Læserbrev

Naboens sprøjtegifte forurener vores soveværelse

Der bør være en en beskyttelseszone mellem sprøjtede marker, private hjem og økologiske bedrifter
12. september 2018

Den 28. august vågnede jeg ved en underlig lugt i soveværelset, hvor vinduet stod åbent.

Jeg bor på en lille statskontrolleret økologisk gård med får og lam, to køer, høns og katte. Lidt før vi nåede pensionsalderen, købte vi denne gård for at foretage os noget helt andet i vores kommende pensionisttilværelse.

Det var spændende for os bymennesker at sætte os ind i en helt ny verden med landbrug, læmninger, klipning af får, bearbejdning af skind og så videre. På vores lam og får bruger man det hele på dyret: kød, skind og garn. Vi går ind for lidt – men til gengæld godt  – kød fra dyr, som har haft det godt.

Desuden er der anlagt en køkkenhave med grøntsager og bygget et drivhus. Vores børnebørn kan nu se et lille gammeldags landbrug, hvor alting er tydeligt i produktionen. Kort sagt en landlig idyl. Men der er en slange i paradiset.

Naboens jord er konventionelt dyrket og forpagtet ud. Forpagteren skal formodentlig have mest muligt ud af sin jord, som i dag er blevet til én stor mark. Der er blevet høstet i år. Høsten var ikke stor, og ukrudtet var næsten ikke vokset. Alligevel sprøjtes der som vanligt. Efter at der er blevet høstet, får jorden igen sprøjtegift.

Denne morgen var det så anden gang, der blev giftsprøjtet på den bare, udækkede jord. Det blæste ikke noget videre denne tidlige morgen klokken seks. Så det er tilladt at sprøjte, og det er tilladt at sprøjte helt op til en økologisk ejendom og nabomark.

Vores stuehus har cirka seks meter hen til forpagterens mark, og vinduet i soveværelset vender lige derhen imod. Forhåbentlig havde manden på traktoren beskyttelsesværn på, da han sprøjtede, men vi sover ikke med beskyttelsesværn på.

Derimod går vi intetanende i seng og vågner op til en giftig dunst af sprøjtemiddel, som breder sig i hele soveværelset.

Hvorfor har man i det mindste ikke en beskyttelseszone mellem sprøjtede marker og private hjem eller økologiske bedrifter?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dina Hald
  • lars søgaard-jensen
  • Flemming Berger
  • Ivan Breinholt Leth
  • Eva Schwanenflügel
Dina Hald, lars søgaard-jensen, Flemming Berger, Ivan Breinholt Leth og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

11/sep/2018

Danmark skal, efter min mening,
forbyde al sprøjtning med gift.

Det danske gift-landbrug skal
afskaffes totalt, således at der
alene er økologisk landbrug.

Venlig hilsen
Claus

Eva Schwanenflügel og Aske Bjerre-Larsen anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Kære Lisbeth Gram Holdum, tak for dit opslag, der meget godt beskriver en utålelig situation, som også vi oplever på vor matrikel. En vindstille dag gik vi i seng i en dyne af pesticider. Osen stod omkring vor bolig indtil en morgenbrise blæste den væk.

Jeg kontaktede den ansvarlige for landbruget omkring os og han bedyrede at alle regler var overholdt, samt at pesticiderne var uskadelige for mennesker. Hvad skulle han ellers sige ? Vor samtale var fordragelig, omend den ikke beroligede mig væsentligt. Vi selv, vore høns og volierefugle døde ikke umiddelbart, men jeg kender ej inkubinationstiden for det stads. I mit 68 år lange liv har jeg dog aldrig oplevet at noget som helst pesticid har været uskadeligt - det ér pesticiders natur at være skadelige !!!

Jeg stod tilbage med spørgsmålet om hvilke myndigheder man kontakter i en sådan situation ? Jeg kender endnu ikke svaret, selvom jeg kastede spørgsmålet ud i æteren på Facebook. ... Miljø og Fødevareministeriet måske ? - Selvom min tillid til deres uvildighed og ubestikkelighed ikke er reel.

Dina Hald, Ivan Breinholt Leth, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det var dog en grotesk uskik. Her må Esben Lunde Larsen på banen og bede om at få udarbejdet ny lovgivning.

Der må indbygges en beskyttelse af økologisk landbrug så jorden ikke bliver forurenet på den måde fru Holdum her beskriver.