Kommentar

Det ideologiske korstog imod transkønnede er forstokket og undertrykkende

Jeg respekterer Kirsten Damgaards og den kirkelige højrefløjs ret til at udtrykke deres holdninger til transkønnede, men den yderste konsekvens af deres tankegang er undertrykkelse
26. september 2018

Kirsten Damgaard skriver i nærværende avis torsdag den 20. september, at det enkelte menneske har to uudtalte pligter i samfundet: At holde sin krop stærk og at reproducere sig, så det folk, man er en del af, styrkes og overlever her på jorden. Magter man imidlertid ikke dette, kan det være udtryk for en psykisk lidelse.

Kirsten Damgaards ærinde er at flytte vores transkønnede medborgere over i en kasse, der passer ind i hendes noget kulturdarwinistiske og semifascistiske livssyn.

Damgaard, der i øvrigt også er en flittig skribent på Den Korte Avis, bruger derefter en del af sin spalteplads på at forklare, hvor simpel og programmatisk naturen er, når den smukt lever op til hendes ideologi.

Holdningen ligger i øvrigt ganske fint i tråd med den kirkelige højrefløjs nye ideologiske korstog, der blev lanceret i begyndelsen af ugen, hvor parolen ikke er til at tage fejl af: Mænd og kvinder er skabt som sådan og alt uden for den heteronormative, binære, og ikke mindst gudsskabte og dermed perfekte kasseopdeling, er unaturligt.

Her er der ingen slinger i valsen, og der er ikke plads til variationer; fravigelser fra normen er misdannelser og disse skal i hvert fald ikke tildeles rettigheder.

Forstokkede ståsteder

Nu er virkeligheden heldigvis ikke helt så firkantet indrettet. Mennesket er et barn af evolutionen, et væsen, der fødes som et resultat af millioner af års forudgående udvikling, og vi er bestemt ikke simple eller programmatiske.

Der findes overalt i naturen et væld af forskellige køn, og mennesket selv er et væsen, hvor køn, krop og seksualitet er komplekse størrelser, der er formet af både biologi, kemi, psykologi, kultur og en rasende masse andre aspekter, og at være transkønnet er bestemt ikke en psykisk lidelse, men en helt naturlig del af den fantastiske diversitet, vi alle er en del af.

Ideologiske eller konfessionelle ståsteder, som dem Kirsten Damgaard og den kirkelige højrefløj taler ud fra, er hermetisk lukkede og fastlåste positioner, der ikke levner meget plads til andet end skyttegravskrige, og øje for øje gør som bekendt verden blind.

De er forstokkede, kunne man fristes til at sige, hvis jeg skulle låne et begreb fra den aktuelle debat i medierne.

Jeg har fuld respekt for Damgaards og de kirkeliges ret til egne holdninger, og jeg vil til hver en tid forfægte deres ret til disse. Jeg vil også gerne indgå i en dialog med dem om såvel deres ideologiske holdninger som deres teologiske verdensopfattelse, under forudsætning af at det sker på fælles præmisser og med henblik på at udvide og udvikle et verdenssyn.

Jeg kan imidlertid ikke sidde overhørig, når forstokkede røster kaster sig ind i en demokratisk debat, ikke med det formål blot at bryde holdninger, men helt konkret for at stigmatisere og fratage en del af befolkningen rettigheder, som vi har kæmpet for i årtier.

Hvis præmissen er andres ret til min undertrykkelse, så er demokratiet under opløsning.

Pendulet svinger mod undertrykkelse

Nu skal man jo passe på med at skyde folk noget i skoene eller i øvrigt drage forhastede konklusioner.

Alligevel vover jeg at skrive, at når stemmer begynder at insistere på at drage holdninger ind i den demokratiske debat, der i sin yderste konsekvens medfører, at bestemte grupper i samfundet sygeliggøres og får frataget tilkæmpede rettigheder, ja, så vil jeg med Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaards formulering insistere på, at vi er ude i »et risikabelt socialt samfundseksperiment«.

Det siges, at historien gentager sig selv, at vi som kultur ikke altid formår at lære af vores fejl. Og vi skal vel egentlig ikke grave særlig dybt i mediebilledet for at se, at pendulet så småt er begyndt at svinge den forkerte vej. Den vej, som Trump har styret ind på i USA, Orban i Ungarn og Dansk Folkeparti i vores egen baghave, er alle bevægelser væk fra inklusion, ligestilling og åbenhed.

Som en kvik medstuderende sagde til mig dengang, jeg læste teologi for vældig mange år siden: Jeg skal respektere andres holdninger og ret dertil, men jeg skal aldrig acceptere min egen undertrykkelse.

Peder Holk Svendsen, Forperson for LGBT Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Aske Hennelund Nielsen
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Marie Møller
  • Jan Damskier
Eva Schwanenflügel, Aske Hennelund Nielsen, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Marie Møller og Jan Damskier anbefalede denne artikel

Kommentarer

Super godt skrevet jeg kunne ha sagt det bæder jeg kunner ikke lige se hvad DF har med sagen at gøre så vidt jeg ved har DF ikke nogle politik der gå imod lgbt personer og jeg ved at DF har mange hormo medlemmer og vi er da også et par transkønnet i DF

Hvis der er transkønnede i Dansk Folkeparti, så må de gemme sig godt, for det parti har, lige som de fleste andre borgerlige partier, konsekvent modarbejdet forholdene for transkønnede. Selvfølgelig pakker de det ind i bekymring og omsorg for os, men resultatet er det samme.

Det er bare et super godt formuleret indlæg. Tak for det. Var lige ved at være bekymret over de mørkemennesker der er begyndt at titte frem i det danske medielandskab.

Eva Schwanenflügel

Fremragende indlæg fra Peder Holk Svendsen.

Intolerante og forstokkede personer som Kirsten Damgaard definerer ikke hvad der er naturligt eller ej, det gør ingen. De skal heller ikke bestemme, hvordan folk ønsker at leve, hvilke familieformer der er 'rigtige' i forhold til andre, eller hvilken selvopfattelse folk skal have.
Det eneste der er vigtigt, er at man respekterer andres ret til frihed, også fra fordømmelse og sygeliggørelse.