Kronik

Når vi fokuserer på det, der kan ses, måles og vejes, glemmer vi alt det usynlige, der har stor værdi

Psykiske lidelser fylder som aldrig før. Måske er det sindets stille protest imod en verden, hvor det målbare render med al opmærksomheden
Mange unge fokuserer på det ydre frem for det indre, skriver dagens kronikør. Han mener, at vi i virkeligheden burde fokusere mere på alt det, der ikke kan ses, men føles og mærkes.

Mange unge fokuserer på det ydre frem for det indre, skriver dagens kronikør. Han mener, at vi i virkeligheden burde fokusere mere på alt det, der ikke kan ses, men føles og mærkes.

Mia Mottelson

18. september 2018

Andelen af børn og unge, som bliver diagnosticeret med stress, angst eller depression er tredoblet de seneste ti år. Det svarer til ca. 20 procent af alle unge. Det er ikke nødvendigvis de unge, der har fået det dårligere. Det kan lige så vel være, at vi er blevet bedre til at opdage dem, der har det dårligt. Men at mange af dem har det dårligt, kan vi i al fald blive enige om.

En af de unge kom en dag ind på mit kontor. Jonas begyndte med at fortælle mig, hvordan han var kommet hjem fra sin musikeksamen med et 12-tal. Fortalte, hvordan hans forældre havde overøst ham med ros for karakteren, fortalt ham, hvor dygtig han var, og hvor stolte de var af ham.

Da jeg kiggede på Jonas, lignede han ikke én, som var glad for det 12-tal, så jeg spurgte ham:

»Hvordan var det at få 12? Du må have arbejdet hårdt for det?«

Han svarede: »Det var forfærdeligt. Jeg var så nervøs for den eksamen. Jeg ved, hvor meget det betyder for min mor og far, at jeg får gode karakterer, og fordi jeg har spillet klaver så længe, var der et ekstra stort pres på her.« 

Han fik tårer i øjnene.

»Jeg kan simpelthen ikke holde det ud, alt det her karakterpis er simpelthen for meget, seriøst. Frej, hvis jeg en dag ikke får rakt hånden op i skolen, kan jeg nærmest ikke sove om aftenen. Jeg frygter, at det vil påvirke min årskarakter.«

Min samtale med Jonas påvirkede mig meget. For han er langt fra alene. Rigtig mange børn kæmper med deres forældres forventninger til dem. Frygter på et eller andet plan, at forældrenes kærlighed til dem er betinget af deres præstationer.

Den frygt kommer helt af sig selv, når børn bliver bedømt. Men problemet er ikke bare en syg testkultur i skolerne. Det er lige så meget, at forældrene hopper med på vognen. De bliver også bange og bekymrede for børnenes fremtid, og jo mere børn mærker, at deres forældre investerer energi i deres skolearbejde (i lektiehjælp og reaktioner på deres karakterer), desto mere skuffende bliver det, når barnet ikke lykkes i skolen.

Jonas og jeg talte lidt frem og tilbage om fremtiden og frygten for samme. Jeg fortalte ham, at jeg havde flere kammerater uden nogen som helst ungdomsuddannelse, som havde klaret sig glimrende. Som havde fundet deres egen vej i livet og var glade for det. Han faldt mere til ro, men havde alligevel brug for at indvende:

»Men det er jo ikke dig, der skal sige det. Det er min far og mor.«

Det ydre spænder ben

Ligesom karakterer hører til en ydre målestok, gør kroppen og udseendet det også. En af mine venner har gennem flere år vejledt unge på efterskoler. Ofte sætter eleverne selv deres kærlighedsproblemer på dagsordenen, og han har indviet mig i nogle af deres kvaler. Eleverne fortæller ting som:

»Han er simpelthen bare dejlig. Vi hygger os virkelig sammen. Men ja … Han har ikke sixpack. Langt fra faktisk.«

»Jeg synes, hun er mega sød. Men. Ja … Det er lidt pinligt at sige det. Men, hun har jo ikke så store bryster … Synes du, hun er lækker nok?«

Den ydre målestok står i vejen for, at de reagerer på det, de rent faktisk mærker.

Min ven forsøger at imødekomme det gennem fortællinger. Fortællinger om den aften, hvor man ligger i armene på sin kæreste og fortæller en eller anden hemmelighed, man ikke har delt med andre. Fordi man føler sig tryg.

Fortællinger om de tidspunkter, hvor man griner helt vildt over den samme lille, åndssvage ting. Øjeblikke, hvor man fanger den andens blik og ved, at den anden forstår det samme som én selv.

Min ven forsøger at lede opmærksomheden hen på alt det, der ikke kan ses, men føles og mærkes. Forsøger at slå et slag for, at de ting også tæller med. Og det er der brug for.

For i samme øjeblik, han slipper de unge, skal de tage bussen hjem. Og på bussen lover reklamen et bedre liv, hvis bare brysterne rettes lidt til. Han slipper dem ud til en virkelighed, som er domineret af et ekstremt fokus på krop og skønhed.

Et fokus, som igennem de seneste år har samlet tusindvis af uheldigt udseende unge mænd på internetfora. De er samlet om den overbevisning, at de er dømt til aldrig at få kvinder i deres liv, fordi kvinder foretrækker smukke mænd. Såkaldte ’Chads’, som er over en særlig højde og har et markeret kæbeparti. Deres skæbne er derfor beseglet: De må leve i et ufrivilligt cølibat.

Abort er et godt tilbud

Jeg modtog for år tilbage en kvinde i konsultationen, som havde været igennem, hvad der for hende havde været et traumatisk fødselsforløb.

Det traumatiske bestod ikke i selve fødslen, men i nakkefoldsscanningen op til fødslen. Scanningen afslørede en forstørret nakkefold – et tegn på, at barnet kunne have Downs syndrom.

Hvad hun derefter blev mødt af, var alt andet end værdineutral rådgivning fra sundhedspersonalet:

»Ved du godt, at du skal bruge al din tid på at aflevere dit barn på kolbøttefabrikken?«, »Sandsynligheden for, at han får dårligt syn og hørelse er stor – for ikke at snakke om sandsynligheden for leukæmi. Abort er et godt tilbud«.

Fem år senere hørte jeg igen fra den mor. Hun havde valgt at få barnet og fortalte mig, at der var noget, lægen havde glemt at fortælle hende. Han havde glemt at fortælle hende, hvordan hun smeltede indeni, da hendes dreng for første gang smilede til hende. Hendes glæde over hans første skridt. Glæden over den umiddelbare, glade og kærlige måde, han mødte andre mennesker på.

Trimmede forældre

I sommer sad jeg på en strand og så to drenge løbe rundt i sandet. På afstand så det uskyldigt og hyggeligt ud. Men da jeg kom nærmere, så jeg en alvor i deres ansigter.

En gang imellem kiggede de ned på deres ure. Den ene af drengene råbte: »Det var 100 kalorier, Lasse!«

Jeg fandt hurtigt ud af, at deres ure monitorerede, hvor meget deres motion kastede af sig i kalorier. Ingen af drengene så tykke ud. Jeg kiggede over på deres forældre. Far og mor var begge trimmede.

Jeg mindedes et teaterstykke, hvor to kvinder på scenen fortalte historier med deres nøgne kroppe. Kroppe, som var alt andet end trimmede. Kroppe med strækmærker, hængebryster og slappe baller. De brugte det hele: Brysterne fik svingture og de viste, hvordan ballerne næsten kunne snakke, når de strammede og slappede af i den rynkede hud. Kroppen var ikke højtidelig. Den var sjov.

Jeg blev pludselig taknemmelig for min egen fars topmave. Taknemmelig for, at han ikke havde udskiftet den med en sixpack.

Vi er blevet gode til at fokusere på det ydre. På alt dét, der kan ses, måles og vejes.

Jeg forestiller mig ikke, at vi skal af med det. Men det er, som om vi endnu ikke har fået greb om den anden side af tilværelsen. Alt det, der er usynligt for øjet, men synligt for sindet.

Måske er psykisk sygdom også sindets protest mod denne ubalance: »Se mig nu!«, skriger et eller andet derinde. For vores børn såvel som os selv forstår, at det, vi giver opmærksomhed, er dét, som har værdi.

Det kan mine egne unger også nikke genkendende til. Der skal altid ske noget, når jeg er sammen med dem. Det skal være produktivt, der skal være et formål.

Forleden var jeg i Sverige, hvor jeg besluttede mig for at prøve noget nyt. Min søn Harald på fem år og jeg havde et par timer sammen. Jeg besluttede mig for, at der ikke skulle ske noget som helst. Det måtte opstå. Vi satte os på en bænk sammen, kiggede på bilerne, der kørte forbi, jeg nippede engang imellem til min kaffe.

Da vi havde siddet der i fem minutter, sagde Harald:

»Far, jeg er så glad. Jeg er så glad for det her, at jeg næsten får tårer i øjnene.«

Frej Prahl er psykolog, parterapeut og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Brian W. Andersen
  • Franck Irakoze
  • Heidi Larsen
  • Jørn Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Peter Knap
David Zennaro, Brian W. Andersen, Franck Irakoze, Heidi Larsen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Ervin Lazar og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Bjerrehuus

Læs kronikken, når du har læst den, så læs igen og igen og igen.
Gem kronikken tag den frem i morgen, I overmorgen og ......
Skrevet af et menneske med dyb indsigt

Philip B. Johnsen

Den kolde krig gav danske børn angst og stress, hvad gør de menneskeskabte klimaforandringer ved vores børn og politikere der taler for acceleration af ulykkerne og ikke løsninger.

Min yngste søn på ni år, er ikke tilfreds med de svar han får.
Min søn vil ‘ikke’ have det varmere og han vil have svar på, hvad jeg gør ved det?

Vi skal have el-biler?
Hvorfor er der så få?

Nyd dit barn, børn er kun til låns.

@ Martin Rønnow Klarlund: Egentlig skylder jeg vist ikke dig nogen forklaring. Men det, jeg især tænker på, er det indlæg, Frej Prahl skrev for nogen tid siden om børneopdragelse, hvor han besluttede at det er ok at tænde af på sine børn og lade sine frustrationer gå ud over dem, så længe man bare bagefter husker at fortælle dem en historie om de vilde dyr på savannen eller noget i den stil. Budskabet var i bund og grund, at man ikke kan forvente at voksne mennesker behersker deres temperament overfor deres børn.

Den ligger tilsyneladende ikke på nettet længere, jeg kan i hvert fald ikke finde den længere - måske er der en anden, der kan huske hvor den stod og de nærmere detaljer.

Mere generelt er det ikke det eneste eksempel på, at Frej Prahl totalt mangler dømmekraft og kritisk sans overfor sin egen argumentation. Det virker som om at han i flæng sprøjter sine momentane synsninger ud i den offentlige debat uden at have tænkt dem igennem på noget niveau. Som om at han opererer ud fra en antagelse om, at hvis han kan tænke en tanke, så må den nødvendigvis være værdifuld og nødvendig for samfundsdebatten. Han fremstår manisk på en eller anden måde.

Så længe han holder sig til avisernes spalter kan han ikke gøre så meget skade, højst være et irritationsmoment som de fleste nok kan gennemskue. Men at han sidder med indflydelse på børns mentale helbred - det er en helt anden sag.

Problemet er, at folk finder sig i det - fordi de affinder sig med en masse, vi kunne slippe af med, hvis arbejdede med henblik på forbedring.
Folk behøver ikke at blive nedslidt på et job, der i gamle dage nødvendigvis måtte være fysisk, men i dag med hjælpemidler kan klare 100% ergonomisk, hvis vi ville. Som et eksempel.

@ Phillip B. Johnsen: Jeg må tage dit ord for det. Jeg har kun skimmet teksten. Hans kronik om incels var sidste gang, jeg gad investere min opmærksomhed i hans ævl.