Klumme

Oppositionen svigter de fattige børn

Oppositionens resignation over for regeringens fattigdomsskabende politikker er fuldstændig uforståelig. Kontanthjælpsloftet burde være et afgørende valgkampstema
Mette Frederiksen skylder et klokkeklart svar på, om Socialdemokratiet vil afskaffe fattigdomsydelserne, hvis hun vinder regeringsmagten. Og de andre partier i oppositionen skylder at afkræve hende det svar, skriver Gry Inger Reiter.

Mette Frederiksen skylder et klokkeklart svar på, om Socialdemokratiet vil afskaffe fattigdomsydelserne, hvis hun vinder regeringsmagten. Og de andre partier i oppositionen skylder at afkræve hende det svar, skriver Gry Inger Reiter.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

6. september 2018

At dømme efter de valgvinde, der blæser, og som for længst har givet politikere og mediefolk mandatkuller, kommer det næste folketingsvalg til at handle om udlændinge og integration – og måske lidt om klimaet, men det er nok mere min forhåbning end min forventning.

Hvad der derimod står klart, er, at regeringens fattigdomsydelser ikke er øverst på dagsordenen. Det er et svigt af dimensioner fra oppositionens side – og ansvaret er især Socialdemokratiets.

Straf frem for hjælp

Da regeringen i 2016 indførte den såkaldte integrationsydelse og kontanthjælpsloftet, betød det en rekordstor stigning i antallet af fattige børn. 10.500 børn blev kastet ud i fattigdom på bare ét år, så der i 2016 var hele 48.300 fattige børn i Danmark.

Hvis kontanthjælpsloftet bliver bibeholdt efter valget, vil det ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betyde, at antallet af børn, der vokser op i fattigdom, vil fortsætte med at stige voldsomt i de kommende år.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Thomas Olsen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Christian Mondrup
  • Dorte Sørensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Ejvind Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Frede Jørgensen
  • Hans Ditlev Nissen
  • Torben Skov
Steffen Gliese, Thomas Olsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Christian Mondrup, Dorte Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Hjerl-Hansen, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Frede Jørgensen, Hans Ditlev Nissen og Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det har bare også vist sig i praksis, at en afskaffelse af kontanthjælpsloftet ikke er det samme som systematisk og principiel bekæmpelse af ulighed. Det så vi under Thorning-regeringen, hvor afskaffelsen af netop kontanthjælpsloftet blev (og stadig bliver solgt) som det store lighedsskabende element og billedet på regeringens socialt afbalancerede politik, men hvor der samtidig blev skabt øget strukturel ulighed på alle andre parametre: væk med kontanthjælpsloftet - ind med en skattereform, der massivt øger uligheden på den lange bane.
Selvfølgelig skal kontanthjælpsloftet fjernes af en regering, der bare tilnærmelsesvis vil kalde sig 'rød', men hvis det igen bliver gjort til den afgørende socialpolitiske mærkesag for venstrefløjen - og man ikke samtidig insisterer på mere strukturelle forandringer på de lange bane - så vil det igen blive et skridt frem og to tilbage, hvor man fodrer hunden med sin egen hale, fordi afskaffelsen af kontanthjælpsloftet sidste gang jo i realiteten blev finansieret af Thor Møgers og Mette Frederiksens skattereform, der løbende skærer ned i overførselsindkomsterne.

Det er absolut muligt, at en fjernelse af kontanthjælpsloftet bliver en af de 'gaver' socialdemokraterne vil uddele til venstrefløjen op til det kommende valg "se, hvor lighedstænkende vi er" - men det bør så også være pressens opgave - Gry Inger Reiter - at gøre opmærksom på, hvordan fjernelsen reelt er finansieret, og at venstreorienteret socialpolitik ikke kun bør være baseret på gode valgløftegaver, men også samtidig på løfter om strukturelle forandringer.

Henrik Peter Bentzen, Steffen Gliese, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Thomas Olsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Gry Inger Reiter :
"Det, der burde være en helt afgørende konfliktlinje for oppositionen at få markeret i dette valgår, er stort set fraværende i debatten. Og det er endda en sag, der burde kunne samle tropperne i fælles front. Derfor skylder Mette Frederiksen et klokkeklart svar på, om Socialdemokratiet vil afskaffe fattigdomsydelserne, hvis hun vinder regeringsmagten. Og de andre partier i oppositionen skylder at afkræve hende det svar".

Ja, hvor pokker er Enhedslisten henne? Alternativet er for længst fløjet op i en klima-ballon, der slet ikke adresserer, at den voksende globale ulighed er den allerstørste medvirkende årsag til netop de uhyggelige klimaforandringer.
Men Enhedslisten burde råbe 24/ 7 udover hustagene i alle landets ender og udkanter, hvordan retssikkerheden og den sociale del af velfærdssamfundet fortsat bliver forringet, og at maskerne i det net der burde beskytte os mod den voksende utryghed, der fører til stress, angst og depression, konstant bliver tiltagende stormasket.

Børnefattigdommen er kun et af problemerne. Et kæmpe et.
Men også den voksende hjemløshed, især blandt unge mennesker der fx er opvokset i pleje eller har været under forsorg er et symptom på, at vi svigter.
Og hvad med reformen af førtidspension og fleksjob, der udsætter syge mennesker for nidkær kontrol og torturagtige ressourceforløb? Det var Mette F. herself der arkitekttegnede den model, og står det til hende, skal den fortsætte som hidtil, uden nævneværdige forandringer.
Hvad med integrationsydelsen, der er den absolut mest fattigdomsskabende af alle tiltag?
Ve de børn, der vokser op under den.
Samt opvokser under en tiltagende byge af anti-udlændingestramninger og almindelig racisme.

Ja, oppositionen skylder os svar på disse spørgsmål !!
Hvor vil den hen ?!?

Henrik Peter Bentzen, Morten Hjerl-Hansen, Thomas Olsen, Katrine Damm, Ebbe Overbye og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Meningsdannerne fra de største aviser og TV svigter de fattige børn. Ulighed og børnefattigdom burde være et afgørende valgkampstema.

Regeringens fattigdomsskabende politikker er understøttet af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance. Desuden føres nedskæringspolitik ofte af Socialdemokratiet, De Radikale og nogle gange af Socialistisk Folkeparti.

For mange borgere er det en frygtelig erkendelse, at socialvæsenet i Danmark har svigtet hundredetusinder af fattige og syge mennesker, men der findes stadigvæk nogen i Danmark som ikke ved, at det sociale sikkerhedsnet for mange er en saga blot.

Da regeringen i 2016 indførte den såkaldte integrationsydelse og kontanthjælpsloftet, betød det en rekordstor stigning i antallet af fattige børn. 10.500 børn blev kastet ud i fattigdom på bare ét år, så der i 2016 var hele 48.300 fattige børn i Danmark. Det er mere end de fleste kan forestille sig, kunne ske i Danmark.

De såkaldte reformer, eller rettere, de konstante sociale nedskæringer, tvinger kommunerne til at nægte at udbetale sociale ydelser.

I fattige kommuner og landdistrikter hænger budgetterne dårligt sammen, særligt hvis lokalpolitikkerne ønsker at gøre noget ved den stigende fattigdom, som i Nord-Djurs kommune. Dér reagerer det liberale økonomiske system, med at lukke ned for hele kommunen; refusionsloven sikrer at fattigdomsskabelsen bliver gennemført uanset hvad, fordi der ikke er penge til at gøre en reel forandring. Men sandheden er, at der aldrig har været så mange penge i Danmark, problemet er bare, at dem som sidder på den politiske magt, ikke ønsker omfordeling; det sociale aspekt underkues.

Hvis medierne ville gøre en indsats for at bekæmpe fattigdommen, f.eks. ved at tale med dem som faktisk mærker nedskæringerne, så kunne de fremvise hvordan de fattiges daglige liv rent faktisk er, måske ville fattigdommen forstås mere konkret og derved medføre handling.

Ejerne af virksomhederne har til gengæld en overdådig livsstil. Erhvervslivet genererer enorme overskud - i et af de rigeste økosystemer i verden - det ville de ikke kunne i Albanien. Det samfund som virksomhederne lukrerer på, skylder de alt. En pæn del af disse penge går til politikere fra begge de regeringsbærende partier, og til lobbyfirmaer til at kører kampagner for nedskæringer.

Demokratiet er derved udsat for en katastrofal fordrejning, da de rige har mulighed for at købe sig til fordele, samt kræve konstante nedskæringer for de socialt udsatte. Og ved at fjerne overførselsindkomster, kan de sænke lønningerne i bunden af samfundet, og skabe yderligere ulighed og i sidste ende børnefattigdom.

Det nuværende system er rettet mod arbejdstagerne, det er dér for at skabe fattigdom, og så mange lavtlønnede som muligt, gerne fra fattige lande. Det er et system, der skaber ødelæggende resultater af fattigdom, og ofte giver de ramte sig selv skylden, i stedet for at bebrejde et system, der konstant devaluerer deres værd.

Fattigdom nedbryder helbred og psyke, tvinger familier fra hinanden, sender mange ud i det ene elendigt betalte job efter den anden. I et så rigt land, hvor ulighed og fattigdom igen er stigende, skal der en social revolution til, så alle borgere kan få den retfærdige sociale dækning, som de har krav på. Den forandring kan kun komme nedefra.

Henrik Peter Bentzen, Lars Løfgren, Steffen Gliese, Morten Hjerl-Hansen, Thomas Olsen, Katrine Damm, Ebbe Overbye, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Netop, Peter Sterling, og det er jo alt andet end rationelt, selvom det fremstilles som værende sådan. Det er tværtimod så primitivt dyrisk, at det burde være åbenlyst for enhver, at vi gør os ringere, end vi burde være indbyrdes.
Erhvervslivet giver simpelthen ingen mening, hvis ikke det skulle finansiere og sikre befolkningen generelt og kulturen og institutionerne specielt. Men arbejdet er blevet en religion i stedet for en pligt, man kan være mere eller mindre begejstret for, forhåbentlig de fleste dage mest mere.
Så man opfinder arbejde, oven i købet højt gageret, men fuldkommen ligegyldigt eller ligefrem kontraproduktivt - i stedet for at sætte ind med at få opgaverne fra hånden så lempeligt og dog tilfredsstillende for borgerne som muligt.
For i et demokrati er det den enkelte borgers ve og vel, det kommer an på, ikke erhvervslivet og ikke egentlig velstand.

Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar