Kommentar

Når voldsramte kvinder forlader krisecenteret, er de efterladt i isolation

Vi efterlader ofte voldsramte kvinder alene i ensomhed, når de fraflytter krisecenteret, og det koster. Der er brug for mere fokus på efterværn, hvis kvinderne skal genfinde fodfæstet
13. september 2018

Da jeg var 27 år, blev jeg kørt med en socialarbejder fra Den Sociale Døgnvagt til Kvindehjemmet. Jeg kan tydeligt huske dagen. En solskinsfyldt februardag, hvor jeg havde min datter på et år og fem måneder på skødet hele vejen.

På det tidspunkt havde jeg været i Danmark i mindre end to år og kendte kun min daværende mands familie og netværk. De fleste forsvandt, da de hørte, at jeg forlod vores fælles hjem.

Heldigvis havde jeg et vikarjob som hjemmehjælper, men jeg talte ikke med nogen fra arbejdet om volden eller om min flugt, fordi jeg var bange for at blive set ned på. I min datters vuggestue fortalte jeg pædagogerne, at jeg boede på krisecentret. De var opmærksomme på min datters trivsel, men lederen sagde til mig, at de ville være neutrale og ikke ønskede at tale med mig om mine forhold.

Jeg var konstant bange for, at nogen ville opdage, at jeg boede på et krisecenter, og flov over, at jeg gjorde det.

Ensomheden kommer

Jeg blev syg, og så kom min leder, Connie, fra hjemmeplejen på besøg på krisecentret. Hun viste omsorg og sagde, at det er normalt, at man bliver stresset af at gå fra hus og hjem. Jeg var meget ensom på Kvindehjemmet og flyttede senere til Danner.

Der havde vi et fælles liv – alle Danners kvinder på 2. sal. Ensomheden forsvandt fra os. Dog var os fra udlandet bekymrede for vores opholdstilladelser og den uvisse fremtid. Vi havde det til fælles, at vores nærmeste familier i udlandet ikke støttede os, men påduttede os masser af skyld og skam.

Jeg flyttede efter fem måneder til en lejlighed, som jeg delte med en studerende. Efter udflytningen kom ensomheden. Jeg besøgte Dannerhuset et par gange, men ikke mere end det. Jeg ville hellere til fastelavn med mit barn på et sted, hvor der kom alle slags mennesker end ’kun’ voldsramte, ligesom jeg selv.

Jeg ville være så almindelig som mulig, men problemet var, at jeg ikke kendte så mange af de ’almindelige’.

Min sambo blev opmærksom på min ensomhed, og derfor blev jeg inviteret med på besøg hos hans familie. Det betød rigtig meget for mig, men hverdagsaftenerne efter arbejde og weekenderne var stadig meget lange.

Netværk og tætte venskaber er noget, man bygger på fra sin barndom og studietid. Og vi, der kommer uden dem til et nyt land, skal bygge disse netværk op helt fra bunden.

Hjælp efter krisecenteret

Der er gået 23 år, siden jeg flyttede fra krisecentret. Jeg holder af at gå på arbejde, for her har jeg mit netværk, men tætte venskaber har jeg meget få af. Sådan er det for mange som mig. Hvis vi har et job, så helliger vi vores liv til arbejdet og vores børn, men en dag er vi pludselig pensionerede, og børnene er flyttet hjemmefra. Hvis arbejdsmarkedet er et lukket land for en, så er man endnu mere ensom.

Statistikken viser, at omkring en tredjedel af de kvinder, der forlader et krisecenter efter endt ophold, vender tilbage til krisecenteret inden for få år. Og jeg kan godt forstå dem, der vender tilbage til deres voldelige partnere.

Problemet med de psykiske skadevirkninger fra vold er langtfra løst, når diverse støtte- og behandlingstilbud rinder ud, og det er et problem, der trækker blodige spor langt ind i fremtiden – både for den voldsramte selv og for hendes børn og børnebørn.

Det efterlader alt for mange i isolation, med angst og med alt for høj risiko for endnu en gang at blive udsat for vold.

Grunden til, at vi som samfund taber i tovtrækningen mod den negative spiral af social arv og voldens eftervirkninger, er, at efterværnet ikke prioriteres højt nok.

Og det er meget problematisk, særligt når vi ved, at voldsramte ofte har isoleret sig selv i ensomhed i en årrække, før de beder om hjælp. Det betyder, at det netværk, der måske ellers kunne hjælpe dem videre til en bedre og tryggere tilværelse, er smuldret væk.

Det gælder ikke mindst de voldsramte kvinder, der er emigreret til Danmark. Eksempelvis de asiatiske og afrikanske kvinder, der er rejst hertil med danske mænd. Den gruppe er alt for stærkt repræsenteret i krisecentrenes statistikker. Deres netværk har ofte været det samme som deres tidligere ægtefælles netværk, og når det er væk, står de meget alene.

Vi bliver nødt til at se mere helhedsorienteret på voldsofre og huske os selv på, at der er tale om et langt, sejt træk, hvis den negative spiral skal brydes.

Det betyder, at vi skal prioritere et effektivt efterværn, vi skal være opmærksomme på isolation og ensomhed, og vi skal turde stille de tidligere voldsramte de svære spørgsmål om, hvordan de og deres børn egentligt har det.

Eftervirkninger fra vold er et usynligt sår, som ingen burde påtvinges, dertil er prisen alt, alt for høj.

Flora Ghosh er direktør for Liva – Forening mod skadevirkninger af prostitution.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende og deprimerende læsning på én og samme tid. Et godt billede på at velfærdsstaten ikke er færdigudviklet endnu. Jeg håber det kan komme på dagsordenen så de kvinder der har brug for ekstra hjælp efter udslusning ikke står helt alene og ikke ved hvordan de skal komme videre.

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil ikke forklejne ensomhedog effekterne af den - for nogen som helst.

Men "Netværk og tætte venskaber er noget, man bygger på fra sin barndom og studietid. " er ikke hele sandheden. Alle vi, som har skiftet landsdel flere gange, har heller ikke noget lokalt netværk og studiekammeraterne er fordelt over hele landet.
Det kan være sværere at danne nye venskaber, hvis udseendet og dialekten er lidt fremmedartet, og der findes skamfuldhed over at have været på krisecenter ell. lign, og ensomhed ER et problem.
Jeg ved bare ikke, hvad man kan stille op.

Bo Carlsen, Anne Mette Jørgensen, Anne Schøtt, Claus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar