Klumme

Intermetzo: Som det dog gik

Forventelig gylle og nogle procentpoints lettelse
14. september 2018

Ihukommende da DR hed Danmarks Radio og var et kunst- og kulturformidlende centrum med fagligt stærke afdelinger: litteratur, kultur, samfund, B&U osv., er dette nu kun et fjernt minde.

Den første generaldirektør af tre ulykker, en magtorienteret ledertype uden anden baggrund end administratorens- og rationaliseringsekvilibristens, uden kreative evner og kulturelle kvalifikationer, han omdannede med politisk velsignelse og en redebon bestyrelse i løbet af få år institutionen fra kulturformidler til mediefabrik i gigantisk byggegæld. Dengang skulle Danmarks Radio som et tunet DR a la modern management rustes til konkurrencen med de grænseoverskridende medievirksomheder. En kvalitativt set visionsløs strategi dømt på forhånd til fiasko.

Dels var de borgerlige forbitrede fjender af en professionel, mangfoldig og kritisk elektronisk kulturudbyder med kanter et kronisk hadeobjekt, som, de ihærdige i kampen mod det højloftede havde besluttet, var venstresnoet, skønt virkeligheden i Danmarks Radio mestendels var borgerlig; dels var strategien til at overkomme modviljen og ruste sig til fremtiden ikke kun hen i vejret, men livsfarlig.

Et nok så mediemarkedsorienteret DR kunne aldrig hamle op med den styrtsø af tilbud, der var på vej. DR’s eneste chance var fortsat udvikling af et dansk kulturudbud i dansk radiofonisk tradition, det, som ingen andre leverede, og hvor beskedent dét så faktisk var.

Man glemmer let i nostalgi og historieforvanskning, at Danmarks Radios bedste numre i ’guldalderen’ fra ca. 1955-94 blev lavet på trods og under hyl og skrig og trusler om fyring og bøvl internt og i Radiorådet. Men indbyrdes konkurrerende fagafdelinger søgte stædigt at befordre det mangfoldige og kunstnerisk fornyende. På trods.

Oprivende uduelig

Christian S. Nissen og to efterfølgende generaldirektører, en af dem oprivende uduelig, satte det som deres mål at skære det sidste skæve og anderledes, det kunstneriske og det krævende ned til sokkeholderne. Måske med undtagelse af tv-dramaet og delvis musikken, der dengang og indtil for få år siden bl.a. bestod af hele tre store levende ensembler og en bred vifte af musikfaglighed i en musikafdeling, der næppe kendte sin mage i Norden.

Det skulle der sættes en stopper for i bevidst søgen mod den lavere fællesnævner med udvælgelse og præsentation af stoffet, der tydede, på at DR’s ledelser opfattede (og opfatter) kunderne som debile børn. Genudsendelsesfrekvensen af Huset på Christianshavn, Rejseholdet, En by i i provinsen, engelske kriminalserier i blå piberøg og plusfours samt Hvornår var det nu det var? med deltagere, der har ligget under mulde i menneskealdre er en varig fornærmelse. DR evner eller tør ikke sende omkostningssvage fornyende egenproduktioner i stedet. Hvorfor? Fordi de opulente ledelseslag overvejende består af ængstelige amatører. Nedbygningen af en stolt institution kan nu siges at være ved vejs ende: DR skæres endeligt ned til det håndterlige for ledelse og politikere, hvis fornemmelse for armslængde er som ørkendromedarens for snestorm.

Den store nedtur, som snart sættes i værk, hvor prikkerunderne tager fart i de tomme megalomaniske lokaliteter på Amager, rykker ikke noget videre i den licensbetalende kundekreds. Frem for bekymring på DR’s vegne ytres forståelse i opinionsdannende lag for den reducerede licens. Kan hænde også tilfredshed med, at DR omsider har fået, hvad den internt så løngenerøse halvoffentlige virksomhed fortjener. Og som tak for alle genudsendelserne.

Mere trist end noget andet spores manglen på reaktion mod de mediepolitikere i forliget med den floskuløse kulturminister i spidsen, der hver for sig og tilsammen er mest ivrige efter at smadre muligheden for på et gunstigere tidspunkt at etablere et anderledes, moderne, potent og mere dristigt DR med visionært fornuftige programplaner og mere duelige og synligt engagerede og modige chefer. Vel at mærke færre af dem.

Påfaldende få gider komme Rørby Rønn & Co. til undsætning her i kulminationen af DR’s eksistenskrise. Man kunne i og for sig protestere, det bør man, når golde kulturpolitikere kun kender destruktion som politisk parameter; men protesten ville være en akkurat så gold demonstration som nedskæringsmentaliteten, eftersom der ikke rigtigt er noget at demonstrere for i DR.

Den egentlige magthaver bag det store mediale attentat Dansk Folkeparti, repræsenteret ihærdigt af partiets ordfører Alex Ahrendtsen – dansk politiks svar på en talende Amagerhylde – er sammenbidt fornøjet, blot DR reduceres, og det meste af resten fremover sendes fra en mørklagt kælder på Fyn.

Nu får DR så ny formand, der åbenbart ikke ved, hvad hun går ind til. Hun glæder sig helt afsindigt utroligt super meget til udfordringen. Det sagde hun nogenlunde ordret gengivet. Formentlig for at stå mål med sin ministers ordforråd.

Lovende udsigter.

Skadefryd over broderfolket

Så er der jo Sverige. Det gik galt, men ikke så galt som spået. SD blev ikke størst. DF’s formand, der før har harceleret over danskeres støtte til fremmede politiske partier, lod ikke forargelsen gælde sig selv, men optrådte arm i arm med den svenske forklædte trekvartfascist. Men dette friske initiativ gav ikke fuld plade. Ikke som danske kritikere af svensk humanistisk tradition og menneskerettighedsorientering havde håbet i skadefryd over broderfolkets besværligheder. Målingerne forudsagde 25 procent til SD. Og havde fanden været løs på Helgandsholmen. Men fanden selv holdt sig på mattan.

Nu står det åbne spørgsmål tilbage: I hvor høj grad SD bliver udelukket indflydelse. Hvis skribenten, der på mødrene side er halvt svensk, må råde sine halvlandsmænd, kan de roligt holde 16-17 procent af parlamentets partier ude.

Dette er, ihukommende også dansk politisk historie, hvad man kalder parlamentarisme.

Hejdå.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
  • Tino Rozzo
  • Hans Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
  • Niels Makholm
  • Thomas Tanghus
  • Lars Koch
  • Torben K L Jensen
  • Frede Jørgensen
Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Tino Rozzo, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Niels Makholm, Thomas Tanghus, Lars Koch, Torben K L Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så meget humor på så tragisk baggrund: - oprivende uduelig (vi ved hvem!) - politikere, hvis fornemmelse for armslængde er som ørkendromedarens for snestorm - dansk politiks svar på en talende Amagerhylde - den floskuløse kulturminister - stå mål med sin ministers ordforråd... Fremragende.

Egon Stich, Mogens Holme, Bent Gregersen, Karsten Lundsby, Hans Houmøller, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Tino Rozzo, Bjarne Tingkær, Tommy Clausen, jørgen djørup og Jes Elnif anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Den egentlige magthaver bag det store mediale attentat Dansk Folkeparti, repræsenteret ihærdigt af partiets ordfører Alex Ahrendtsen – dansk politiks svar på en talende Amagerhylde – er sammenbidt fornøjet, blot DR reduceres, og det meste af resten fremover sendes fra en mørklagt kælder på Fyn."

Så er det sagt !! ;-)

Mogens Holme, Bent Gregersen, Karsten Lundsby, Hans Houmøller og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det eneste der virker på de outrerede partier er at bringe dem under ansvarets tunge åg - dvs. giver dem muligheder for indflydelse. Hvis man ser på DF´s historik har man set dem bevæge sig ind mod midten og faktisk overtage RV´s rolle som kongemagere. Den vej er faktisk den mest demokratiske.