Klumme

Den mondæne svenske antiracisme er ikke nok til at få bugt med racismen

De anstændige borgerlige i Sverige gyser over Sverigedemokraternas øgede tilslutning, men deres antiracisme er ikke nok til at få bugt med racismen. Der skal større social omfordeling til
Der skal omfordeling til for at få bugt med Sverigedemokraterna, det skriver Åsa Linderborg. På billeder jubler partiformanden Jimmie Åkesson efter det svenske valg.

Der skal omfordeling til for at få bugt med Sverigedemokraterna, det skriver Åsa Linderborg. På billeder jubler partiformanden Jimmie Åkesson efter det svenske valg.

Anders Wiklund

17. september 2018

Et par dage før valget skrev flere borgerlige svenske kulturjournalister, at de for første gang nogensinde ville stemme på den rødgrønne blok. De ville ganske vist helst være fri for at betale mere i skat, men Sverigedemokraternas fremmarch skræmte dem så meget, at de så sig nødsaget til at skifte blok.

Det var med andre ord ikke deres fejl, at 64 procent af de svenske vælgere stemte blåt eller SD.

Socialdemokraterna fik 28 procent af stemmerne – det værste resultat siden 1911, men stadig en tilslutning, der gør det svenske socialdemokrati til et af verdens stærkeste socialdemokratiske partier. Så svækket står arbejderbevægelsen internationalt.

I 1980 var Sverige verdens mest lige land, og Olof Palme kaldte sig for »demokratisk socialist med stolthed og glæde«.

Med Berlinmuren faldt realsocialismen, hvorved kapitalismen ikke længere var nødt til at fremvise et menneskeligt ansigt. Markedsliberalismen sejrede over hele linjen. Krisen i 1990’erne ramte den svenske socialstat hårdt med forringede socialsikringssystemer, afreguleringer og privatiseringer til følge.

Et lille offer

Under John Fredrik Reinfeldts (fra Moderaterna) regering fik vi store skattelettelser og et nyt aktiveringssystem, den såkaldte arbetslinje, som slog til mod sygemeldte og langtidsledige. Finanskrisen i 2008 blev betalt af de almindelige skatteydere gennem nedskæringer i sundheds- og uddannelsesvæsen, hjemmepleje og politi.

Ti år efter kan Socialdemokraterna notere sit definitive gennembrud i svensk politik.

De borgerlige profiler, som offentligt meldte ud, at de gerne så Stefan Löfven som statsminister i fire år mere, har fået applaus for deres humanisme. For at have indset alvoren i situationen. Som om de havde bragt et offer.

Men hvad koster det at stille et antiracistisk engagement til skue? Intet. En stemme på fortsat socialdemokratisk styre bliver næppe heller en stemme for skatteforhøjelser.

Blokskifterne har alt, hvad de behøver. Gode privatskoler til deres børn, trygge boligkvarterer, lav rente, skatteunderstøttede rengøringsfolk. Om nogle år vil de ganske vist nå op i en alder, hvor de må sande, at uden en solidarisk finansieret velfærdsstat bliver det svært at klare sig.

Middelklassen er så afhængig som alle andre af en velfungerende sundhedssektor. Men det var ikke dén indsigt, som fik dem til pludselig at bekende sig til solidaritet. Det var frygten for forøget fremmedhad.

Mondæn antiracisme

Det var også antiracisme, som fik Bono til at gøre nar af Jimmie Åkesson under U2’s koncert i Paris forleden dag. Bono heilede og fik naturligvis vajende arme i publikumshavet som tak for sin stillingtagen.

Hvem er Bono?

Bono er et velgørenhedsikon, som i tre årtier har forsøgt at redde verden. Han har rejst kloden rundt for at stoppe sulten i Afrika, aidsepidemien og klimaforandringerne. U2’s nye projekt er at redde EU. Bono er selv god for millionsummer. Formuen er ikke blevet mindre af, at en del af den er parkeret i Malta, hvor den kun beskattes med fem procent.

Også Madonna, som har tilsvarende høj cigarføring i sådanne humanitære spørgsmål, er nævnt i de lækkede Panama-papirer: Hun vil heller ikke betale skat.

Hykleri af den art kalder på folks brækfornemmelser.

’De rige skal betale for at hjælpe Afrika ud af kontinentets gældsfælde’ er den maksime, Bono har ført sig frem på. Selv ønsker han at bidrage til almenvellet med så lidt som muligt.

Det er typer som Bono, som gør det let for højrepopulister som Jimmie Åkesson at score point på en nedslidt og dysfunktionel velfærdsstat. Åkesson har ganske vist ikke noget problem med skattetænkere. Men han kan fint bruge Sveriges eroderede velfærd som en murbrækker mod indvandrere.

Overbevisningerne er muligvis ægte nok hos Bono, Madonna og det neoliberale Centerpartiets Annie Löof – den nye dronning af Sveriges borgerlige anstændighed. Men antiracisme er ikke nok til at få bugt med racismen. Der skal mere til.

Ringe udsigter

Stefan Löfven går efter en midterregering. Det vil betyde mindre venstreorienteret politik og dermed ringere løsninger på det, som ikke fungerer for pressede, almindelige mennesker. Alliansen går efter en rent blå regering, og så bliver det endnu sværere. Begge blokke taler om »den vanskelige økonomiske situation, som forestår«.

Risikoen for en gentagelse af finanskrisen for ti år siden bliver stadig mere overhængende. Kommer det så vidt, vil almindelige mennesker igen skulle holde for, og højrepopulismen vil kunne suge ny næring.

For Bono vil det betyde, at han kan fortsætte med at opildne publikum mod højrepopulister. Og næste dag blive anmeldt begejstret af de kulturjournalister, som heller ikke fatter, at racisme også må bekæmpes igennem større social omfordeling.

Åsa Linderborg, kulturredaktør

Oversat af Niels Ivar Larsen

’Den største investering, almindelige lønmodtagere foretager sig, er den skat, de betaler til at finansiere deres uddannelse, sygehusbesøg, pension og meget andet. Det er fuldstændig afgørende, hvis Sverige fortsat skal være en velfærdsstat for alle. Ideen om, at det ikke er alle, der behøver arbejde, er både demoraliserende og dårlig for integrationen. I stedet kan vi diskutere, hvad vi skal arbejde med, og hvor lang arbejdsdagen bør være’, skriver Åsa Linderborg.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Randi Christiansen
  • Steffen Gliese
Olaf Tehrani, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ak ja, disse skinhellige antiracister og den politiske og kultureliten for den "rene ånd" i borgernes sind, viser netop hvordan man på én og samme til spiller multikulturel og samtidig dyrker "den elitære blonde hvide racisme" i sine gene hvide boligkvarterer, mens men peger fingre af borgerne udenfor og kaldes dem racister fordi de ikke vil favne disse mange multikulturelle mennesker udefra.

Det er fuldstændig den samme holdning vi ser herhjemme i Danmark, man kalder på manglende multikulturel forståelse hos borgerne, - men dyrker det kun i ord og ikke i handling selv.

Hvordan er det i den forbindelse med medierne - både i Danmark og Sverige, hvis vi skal gøre regnskabet op i det synlige.

I Danmark på DR står det vist sløjt til må man sige, - Jo..., vi har Ercan Øsden, Christian Cherry, og hende fra aftenshowet, men derudover er der ikke mange synlige, som man vil kunne betegne som af anden etnisk herkomst.

Det virker heller ikke sådan når man kigger på flere af de helt unge journalister på DR, som vi ser er kommet til, - tænk der uddannes åbenbart slet ingen unge journalister af anden etnisk herkomst
i Danmark!?

På TV2 kan jeg ikke lige erindre mig nogen, men måske er der også for nylig gjort rent med kemiske midler rundt omkring i krogene på TV2.

Disse skinhellige antiracister og den politiske og kultureliten dyrker åbenbart følgende motto overfor "deres undersåtter(borgerne)", - for så nedladende er deres holdning til borgerne, - "I skal ikke gøre som os, I skal gøre som vi siger"!

Per Torbensen, Georg Kallehauge, jens christian jacobsen og Jens B. Andersen anbefalede denne kommentar

Den smuttede så jeg fik ikke det sidste med:

Først pisser de på borgerne, - og bagefter siger de med væmmelse; "føj hvor I lugter"

Touhami Bennour

Sverige demokrarer er ikke specielt racister ( der er grunde til at være det også inden for Europa) men er Islamofober,det betyder imod alt islamisk om de er blonde, og der er mange som er blonde i Nord Afrika, jeg har det selv i min familie og bland venner( det er noget barnligt), Det er politisk og derfor uanstændigt som Sverige statsminister Løfven sagde det.
Skandinavien var for os "arabere" ( det var noget vi søgte ) den tredje vej mellem Imperialismen og kommunismen,( anstændig vej) det troede vi på det dengang i 60 0g halvfjerserne. Jeg håber Løfven holder fast .

Touhami Bennour, 17. september, 2018 - 17:36

Når jeg læser dit indlæg bliver jeg i tvivl om du helt forstår ordet "blonde" i den sammenhæng som jeg skriver i mit indlæg - forudsat dit eget indlæg med brug af ordet "blonde".

- Det er slet ikke et spørgsmål om hårfarve uanset hvilket verdensdel folk kommer fra, og jeg forstår inderligt godt man sagtens kan gå fejl af det.

Det handler om dem i den politiske og kultureliten, der i deres egne "hvide enklaver" hvor der ingen fremmede bor i nærheden, og direkte som indirekte undslår sig for at få fremmede i deres egne boligområder - "den blonde hvide racisme", man vil ikke selv have noget med de fremmede at gøre, og på den måde dyrker de deres racisme i stilhed, men samtidig bedrevidende fortæller deres medborgere "de skal omfavne de fremmede" og det multikulturelle, og ikke handle og have racistiske holdninger overfor de fremmede.

Det er det der er "den blonde hvide racisme i den politiske og kultur-eliten dyrker i stilhed"!

Touhami Bennour

Espen Bøgh
Det er rigtigt jeg forstod det som "hårfarve". Men muligvis findes andre udtryks former til en meget kompliceret sag. Hvide blonde osv, Ordforrådet er rigt med ord, kan du ikke finde et neologisme eller metafore, I en verden hvor der foregår masse racisme og hår farve det er meget nemt at tage den korte vej. Men du skal ikke tro jeg tvinger dig til noget som helst. Jeg fører muligvis ikke populaire diskusioner som dig i byen. Det har jeg aldrig hørt det før, må man sige. ( Men hvide enklaver tror jeg det betyder "de rigtige svenske personer," "antiracister") Ok de andre svensker er også hvide, derfor mente heller ikke det begreb "racisme" er i orden.

Jeg har skiftet indstilling, men ikke holdning.

Jeg har lige som alt for mange andre, tidligere skreget: "Racist", hver gang nogen frabad sig multikulturelle regler og normer, og foretrak den danske (eller svenske, eller tyske,eller franske, eller amerikanske, eller...) kultur og levevis som de kender og ønsker at bevare.

Det er gået op for mig, at jeg ved at tage patent på anstændighed, og ved at kalde andre for det grimmeste jeg kender, stiller mig selv i en position, hvor dialog er umulig, og hvor løsninger ikke kommer indenfor rækkevidde.

Først når vi har droppet dette stivnede og udvandede begreb, kan vi komme i dialog, og tage fat på hele problemfeltet omkring blanding af flere kulturer. Nøjagtigt som artiklens overskrift slår fast, lader tilslutningen til SD, og sammenligenlige partier, sig nemlig ikke slå ned ved at bruge elitens racist - og antiracist begreber.

Der er,efter min mening, alt for mange der foregiver, at integrationsproblemerne primært skyldes en oprindelig befolkning, som ønsker at beholde deres egen, oprindelige kultur, og levevis, og derfor favoriserer denne. Alt for mange savner forståelse for, at forskellige kulturer ikke blandes og sammensmelter på få årtier.

Det fremmer bestemt ikke, at tillægge "de andre" nedværdigende egenskaber og klistre grimme etiketter på dem. Det gælder uanset hvilken side man ser det fra, det burde vi for længst have indset.

Der findes faktisk mennesker, som bekender sig til nogle racers overlegenhed. Lad os gemme begrebet til dem.

Erik Jensen, det er et meget sympatisk indlæg, som jeg langt henad vejen er helt enig i; men tilbage står stadig det faktum, at mange føler sig angrebet på deres egen levevis, blot fordi andre lever anderledes.
Det er et problem, der er større end integrationsspørgsmålet, og som anfægter den frihed, som er hele den ideologiske baggrund for vores velfærdssamfund: den enkelte borgers frihed til at definere det gode liv og leve det indenfor meget vide rammer.

Niels Duus Nielsen

Erik Jensen og Steffen Gliese - de amerikanske progressive gør i disse dage et vist indhug i de etableredes position, ved at få en række socialdemokrater (i ordets klassiske betydning) valgt ind i kongressen og diverse delstatsparlamenter.

Dette er lykkedes for dem, fordi de generelt har fulgt Erik Jensens råd: Lad være med at bruge for meget tid på at kritisere modparten, men brug den begrænsede taletid på at tydeliggøre, hvad DU kan bidrage med, hvis folk stemmer på dig. De alternative medier skælder ud, mens de progressive politikere formulerer visioner, en arbejdsdeling, der ser ud til at fungere.

De progressive amerikanere har den fordel, at de fx argumenterer for "en løn til at leve af", og det kan de højreorienterede ikke argumentere imod uden at afsløre sig offentligt som klakører for overklassen. Vi er så noget mere fremskredne på det sociale område end USA, hvorfor det kan være svært at finde ligeså indlysende argumenter, men det ændrer ikke på, at kulturberigelsen er en kendsgerning, og at denne berigelse, som enhver berigelse, har nogle skyggesider.

Ifølge min ringe mening er ulemperne i dagligdagen små og ligegyldige. Der bor en del indvandrere i min opgang, og de er søde og rare mennesker. Derfor er jeg upåvirket af diverse statistikker, for jeg bor midt i gettoen, og jeg har det helt fint, så kritik fra folk, der kun har begrænset konrtakt med indvandrere, påvorker mig ikke.

Det er ikke mine naboer, der gør mit liv besværligt, men derimod de samme politikere, som også gør mine naboers liv besværligt, endda mere besværligt end mit, da jeg trods alt har den "rigtige" hudfarve.

Der er desværre gået groupthink i den, alle mener tilsyneladende, at indvandring er et onde, hvorfor jeg vel også må mene det, for ikke at blive udelukket fra det gode selskab, er tankegangen.

Modsvaret er konstant at gøre opmærksom på, at indvandrere er mennesker ligesom alle andre. Undlad at kritisere racisterne, det fører ingen vegne, men giv eksempler på, hvor indvandringen fungerer. Som fx her i min opgang, hvor arabere, ukrsainere, philippinere, afrikanere osv. lever fordrageligt side om side med os lokale ludere og lommetyve.

Touhami Bennour

Jeg hører ofte fra danskere i danmark er bolig kvateret er ikke vigtig, det har jeg hørt for nogle dage siden. Han og mange andre tror virkeligt at i danmark har man ikke som sydlændige status symboler med jakkesæt og rigtig bolig kvarteret.
Realiteten er det over alt ved middelhavet er det chic at bo ved kysten. Selvom det er skønnere at bo på landet, hvor er oliven og fine træere. Med det følger at det folk der bor ved kysten er rigere. Altså man skal gøre noget ved den variabel penge. Det er faktisk politik der føres i nord Afrika, ikke at flytte folk fra landet til kysten men at udjævne forskellen ( i velstand) mellem land og kyst.