Læserbrev

Lærere bør bakke studerende op i protester mod nedskæringer

Skriv et debatindlæg. Sig til dine kolleger, at de skal deltage i demonstrationerne. Lav en protestsang i frokostpausen. Nedskæringerne på uddannelsesområdet må stoppes, og både studerende og undervisere må sige fra over for finanslovsforslagets nye besparelser
5. september 2018

Regeringen foreslår i deres finanslovforslag for 2019 at fortsætte nedskæringerne på uddannelsesområdet. Det har været en lang og sej kamp at få omprioriteringsbidraget afskaffet, og kampen er ikke blevet afblæst med dette finanslovforslag.

Vi har et spørgsmål til underviserne: Hvorfor er der ikke en større protestsang, når milliardbesparelserne tydeligvis går ud over kvaliteten af uddannelserne?

Fyringsrunder, mindre vejledning, færre undervisningstimer og kortere forberedelsestid er nogle af konsekvenserne. De studerende mærker det, og nogle prøver at råbe op om det. Og de studerende savner deres undervisere i kampens hede.

Vi ved, at der findes utilfredse og kritiske undervisere, men oplevelsen er, at flertallet accepterer nedskæringer og forringelser uden større tilkendegivelser om utilfredshed. Angst for fyring eller andre former for dårlige konsekvenser for karrieren kan være en faktor, der bevirker, at folk ikke tager til genmæle og ytrer modstand.

Der er kommet større kontrol af underviserne frem for tillid til, at de er kompetente og yder deres bedste. Pres fra de daglige opgaver indebærer i virkeligheden, at der ikke er megen tid til kollegiale refleksioner og aktioner. Den daglige drift af institutionen tager alle kræfter. Og hvor ser man alternativerne?

Kære undervisere og studerende: Kampen mod kvalitetsforringelser er et fælles projekt, og vi savner et større opråb. Fortæl de studerende, at de skal deltage aktivt, fordi kvalitetsforringelserne kommer til at betyde, at deres kolleger i fremtiden får en dårligere uddannelse, end de selv har fået.

Skriv et debatindlæg. Sig til dine kolleger, at de skal deltage i demonstrationerne. Lav en protestsang i frokostpausen. Lad os sammen, studerende og undervisere, sige fra over for de nye besparelser.

Svend Aage Andersen er lektor emeritus ved Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus, Christopher Ammentorp er formand for Studenterforum UC

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu