jensen, Peter Tagesen, Kurt Nielsen og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Kristian Weise :
"Når finansielle aktiviteter og institutioner er bedst, er de den olie, der får resten af økonomien til at glide. Uden dem sætter maskineriet sig fast. Det er den noble rolle, vi skal have finansverdenen tilbage i."

Siden hvornår har finansverdenen nogensinde været "nobel" ?!?

Bettina Jensen, Espen Bøgh, Anne Eriksen, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Mogens Holme, Kurt Nielsen, christen thomsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Jeg vil have Kristian Wiese som finansminister!
Bibringer lån til spekulation (investering i værdipapirer og ejendomme) overhovedet samfundet noget godt? Kan man ikke forbyde det? Lån til produktion og personlig bosætning: ja - lån til spekulation: nej.

Anders Reinholdt, Egon Stich, ingemaje lange, Jørn Andersen, Torben Kjeldsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Waterstradt, Per Torbensen, Ole Henriksen, Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Krister Meyersahm, Eva Schwanenflügel, Børge Neiiendam og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Tak til Kristian Weise for at give mig en forståelig indføring i Finansverdenes og deres villige Politiske marionetters morads.

ingemaje lange, Pernille Bévort, Vivi Rindom, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Tæm pengeudlånerne - gør det kriminelt at låne penge ud man ikke har på "lager". Udlån skal kunne dækkes ind af egenkapital d.v.s.; der skal være dækning i indskyder- og aktiekapital. Lånes der til genudlån, skal også disse lån være fuldt sikrede i frie aktiver. Der skal indføres omgående meldepligt til myndighederne hvis man ikke lever op til kravet og forsømmelsen skal straffes med afskrækkende hårde sanktioner.

Desuden - vi skal forbyde de folkevalgte at gældsætte landet, de må klare sig med det der er i kassen og det der kommer ind i skatter. Og - vi skal begrænse de folkevalgtes ret til ubegrænset beskatning af både borgere og objekter. Ind i Grundloven med dét - så bliver der ro på bagsmækken.

Egon Stich, Niels K. Nielsen, Per Torbensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Kristian Weise kommer med en ‘elendig’ analyse af problemet.
Hvis du ingen gæld har er du et frit menneske, har du gæld må du lytte til dem du skylder penge til.

Det er tydeligvis uden for det politiske interesse felt, hvordan investering og gældsætning påvirker samfundet lokalt over tid og samtidig verden omkring os, det var og er, stadigt problemet ved gældsætningsproblematikkerne globalt, men det er, hvad der sker, når man giver politiske amatører magt, de ikke forstå at håndtere.

Problemet består i at den samlede globale gæld, krævet samlet set global økonomisk vækst og den findes ikke, den kan ikke fremskaffes, hvilket jeg vil uddybe nærmere.

Den levestandard borgerne i de avancerede økonomier har og den levestandard borgerne i vækstøkonomierne har, er influeret af den historiske ansvarsfordeling af den samlede CO2 udledning og de økonomiske omkostninger af den samlede CO2 udledning i dag.

“Ved “bæredygtig økonomisk vækst” forstås en udvikling, hvor der er økonomisk vækst samtidig med, at samfundsvelfærden ikke er faldende over tid.

I en verden med endelige naturressourcer kræver bæredygtig vækst, at der er tilstrækkelige substitutionsmuligheder mellem natur og menneskeskabt kapital.

Ofte skelner man mellem et stærkt og et svagt bæredygtighedsbegreb.

Svag bæredygtighed bygger på en antagelse om, at naturkapital kan erstattes af andre kapitaltyper, mens stærk bæredygtighed går ud fra en antagelse om, at der kun er begrænsede muligheder for at erstatte natur med menneskeskabt kapital.

Skillelinjen mellem stærk og svag bæredygtighed hænger derfor snævert sammen med spørgsmålet om substitutionsmulighederne

Denne skelnen har blandt andet betydning for relevansen af begrebet ægte opsparing.

Ægte opsparing er ændringen i den samlede nationalformue i bred forstand inklusive ændringer i f.eks. naturkapital og humankapital i løbet af en periode (f.eks. et år).

Positiv (eller i det mindste ikke negativ) ægte opsparing er en indikation af, at økonomien er bæredygtig i forhold til et svagt bæredygtighedsbegreb.”
Fra De Økonomiske Råd 2015.

Fakta er, at ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Ingen nulevende traditionel vækst økonom, har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen må derfor være, at traditionelle vækst økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand og på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.

Pseudo økonomi er ikke overraskende, det faktisk politiske interesse felt, det er ikke vanskeligt at få øje på i den virkelige verden med gældsætningsproblematikkerne i fysisk form og ingen ægte politisk interesse til at ville tilbagebetale gælden.

“Human activities since the beginning of the Industrial Revolution (around 1750) have produced a 40% increase in the atmospheric concentration of carbon dioxide (CO2), from 280 ppm in 1750 to 406 ppm in early 2017.

This increase has occurred despite the uptake of more than half of the emissions by various natural "sinks" involved in the carbon cycle.

The vast majority of anthropogenic carbon dioxide emissions (i.e., emissions produced by human activities) come from combustion of fossil fuels, principally coal, oil, and natural gas.

Mere fakta kan findes her.
IPCC
Link: https://www.ipcc.ch/

Global gæld anno 2018
Tallet er så absurd, at det reelt ikke giver nogen mening: 1.586.629.000.000.000 kr. eller 1,6 billiarder kroner.

Beløbet er ifølge Institute of Internationale Finance (IIF), hvad den samlede globale gæld inklusive den finansielle sektor nu er oppe på.
Det svarer til, at gælden ved udgangen af første halvår i år til 318 pct. af det globale bruttonationalprodukt (BNP).

Tobias Ramm Eberlein, Nikolai Beier, Peter Tagesen, Jakob Trägårdh, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vi er nødt til at stoppe den. Værdierne bliver i dag til på en helt anden måde, hvor vi slet ikke behøver spekulationen.

Jakob Trägårdh, Anne Eriksen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

PS.
Hvad stå Donald Trump for?
Hvad bringer håb ved den førte politik?
Hvordan hænger de frie markedskræfter og de menneskeskabte klimaforandringer sammen med Brexit, populisme og det politiske opbrud, vi ser i USA og Europa?

I takt med fattige bliver flere i antal, vil ønsket om forandring sprede sig som ringe i vandet.

Der er frygt fra millioner af ‘working poor’ langt op i middelklassen for selv, at blive fattig, hvor nu Donald Trump i USA, er løftet om forandring, der er den enorme magtfaktor i Donald Trump disruption’ politik, om det faktisk forholder sig sådan, at Donald Trump ‘disruption’ skaber økonomisk eller social fremgang, på den lange bane, er ikke længere relevant for de fattige og udsatte, de er blevet konstant fattigere i årtier, de fattige og det stigende antal udsatte, samt, de mange der ser, at de bliver udsatte på sigt, vil enhver forandring der skaber det mindste håb om hjælp og øget tryghed.

Den stærkes ret!
At den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.

Donald Trump siger han vil skrue tiden tilbage til dengang, hvor kul afbrænding og olie afbrænding var fremtiden, hvor hvide amerikanere var en klasse for sig i samfundet, der var sikret privilegier alene af den årsag.

Denne voksende destabiliseret gruppe i befolkningen, vil have adgang til kortsigtede økonomiske gevinster, som de rige høster økonomisk ubegribelige rigdomme ved, på olie, gas og kul afbrænding, dem drømmer de fattige og udsatte om, at få større andel af.

Der står fundamentet til Brexit i Storbritannien, men også den danske syndebuk politik anno 2018, den der skal holde Danmark fra en bæredygtig omstilling.

Trump, Brexit, DF og deres støtte partier, skaber kun folkevandring, det er prisen for ikke at forstå udfordringen.

Jakob Trägårdh, Anne Eriksen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Bankerne ejer politikerne.

Danske Bank har hvidvasket for halvdelen af det danske bruttonationalprodukt!!! og ingen er sigtet eller tiltalt. Efterforskningen er først startet i år og vil formodentlig blive lukket ned med en konstatering af, at forholdene er forældede. Det sørgede bl.a. den tidl. minister for, inden han fik et lukrativt lobbyben.

Det kommer heller ikke til at ske en dyt efter næste finanskrise.

Anders Reinholdt, Egon Stich, Flemming Berger, Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Såvel DR som TV2 havde 10 året for finanskrisen(20078) på programmet, med mange interessante udsagn fra både nær og fjern.

TV2 havde såvel finanstilsynets Direktør Bjerg eller Berg, og finanssektorens Ulrik Nødgaard med samt en journalist og en fra Carnegie til at besvare og kommentere spørgsmål i forbindelse med finanskrisen.

Ydermere fik vi et gensyn med Lars Løkke og Lene Espersen, hvor sidstnævnte samtidig med regeringens redningsplan fortalte om den "henrivende finansielle sektors" bidrag til det danske samfund med årlig skat på 35 mia. til det danske samfund, som den nærmest fuldendte symbiose mellem staten og den finansielle sektor.

Set i lyset af den finansielle redegørelse, der siden kom fra Jesper Rangvid om krisens forskellige sider, og endte med "et forsigtig skøn" over det danske samfundstab grundet krisen lå på 400 mia. danske kroner.

Set i forhold til Lene Espersens udmelding i TV om den finansielle sektors bidrag til det danske samfund via skat på 35 mia. - så er der endnu nogle år indtil den regning på 400 mia. er genbetalt fra den finansielle sektor.

Det er vigtigt her at erindre sig, at disse forsigtige skøn ikke tegner et lyserødt billede af de reelle forhold, - og det er ikke så sjældent at dette tal(400 mia.) skal ganges med 3 - 4 for at nå den rigtige størrelse, - så i det lys er der årtier til regningen fra den finansielle sektor er tilbagebetalt.

Desuden hæftede jeg mig især ved en bemærkning fra Ulrik Nødgaards i debatten om regeringens redningsplan dengang, og som det måske erindres var han først ansat i statens tjeneste som vagthund for den finansielle sektor, men skiftede senere til af være direktør for den finansielle sektor.

I indslaget gav han udtryk for netop "den finansielle sektors indsats for redningsplanens virkeliggørelse", - men hvordan forholder det sig så til virkeligheden omkring krisens arnested - den finansielle sektor, der netop var medvirkende til krisen ved dens grådighed for Nødgaard fik det nærmest til at lyde som om "den finansielle sektor kom som gode brandmænd og slukkede - den ild de selv havde været med til at starte"!?

Som jeg ofte tidligere har skrevet, så steg boligpriserne hurtigere end runfærgen, under AFRs ledelse tilbage i de glade 00er, - ja, nogle venstrefolk hævdede endda frækt; "Vi kan købe hele verden", for så gik det med økonomien, men ræset mod bunden gik endnu hurtigere da luften gik ud af "ballonen".

I begyndelsen af 2000 da AFR overtog regeringsmagten en sund og stærk dansk økonomi bedre end nogensinde, men i ren selvforståelse og beundring for den absolutte liberalismes fortræffeligheder valgte AFR at sætte hele økonomien over styr - i boligejernes "friværdi" - denne falske "friværdi" der giver indtryk af, at den frie markedsdannelse kun kan gå én vej og det er altid op, - men det vendte krisen op og ned på, - boligpriserne raslede ned, for det var alligevel ikke en nagelfast værdi, fordi man havde helt tilsidesat at markedskræfterne, der både kan give op - men også nedture.

De ledige og mange virksomheder som dette kasinospil med økonomien fra regeringens side skabte frikendte de sig selv for, med en lethed som sidenhen også skulle blive en del af billedet fra selve finanssektorens bankfolk.

Retssagerne mod bankfolk fra såvel Roskile bank og Amagerbanken er som bekendt endt i frifindelse, hvilket må undre ganske meget, - ikke så meget fordi disse folk sikrede deres egne økonomiske forhold på en ene eller anden måde - "kone finten eller ej", så er ingen til dato blevet dømt for deres ansvar.

Der hvor man især bør undre sig, men som domstolene ikke har indset som den åbenbaring i disse mennesker handlinger som forkerte, - er de forinden, og endda et pænt langt stykke tid forinden, udsender breve til deres kunder m.m. og opfordrer dem til at købe aktier i netop deres banker.

Bankernes folk søgte med andre ord efter kapital til dækning af deres risikobehæftede passiver, hvilket næppe havde været nødvendigt, hvis bankerne aktiver var solide, - og vi så da også at kort tid efter denne kapitalopsamling, at bankerne krakkede.

Et helt klart eksempel på man allerede tidligt vidste der var store problemer med udlånsaktivernes valør, og man derfor ikke havde den nødvendig kapital til rådighed til dækning af udlånsaktiverne, og man forsøgte at dække sig ind med kapital udefra.

Det må også have stået klart, at man ikke samtidig kunne opfordre kunder til at låne penge til opkøb af netop aktier i disse banker samtidig, - netop var en tom kapitaltilførsel til banken, hvor alene låneren sidenhen hæftede for gælden!

Eller sagt med andre ord; "man må have vidst at dette arrangement reelt var at give andre "sorteper""!

- Domstolene var altså ikke vakse nok i bedømmelsen af ansvaret hos disse bankers direktioner og bestyrelser.

Når talen om "ansvaret" for ledelsen af bankerne skal tales, så sker det oftest eller altid i forbindelse med driften - når det går godt, og der skal udbetales bonusser i ekstraordinær størrelse, - men det kniber meget med den samme ansvarsdebat når virksomheden er kørt i sænk.

I Amerika havde det udviklet sig til en ren spillemaskine, hvor man spekulerede i "boliglån uden sikkerhed", og drevet af triple A rating(AAA) den højeste for sikkerheden for mio. hvis ikke mia. af "junk-bonds" - værdipapirer i boliger. til mennesker manalerede vidste ikke ville kunne betale deres afdrag på lånene, - det samme som vi også så ske herhjemme for boligkøbere.

Principielt risikofrit for udlåner, da underskriver hæfter alligevel - til døden indtræffer(!), hvilket mange sikker i dag kæmper med at betale.

I Amerika spekulerede mange at de store samtidig imod disse "junk-bonds" - vel vidende at der ikke var økonomi hos lånerne til at betale afdragene på deres lån, - og derfor spekulerede man i at forsikre sig imod et kollaps af disse "junk-bonds" - så tabte man penge på lånene, så vandt man overmåde mere ved forsikringerne - "den gamle historie om hvad der er tabt på gyngerne vinder man ind på karrusellerne(!)", - men bare tifoldigt.

- Hvem der endte med at betale gildet, - skatteborgerne selvfølgelig, - ligesom i Danmark.

Og ligesom i Danmark endte det også med, at den finansielle sektors direktører der var med til at antænde branden i den finansielle sektor, - kom de også til at fremstå som de gode brandmænd der slukkede branden.

Nu står vi så igen i en situation hvor den næste boble står for døren, - og atter ser vi den finansielle sektors økonomer ikke ser nogen faresignaler, og hvor der slås på stortromme for det ikke kan ske igen, - for den finansielle sektor er endnu bedre rustet og polstret til vi ikke vil opleve det samme igen - nu kan den finansielle sektor selv betale, - siger de?

Tiden vil vise om de får ret, - men set i lyset af de kriser vi har været igennem gør det svært at tro på, når meget lidt syntes at vise den finansielle sektor lærte noget af krisen ved deres handlinger i dag.

Der er kun politisk statslig regulering af den finansielle sektor der kan sikre sig imod finansielle kriser i samfundet, - og midlet er større økonomisk sikkerhed og ansvar i den finansielle sektor, for de forskellige typer af værdier- og værdipapirer i hvilken form de end måtte have.

Puha. Hvorfor skal et så vigtigt emne som fusk i finansverden være så hård for hjernen at læse om at jeg måtte tage artiklen i bidder. 2 bidder i hvert fald. Så tak til Kristian Weise!

Det er tydeligt at den såkaldte globalisering er skyld i at bankverden blev til finansverden og vi pludselig stod i en masse problemer. Brian M. og andre ville gøre vores bankverden konkurrencedygtig, så bankerne skulle ha lov til at sælge uigennemskuelige finansielle varer, så de rigtigt kunne konkurrere med omverden. og hvem skulle så beskytte os mod de nye tider. EU! men i EU kan man åbenbart vedtage hvad som helst. Så reglerne for finansverden skulle selvfølgelig dereguleres. Dvs. fusk er lovligt indtil du bliver taget. Og til at være politibetjent på området var således kun jæger & golfspiller og CV-fabrikator Bendt Bendtsen og så arving af første klasse Brian M. Det kunne kun gå galt...

morten rosendahl larsen

Man kan på ingen måde sige at vi er ovre finanskrisen. Det såkaldte opsving skyldes alene at renten kunstigt holdes på det laveste niveau nogensinde i historien. Det gøres ved massive opkøb af egne statsobligationer.....men for lånte penge ! Hverken USA, eller det før så stærke Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien...for slet ikke at nævne Portugal og Grækenland har penge eller sunde økonomier...Og se på resten af verdens økonomier....Verdensøkonomien er en stor boble, som snart brister igen.

Bettina Jensen, Krister Meyersahm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar