Kronik

Der findes ikke en nødvendig politik

Ja, velfærdsstaten er presset af en global konkurrence, og der er nødvendige økonomiske mål, der må forfølges. Men det er ikke det samme som, at der eksisterer ét nødvendigt politisk svar på de udfordringer
Der var og er formentlig bred enighed om, at det vil være godt at øge fagligheden i folkeskolen. Men hvad vil det sige at øge fagligheden, og hvordan skal det gøres? Det er der politisk uenighed om – og godt for det.

Der var og er formentlig bred enighed om, at det vil være godt at øge fagligheden i folkeskolen. Men hvad vil det sige at øge fagligheden, og hvordan skal det gøres? Det er der politisk uenighed om – og godt for det.

Ida Marie Odgaard

13. september 2018

Det er ikke nemt at finde ud af, hvad debatten om konkurrencestaten går ud på. Meningsudvekslingen mellem forhenværende finansminister Bjarne Corydon og næstformand i Socialdemokratiets gruppeledelse, Dan Jørgensen, i Information er et godt eksempel på, hvor svært det kan være.

I et interview i Information den 29. august har Dan Jørgensen udtalt, at konkurrencestaten som analytisk kategori har »en del sandhedsværdi«. Men hvis konkurrencestaten derimod er et normativt ideal, som tilsiger, at en stat skal agere på markedets præmisser, er Jørgensen uenig, og tilføjer:

»Jeg mener, vi skal styre markedet og ikke lade os styre af markedet.«

Min udlægning af det synspunkt er, at Dan Jørgensen accepterer anvendelsen af begrebet konkurrencestat i forbindelse med den konkurrence, velfærdsstaten er udsat for i en stadig mere global økonomi. Men at der heraf skulle følge en nødvendig politik, mener han ikke. Og udsagnet om, at vi skal styre markedet, er formentlig et opgør med den nyliberalistiske politik.

Det er ikke overraskende, at en socialdemokrat har det synspunkt. Det overraskende er Bjarne Corydons svar. Han kalder Dan Jørgensens udtalelse for »en ren tilståelsessag« og tilføjer, at han desværre synes, at »Dan Jørgensen snakker uden om realiteterne og synger samme sang som partierne til venstre for Socialdemokratiet«.

Nødvendige mål, men ikke midler

Hvad mener Bjarne Corydon egentlig med den udtalelse? Mener han, at overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder, at der kun er én nødvendig økonomisk politik, og det er den, som Bjarne Corydon var med til at føre, men som Dan Jørgensen ikke vil videreføre, og derfor taler udenom? Eller mener han, at Dan Jørgensen ikke vil se de globale realiteter i øjnene? Eller mener han noget helt tredje?

Måske skyldes den svært forståelige debat om konkurrencestaten, at begrebet er tvetydigt, og at selve navnet kan lede på afveje.

I det gamle industrisamfund havde regeringer et betydeligt råderum ved udformning af velfærdsstaten, og der opstod da også store forskelle mellem landene. I den globale konkurrenceøkonomi, hvor virksomheder, mennesker og kapital i stigende grad kan flytte derhen, hvor vilkårene er bedst, er der kommet et voksende pres på lande med en udbygget velfærdsstat.

Byer, regioner og stater konkurrerer således om at skabe eller tiltrække viden, kompetencer og risikovillig kapital, og den konkurrence presser velfærdsstaten, hvorfor ordet konkurrencestat kan være velvalgt.

På grund af denne konkurrence kan der argumenteres for, at der er nødvendige politiske mål, der skal realiseres, hvis industrisamfundets velfærdsstat skal omdannes til en konkurrencestat – altså en konkurrencedygtig velfærdsstat i en global økonomi.

Der er næppe mange, der vil argumentere imod den opfattelse.

Men at erkende, at velfærdsstaten er presset af en voksende global konkurrence, og at der er nødvendige økonomiske mål, der må forfølges, er ikke det samme som, at der kun er én nødvendig politik.

I langt de fleste tilfælde kan politiske mål realiseres med forskellig politik, og den politiske uenighed om politikken knytter sig som regel enten til sociale og fordelingsmæssige konsekvenser eller til forskellige vurderinger af eller holdninger til politikkens langsigtede konsekvenser for samfundsudviklingen.

Brutal pensionsreform

For eksempel betyder den aldrende befolkning, at lande som Danmark vil opleve en stigning i både udgifter og skatter, som vil være større end i lande med en mindre udbygget velfærdsstat. At bevare både en lavere pensionsalder og en bedre velfærd for de ældre kan være svært i konkurrence med lande, hvor pensionsalderen sættes i vejret, og de ældre i større udstrækning må klare sig selv.

Det er derfor et nødvendigt politisk mål at begrænse udgifterne i forbindelse med en aldrende befolkning, hvis landet skal bevare sin konkurrencekraft.

Det skete også i Danmark, men det skete på en ret brutal måde. Pensionsalderen blev hævet for alle, uden hensyn til forskelle i belastning i løbet af arbejdslivet. Var der en anden mulighed for at nå det samme mål?

Ja, regeringen kunne for eksempel have inddraget arbejdsmarkedets parter og foreslået en tilpasning af arbejdsmarkedspensionerne. Ved fremtidige overenskomster kunne pensionsbidraget øges i erhverv med hårdere fysisk belastning, så et højere pensionsbidrag kunne finansiere en tidligere pension.

Når det er den enkelte medarbejder, der selv sparer op til en væsentlig del af pensionen og har sin egen pensionskonto i pensionsselskabet, som tilfældet er med arbejdsmarkedspensionerne, vil det også være muligt for den enkelte at vælge pensionstidspunkt, eller – hvad mange sikkert ville vælge – at gå gradvist på pension.

Højere pensionsbidrag og mere individuel tilbagetrækningsalder kan udformes på mange måder, men det kræver både arbejdsgivernes og arbejdstagernes medvirken at udforme et nyt og mere fleksibelt pensionssystem. Det er netop derfor trepartsforhandlinger kunne være en god fremgangsmåde. De nuværende arbejdsmarkedspensioner blev da også skabt gennem trepartsforhandlinger.

Bedre dagpengeløsning

Foruden et senere pensionstidspunkt er det også blevet fremhævet som et nødvendigt politisk mål at få flere danskere til at arbejde mere.

Med det argument blev dagpengeperioden for arbejdsløse sat ned fra fire til to år, og dagpengeperioden kom dermed på linje med forholdene i lande, vi især konkurrerer med. Da krisen kom, og arbejdsløsheden steg, faldt flere tusinde ud af dagpengesystemet, fordi de ikke kunne finde nok arbejde inden for de to års dagpengeperiode.

Det blev der repareret på ved at indføre nye ydelser, som ikke blev kaldt dagpenge. En mere varig løsning blev først fundet, da arbejdsmarkedets parter deltog i et udvalgsarbejde, som foreslog, at det skulle være nemmere at blive i dagpengesystemet. I stedet for det gamle krav om en længere samlet periode i beskæftigelse for ikke at falde ud af dagpengesystemet, blev det antallet af arbejdstimer over en bestemt periode, der gav ret til dagpenge. Det betød, at flere korte perioder i beskæftigelse tilsammen kunne sikre ret til dagpenge.

En anden måde at skabe et større og mere kvalificeret arbejdsudbud på ville være at forbedre mulighederne for omskoling og efteruddannelse under ledighed – for eksempel ved at gøre det mere attraktivt at uddanne sig end at gå ledig.

En sådan reform ville også på længere sigt give bedre muligheder for at skabe en bæredygtig velfærdsstat i en global økonomi.

Ingen nødvendig politik

Et tredje eksempel på, at et mål kan være nødvendigt, men at der er forskellige veje til at nå målet, er folkeskolen. Der var flere tegn på, at fagligheden i folkeskolen var vigende i forhold til andre lande, og at den måtte styrkes, hvis Danmark skulle klare sig i den globale konkurrence på viden og kompetencer.

Der var og er formentlig bred enighed om, at det vil være godt at øge fagligheden i folkeskolen. Men hvad vil det sige at øge fagligheden, og hvordan skal det gøres? Det er der politisk uenighed om – og godt for det. Uenigheden illustrerer jo netop, at målet om større faglighed kan nås ved forskellige former for skolepolitik.

Det er næppe af afgørende betydning, om vi anvender begrebet konkurrencestaten i debatten om den fremtidige indretning af velfærdsstaten. Det virker i hvert fald helt uforståeligt, når nogen hævder, at de er tilhængere af konkurrencestaten. Det giver simpelthen ikke mening at være tilhænger eller modstander af ændrede vilkår – det er et faktum, som må accepteres.

At nye vilkår giver nye politiske mål er også naturligt, men at hævde, at nye vilkår indebærer, at der eksisterer én og kun én nødvendig politik, giver ingen mening.

Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet.

Serie

Er der håb for konkurrencestaten?

Konkurrencestaten har fejl, der skal rettes op på, indrømmer professor emeritus Ove Kaj Pedersen i ny bog.

Men der er håb for fremtiden, hvis den politiske midte i dansk politik tager sig sammen og formulerer den ideologi for konkurrencestaten, som altid har manglet, lyder det. I stedet har den årelange kritik af den succesrige konkurrencestat været med til at true velfærdsprojektet og næret populismen, mener han.

I denne serie taler vi med kritikere og politikere om, hvorvidt der endnu er håb for konkurrencestaten, som Ove Kaj Pedersen påstår.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Jørn Andersen
  • Ervin Lazar
  • Rasmus Knus
  • Torben K L Jensen
Ejvind Larsen, Jørn Andersen, Ervin Lazar, Rasmus Knus og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Hvad vil det sige, at være en dansk konkurrencedygtig ‘velfærdsstat’ i en global økonomi?

Jørgen Rosted er tydeligvis overbevist om, at den global økonomi fortsat bør forstærke de menneskeskabte klimaforandringer, ved forøget global samlet set økonomisk vækst, det kan kun skaffes på olie, gas og kul afbrænding, hvilket skaber de menneskeskabte klimaforandringer.

Borgerne ønsker sig løsninger på stigende økonomisk ulighed, folkevandring og de menneskeskabte klimaforandringer.

Der er intet af det Jørgen Rosted skriver i denne kronik, der addressere de reelle problematikker ved den førte politik i den virkelige verden, med globalt stigende sult og fattigdom i takt med den globale opvarmning og det globale svindende eksistensgrundlag der skaber stigende folkevandring.

Det er tydeligvis uden for det økonomiske felt Jørgen Rosted opererer med, hvordan investering påvirker samfundet og verden omkring os, det er hvad der sker, når man giver amatører magt, de ikke forstå at håndtere.

Det er naturligvis op ad bakke for Jørgen Rosted, der hverken er tilhænger eller modstander af de ‘ændrede vilkår’ den global økonomi diktere.

Ejvind Larsen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Peter Bentzen, Torben K L Jensen, Jan Weber Fritsbøger, Peter Knap, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Et uforståeligt postulat fra Jørgen Rosted :
"Det virker i hvert fald helt uforståeligt, når nogen hævder, at de er tilhængere af konkurrencestaten. Det giver simpelthen ikke mening at være tilhænger eller modstander af ændrede vilkår – det er et faktum, som må accepteres".

Konkurrencestaten handler ikke om uafvigelige, ændrede vilkår.
Det er en subjektiv ideologi, et neoliberalt paradigme.

I virkeligheden modsiger den ovenstående definition hele kronikkens præmis, nemlig at der ikke findes nogen "nødvendig politik".

Der er intet somhelst forudbestemt 'faktum', der pinedød dikterer den vildt galopperende vækst i verden. Istedet er der politiske beslutninger, vi i fællesskab har ansvaret for som menneskehed.
Konkurrencestaten er blot udtryk for at vi accepterer præmissen om at udnyttelse, produktivitet og profitmaksimering for de yderst få, er et mål i sig selv på bekostning af det enorme flertal og hele Jordens flora og fauna.

Det er en politisk beslutning.

Ejvind Larsen, Michael Waterstradt, Allan Stampe Kristiansen, John Andersen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Werner Gass, Anne Eriksen, Tue Romanow, Curt Sørensen, Jan Boisen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Peter Bentzen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Jan Weber Fritsbøger, Peter Knap, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

I mine øjne må "nødvendighedens politik" - hvis denne talemåde skal bruges - være et samarbejde over hele jorden om arbejdsforhold, miljøkrav, osv... så ingen kan udnyttes ved at erhvervslivet kan flytte rundt efter de dårligste skatteregler, arbejdsforhold og klimakrav.
Hvis "vi" blev bedre til at samarbejde mon så ikke "vi" kunne skabe en bedre verden for ALLE og ikke kun for de få på bekostning af de mange.
Desværre ser udviklingen med konkurrencesamfunds tanken ud til ,at "vi" godt på vej tilbage til klassesamfundet.

Ejvind Larsen, Sisse Pihl, Allan Stampe Kristiansen, Jørgen Wentzlau, Kim Folke Knudsen, Ole Henriksen, Karsten Aaen, Werner Gass, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen, Lise Lotte Rahbek, Jan Weber Fritsbøger, Trond Meiring og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Markedet har fra at være en stedsbetegnelse på et område, hvor man mødtes og udvekslede varer, bevæget sig op i de luftige, frit svævende åndelige sfærer. Her ar det samlet styrke og som en primitiv religion fået tillagt nogle overnaturlige kræfter, hvor med markedet kan belønne eller straffe menneskeheden.
Under trusler om markedgudens hævn har et nyt præsteskab så stille og roligt raget størsteparten af verdens til sig. Ikke for egen vindings skyld selvfølgelig, men for menneskehedens bedste og markedet til velbehag.
Amen.

Allan Stampe Kristiansen, Jørgen Wentzlau, Flemming Berger, Ole Henriksen, Karsten Aaen, Werner Gass, Anne Eriksen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Steffen Gliese, Ervin Lazar, Lars Løfgren, Jan Weber Fritsbøger, Sven Elming og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Er ligeglad med andres følelser.
Tager ikke ansvar.
Har ingen respekt for sociale normer.
Tilsidesætter hensynsløst andres sikkerhed.
Får ikke dårlig samvittighed, føler sig ikke skyldig og føler ikke anger.
Det er altid nogen andres skyld eller noget andets skyld.

Det er ikke tale om en politik, der kan eller bør diskuteres på almindeligvis, der er tale om et menneskesyn.

Et menneskesyn desværre delt af mange danskere, bl.a. af Jørgen Rosted tidligere departementschef i Erhvervsministeriet, dagens regnedrenge i finansministeriet og vores politiske flertal.

Hvilket denne accept af politiske fattiggørelse, af de mest udsatte i landet, for en minimal profit til de rigeste tydeligt demonstrer.

Allan Stampe Kristiansen, Jørgen Wentzlau, Flemming Berger, Kim Folke Knudsen, Karsten Aaen, Werner Gass, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Peter Knap, Henrik Peter Bentzen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Andreasen

Tak til Jørgen Rosted for at gøre op med den såkaldte nødvendighedens politik, dette Thatcher'ske spøgelse, som stadig ligger uudtalt i regeringernes og støttepartiernes sociale og økonomiske politik.

Allan Stampe Kristiansen, Kim Folke Knudsen, ingemaje lange, Rasmus Knus og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thorleif Nolde Malling

Nødvendisme. Man kunne forsøge sig med at navngive den såkaldte nødvendighedens politik, som nødvendisme. På den måde kunne det synliggøres, at den er en retning, der vælges ud fra politisk overbevisning. Efterfølgende kan vi slås om selve definitionen, men først begrebet.

Philip B. Johnsen

@Thorleif Nolde Malling
Der findes en dækkende betegnelse, det er ikke et nyt fænomen, kampen om befolkningen, der ubetinget må adlyde den politiske magt i deres samarbejde med de økonomiske private intressenter i den globaliseret konkurrence, er meget gammel.

’Feltherrekunst’
Verdens ældste taktik, politikere og de understøttende økonomiske magthavere beskytter deres position, ved at spille de udsatte ud imod de fattige for, at opnå underliggende politiske mål.

Hans Houmøller, Allan Stampe Kristiansen, Jørgen Wentzlau, Ole Henriksen, ingemaje lange, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Peter Knap og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Politikerne kører bare videre i samme spor. Jeg giver op, lad lortet falde, min tålmodigheden er brugt op.

Den nødvendige sociale revolution er eneste udvej.

Lad os høre om, hvor mange som ikke længere vil finde sig i fattigdomsskabelsen. Den tilkendegive er kun mulig på de sociale medier, som ikke bort-censurerer virkeligheden. De danske medier har gemt de socialt udsatte væk. TV udsendelser er ren facade og reklame for millionærernes luksus-liv.

Man skulle tro at Danmark var i dyb krise. Tværtimod er der akkumuleret ufattelige rigdomme. Den samlede formue i Danmark udgør ifølge Danmarks Statistik 10.000 Mia kr. plus den del af formuerne, som er gemt væk i udlandet. Alligevel fortsætter politikerne med at skabe ødelæggende social ulighed og fattigdom. Jeg opfordrer til landsdækkende vedvarende demonstrationer, blokader, civil ulydighed, og massive protester på de sociale medier.

Det er ikke politikerne som er tvunget af leve 20 år kortere, eller må leve med kroniske smerter, må kæmpe for at holde sig i live, søge forgæves efter en bolig som er til at betale, som må tigge mad på de sociale medier, ikke har råd til et par sko da de andre lækker vand ind, forsøger at skjule forlegenheden og skammen, går i tøj fra genbrugsbutikker, må leve med støj og forurening, er tvunget til at stjæle el, konstant stigmatiseres i medierne, beskrives som uværdig og mindre værd end dem som kan arbejde, ikke har råd til medicin, jævnligt kaldes ind til møder om gæld som alligevel aldrig kan betales, lever med stigende angst for rudekuverter, konstant beskrives som en belastning for samfundet, må leve med systematisk politikerskabt fattigdom, forsøger at skjule den fattigdomm som politikerne har skabt for at give skattelettelser til dem som intet mangler.

En opgørelse, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har lavet for Avisen.dk, viser at mere end hver tiende borger, der har været i ressourceforløb, efterfølgende står helt uden indtægt.
Lad være med at give hånd til enhver, som er medlem af et politisk parti, der har blot ét menneske, som har en indre svinhund i sig. Dette er det helt rigtige tidspunkt at vide hvad danskerne står for. Det bedste værktøj er civil ulydighed.

Fattigdom er definitionen på håbløshed, frygt, angst, spænding og konstant bekymring. Ulighed resulterer i vrede, frustration og fortvivlelse, depression og utilfredshed, men måske vigtigst af alt - en forståelse af, at nu er det nok. For at håndtere dette konstante angreb på vores liv, er vi nødt til at agere, ikke mere snak. Den nødvendige sociale revolution nærmer sig med hastige skridt.

Fattigdom - ikke i vores land.

Hans Houmøller, Allan Stampe Kristiansen, Jørgen Wentzlau, Kristen Carsten Munk, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Peter Knap, Katrine Damm, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

O.K. Pedersen efterspurgte i sin sidste bog en ideologisk forklaring på sin reformisme af "velfærdsstaten". Her er den så - i al sin følelseskoldhed - skrevet på djøfsk af en Cyborg.

Hans Houmøller, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Fra leksikon.org
“Budgetter og revision disciplinerer os til at være ansvarlige dvs.: holde os inden for rammerne, til at være rentable, til at skabe overskud.

Dem der falder igennem dette system af individuel risk-mangement-konsumtion - dvs. de fattige arbejdsløse, afvigere eller kriminelle er selv uden om det.

De har handlet uansvarligt.
De marginaliseres, ekskluderes og neutraliseres.

At de er havnet i den situation er ikke markedets fejl, ikke det politiske systems fejl, men deres egen fejl.
Den skal den centrale statsmagt nok tage sig af.

Den «frihed» som neoliberalismen prædiker er ikke nogen naturlig egenskab indbygget i os, som blot venter på at blive frigjort fra velfærdsstatens spændetrøje og «afhængighedskultur» for at blomstre og sikre individet maksimal velvære.

Den neoliberale frihed er individualistisk egoisme konstrueret via markedsmekanismernes disciplinering, via statsmagtens overvågning og kontrol.

Det er frihed inden for ganske bestemte rammer, at skabe overskud.”
Link: http://www.leksikon.org

Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Peter Knap og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Der er jo ingen andre forandringer end dem, der skyldes verdensfjerne bureaukrater, der skabte en helt fejlagtig samfundsudvikling - først og fremmest ved at tro, at et samfund kan klare sig uden en hær af folk til at løse alle de mange materielle opgaver, der opretholder vores tilværelse.
En del af dette skyldtes et yderligere tåbeligt forhold: at man åbenbart er så fjernt i sin tankegang fra helt essentielle sammenhænge, at man tror, at 'høj, videregående uddannelse medfører højere løn', som en selvfølgelighed. Desværre har det forhold, at det er noget, man vedtager, så medført, at disse på papiret højt uddannede rent faktisk HAR taget for sig af retterne og bragt lønniveauet i de øverste lag i den offentlig sektor op på et helt uacceptabelt niveau for medarbejdere, der reelt er sikret imod opsigelse og med en gunstig pensionsordning. Sværere er det ikke at finde årsagerne til, at vores samfund er kørt ud over sporet: man har produceret for meget velstand, først og fremmest igennem en urimelig boligpolitik, hvilket naturligvis har ført til en nyfeudal samfundsudvikling.

Allan Stampe Kristiansen, Ole Henriksen, Karsten Aaen, Olav Bo Hessellund, Kristen Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Hvad med at kalde os den konkurrerende velfærdsstat? Implicit i det udtryk ligger både konkurrencen om at nå et fornuftigt overskud på betalingsbalancen og bestræbelserne på at bruge pengene til noget fornuftigt - som et langt stykke hen ad vejen plejer at være det fælles bedste.

Men husk lige at tænke over at ethvert overskud på betalingsbalancen betyder et underskud i den anden ende og i en globaliseret verden er der altid en latent fare for at "de andre" bliver så fattige, at de skaber utilsigtede problemer. Altså gælder det om at score kassen med måde, etik og moral.

En hurtig analyse af den konkurrerende velfærdsstat peger på at der er mere sikkerhed i fokusere på hvordan man bruger et evt. overskud end rendyrket optimering. Man kender det fra fx Hellerup, hvor de har mere end hvad hjertet begærer, men de keder sig bravt derude og er konstant nervøse for at nogen skal tage noget fra dem. Men selvfølgelig skal der tjenes penge og selvfølgelig er vi i konkurrence med andre lande om penge, om de bedste hjerner og smukkeste kvinder. På den måde har forfatteren fuldstændig ret i at konkurrencestaten, som sådan, er ikke noget man kan diskutere. Den er et vilkår. Det der kan og bør diskuteres er velfærdsstaten. Hvad er det vi vil med den? Det lægger artiklen på fin vis op til. Tak for det. Og lad os så snakke indretning.

Jan Skovgaard Jensen

Dagpengereform, efterlønsreform, sygedagpengereform, strukturreform, kontanthjælpsreform, SU-reform, integrationsydelse, kontanthjælpsloft, et par forårspakker og genopretningspakker og tryghed for boligbeskatning flytter alle penge fra dem der ikke har så mange - til dem der allerede har rigeligt..

Rosted slutter af "At nye vilkår giver nye politiske mål er også naturligt, men at hævde, at nye vilkår indebærer, at der eksisterer én og kun én nødvendig politik, giver ingen mening." Men vi har sku da kun fået én politik...

Allan Stampe Kristiansen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg ikke læste hele indlægget.

Jeg nåede omkring hertil:

"Hvad mener Bjarne Corydon egentlig med den udtalelse? Mener han, at overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder, at der kun er én nødvendig økonomisk politik, og det er den, som Bjarne Corydon var med til at føre, men som Dan Jørgensen ikke vil videreføre, og derfor taler udenom? Eller mener han, at Dan Jørgensen ikke vil se de globale realiteter i øjnene? Eller mener han noget helt tredje?"

Der bliver lagt op til, at vi skal forsøge at udfritte en mening af Corydons ord, og det er i mine øjne en komplet uinteressant øvelse. Manden vil sige præcis det, som han tror kan opfylde hvad end dagsorden han har. Alene det, at hans udtalelse har så mange forskellige tolkningsmuligheder vidner om dette.

Allan Stampe Kristiansen, Jørgen Wentzlau, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

De universelle velfærdsgoder underminerer samfundets fundament.

Når alle skal have de samme ydelser, uanset behov endsige trang, så siger det sig selv at pengene aldrig vil række. For på samme måde som et forsikringsselskab ikke kan holde til at alle kunder får præmien tilbage, så kan en stat heller ikke holde til at store dele af befolkningen får den betalte skat og mere til tilbage, i form af tilskud og fradrag i skatten.

Man kan roligt hævde, at skiftende politiske flertal har strakt deres mandat langt ud over Grundlovens grænser. For Grundloven bestemmer, at kun de der ikke kan ernære sig selv, har ret til offentlig hjælp og denne afgrænsning er så langt man kan komme fra begrebet, universelle velfærdsgoder.

Så, først og fremmest, tilbage til Grundlovens smalle sti som ikke har plads til universelle snyltere. Dernæst må vi tøjle de folkevalgte mere stramt end vi gør nu. Vi må tage legetøjet fra dem; deres ret til offentlig gældsætning og vi må lægge loft over deres ubegrænsede ret til skatteudskrivning. Lad os få disse to værn mod politikernes hærgen, ind i Grundloven.

Kim Folke Knudsen

Der findes vel et eller andet sted en nødvendighedens politik.

Spørgsmålet er hvad indeholder " Nødvendighedens Politik " ?

Det at ydre forhold presser os til at finde løsninger, som bevarer danske arbejdspladser og sikrer vores velfærd på sygehuse og i ældreomsorgen.

Der er eksempler på lande, som ved ikke at gøre noget er havnet i en endnu værre situation senerehen. Prisen den betaler landets borgere undtagen, dem som er i stand til at flytte kapital og indkomst ud af landet.

Når pensionsalderen er forhøjet her i Danmark er det en reaktion på, at sikre det økonomiske råderum på lang sigt til det, at vi bliver flere ældre og endnu mere ældre end førhen.

Det er vel heller ikke så galt at arbejde, hvis lysten og kræfterne er der ?

Men reformerne overså eller ignorerede den realitet, at mange mennesker ikke er i stand til arbejde så længe med et hårdt fysisk og nedslidende arbejde. Det skal rettes op, er du nedslidt, så skal der være mulighed for at trække sig tilbage før de 67 år.

Ligeså med dagpengene.

En ung veluddannet person kan sikkert godt leve med 2 års dagpengeret måske også med en endnu kortere dagpengeperiode. Men for dem som har betalt et helt liv til A-kassen og pludselig mødes med risikoen for de sidste år på arbejdsmarkedet at ende i fattigdom på grund af nedsat dagpengeperiode og forhøjet pensionsalder. De blev overset og kørt over med dagpengeforliget.

Hvorfor kan dagpengeperiodens længde ikke være bestemt af, hvor længe du har betalt til din A-kasse ? Jo længere periode med betaling fulgt af muligheden for f.eks en 3 årig dagpengeperiode senerehen i livet ?

Der er ikke noget odiøst i at ønske sig et forøget arbejdsudbud, da det er ensbetydende med et større beskatningsgrundlag, forudsat at vi har et effektivt og velfungerende skattevæsen.

Desuden forudser jeg, at nødvendighedens politik i fremtiden kommer til at handle om de klimaforandringer, som påvirker hele jordkloden og som vil føre til enorme personlige omkostninger og udgifter, hvis de ikke bliver behandlet politisk af landene på hele Jordkloden.

Nødvendighedens politik er ikke en konstant størrelse den er foranderlig.

Men nødvendigheden kan ikke ignoreres, den er en realitet.

Som borger er du i konkurrence med de andre borgere.
- Hvis ikke du udkonkurrerer alle andre, vil de udkonkurrere dig.

Du er i konkurrence med erhvervslivet, de vil ødelægge arbejdsmiljøet og de vil begrænse retten til at strejke.
- Hvis ikke du bekæmper erhvervslivet med alle midler, får du ødelagt helbredet.

Du er i konkurrence med lobbyfirmaerne, de får penge fra erhvervslivet, som betaler for at demokratiet forvrænges til ukendelighed.
- Hvis ikke du bekæmper lobbyisterne, har du ikke længere noget at skulle have sagt.

Du er i konkurrence med finansvæsenet, de vil beholde alle pengene selv. De skruer op for gebyrerne. De vil tage dit hus, din opsparing, din pension, alt.
- Hvis ikke du udkonkurrerer bankerne, ender du uden midler.

Du er i konkurrence med virksomhederne. De vil reducere din løn, og fjerne hele din indkomst. De betragter dig som en slave og en udgift for virksomheden.
- Hvis ikke du udkonkurrerer den virksomheden du arbejder i, med alle midler, ender du på gaden.

Du er i konkurrence med konsulentvirksomhederne. De vil forme samfundet efter konkurrencens betingelser og i deres eget billede.
- Hvis ikke du bekæmper konsulenterne, vil de ødelægge dit samfund.

Du er i konkurrence med Dansk Arbejdsgiverforening, de sværger til princippet: "En million en stemme".
- Hvis ikke du bekæmper DA, vil din værdi som vælger blive reduceret, så har du ikke længere en ret til at stemme.

Du er i konkurrence med politikerne, de modarbejder demokratiet og retstat. De vil bestemme hvilket tøj du må tage på. Politikerne vil tage enhver social sikkerhed fra dig, og når du intet har tilbage, vil de bestemme, at du ikke må tigge mad på gaden. Politikerne vil udslette dig, og når du er helt udkonkurreret, vil de slette dig fra statistikerne; du må ikke optræde som udkonkurreret, et offer for konkurrencen.
- Hvis ikke du bekæmper politikerne, vil de fjerne din retsstilling og alle menneskerettigheder.

Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Allan Stampe Kristiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Problemet er den kapitalistiske gift, der får os til at tænke i dens eget narkotikum, kapital. Men i realiteten er der ikke omkostninger ved noget som helst, bortset fra den indsats, den enkelte lægger for dagen. Kapitalismen hæmmer udviklingen i verden ved at reducere uendelige muligheder for at vælge at handle anderledes med andre gevinster som resultat.
Dengang denne begrænsning gav mening, var mennesket i det hele taget underkastet rigide materielle omstændigheder. Det punkt har vi passeret, i dag er det tværtimod evnen til uhæmmet at gøre hvad som helst, der ødelægger det for os. Derfor er der ingen materiel binding for omstilling, kun en mangel på moral, en åndelig dovenskab, en selvbehagelighed.

Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

I gamle dage havde vi de hysteriske kællinger på Børsen. De satte rammerne for den økonomiske politik. De var grådige, men skulle møde os hver dag. I dag har vi nogle mastdont pengemaskiner, som EU-regler og handelsaftaler lader kører ureguleret, og som kører skattebetaling udenom alt og alle, som sætter rammerne for vore økonomiske politik. Og de er ligeglade med vores levestandard. De er vandt til at arbejde i den 3. verden og de dele af USA som reelt er den 3. verden. De er grådige. De stopper ikke før de har fået alt hvad vi ejer. Vores eneste chance er at stoppe dem..

Hans Houmøller, Karsten Aaen, Allan Stampe Kristiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Jan Skovgaard Jensen

Hvis ikke du havde skrevet "de hysteriske kællinger på børsen", havde jeg gerne anbefalet din kommentar.
Men denne betegnelse for hvad man ellers mere rammende kunne have kaldt 'stoddere på steroider' såfremt man ville være ligeså grov i munden, er så tilpas misogynt og tillige totalt misvisende, at hele indlægget desværre bliver præget deraf.
Jeg opfordrer til betænksomhed i den fremtidige deskriptivitet ;-)

Hans Houmøller

“Et tredje eksempel på, at et mål kan være nødvendigt, men at der er forskellige veje til at nå målet, er folkeskolen. Der var flere tegn på, at fagligheden i folkeskolen var vigende i forhold til andre lande, og at den måtte styrkes, hvis Danmark skulle klare sig i den globale konkurrence på viden og kompetencer.

Der var og er formentlig bred enighed om, at det vil være godt at øge fagligheden i folkeskolen. Men hvad vil det sige at øge fagligheden, og hvordan skal det gøres? Det er der politisk uenighed om – og godt for det. Uenigheden illustrerer jo netop, at målet om større faglighed kan nås ved forskellige former for skolepolitik.”

De to citater demonstrerer på bedste vis, at forfatteren ligesom reformtilhængerne ikke har tjek på fakta. De tegn han omtaler på, at fagligheden var vigende i forhold til andre lande underbygges ikke, fordi de kan de ikke. Mennesker med forstand på sagen ved nemlig godt, at de “undersøgelser” udsagnet er baseret på ikke gør de lande, der tænkes på, sammenlignelige. Detsværre er det sådan mange argumenterer, men det gør ikke argumenterne mere valide.

Jan Skovgaard Jensen

Eva:
Lykketofts gamle betegnelse for Børs-folket "de hysteriske kællinger" var min stavekontrols (som åbenbart er bedre inde i politisk terminologi end jeg) bidrag til mit indlæg. Jeg havde kommet til at skrive "høngeræve" på Børsen"....

Eva Schwanenflügel

Jan - så er det Lykketoft der skal have med krabasken - og din stavekontrol, he he..
"Høngeræve" bliver måske et nyt hit, såfremt SF kommer i regering og Karsten Hønge bliver Miljø- og Landbrugsminister ;-)