Kronik

Folk bliver stressede af at få at vide, at de ikke er herre over deres eget liv

I stedet for at lægge ansvaret for den enkeltes trivsel hos lederne eller tillidsrepræsentanten bør man holde fokus på den enkelte som et voksent, ansvarligt og kompetent menneske, der selv har initiativpligt i forhold til egen jobglæde
»Lederes overansvarlighed og eneansvar hæmmer medarbejdernes ansvarlighed og egetansvar og bliver kontraproduktivt,« skriver dagens kronikør.

»Lederes overansvarlighed og eneansvar hæmmer medarbejdernes ansvarlighed og egetansvar og bliver kontraproduktivt,« skriver dagens kronikør.

Nick Shepherd

4. september 2018

Når ansatte rammes af stress, er det omkostningsfuldt for både den enkelte og organisationen, herunder kolleger og ledere. Alle påvirkes. Det er derfor uden tvivl også i alles interesse at undgå stress.

Der findes næppe ledere, der er ligeglade med, om deres medarbejdere trives eller er i fare for at blive ramt af stress. I de fleste organisationer tages der mange initiativer til både at forebygge og håndtere stressproblematikker.

Der måles, tales og handles, og ofte ligger det primære ansvar for disse indsatser hos ledelsen. Kollegerne kan aktiveres i den form, at de opfordres til at holde øje med hinandens eventuelle begyndende tegn på stress ud fra devisen om, at den stressramte er den sidste til selv at opdage sin stress.

Alt dette forekommer for de fleste fornuftigt, rimeligt og omsorgsfuldt. Men jeg vil gerne udfordre disse overbevisninger. For hvordan er sammenhængene mon mellem stress og handlekraft? Mellem stress og ansvar? Og mellem stress og kerneopgaven?

Der ligger nogle mindre kendte og meget interessante mellemregninger her i form af psykologisk forskning og teori. Disse mellemregninger bør kendes af både ledere og medarbejdere, der ønsker at undgå stress og udvikle og bevare et sundt, velfungerende arbejdsfællesskab med fokus på kerneopgaven.

Selvopfyldende profeti

Med en opmærksomhed på sprogets skabende kraft kan diskurser undersøges for deres indflydelse på vores virkelighedsforståelse og handlemuligheder.

Ser man på sproget om stress, er det slående, hvor meget emnet omtales som en sygdom; en folkesygdom, en epidemi, en lidelse, noget, der rammer os, noget med visse symptomer og noget, der kræver behandling. Uden behandling endda noget, vi kan dø af.

Denne måde at omtale og beskrive stress på fører til bestemte handlemuligheder og udelukker andre handlemuligheder. Det bliver eksempelvis utænkeligt, at man kan leve fint med stress i årevis. Det bliver utænkeligt, at man selv kan håndtere stress. Og det bliver utænkeligt, at visse strategier såsom tankemønstre eller handleberedskab kan værne effektivt mod stress.

Det vil sige indtil vi måske en dag udvikler en stressvaccine.

Men indtil da fører diskursen om stress som en epidemi til frygtsomhed. Afventning. Anspændthed: Hvornår bliver jeg mon ramt af stress? Måske lider jeg allerede af stress uden at vide det? Symptomerne viser sig jo med forsinkelse, og som regel er den stresssyge blind for sin sygdom, indtil det næsten er for sent.

Når denne tænkning og de medfølgende ringe handlemuligheder er dominerende i en organisation, stiger risikoen for stress med al sandsynlighed. Når man indirekte får at vide, at man ikke er herre over sit eget liv og velbefindende – og måske allerede er livsfarligt syg uden at vide det – vil de fleste mistrives og før eller siden blive stressede eller opleve sig selv som stressede. Det bliver så at sige en selvopfyldende profeti.

Fokus på det, vi ønsker os

Når man i organisationer ønsker at forebygge og håndtere stressproblematikker, kan der således være megen klogskab i at forholde sig informeret kritisk til den dominerende diskurs og udvikle andre måder at tænke, tale og handle på.

Med viden om sprogets skabende kraft og valg af metoder, der trækker herpå, kan man eksempelvis vælge at koncentrere sig om at skabe et velfungerende arbejdsfællesskab. Altså koncentrere sig mere om at udvikle det, der er brug for, og mindre om at undgå det, der ikke er brug for.

Det kan lyde nemt i sin enkelhed, men vil ofte opleves vanvittigt udfordrende i praksis. Vi er nemlig mere vant til at skulle forebygge og løse problemer, end vi er til at skulle bidrage til en ønskværdig fremtid.

Men hvis der er noget, man i professionelle organisationer har brug for at kunne, så er det netop at skabe, udvikle, udrette, og bidrage. Få organisationer findes udelukkende eller primært for at forhindre noget. Det kan være meget svært at forhindre noget uden fokus på, hvad der hellere skal være.

I skoleverdenen giver det for eksempel mere mening at arbejde for elevernes læring og trivsel end at arbejde for at forhindre uvidenhed og mistrivsel. Vi skal vide, hvordan vi skaber det gode. I disse indsatser ligger også forebyggelsen af problemerne. Hvis alle elever trives og lærer, er der hverken mange konflikter, mobning, pjæk eller eksklusion.

Det er derfor vigtigt, at ledere og andre dagsordensættere ændrer det fælles fokus fra stressforebyggelse og -håndtering til for eksempel udviklingen af et stærkt arbejdsfællesskab, en velfungerende organisation, et sundt arbejdsmiljø eller lignende, der altså lægger vægt på den ønskværdige fremtid for organisationen.

Hvordan fungerer organisationen i sin bedst tænkelige version? Hvilke erfaringer har vi i den retning? Hvad kan vi gøre mere af for at skabe denne ønskværdige fremtid?

Herre i eget hus

Derudover vil det være hensigtsmæssigt at tale om arbejdssituationen som noget, den enkelte selvfølgelig har – og skal sørge for at blive ved med – at have stor indflydelse på. At opleve sig som herre i eget hus er en rigtig god vej til et sundt og bæredygtigt arbejdsliv.

Når dialogen på arbejdspladsen omhandler egen indflydelse og muligheder for at fastholde og evt. udbygge denne, skaber det bedre handlemuligheder i samme retning.

Så i stedet for at lægge det primære ansvar for den enkeltes trivsel hos lederne, i MED-udvalget, hos arbejdsmiljørepræsentanten, tillidsrepræsentanten eller på anden måde uddelegere opmærksomheden – som når kolleger bedes holde et vågent øje med hinandens eventuelle begyndende stresssymptomer – bør man holde fokus på den enkelte som et voksent, ansvarligt, kompetent, vidende og engageret menneske, der har det primære indblik i og dermed initiativpligt i forhold til egen jobglæde og trivsel.

På praktisk niveau kommer ledelse i organisationer, der ønsker at fungere uden stress således til at handle om at lede kommunikation, forståelser og handlemuligheder ved at sætte dagsordenen for, hvordan der tænkes og tales om indflydelse, ansvar og stress – og mindre om at værne om den enkelte og overtage ansvaret for medarbejdernes trivsel.

Lederes overansvarlighed og eneansvar hæmmer medarbejdernes ansvarlighed og egetansvar og bliver kontraproduktivt.

Formålet med ledelse har aldrig været at tage sig af den enkelte ansattes velbefindende, og det bør det heller ikke være i forbindelse med trivsel og stress. Formålet med ledelse er – ligesom formålet med alt andet i organisationer – at bidrage til den fælles kerneopgavehåndtering.

I relation til medarbejdere og arbejdsfællesskab er det derfor en ledelsesopgave af afgørende betydning at dygtiggøre alle ansatte som bidragydere: Styrke organisatorisk selvtillid, kvalificere professionelle kommunikationskompetencer, osv. Jo mere lederen koncentrerer sig om at undgå stress, jo mindre tankevirksomhed og handlerum bliver der tilbage til disse væsentligt mere bæredygtige indsatser.

Maja Loua Haslebo er erhvervspsykolog, forfatter og selvstændig konsulent

Serie

STRESS!

Hver fjerde dansker døjer med stress, med store konsekvenser for både den enkelte og samfundsøkonomien til følge.

I denne kronikserie undersøger Information folkesygdommen – og hvorfor vi ikke formår at bekæmpe den effektivt.

Seneste artikler

  • Alt for mange børn er på overarbejde i daginstitutionerne

    16. oktober 2018
    Stress er et samfundsproblem, der årligt koster 27 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Det er en enorm udgift. Vi ved, at voksne, der har haft stress før, er mere disponeret for at få det igen. Når en femtedel af vores børn i dag er stressede allerede i børnehaven, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det ser ud, når de bliver voksne
  • Studerende: »Jeg får ondt i maven, når jeg går ind i studieboghandlen«

    26. september 2018
    Presset fra karakterer, CV-ræs og politikere vejer tungt på vores skuldre som studerende, og det er efterhånden så udbredt med stress, at det er blevet den nye normaltilstand
  • Har du talt med dit barn om karrieremuligheder i dag?

    6. september 2018
    Hvis vi ikke tager et opgør med de stigende krav om personlig udvikling og præstationer, så har vi et ansvar for at klæde vores børn ordentligt på til voksenlivet tidligst muligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annika Hermansen
  • Lise Lotte Rahbek
Annika Hermansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Formålet med ledelse er ........ at bidrage til den fælles kerneopgavehåndtering." Ja, problemet er blot, at ledelsen i mange tilfælde varetager denne opgave på en måde, så de ansatte udsættes for påvirkninger, som gør dem syge - i forbindelse med stress kan det være i form af ubalance mellem krav og ressourcer. Det er her Arbejdsmiljøloven træder ind - ifølge den er det (populært sagt) forbudt at blive syg af at gå på arbejde. Og ledelsen har et objektivt/juridisk ansvar.
Så ledelsen har iflg. Hovedaftalen § 4 (mellem arbejdsmarkedets parter) retten til at lede og fordele arbejdet - herunder at allokere ressourcer - dvs. ikke blot 'bidrage' til håndtering af kerneopgaven; men 'lede' den. Og den har et lovpligtigt krav om at varetage denne ledelsesopgave på en måde, så de ansatte ikke udsættes for påvirkninger, som gør dem syge - uanset om det skyldes stor arbejdsbyrde, tunge løft eller kemikalier. Hvis ledelsen ikke kan løfte denne del af ledelsesopgaven ansvarligt må loven være afgørende og ledelsen retsforfølges.

Connie brask, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Kofoed, Mogens Holme, Bettina Jensen, lars søgaard-jensen, Finn Bendixen, Anne Eriksen, Dorte Sørensen, Kurt Nielsen, Maria Jensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Maja Loua Haslebo er erhvervspsykolog, forfatter og selvstændig konsulent.

Er det ikke lidt overvældende, hvor mange artikler og kronikker vi usalige skal udsættes for fra erhvervslivets forlængede arme udi den menneskelige hjerne?

Indtil nu har jeg intet kunne opstøve i form af konsekvenserne af dårlig ledelse (fx psykopater i jakkesæt, sexchikanerende charmetrolde, vattede regelryttere), eller de destruktive følger af et dårligt psykisk arbejdsmiljø, (fx rovmobning, klikedannelse, bagtalelse)?
For slet ikke at tale om de mest åbenlyse problemer, nå nej, UDFORDRINGER, (fx stress, depression og angst som følge af opskruet arbejdstempo og undernormering).

Det er påfaldende, at disse vigtige stressorer slet ikke omtales.

Gunilla Funder Brockdorff, Connie brask, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Hjerl-Hansen, Brian Jensen, Jens Kofoed, Mogens Holme, Erik Nissen, Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Bettina Jensen, Heidi Larsen, Jan Pedersen, lars søgaard-jensen, Steen Obel, Finn Bendixen, Randi Christiansen, Anne Eriksen, Dorte Sørensen, Kurt Nielsen, John S. Hansen, Torben Skov og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Såmen, Eva S.
Men konsulenten har nu en pointe i,
at hvis vi tragter stress som en udefrakommende og livstruende sygdom, som ingen kan værge sig imod, men kun håbe på at gå fri,
og at ledelsen fokuserer på det at forebygge de negative bivirkninger fra arbejdslivet fremfor at satse på de positive virkninger,
så bliver det godtnok op ad bakke med at overbevise arbejdsstyrken om det fede ved arbejdslivet. Altså... med de som elsker martyrrollen undtagen.

Arne Remmen, Annika Hermansen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er stressende at have ansvar for noget, man ikke har magt over. Måske skulle man bare skære det meste af ledelsen væk, for når medarbejderen har ansvaret, kan medarbejderen lige så godt også få magten.

Medarbejderne kunne løbe lidt langsommere, hvis de slap for at skulle tjene ind til at dække ledelsens løn udover deres egen. De ville også slippe for at skulle spille med på alt muligt gøgl, som lederne har lært på det seneste kursus, og det ville yderligere frigøre ressourcer.

Lisbeth Larsen, Connie brask, Bjarne Bisgaard Jensen, Troels Ken Pedersen, Bo Klindt Poulsen , Brian Jensen, Jens Kofoed, Mogens Holme, Erik Nissen, Torben K L Jensen, Bettina Jensen, Else Marie Arevad, lars søgaard-jensen, Steen Obel, Anders Reinholdt, Bjørn Pedersen, Randi Christiansen, Anne Eriksen, Kristen Carsten Munk, Birgit Schov, Kurt Nielsen, John S. Hansen, Maj-Britt Kent Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Naturligvis Lise Lotte.
Jeg undrer mig blot over, at der ikke skrives om det vi faktisk ved er kæmpe problemer på arbejdspladserne.
For mig at se virker det som at stikke hovedet i sandet.
(Og så er arbejdskraften jo heller ikke så uundværlig lige om hjørnet, når robotterne ankommer.. Derfor gælder det jo om at være ligeså robust, så man ikke bliver erstattet).

Det er lidt ligesom at sige, at trafikuheld kan undgås ved at køre med sikkerhedssele.

Connie brask, Anne Eriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

@ Eva: Ja, det virker næsten som en koordineret kampagne fra erhvervspsykologernes side - det kan næsten ikke være tilfældigt. Gad vide om de er klar over, i hvor høj grad de er i gang med at sætte deres stands anseelse over styr?

Connie brask, Egon Stich, Morten Hjerl-Hansen, Mogens Holme, lars søgaard-jensen, Randi Christiansen, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg hørte lige en beretning igår, som de fleste vist kan genkende:
Hver gang der ansættes en ny ledende ingeniør/HR-konsulent/driftsleder eller måske salgsleder i de større virksomheder, så starter de forfra med at opfinde den dybe tallerken og indlede 'projekter', som skal lette produktionen og gøre de arbejdede mere fleksible, skabe trivsel og minimere spildtid. Og rigtig mange gange er det til forveksling lignende 'projekter', som den tidligere leder og den forrige, og den arbejdende del af medarbejderne vånder sig og mumler: "Ikke nu igen.. det HAR vi prøvet."
Om det giver stress ved jeg ikke. Men opgivenhed kan vel også føre til stress.

Maria Jensen, Connie brask, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Randi Christiansen, Anne Eriksen, Kurt Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Lise Lotte - det er også det, der kaldes 'pseudoarbejde'..
Og jo da, det er dybt stressende at blive underkendt på sin faglighed !!

lars søgaard-jensen, Randi Christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ledelse for ledelsens egen skyld og for lederens egos skyld er en pest, som koster mange ressourcer. Jeg ser frem til den dag hvor nogen udvikler principper for minimalistisk, fornuftsbaseret kontinuitetsledelse.

lars søgaard-jensen, Randi Christiansen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

..Og hvad med overskudsdeling istedet for skyhøje toplønninger, 'fratrædelses/genansættelses ordninger', bonusser mv ?

Mogens Holme, lars søgaard-jensen, Randi Christiansen, Anne Eriksen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

I kender den selvfølgelig:
"Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation med omorganisering, og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering"

Ophavsmand: Cajus Petronius, embedsmand under den romerske kejser Nero, død år 66 e.Kr. ELLER
journalist og forfatter Charlton Ogburn, som skrev det i en artikel i Harper's Magazine i 1957 - ifølge Biblioteksvagten.

Ann Thomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Anders Reinholdt, Steen Obel, Hans Aagaard, Anne Eriksen, Kristen Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Maj-Britt Kent Hansen,
Dit citat er nøjagtig det samme som min opfattelse af politik i dag (og i lang tid) dertil er punktet for kaos måske også nært forestående :)

Det gælder selvfølgelig i høj grad også arbejdslivet - kommer det fra manglende selvværd?
Nyt har altid været godt, ikke?

Hans Aagaard, Eva Schwanenflügel og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Når konkurrencestaten er præmissen, hvordan kan stress så undgås?

Det er pinligt, hvordan højtuddannede mennesker med tunge poster indenfor politik og erhvervsliv i den grad taler uden om netop een af kerneopgaverne, som er balance på den sociale bundlinje.

At underordne miljø-og socialsektorerne den økonomiske bundlinje er en model med indbygget stress. Adresseres dette ikke når man diskuterer systemfejl, bliver man kun endnu en lakaj for den ene procent.

Et system, hvor der er balance på de tre bundlinjer : miljø, socialt og økonomisk, er altså opgaven. At forvente at herskende ressourceadministration vil kunne løse den opgave er således intellektuelt uvederhæftigt.

Maria Jensen, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Lars Bo Henriksen

So much of what we call management consists in making it difficult for people to work
― Peter Drucker

Hans Aagaard, Bo Klindt Poulsen , Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Maria Jensen: "Det er stressende at have ansvar for noget, man ikke har magt over." Det er kloge ord. Jeg blev selv alt for længe i et job, hvor jeg blev stresset af en helt urimelig chef. Det var ærgerligt, for det var ellers et spændende job. Hvorfor er der så mange uduelige chefer, som gør livet surt for de ansatte?

I gamle dage skelnede man mellem 'erhvervspsykologer' og 'arbejdspsykologer' afhængigt af om vedkommende allierede sig med/arbejdede for ledelsen elle arbejderne. Det var i en periode inden det blev påstået at klassekampen var afsluttet. Arbejdsmiljø-området er et af de områder, hvor det klart viser sig at klassekampen er konkret eksisterende - ledelsen profiterer på dårligt arbejdsmiljø. Spørg bare i Arbejdstilsynet på Arbejdsmedicinske Klinikker og hos en del fagforeninger.
Ledelsen har magten (og pengene) og hyrer erhvervspsykologer (og andre) til at effektivisere arbejdet og fastholde magten.

Bo Klindt Poulsen , Mogens Holme, Torsten Jacobsen, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Fra ca 1955 til 1980 arbejdede min far som værktøjsmager på LKnes. Jeg husker, hvordan han på et tidspunkt i starttresserne kom hovedrystende hjem og fortalte om effektiviseringseksperter, som altså nu skulle tilrettelægge hans arbejde.

Effektiviseringerne var dog ikke effektive nok til at forhindre, at han i 82 døde af arbejdsrelateret cancer.

Philip B. Johnsen

Overskriften lyder.
“Folk bliver stressede af at få at vide, at de ikke er herre over deres eget liv.”

Der er lystbetonet energiudladelse, der muligvis er en form for stress, der forveksles med en konkurrence, hvor det for en gældsat person, med stigende løbende udgifter, kan have uoverskuelige personlige konsekvenser, det skaber en konstant frygt og stress, hvis ikke man er uundværlig.

Vores samfundsmodel er opbygget på denne frygt.

Borgerne er blevet gældslaver langt op i middelklassen og dermed økonomisk udsatte og medgørlige eller borgerne er bare fattiggjorte.
Det er overhoved ikke noget tilfælde, det er efter det amerikanske forbillede, hvor sikkerhedsnet under den enkelte borger får stadig større masker, hvilket tvinger stadig større dele af befolkningen med arbejdsudbuds politiken, lang op i middelklassen til, at adlyde magthaverne i deres samarbejde med de økonomiske private intressenter i den globaliseret konkurrences navn.
Det vi kender som ‘nødvendighedens politik’.

Pointen er billige arbejdskraft i mere usikre job, det er, hvad den blå økonomiske arbejdsudbuds politik og vores politikerne ønsker at udstyre konkurencestaten med.

Det skaber frygt eller stress om man vil.

Det er så mit bud på den stigende frygt eller stress om man vil, konkurencestaten styre med frygt ikke understøttende en personlig lystbetonet energiudladelse, det skaber følelsen af, hvad overskriften beskriver, “Folk bliver stressede af at få at vide, at de ikke er herre over deres eget liv.”

"det virker næsten som en koordineret kampagne fra erhvervspsykologernes side - det kan næsten ikke være tilfældigt. Gad vide om de er klar over, i hvor høj grad de er i gang med at sætte deres stands anseelse over styr?"

Udlandet situation er ikke bedre, så der tabes ingen international anseelse på at skabe en repressiv og fremmedgørende konkurrencestat; måske tværtom.

Værre, og rigeligt, er det vel at det individualiserede paradigme forstærkes og tæskes så dybt ind i danskernes forstand og forståelse, at de slet ikke kan huske andre virkeligheder længere.

Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

De senest tal om fattigdom i EU fra Eurostat website.
‘People at risk of poverty or social exclusion’
16,7% af borgerne i Danmark.
23,5% af EU borgerne.
Link: https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/People_at_r...

I standard-økonomisk tankegang er arbejdsudbuddet, det samlede antal timer, som de blå økonomisk funderede politikere mener personerne i en befolkning, ønsker at arbejde ved en given realløn, (altså udbuddet af arbejdskraft, ikke udbuddet af jobs), hvor den generelt blå økonomisk funderede, har den opfattelse, at de fattige bogstaveligt talt ’skal’ være sultne nok til ethvert job der tilbydes, precist så sultne, at de fattige ideelt må tage to job, for at holde sulten fra døren, et der betaler huslejen og så et job nummer to, der ’næsten mættet familien’, så de blå økonomisk funderede, har en befolkning, der kan være konkurencedygtigt på produktions enhedspriser i forhold til f.eks. polske teenagers løn og arbejdsvilkår og fortsat ikke helt mætte.

Det er en farlig vej at gå, resultatet ses i USA.

"Folk bliver stressede af at få at vide, at de ikke er herre over deres eget liv"

Mennesker bliver stressede af at føle sig overbebyrdede og hjælpeløse.

Maria Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme, Steen Obel, Eva Schwanenflügel og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Robert Mortensen

En ledelse skal da netop være med til at sørge for, at medarbejderne trives. Det er fx blevet så moderne at projektansætte medarbejdere. På den måde giver man jo medarbejderne ihh og åhh så meget medansvar og handlemuligheder. Og det fordre jo ejerskabs- og ansvarsfølelse hos den ansatte, som skribenten efterspørger. Men medarbejderen står da også med hele størstedelen af ansvaret på egne skuldre. Også ansvaret for, at forblive robust og omstilingsparat. Ofte ansættes man i dag uden øvre grænse for arbejdstid, da man er funktionæransat. Resultater af denne ansvarsfralæggelse fra ledelsens side bliver, at de blot kan læne sig tilbage i kontorstolen og vente på, at medarbejderne løser deres kerneopgaver. De ansatte styrer jo selv deres projekter. Så hvis de arbejder for meget, er de blot dårlige til at disponere. Hvis de går ned med stress, er de ikke robuste og omstillingsparate nok. Men det er tarveligt at lægge så meget ansvar over på den enkelte medarbejder, for folk flest vil gerne levere et godt stykke arbejde. Men når målestokke for, hvad et godt stykke arbejde er, ikke bliver defineret ovenfra, kan medarbejderen hurtigt blive for ambitiøs.

-“At opleve sig som herre i eget hus er en rigtig god vej til et sundt og bæredygtigt arbejdsliv.”-
Citatet ovenfor kan virke logisk. Men jeg er lodret uenig. At lede går i ordets forstand ud på at lede andre på vej. At vise dem retningen og at guide. Når ledere fralægger sig ansvaret for at lede, og beder medarbejderne lede sig selv, øger de chancen for, at med arbejderen går ned med stress.

Myten om at mennesker er 'herrer i eget liv' er en kilde til kognitiv dissonans; ethvert menneske vil i én eller anden udstrækning (afhængigt af tilfældigheder og privilegier/ressourcer) opleve at andre mennesker, samfundsinstitutioner og naturen sætter klare grænser for, og på mange måder regulerer, det enkelte menneskes liv, hvormed der altså er flere, hvis ikke multible 'herrer' i hvert menneskes liv. Ligeledes på en arbejdsplads, hvor alt fra de fysiske rammer til organiseringen/tilrettelæggelsen af arbejdet, arbejdsklimaet, arbejdsmiljøet, arbejdets krav og indhold m.m. i ekstrem grad påvirker de(n) ansatte - således at der opstår en fælles afhængighed af at ovennævnte forhold fungerer hensigtsmæssigt. Og de(n) ansatte er tillige, som det til hudløshed er messet, dybt afhængige af at den ene høvding (altså individuallederen) formår, forstår og begår sig på en både fagligt og etisk velovervejet og sammenhængende måde, hvilket notorisk vil være ikke blot udfordrende, men direkte problematisk for individuelle ledere.

Diskursen om at være herremand for egne bedrifter på en arbejdsplads er usammenhængende og ideologisk smittet af usynlige hænder, hvorfor det er så vigtigt at de samme gloser gentages og gentages og gentages - så de besætter flest muliges referencer og dermed til slut bliver aksiomer.

Maria Jensen, Lisbeth Larsen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Folk bliver stressede af hvad somhelst.
Og den eneste garanti for at blive befriet fra det, er at lære at undgå stress i alle sammenhænge.
Det er en indre disposition, som handler meget mindre om vore omgivelser end vi tror.

/O

Olivier Goulin, har du hørt om det indlærte som disponerende/reproducerende faktor?

Har du hørt om adaptiv læring; situationel læring, internalisering? Induktion?

Jeg bliver bare så stresset af al den snak om stress. Hvis vi havde en smule mere travlt i hverdagen, ville vi slet ikke have tid til at være så stressede. Vi er som regel både subjekt og objekt for den udbredte stress.

Randi Christiansen

Bettina, jeg tænker, at det er, hvad olivier henviser til som den indre disposition, der kan trænes men som jo også har en forudsætning.

Altså. Hvis kronikken har ret i, at den måde vi organisere os på og taler om stress gør den enkelte stresset, så er det jo netop et eksempel på at stress kommer udefra, og ikke nødvendigvis er noget den enkelte bare kan "tage ansvar" for.

Johnny Hedegaard

Nu har Information "beriget" os med en lind strøm af udgydelser fra div. selvstændige konsulenter, psykologer, forfattere m.m.

Nu kunne det snart være interessant at få nogle kronikker fra f.eks. tillidsfolk, fagforeninger osv.
Og folk fra behandlingssystemet som kan kaste lys over nogle af årsagerne til så mange går ned med stress. Er det dårlig ledelse, er det hele bundet op på den enkeltes ansvar, er det for store forventninger til livet, vil man gabe over mere end man kan?

Kort sagt: "Debatten" kører tilsyneladende med et snævert fokus. Nemlig på den enkeltes personlige svagheder og ansvar.

Har Information en kommentar eller er det mig der er snævertsynet?

Maria Jensen, Eva Schwanenflügel, Peter Tagesen, Maj-Britt Kent Hansen, Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvis man indtager det helt overordnede helikopterperspektiv tilslutter jeg mig martinus 'alt er såre godt' som en grundlæggende eksistentiel tillid.

Det betyder ikke, at livet ikke kan være svært. Hvorledes forholder man sig så optimalt til livets udfordringer? Ved at gøre alt hvad man kan for at være i fysisk og psykisk topform. Her er oliviers pointe relevant. En pointe, som under ingen omstændigheder må tillade erhvervspsykologer og diverse selvhjælpsterapeuter i den ene procents effektiviseringstjeneste at misbruge de mennesker, som er afhængige af dem for livets opretholdelse.

Og her rammer vi så den politiske samtale, som handler om, hvilken form for administration af fællesejet, der er mest hensigtsmæssig for planeten og dens indbyggere.